|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
USA vandt krigen mod Iran, men tabte slaget ved forhandlingsbordet. Kritikken hagler ned over præsident Trump fra både venner og fjender. ”USA og Israel har ikke nået deres mål med den militære aktion. Tværtimod står Iran nu stærkere end før krigen”, lyder det. Hertil vil Trump svare, at kritikerne kommer ind midt i filmen og begynder straks at brokke sig over den slutning, de ikke kender. Det er imidlertid en kendsgerning, at den nu underskrevne hensigtserklæring (Memorandum of Understanding) reelt kun er en forlængelse af våbenhvilen og ikke en aftale, der imødekommer USA’s og Israels mål for angrebet den 28. februar.
Trump annoncerede straks efter aktionens start, at USA havde opstillet tre militære mål for angrebet: Stop for Irans atombevæbning, stop for produktion af nukleare missiler og stop for Irans finansiering og ledelse af terrormilitserne, Hamas, Hizbollah og Houthi. Endvidere erklærede både præsident Trump og premierminister Netanyahu, at man sigtede mod et regimeskifte i Iran. ”Hjælpen er på vej”, sagde de samstemmende i en fælles udtalelse direkte til det iranske folk. Trump gik endda et skridt videre: ”I skal blive inden døre, mens bomberne regner ned. Når det er overstået, skal i strømme ud på gaderne og kræve jeres land tilbage. I får ikke en bedre chance de næste 50 år”
Og hvad er der så opnået efter næsten fire måneders krig: Irans forsvar er knust. Flåden er sænket, luftvåbenet er smadret ligesom næsten samtlige radar- og varslingssystemer, missilbevæbningen er udraderet samt alle stålværker og ammunitionsfabrikker. USA og Israel sidder nu med en fjende, der er besejret, men som ikke vil overgive sig. For regimet i Iran handler det ikke om at vinde, men om at overleve. Det er også lykkedes indtil videre. I den nu gældende hensigtserklæring står der ikke noget om, at Iran skal ophøre med produktionen af langtrækkende missiler. Heller ikke noget om, at støtten til terrormilitserne skal ophøre. Tværtimod siger dokumentet, at under de kommende forhandlinger kan Iran beholde sit atomprogram som før. Præsterne kan notere sig endnu en gevinst. Hormuz-strædet, der før krigen var et internationalt farvand under FN’s Havretskonvention (UNCLO), skal fremtidigt administreres af Iran i samarbejde med lilleputstaten Oman, som præsterne nok vil anvise en plads ved børnebordet.
Som belønning for at åbne for den frie sejlads frigiver USA alle Irans indefrosne midler, stiller 300 milliarder USD til rådighed for mullaherne og løfter alle gældende sanktioner mod korandiktaturet. Ganske vist fastholder præsident Trump, at Iranerne ikke får en femøre, før de imødekommer USA’s hovedkrav, som er stop for atombevæbning og produktion af langtrækkende missiler. Det kommer næppe til at ske i de 60 dage, der er sat af til forhandlingen af en endelig fredsaftale. Man skal her huske på, at Den Islamiske Republik Iran er grundlagt på tre hellige løfter afgivet til den første præsident, ayatollah Khomeini: udslettelse af staten Israel, nedkæmpelse af kætterideologien sunni-islam og etableringen af shia-islam som den førende religion og ideologi i Verden. Alle ledere i Iran er uløseligt bundet til denne hellige ed siden 1979 og vil hellere dø en ærefuld martyrdød på slagmarken end svigte de hellige løfter, der udgør hele eksistensgrundlaget, hele bekendelsen til forpligtelsen over for Allah, selve kernen og hjerteslaget i den islamiske stat.
Hvis Iran mister sin atombevæbning, sit missilprogram og kontrollen med terrormilitserne, ligger alle de hellige løfter knust i støvet. Det er ikke så moderne at ville dø for en sag. De urkristne lod sig brænde levende og ville hellere flås af vilde dyr i de romerske arenaer end opgive deres kristne tro. Under anden verdenskrig døde mange modstandsfolk under Gestapos mest barbariske tortur uden at røbe deres hemmeligheder. At dø for en sag er en død sag i de vestlige demokratier, men højeste mode i islam. De iranske ledere vil lyve, snyde, bedrage og forsinke for at opretholde deres stat og deres hellige løfter. Deres tilsagn, godkendelser og underskrifter er intet værd. De løber fra alt, der ikke tjener Allah’s og islams sag. Præsterne og revolutionsgarden er villige til at udholde nye amerikanske og israelske bombekampagner, så længe de kan trække tiden ud. Først til midtvejsvalget i USA til november og videre til næste præsidentvalg i 2028. Hver en dollar iranerne kan tjene i mellemtiden vil som tidligere ikke blive anvendt på landets økonomiske udvikling og velfærd, men vil blive investeret i atombevæbning, missilsystemer og terrormilitser.
Ser man på bundlinjen over, hvad der er opnået med USA’s og Israels angreb på Iran kombineret med bombardementet i juni 2025 af Irans atomprogram, må man konstatere, at den frie og demokratiske verden står et bedre sted i dag end før. Iran er uden militære muskler. Alt er ødelagt. De 430 kg 60 procent beriget uran ligger ifølge israelske efterretningskilder begravet unde et bjerg af sammenstyrtet beton og klippestykker. Næsten alle Irans nukleare centrifuger er ødelagt. Uden centrifuger, intet atomvåben. Hamas udgør ikke længer en seriøs trussel mod Israel. Hizbollah er decimeret. Israel har oprettet sikkerhedszoner rundt om sine grænser og er bedre beskyttet end før 2025.
Præsident Trump får nok ikke sine erklærede mål helskindet igennem de kommende forhandlinger, men han kan glæde sig over, at han er den første amerikanske præsident, der har forstået truslen fra korandiktaturet i Teheran og har reageret på det. Det er ligeledes lykkedes ham at skabe en reel alliance i Mellemøsten vendt mod den iranske terrorstat og at facilitere et spirende samarbejde mellem Israel og de arabiske samfund. Vi er der ikke endnu, men man aner konturerne af et neutraliseret Iran, der ikke mere kan true den fremvoksende vilje til fred og samarbejde, der er på vej i hele Mellemøsten.
Vi fik ikke det tiltrængte regimeskifte i Iran, men bedre tider er på vej. Lad os være taknemmelige for det.
Artiklen er trykt på aamund.dk
