|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Flemming Jansen, fhv. borgmester i Pandrup Kommune (V) og lektor emeritus fra Aalborg Handelsgymnasium
Jeg har her i løbet af sommerperioden læst en meget spændende og vedkommende bog. – ”Fra lys til liv” er titlen, og den er skrevet af Jens Olaf Pepke Pedersen, der er atomfysiker og seniorforsker på Institut for Rumforskning og -teknologi på DTU. Hovedbudskabet i hans lille bog er, at han er meget uenig i den sejlivede myte om, at naturvidenskab og kristendom udelukker hinanden. Det er derimod meget meningsfuldt at leve med begge forklaringsmodeller, hvor viden og tro ikke udelukker hinanden, men derimod beriger hinanden. Bogen giver et helt nyt perspektiv på forholdet mellem eksakt videnskabelig viden og den åndelige og etiske verdens måde at forholde sig til eksistensen og menneskelivet på.
Brug for både naturvidenskab og tro
Faktisk har personlige refleksioner, videnskabelig dybde og teologiske overvejelser åbnet forfatterens erkendelse af, hvordan naturvidenskabens teorier harmonerer med den kristne skabelsesfortælling. – Kort og præcist handler det om, at naturvidenskaben er drevet af spørgsmålet hvordan, hvor kristendommen har fokus på spørgsmålet hvorfor. Hans konklusion bliver derfor, at vi har brug for både naturvidenskab og tro. Hvor den ene tilgang til verden tager udgangspunkt i den konkrete støvets verden, tager den anden udgangspunkt i meningen bag det hele. Mennesket har jo altid haft brug for, at der er en bagvedliggende dybere mening med livet. Den søger man gennem troen, håbet og kærligheden, som er bærende værdisøjler i kristendommen. Bogens forfatter beskriver, hvordan der faktisk er en dyb sameksistens mellem kristendom og naturvidenskab. Han konkluderer således, at naturvidenskaben står i gæld til kristendommen i en sådan grad, at man kan sige, at uden kristendommen havde vi ikke haft naturvidenskab (!).
Stjernehimlen – både natur og ånd
I bogen drager forfatteren bl.a. stjernehimlen frem som et eksempel. Hvis alt er en tilfældighed uden en bagvedliggende skaberkraft, så befinder vi os i et tomt, et meningsløst og et formålsløst univers. Det er imidlertid for fattigt og håbløst. Stjerner er ikke blot noget, der kan beskrives med videnskabelige fakta. De får os samtidig til at føle os forbundet med noget større og noget evigt. Som det står skrevet i bogen: ”Når vi kigger op på stjernehimlen, spejler vi vores håb og ønsker i det fjerne lys. I mørket, hvor alt kan synes uoverskueligt, minder stjernerne om, at lyset altid eksisterer, selv i de mest fortabte øjeblikke…./ Betlehemsstjernen var ikke blot et lys på himlen, men symbol på håb, tro, vejledning og erkendelse. Vi ser op mod stjernehimlen for at finde trøst og inspiration, ligesom de vise mænd, der fulgte stjernen og fandt frem til frelseren”. – Ja, stjernerne er et astronomisk fænomen, men i deres lys finder vi også poesi, filosofi, og de viser os tryghed og Guds nærvær. Det naturvidenskabelige tilgang og den åndeligt eksistentielle udelukker ikke hinanden, men de supplerer hinanden.
Julehilsen fra Apollo 8 ude i rummet
Et gribende kapitel i bogen ”Fra lys til liv” er, hvor forfatteren beretter om, da Apollo 8-rumskibet juleaftensdag i 1968 gik i kredsløb om Månen. De tre astronauter ombord var de første mennesker, der så Månens overflade på nært hold. Det var imidlertid ikke dette at se Månen, der gjorde dybest indtryk, men derimod at se tilbage på Jorden i den fjerne horisont. Det gik pludselig op for astronauterne, hvor skrøbelig Jorden er som en lille blå planet, der svæver i et stort mørkt verdensrum. En af astronauterne (Frank Borman) har siden fortalt, at synet af Jorden set fra Månen var det smukkeste og mest hjertegribende, han havde set i sit liv, og at det fyldte ham med en strøm af hjemve.
Juleaften deltog astronauterne i en direkte TV-transmission til Jorden. Efter med kameraet vendt mod Månen at have berettet om deres indtryk skiftedes astronauterne til at læse de første ti vers fra skabelsesberetningen i Første Mosebog og sluttede med at ønske alle en glædelig jul. Omkring en fjerdedel af Jordens befolkning lyttede med. – Og nu vil jeg tillade mig at runde denne omtale af en særdeles klog og betydningsfuld bog af med at citere fra det netop omtalte kapitel: ”På trods af den fænomenale teknologiske bedrift valgte Apollo 8-astronauterne at udtrykke deres følelser i form af en religiøs myte. Skabelsesberetningen har en dyb kulturel og symbolsk resonans i beskrivelsen af, hvordan verden blev til, og hvordan mennesket har en speciel plads i den store sammenhæng. Når astronauterne valgte den for at sætte ord på oplevelsen, tyder det på, at den tilbød en følelsesmæssig og åndelig dimension, som naturvidenskaben ikke kunne udtrykke. Skabelsesberetningen knyttede så at sige den videnskabelige og teknologiske præstation sammen med en dybere menneskelig dimension, som oversteg det, der kan beskrives med et teknisk eller naturvidenskabeligt sprog. / Naturvidenskaben og kristendommen har som nævnt hver deres skabelsesberetning, men hvor naturvidenskaben alene beskæftiger sig med de fysiske love for universets udvikling og de biologiske love for livets udvikling, så har kristendommens skabelsesberetning også en etisk dimension.”
Det er så sandt, som det ligeledes er sagt af digterpræsten N.F.S Grundtvig: Mennesket er en kombination af støv og ånd. Naturvidenskaben giver os værdifuld viden og indsigt, men bliver aldrig tilstrækkelig. Kristendommen indeholder den uundværlige åndelige dimension, så vi kan leve livet på et eksistentielt niveau på en sådan måde, at det også giver mening……!
