Barack Obama har netop benyttet sig af sin ret til at udstede en af de såkaldte executive orders, hvor præsidenten kan lave love pr. dekret og altså uden om USA´s lovgivende magt, som er kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.
Det er Obamas ret, men at han har gjort det for at legalisere mellem tre en halv og fem millioner illegale indvandrere er, så vidt vides, ikke set før.
Beslutningen gælder for tre år.
Obamas modstandere hos Republikanerne er i høj grad vrede, idet de kræver de 11 millioner illegale udvist og grænsen til Mexico grundigt spærret for nye illegale, før de vil være med til at se på en ny udlændingelov.
Langt størstedelen af de illegale kommer fra ikke-vestlige kulturkredse, først og fremmest fra Latinamerika.
Obama har bl.a. forsvaret sin beslutning med, at mange af de illegale har været i USA i årevis, og derudover har Obama gentagne gange udtalt, at USA er et indvandrerland og skal vedblive at være det.
USA er et indvandrerland, lyder det faste refræn altså, fra Obama og fra mange andre politikere. Ja, det er USA, men med meget betydelige mellemregninger.
Fra uafhængigheden fra England omkring 1780 og frem til 1840´erne var der kun en meget beskeden indvandring til USA og da helt overvejende fra Nordvesteuropa. Så kom mange irere i anden halvdel af 1840´erne på grund af kartoffelpesten, men helt frem til 1880´erne var indvandringen fortsat stort set begrænset til lande fra Vest- og Nordeuropa. Mellem 1880´erne og til begyndelsen af 1920´erne ankom mange millioner mennesker fra Syd- og Østeuropa.
Ved en række love, der kulminerede i 1924, strammede USA gevaldigt til. Helt frem til 1965 var der kun en meget beskeden indvandring uden for Nord- og Vesteuropa, og selv her var der et kvotesystem. Indvandring fra ikke-vestlige kulturkredse var nærmest ikke-eksisterende. De stramme udlændingelove gjorde det muligt at assimilere de mange især syd- og østeuropæere, der ellers havde vist klare tendenser til at leve i egne parallelsamfund.
I midten af 1960´erne levede de sorte amerikanere fortsat i meget høj grad for sig selv, men meget var nået ved, at der ikke længere var de samme skel mellem amerikanere med rødder i Nordvesteuropa i forhold til amerikanere med aner i Syd- og Østeuropa.
Den amerikanske befolkning var i 1965 sammensat nogenlunde således: 84-85 procent hvide amerikanere, ca. ti procent sorte, tre-fire procent latinoer fra Latinamerika, især Mexico, og ca. én procent hver til asiater og oprindelige amerikanere, altså indianere.
Billedet i 2014 ser nogenlunde således ud, hvis vi medtæller op til fem millioner illegale, der nu ser ud til at kunne blive i USA permanent: Højst 62 procent, hvide, ca. 13 procent sorte, fem procent asiater og tæt ved 20 procent latinoer. Hvide amerikanere kan påregne at ryge ned under 50 procent i år 2042, snarere lidt før, hvis de illegale legaliseres i større omfang.
Kan det ikke være lige meget, hvilken afstamning mennesker har, vil man måske spørge? Jo, det kunne det, hvis to forudsætninger var opfyldt:
a) De forskellige grupper blander sig med hinanden i et i det mindste rimeligt omfang og bebor så nogenlunde de samme boligområder uden nævneværdige problemer.
b) De forskellige grupper klarer sig økonomisk nogenlunde lige godt, beregnet som gennemsnit, hvilket nemlig fjerner et betydeligt friktionselement mellem grupperne.
Her er virkeligheden:
a) De forskellige grupper lever i høj grad adskilt. Det typiske billede er, at hvide bor i forstæderne og på landet, mens sorte og latinoer bor i byerne i hver deres kvarterer. Somme tider bor sorte og latinoer mellem hverandre, i fattige storbykvarterer, hvilket ofte leder til problemer, f.eks. i Los Angeles i Californien. Asiater bor noget mindre adskilt, muligvis primært, fordi gruppen er den klart mindste af de fire.
b) De fire grupper klarer sig voldsomt forskelligt økonomisk. Asiater klarer sig konsekvent bedst af alle i gennemsnit med hvide ikke langt efter. Langt længere nede følger latinoer og lidt under dem de sorte amerikanere. Forskellene er signifikante og meget stabile, idet de ikke har ændret sig i mange årtier.
Det må forventes, at USA vil blive et land med voksende indre spændinger, fordi USA i 1965 forlod den stramme kurs over for indvandring og i stedet lod grænsevagten ved Rio Grande falde i søvn og i øvrigt liberaliserede over for den ganske verden i stedet for næsten udelukkende at tillade europæisk indvandring.
Som i Europa er der tale om et eksperiment, som vi ikke ved, hvor ender. Foreløbig er erfaringerne ikke gode.
