USA’s præsident Barack Obama fik allerede i oktober 2009 Nobels fredspris 2009 “for hans ekstraordinære indsats for at styrke internationalt diplomati og mellemfolkeligt samarbejde.” Nobelkomitéen offentliggjorde prisvinderen den 9. oktober 2009 – mindre end 10 måneder efter Obamas overtagelse af præsidentembedet. Tildelingen af den prestigefyldte pris er næppe sket på baggrund af faktisk gerning, men mere som anerkendelse og forhåbninger til resultaterne af Obamas erklærede vilje til atomnedrustning, samt hans ønske om at genoprette internationale relationer, hvor han dengang specielt refererede til den muslimske verden.
Spørgsmålet er, i hvilket omfang de oprindelige tårnhøje forventninger til Barack Obama har indflydelse på de igangværende forhandlinger om Irans atomprogram, og det åbenbare pres fra den amerikanske præsidents for en aftale inden udgangen af juni 2015?
Forhandlingerne om Irans atomprogram i Lausanne i Schweiz foregår mellem Iran på den ene side, og de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina – samt Tyskland (og EU) på den anden side. Tilsammen kaldes de for P5+1 landene. Rammeaftalen, der forventes konverteret til en detaljeret aftale inden udgangen af juni 2015 indeholder iflg. oplysninger fra det amerikanske udenrigsministerium:
• Sanktionerne mod Iran lempes (hvornår?), hvis landet beviseligt overholder sine forpligtigelser.
• Hvis Iran på noget tidspunkt ikke overholder dets forpligtigelser, genindføres sanktionerne øjeblikkeligt.
• Iran er gået med til ikke at bygge nye faciliteter med det formål at berige uran i 15 år.
• Alle (?) overskydende centrifuger og faciliteter til berigelse af uran skal opbevares under overvågning af IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur.
• Iran er gået med til ikke at berige uran over 3,67 procent i mindst 15 år.
• Det nuværende lager af omkring 10.000 kilo lavt beriget uran skal reduceres til 300 kilo (hvordan?)
• Antallet af centrifuger skal reduceres fra 19.000 til 6104.
Rammeaftale
Det er vigtigt at bemærke, at der endnu ikke er nogen aftale – det er alene rammerne for en eventuel efterfølgende detaljeret aftale, der er enighed om.
Et vigtigt punkt er, at aftalen ikke vil forhindre Irans atomprogram, men hvis Iran – i strid med aftalen – vil søge at udvikle et egentligt atomvåben, giver aftalen omverdenen et varsel på omkring 12 måneder. Ikke hvad USA oprindeligt gik efter, men givet et fremskridt i forhold til tidligere, hvor parterne ikke anede hvor man eventuelt kunne mødes om en aftale. Djævlen ligger i detaljen, og forhandlingerne frem mod udgangen af juni vil afsløre, om der overhovedet kommer en aftale ud af det – vel og mærke en aftale, der i tilstrækkelig grad er troværdig, transparent, verificerbar og mulig at implementere i den virkelige verden – alle sammen parametre, der er nødvendige, hvis verden skal overbevises om, at målet med aftalen vil blive opfyldt.
På begge sider vil der være interesser, der vil prøve at køre processen af sporet. I Teheran er der muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfatter USA som ”den store Satan”, der skal inddæmmes. På amerikansk side er der en åbenlyst modvillig republikansk kongres, og så skal vi ikke glemme en kritisk israelsk premiereminister Natanyahu.
Hvorfor aftale nu?
Som følge af FN-sanktionerne mod Iran er olieeksporten faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder om dagen, hvilket betyder tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden. Siden 2011 har Iran haft en negativ økonomisk vækst, ligesom arbejdsløsheden er betydelig. De begrænsede muligheder har medført et betydeligt såkaldt ”braindrain”, hvor veluddannede iranere er emigreret til udlandet. Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system har betydet, at valutaen, den iranske rial, har tabt totrediedele af sin værdi i forhold til dollar og forårsaget en inflation på omkring 40 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin er skudt i vejret.
Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satser hårdt på at få en atomaftale med USA. De sanktioner, som Iran ønsker ophævet hurtigst muligt omfatter:
- Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas
- Forbud mod at forsikre iranske olietransporter
- Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet
- Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram
- Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner
- Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran
Sanktionerne er iværksat af USA, EU, Japan og Syd Korea. USA har endvidere med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder er afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.
Alternativet til aftale
Det spørgsmål, der stilles i USA er, om det virkelig haster med en aftale? Er alternativet en krig med Iran? I den nuværende situation i Syrien, Iraq og Yemen m.v. er det tydeligvis ikke i amerikansk interesse at fremprovokere en ny front, men hvorfor ikke bare fortsætte og intensivere sanktionspolitikken, som syntes at virke? Hvorfor ikke presse Iran til helt at opgive atomprogrammet? Hvorfor har Obama så travlt?
