Politiforbundets blad slår alarm om tilstrømning af syrere: Mange “er slet ikke flygtninge”

Efter at Flygtningenævnet i september sidste år egenrådigt ændrede dansk asylpolitik således, at flygtninge fra visse egne af Syrien automatisk ville være berettiget til asyl og dermed ophold i Danmark, er det strømmet ind med syriske asylansøgere.

 

Alene i årets første måneder drejer det sig om 3.117 syrere, som på denne måde har søgt asyl i Danmark mod næsten det halve antal i hele året 2013, hvor 1.710 syrere meldte sig som asylansøgere.

 

For slet ikke at tale om hele 2012, hvor kun 281 syrere søgte asyl i Danmark.

 

De er syrere, men bor ikke i Syrien

Ifølge de centralt placerede kilder i politiet, som fagbladet Dansk Politi, der udgives af Politiforeningen, har talt med, er der ofte tale om regulære svindlere, der her ser en chance for at få adgang til det attraktive danske velfærdssystem.

 

”De ankomne er syrere. Men det er syrere, som i mange år har boet uden for Syrien. Jeg møder familier, hvis børn går på universitetet i Istanbul, og som har levet uden for Syrien i måske otte år eller mere,” siger en kilde, der har arbejdet med udlændingeområdet siden år 2000.

 

Hans observationer bekræftes ifølge Dansk Politi af flere politiansatte, som arbejder med udlændingeområdet, men da emnet rent politisk er ekstremt følsomt, har ingen af dem lyst til at stå offentligt frem, anfører Dansk Politi og understreger, at bladet kender deres identitet.

 

De kender alt til kontanthjælp med videre

Den velbegrundede mistanke om, at en del asylansøgere ikke er flygtet fra krigen, stammer fra både direkte udsagn og fra egne observationer, forklarer en kilde fra Center Sandholm. Til Dansk Politi’s Tania Kejser udtaler han blandt andet:

 

”Det er ikke rigtige flygtninge, der kommer. De her mennesker er nøje udstyret med viden om, at hver person over 18 år får 10.500 kroner hver måned. De ved, hvor mange håndklæder, man får udleveret i Center Sandholm, og de har hørt, at man får et gratis fjernsyn af kommunen,” fortæller den centralt placerede kilde og fortsætter:

 

“De har iPhones med sig og tøj på, som vidner om et helt andet liv, end den flygtningelejr, de burde komme fra. Samtidig sidder der mennesker i store lejre i Istanbul og Libanon, som er flygtet fra død og ødelæggelse, men ikke får hjælp,” fortæller kilden.

 

Snart begynder de at sende børnene først

Hos politiet nærer man ingen illusioner om de metoder, syrerne er parate til at anvende for at få opholdstilladelse og dermed familiesammenføring og uhindret adgang til det danske velfærdssystem.

 

”Min spådom er, at vi om et par måneder vil se mange uledsagede børn dukke op. Forældrene finder ud af, at det går hurtigere med at ekspedere en familiesammenføring, hvis barnet kommer alene,” siger kilden til Dansk Politi og fortsætter:

 

”Vi kan slet ikke forstå den tankegang, der ligger bag det her. At flygte med babyer helt ned til en måned gamle i både, som sænkes undervejs, for at nå til Danmark. Men fortællingen om, at man får ydelser fra samfundet, som jo er en del af det danske velfærdssamfund, er meget stærk.”

 

Det betyder ifølge Dansk Politi’s kilder, at Danmark af samme grund tiltrækker personer, som kun kommer for at nyde goderne uden overhovedet at tænke på at blive selvforsørgende.

 

Regeringens et-årige opholdstilladelser virker som en narresut til vælgerne

De politikilder, som Dansk Politi her bruger, mener, at regeringens bebudede et-årige opholdstilladelser vil virke som ”en sten i skoene” på de syriske asylansøgere, der har betalt menneskesmuglere op til 60.000 kroner for at komme til Danmark.

 

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke disse et-årige opholdstilladelser blot er en narresut til vælgerne.

 

Ingen ved deres fulde fem kan tro på, at konflikten i Syrien om et år er løst på den måde, at der til den tid hersker fred og lov og orden i et land, der nu hærges af brutale islamiske oprørsgrupper, der bekæmper både hinanden og regeringshæren.

 

Fakta er, at de syrere, der fremover vil få en ét-årig opholdstilladelse, hvorefter de kan få familiesammenføring, vil blive her i al evighed, så snart familien kommer herop. Og det vil syrerne hurtigt finde ud af.

 

Det er i den forbindelse værd at bemærke, at samtlige opholdstilladelser, Danmark hidtil har givet, i teorien er af fem års varighed, men i praksis har vist sig at være livsvarige med familieforøgelser i hidtil både anden og tredje generation som resultat.

 

Velfærdsgoderne er synderen

Erfaringerne fra VKO viser, at der kun er en effektiv måde at stoppe asylstrømmen på, og det er ved at stramme økonomien for de asylansøgere, der får ophold.

 

De politifolk, der arbejder med asylansøgere, siger det ligeud: det er de danske velfærdsgoder, der lokker de forkerte herop.

 

Og på Milanos hovedbanegård, hvor syriske asylansøgere mødes med menneskesmuglere og aftaler priser og ruter til specielt Danmark og Sverige, lægger asylansøgerne da heller ikke skjul på, at det ikke er sikkerhed for liv og helbred, de søger, men noget helt andet:

 

”Vi sætter os ind i landenes regler, og det er på den måde, vi vælger, om vi vil sætte os ind i en bil til Danmark, til Sverige, til Holland eller et andet land,” siger en af asylansøgerne på banegården, 22-årige Mohtasam, til Jyllands-Postens udsendte, Orla Borg.

Del på Facebook