Horrible svigt hos myndighederne gjorde det muligt for Omar El-Hussein at gennemføre sine terrorangreb den 14.-15. februar i år.
Det fremgår blandt andet af en fortrolig redegørelse fra Rigsadvokaten, som TV2 har haft adgang til.
Tre gange i 2014 blev Kriminalforsorgen advaret om, at El-Hussein i stigende grad blev radikaliseret. Først den tredje gang gav man advarslen videre til PET.
PET undlod at grave i sagen, og man undersøgte ikke, hvornår El-Hussein blev løsladt.
Samtidig blev El-Hussein i slutningen af sin varetægtsfængsling sat i celle med en mand, der på Facebook havde vist åben sympati med Islamisk Stat.
Kort før Omar El-Hussein begik sine terrorhandlinger, var han blevet løsladt af Østre Landsret, fordi retten først kunne behandle hans sag i august 2015 – og den fandt åbenbart ingen særlig begrundelse for at fastholde fængslingen af ham.
Disse svigt var så alvorlige og så gennemgående, at man dårligt kan forklare dem med tilfældigheder. De synes at have en dybere årsag:
Slappe holdninger hos myndighederne banede vejen for Omar El-Husseins terror.
Tre advarsler fra Slagelse
I 2014 sad El-Hussein i Slagelse Arrest. Her iagttog man mandens udvikling med voksende bekymring.
Den 7. maj skrev man en indberetning til Kriminalforsorgen under overskriften ”Radikalisering??” Her berettede man om en ”mistænkelig adfærd” hos El-Husssein.
Den 22. august fulgte en ny indberetning, hvor det hed:
”Vi har tidligere oplyst om, at Omar udviser ekstreme islamistiske holdninger. Efter Ramadanen er disse holdninger skærpet. Han holder sig mere og mere for sig selv. Han vil ikke være sammen med andre bandemedlemmer, hvis de ser tv med letpåklædte personer (bare arme og ben). Han dyrker ikke motion med dem, og vil ikke være på gårdtur, hvis de indtager føde under Ramadanen.”
Endelig kommer der den 25. september en tredje advarende mail fra Slagelse Arrest. Ifølge mailen skulle El-Hussein have sagt, ”at han vil tage til Syrien for at kæmpe, når han bliver løsladt. Udtalelserne er ikke bekræftet, men sammenholdt med øvrige observationer, tegner der sig et billede af, at hans ekstremisme skærpes.”
PET og Østre Landsret
De to første indberetninger gav Kriminalforsorgen aldrig videre til PET, selv om det var mere end nærliggende at gøre det.
Den tredje indberetning fik PET, men her fulgte man åbenbart ikke op på den. Man undersøgte ikke sagen nærmere, og man forholdt sig slet ikke til, hvornår den radikaliserede El-Hussein ville blive lukket ud i samfundet. Og da han blev løsladt, undlod Kriminalforsorgen at give PET besked.
Den manglende alvor i håndteringen af sagen understreges af, at man placerede El-Hussein i celle med en mand, der efter al sandsynlighed ville bidrage yderligere til hans radikalisering.
Og så lukkede Østre Landsret ham ellers bare ud.
Resultatet var to dræbte og fem sårede.
Dialog og naivitet
I Danmark er det almindeligt at bryste sig af, at man ikke anvender mere magt end højst nødvendigt. Samtidig er der ofte en tyrkertro på, at man altid kan tale sig til rette.
Man kan ikke lide konflikter, og man vil nødigt erkende, at der findes uforsonlige modsætninger. Groft sagt: Alle må kunne tales til at blive danskere som os andre gennem en god dialog.
Der kan siges en del godt om sådanne holdninger. De har bidraget til et samfund med lave spændinger.
Men når man virkelig har at gøre med reelle trusler mod vores samfund, kan de resultere i en helt uholdbar naivitet.
Folk, der ikke sympatiserer med vores samfund, eller som ligefrem vil os det ondt, bliver behandlet med en rummelighed, der kan nærme sig det gemytlige. ”Det går nok alt sammen”, ”Og nu skal vi jo heller ikke komme for godt i gang.”
Når denne gemytlighed bliver parret med politisk korrekthed, kan den blive farlig. Den kan udvikle sig til tolerance, der dræber.
Det var efter alt at dømme det, der skete med Omar El-Hussein.
Nedtoning af truslen
Kriminalforsorgen forholdt sig til ham med en attitude, der nedtonede hans farlighed, selv om de pligtopfyldende mennesker i Slagelse Arrest råbte vagt i gevær. ”Nu skal vi ikke komme for godt i gang – manden har jo ikke foretaget sig noget særligt.”
Heller ikke PET tog faren tilstrækkelig alvorligt. Det samme kan vel siges om Østre Landsret.
Tendensen til at nedtone trusler og den naive dyrkelse af dialogen har mere bredt præget store dele af embedsværket, herunder ordensmagten, meningsdannerne og politikerstanden. Det gælder ikke mindst i forhold til den ikke-vestlige indvandring og islamismen.
PET og danske myndigheder i det hele taget var således langt mindre skarpe og tydelige i deres udmeldinger omkring den ny terrortrussel fra Islamisk Stat, end man har set det i andre lande.
Noget tyder da også på, at beskyttelsen af mødet på Krudttønden og af synagogen den 14.-15. februar var for halvhjertet og uformel. ”Nu skal vi jo heller ikke komme for godt i gang.”
Det fatale svigt i forhold til Omar El-Hussein hos Kriminalforsorgen og formentlig også hos PET skyldes næppe bare enkeltstående fejl eller dårlig organisering.
Efter alt at dømme bunder de også i slappe holdninger.
