|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Seks af syv højesteretsdommere gav en muslimsk lærerstuderende medhold i, at hun ikke skulle følge skolens krav om håndtryk uanset køn. Dommen handler om langt mere end et håndtryk: Når retsstatens institutioner administrerer sig uden om de principper, de skal hævde, svækkes både principperne og borgernes tillid til dem.
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
Hvis nogen skulle tro, at det kun er i England, at myndighederne i konfliktskyhedens navn undlader at hævde grundlæggende retsstatsprincipper for i stedet at administrere sig udenom, er der grund til at se nærmere på en dansk højesteretsdom fra 13. maj i år.
I sidste uge skrev jeg om den britiske regerings tilbagerulning af de såkaldte non-crime hate incidents, hvor politiet gennem årtier har registreret lovlige ytringer og handlinger, som nogen har oplevet som hadefulde. Nu rulles praksis tilbage, fordi den har fået åbenlyst urimelige konsekvenser og lagt beslag på politiets ressourcer.
Men tankegangen bag består.
Herhjemme kan vi også kunsten. Blot med et andet fortegn.
Et håndtryk bliver til en principiel sag
En muslimsk kvinde skulle i lærerpraktik på en skole i Albertslund Kommune. Ved et møde ville hun gerne give den kvindelige praktikvejleder hånden, men ikke den mandlige. Begrundelsen var hendes religiøse overbevisning.
Skolen havde imidlertid en klar regel: Hvis man giver hånd, giver man hånd til både mænd og kvinder. Kravet var begrundet i princippet om ligebehandling mellem kønnene.
Kvinden fastholdt, at hun ikke ville give hånd til mænd, praktikforløbet blev afbrudt, og sagen endte først i Ligebehandlingsnævnet og siden i Højesteret.
Parterne var enige om, at skolens krav om at give hånd til personer uanset køn var objektivt begrundet i det saglige formål at sikre ligebehandling mellem mænd og kvinder. De var også enige om, at håndtrykskravet var et hensigtsmæssigt middel til at nå dette mål.
Tilbage stod spørgsmålet, om det også var nødvendigt for at sikre ligebehandlingen. Seks af syv højesteretsdommere mente nej.
Det lyder næsten som en vittighed.
Det er det ikke.
Ligebehandling eller særbehandling?
Højesterets flertal mente, at skolen burde have undersøgt, om konflikten kunne løses på en anden måde. Kvinden kunne eksempelvis have undladt at give hånd til både mænd og kvinder og i stedet hilse respektfuldt på begge køn ved at lægge hånden på brystet og bøje hovedet.
Så var ligebehandlingen tilsyneladende reddet.
Men kvindens religiøse begrundelse for ikke at give en mand hånden var jo ikke forsvundet. Hun ønskede ikke at undgå fysisk kontakt med mennesker generelt, kun med mænd – fordi de var mænd. Ved også at lade være med at give kvinder hånden kunne hendes ydre adfærd ganske vist gøres kønsneutral, men den religiøse forestilling, der havde skabt konflikten, var uantastet.
Konflikten blev således ikke løst og det grundlæggende ligebehandlingsprincip blev ikke hævdet – i stedet konstruerede Højesteret en virkelighed oven på den, hvor konflikten ikke længere kunne ses. Og det er ret fatalt, for det er ikke to ligeværdige principper, der står over for hinanden: Det er på den ene side det grundlæggende sekulære princip om ligestilling mellem mænd og kvinder og en fælles regel, der gælder alle, over for et individuelt, religiøst begrundet krav om at blive undtaget fra denne regel.
Og hele seks af Højesterets syv dommere mente, at den fælles norm måtte tilpasses særhensynet.
I Danmark er håndtrykket en almindelig hilsen og en traditionel måde at vise respekt og anerkendelse på. Skolens regel var enkel: Hvis du giver hånd, gør du ikke forskel på mænd og kvinder.
Den fælles norm underkendte Højesteret til fordel for et religiøst særkrav.
Ganske vist skulle kvinden også undlade at give kvinder hånden. Men hun behøvede ikke opgive den religiøse forestilling, der havde skabt konflikten. Institutionen måtte derimod acceptere, at dens almindelige håndtryksregel ikke kunne håndhæves over for hende.
Sagen handler derfor om noget langt mere grundlæggende end et håndtryk.
Når retsstaten administrerer sig uden om sine egne principper
Det er her, den danske højesteretsdom begynder at ligne den britiske historie om non-crime hate incidents, selv om de to sager ved første øjekast intet har med hinanden at gøre.
I Storbritannien fastholder man tankegangen bag registreringen af lovlige ytringer, men ændrer praksis, fordi konsekvenserne er blevet uholdbare.
I Danmark fastholder man ligestillingsprincippet i ord, men konstruerer en løsning, så man ikke behøver hævde det, når det kolliderer med et religiøst særhensyn.
Man fastholder princippet i ord, men undlader at hævde det i virkeligheden.
Et retsstatsprincip eksisterer ikke alene, fordi det står i lovgivningen, eller fordi vi bekender os til det. Det eksisterer som virksomt princip, fordi samfundets institutioner er villige til at hævde det, når det bliver udfordret.
Det er myndighedernes kerneopgave.
Borgerne skal kunne have tillid til, at myndighederne beskytter deres grundlæggende frihedsrettigheder og håndhæver de fælles regler, som det sekulære demokratiske samfund hviler på – med domstolene – og Højesteret – som den yderste garant.
Hvis de institutioner, der skal beskytte principperne, i stedet begynder at administrere sig uden om dem, er det ikke kun principperne, men også tilliden til myndighederne, der svækkes
England viser, hvad der står på spil
Det er en af grundene til, at udviklingen i England er værd at følge så nøje. Her er tilliden til centrale institutioner under alvorligt pres, og oplevelsen af, at politi og myndigheder ikke længere håndhæver regler og rettigheder neutralt, er blevet en del af den politiske konflikt.
Danmark er ikke England, men netop derfor bør vi reagere, når vi genkender mekanismen herhjemme. For i denne sag er det ikke en kommunal embedsmand eller en konfliktsky skoleleder, der har bøjet en fælles regel. Det er Højesteret – og med hele seks stemmer mod én.
Ord som hensyn, inklusion og kompromis tillægges næsten automatisk en positiv værdi. Men et hensyn bliver ikke sympatisk alene af at være et hensyn. Det afgørende er, hvad der tages hensyn til – og hvad der må vige for det, og det er derfor, vi har principper: De skal sikre, at den enkeltes ønsker, overbevisninger og interesser ikke bliver styrende for, hvilke fælles regler der gælder.
I håndtryksdommen svigtede Højesteret og lod den religiøse begrundelse stå uændret på bekostning af den fælles, sekulære regel.
Et princip skal hævdes for at bestå
Vores institutioner er ikke blot administratorer af samfundet. De er garanter for de principper og rettigheder, der gør, at borgerne kan føle sig trygge i det samfund, der er deres, og have tillid til de myndigheder, der forvalter det.
Ingen behøver formelt at afskaffe ligestillingen. Ingen behøver erklære, at religion har forrang. Ingen behøver beslutte, at den sekulære retsstats principper skal vige. Man kan blot finde en praktisk løsning. Vise hensyn. Administrere sig uden om konflikten.
Men et princip, som retsstaten ikke længere er villig til at hævde, er til sidst kun et princip på papiret.
Og en retsstat, hvis borgere ikke længere har tillid til, at dens institutioner vil beskytte deres grundlæggende rettigheder, har et langt større problem end et håndtryk.