I Barack Obamas lejr og blandt tilhængerne af en aftale forlyder det, at sanktionerne ikke virker. Økonomisk rammer sanktionerne i flæng, og nok er Irans økonomi berørt, men også amerikanske og europæiske økonomiske interesser bliver ramt, mens sanktionerne ikke har afholdt Iran fra at opbygge et stort antal centrifuger og andre elementer i atomprogrammet. Under alle omstændigheder skal Barack Obama nu overbevise en skeptisk kongres, hvor Republikanerne og mange Demokrater er stærkt bekymrede for, om præsidenten er blevet så desperat for at få en aftale, at han sætter sikkerheden for USA og Israel på spil. Modstanderne er betænkelige ved at en ophævelse af sanktionerne vil øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars – og dermed i endnu højere grad end i dag, muliggøre iransk finansiering af ikke kun blodtørstige militser i Iraq, men selveste Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas.
Det republikanske flertal i Senatet syntes ikke indstillet på at overlade initiativet til præsidenten alene, men vil fremlægge et lovforslag, der vil kræve, at en Iran-aftale indgået inden 30. juni skal til godkendelse i Kongressen inden for de første 60 dage, og at præsidenten ikke i den periode kan ophæve en eneste af de amerikanske sanktioner mod Iran. Præsidenten har selvfølgelig fortsat sin vetoret, men republikanerne hævder, at de råder over de 67 stemmer, der kan nedstemme et præsidentielt veto
Præsidentens eftermæle
Selvom Obama umiddelbart virker forslået, har han stadig ambitioner for resten af sin præsidentperiode, der udløber næste år. Han ønsker at orientere USA mere mod Asien, og hvis han kan afslutte de igangværende handelsforhandlinger om en Pacific Trade Pact, PTP, og tvinge den igennem kongressen, ville det have en varig effekt, der ville pynte på hans udenrigspolitiske eftermæle. Det samme gælder, hvis han formår at lukke TTIP-aftalen med EU.
På klimaområdet har han har masseret verden, specielt Indien og Kina, i retning af en større indsats på klimaområdet. Vi vil alle se om det giver resultater på klimakonferencen, COP21 i Paris i slutningen af 2016. Genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser med Cuba efter 50 år vil givet også blive medtalt som en væsentlig sejr for Barack Obama.
Israel
Premiereminister Benjamin Netanyahu I Israel er ikke tilfreds med Iran-aftalen, som den ligger: Aftalen blåstempler Irans atomprogram, og det vil indebære en alvorlig trussel mod regionen og verden – og vigtigst af alt: aftalen vil være en trussel mod Israels overlevelse. Rammeaftalen lægger ikke op til et arrangement, der definitivt vil hindre Iran i at anskaffe atomvåben. Netanyahu kræver derfor, at Iran utvetydigt anerkender Israels ret til at eksistere.
Netanyahu har sået tvivl om Irans reelle hensigter og henvist til Irans massive involvering i regionens konflikter, senest i Yemen og han har henvist til at en iransk general forleden erklærede, at “the destruction of Israel is non-negotiable.”
Netanyahu har hertil erklæret: “Well, I want to make clear to all: the survival of Israel is nonnegotiable” og “Israel will not accept an agreement which allows a country that vows to annihilate us to develop nuclear weapons, period.”
Nyt våbenkapløb?
Spørgsmålet er om en aftale endeligt vil løse atomvåben-problemet i Mellemøsten – eller måske snarere vil være anledning til et nyt våbenkapløb. En aftale, der sikrer en advarselsperiode på mindst et år, før Iran kan have et våben klar, vil ikke løse problemerne, hævder kyndige iagttagere.
Israel har allerede 200 nukleare sprænghoveder, og Saudi Arabien menes – som en sikkerhedsforanstaltning – for længst at have købt sig ind i Pakistans atom-arsenal. Ægypten menes også at have ambitioner, om at kunne armere sig selv i påkommende tilfælde. Videnskabeligt og teknisk har Ægypten utvivlsomt kapaciteten, og spørgsmålet er derfor, om en Iran-aftale vil starte et nyt våbenkapløb i mellemøsten?
En Iran-aftale er sammen med handelsaftalerne og klimaforhandlingerne den sidste mulighed Obama har tilbage for at gøre en forskel i forhold til den palet af udenrigspolitiske udfordringer, han overtog. I forhold til Rusland, må han konstatere, at i stedet for et nyt partnerskab med Rusland har han som følge af Ruslands fremfærd i Georgien og Ukraine fået en ny kold krig.
I stedet for at afslutte krigen i Iraq har han måttet sende tropper tilbage for at bekæmpe ISIS – godt nok kun fra luften. I stedet for at eliminere ærkefjenden Al-Qaeda kæmper han nu mange steder med talrige aflæggere af terrororganisationen, herunder Boko Haram i Somalia (og Kenya) og i stedet for konflikterne i Mellemøsten har han selv erkendt, at det ikke ligger inden for hans muligheder at skabe fred.
Danmarks rolle?
Spørgsmålet er, om hensynet til Barack Obamas udenrigspolitiske eftermæle skal skygge for en mere holdbar løsning i Mellemøsten – og hvor er Danmark?
