|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Refleksioner. Om piger og unge kvinder, der er “for danske”.
Det har været en travl uge. Alligevel er der en debat, jeg har fulgt med i fra sidelinjen. Og som fylder mig med harme.
Først udtalelsen fra Isam B. Han mener, at noget af det mest feministiske, du kan gøre, er, at tage en niqab på. Og han sammenligninger kvinder med niqab med en ninja(!)
Herefter en talsperson for Hizb ut-Tahrir i Danmark, som tegner et billede af Afghanistan som mere frit end Danmark. Og senest TV2’s hjerteskærende historier om, hvad der sker med piger med anden etnisk baggrund, som er blevet ”for danske”.
Det vil jeg gerne dele mine tanker om.
Kampen mod social kontrol er langt fra ny. Men jeg bliver endnu engang bekræftet i, hvor vigtig den er.
Danmark er et af de frieste samfund i verden. Men ikke alle piger og kvinder kan være trygge og leve frit. Det gør ondt. Og det er en hån mod dem, som hver dag kæmper en helt urimelig hård kamp, når man kalder niqab for en ninja.
Jeg har mødt unge kvinder på safehouses. De fortæller om et liv kontrolleret af deres far og brødre. Håndhævet med vold. Det er stærke unge kvinder. Men vi svigter dem, hvis de skal kæmpe alene. Bag hjemmets lukkede døre.
Det her bekymrer mig dybt. Også mere generelt.
Islamister, der udbreder fundamentalistiske og antidemokratiske værdier. Møder op på danske gymnasier og fortæller unge mennesker, hvordan de skal leve. Det er helt uacceptabelt.
I Danmark skal vi ikke have lukkede miljøer, hvor en religiøs radikaliseret kultur dominerer. Hvor man kun kan være stor ved at gøre andre små.
Skoler og uddannelsesinstitutioner skal være trygge for alle elever – uanset baggrund. Vi vil gå op imod enhver form for social kontrol og religiøs dominans. Og vi vil sætte hårdere ind mod genopdragelsesrejser.
Hizb ut-Tahrir er alt andet end demokrati, ligestilling og frihed. Antidemokratiske værdier som deres hører ikke til i Danmark. Det gør kalifatet eller niqab heller ikke.
Kvinder og piger skal leve frit. Ligesom drenge og mænd skal det. Og retten til at vælge selv. Til at elske den, man vil. Og til at leve en ungdom uden frygt. Den skal vi fortsat kæmpe for.