|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
En 88-årig kvinde fra Hillerød blev i går mellem klokken 13.15 og klokken 14.15 udsat for kontaktbedrageri i sit hjem. Kvinden var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra banken. Efterfølgende dukkede en mand op på kvindens bopæl, som fik udleveret smykker, to betalingskort og rede penge.
Der blev kort efter hævet to store beløb fra kvindens konto. Den 88-årige beskriver manden, som kom til hendes bopæl som cirka 22 år gammel, cirka 175 cm høj. Han var blond og iført en blå vindjakke og lyse joggingbukser. Hun beskrev gerningsmanden i telefonen som en mand, der talte dansk uden dialekt.
Senere på dagen klokken 19.11 fik politiet endnu en anmeldelse om kontaktbedrageri. Denne gang var det en 80-årig mand, der var blevet udsat for bedrageri mandag eftermiddag, da en fremmed mand med skjult nummer havde kontaktet ham og udgivet sig for at være fra banken.
Manden havde sagt, at den ældre borgers kreditkort skulle fornyes, og om han havde noget guld liggende i hjemmet, som ikke var tilfældet. Senere på eftermiddagen var manden mødt op på den 80-åriges bopæl, hvor han havde fået udleveret kreditkort og pinkode og senere havde hævet 15.000 kroner på kortet fra en hæveautomat på Frederiksborggade.
Om bedrageri:
Svindlernes metoder ændrer sig løbende, og for tiden får Nordsjællands Politi flere anmeldelser, hvor ældre bliver bedraget eller forsøgt bedraget af nogen, der udgiver sig for at være fra banken eller fra politiet:
- Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
- Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret.
- Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel. Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.