|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet
I slutningen af marts i år kom den britiske Labour-regering med en opsigtsvækkende meddelelse: Det britiske politi skal ikke længere rutinemæssigt registrere såkaldte Non-Crime Hate Incidents (NCHI)
Ordningen har i årevis gjort det muligt for britisk politi at registrere såkaldte hadefulde hændelser, selv om der ikke er begået nogen forbrydelse. Det har især ramt ytringsfriheden, fordi politiet blandt andet har overvåget sociale medier og registreret fuldt lovlige ytringer. Samtidig er ordningen blevet en ressourcemæssig møllesten om politiets og regeringens hals, og i marts bekendtgjorde indenrigsminister Shabana Mahmood, at britiske betjente ikke længere skal beskæftige sig med ”perfectly legal tweets”, men patruljere gaderne, fange forbrydere og beskytte lokalsamfundene.
For enhver, der gennem de senere år har fulgt den stadig mere absurde britiske NCHI-praksis, kan meddelelsen ligne en tiltrængt tilbagevenden til både ytringsfriheden og et helt elementært retsstatsligt princip:
Politiet skal beskæftige sig med kriminalitet.
Men det er for tidligt at glæde sig. Meget lidt tyder på, at hverken den britiske regering eller politiet reelt har gjort op med den tænkning, der skabte systemet. Tværtimod understreger College of Policing i forbindelse med reformen udtrykkeligt, at ”principperne fra Stephen Lawrence-undersøgelsen fortsat ligger fast”.
Det er værd at hæfte sig ved. For det er netop i Stephen Lawrence-sagen og den efterfølgende Macpherson-rapport, at man finder rødderne til den praksis, Labour nu er blevet tvunget til at rulle tilbage.
Fra et mord til et nyt politiprincip
Stephen Lawrence var 18 år, da han i 1993 blev myrdet i et racistisk motiveret overfald i det sydøstlige London. Efterforskningen blev en skandale: Politiet begik alvorlige fejl, gerningsmændene blev ikke dømt, og Lawrence-familien blev svigtet af de myndigheder, der skulle have opklaret mordet.
I 1997 nedsatte den nyvalgte Labour-regering derfor en offentlig undersøgelse under ledelse af Sir William Macpherson. Rapporten udkom i 1999 og fik enorm betydning for britisk politi.
Rapporten anbefalede, at en racistisk hændelse skulle defineres som “enhver hændelser, der bliver oplevet som racistisk af offeret eller enhver anden person”. (”any incident which is perceived to be racist by the victim or any other person”).
Dermed sker et faretruende skred fra den objektive handling til den subjektive oplevelse: Det afgørende for politiets registrering er ikke længere alene, hvad der er sket, men hvordan hændelsen opleves af den krænkede – eller sågar af enhver anden person.
Men endnu mere vidtgående var den følgende anbefaling. Begrebet racistisk hændelse skulle omfatte både ”crimes and non-crimes in policing terms”, og begge skulle ”be reported, recorded and investigated with equal commitment”.
Smag lige på det:
Crimes and non-crimes skulle undersøges af politiet med samme engagement.
Med Macpherson-princippet skabte man dermed en mellemzone: Adfærd kunne være fuldt lovlig og alligevel blive genstand for politiets registrering og undersøgelse.
Hvis en adfærd skal være et politianliggende, er den retsstatslige fremgangsmåde enkel: Lovgiver kriminaliserer den og fastlægger dermed grænsen for statens indgreb.
En non-crime er en non-crime.
Det er nærmest en institutionel lovmæssighed, at når en grænse først er blevet gjort porøs, flytter den sig.
Gennem årene udviklede NCHI-systemet sig netop sådan. Politiet kom til at beskæftige sig med lovlige ytringer, sociale medier, fornærmelser og almindelige konflikter mellem borgere – forhold, der ikke var kriminalitet, men som alligevel kunne blive et politianliggende.
Politiet har vigtigere ting at lave
Nu bliver praksis alligevel rullet tilbage- men ikke fordi Labour-regeringen har meddelt, at Macpherson-princippet var en fejltagelse. Regeringens egen begrundelse er langt mere prosaisk:
NCHI-praksissen skal begrænses for at ”free up officers’ time to fight crime in communities”. Politiet skal ikke længere trækkes ind i ”everyday rows and online spats”. Ressourcerne skal bruges på politiets kerneopgaver.
Det er ikke svært at forstå.
Det britiske politi har alvorlige problemer med at opklare helt almindelig kriminalitet: I 2025/26 blev mere end otte ud af ti registrerede biltyverisager eksempelvis afsluttet uden identificeret mistænkt, og for flere former for tyveri er andelen af sager, der ender med sigtelse, meget lav.
Samtidig er briternes vurdering af politiet faldet markant. I 2015 mente 62 procent, at deres lokale politi gjorde et godt eller fremragende arbejde. Ti år senere var tallet faldet til 49 procent.
Det er i den virkelighed, Labour-regeringen nu har besluttet, at betjentene ikke længere skal bruge deres begrænsede tid på ”perfectly legal tweets”.
Det ligner mindre et filosofisk gennembrud end en nødvendig prioritering – og det er det også.
Tankegangen består
College of Policing understreger nemlig, at tankegangen fra Stephen Lawrence-undersøgelsen består uændret. Selv efter tilbagerulningen af NCHI vil britisk politi fortsat kunne registrere oplysninger om ikke-kriminelle hændelser.
Netop derfor er udviklingen værd at følge fra Danmark. Storbritannien har en af Europas ældste og stærkeste retsstatstraditioner, og når selv britiske institutioner kan gøre en så elementær grænse som den mellem kriminalitet og ikke-kriminalitet relativ, er der grund til at være på vagt.
For det mest interessante ved tilbagerulningen er netop, at der ikke er tale om et principielt opgør, men blot en begrænsning af praksis.
Dermed bliver reformen en påmindelse om, at institutioner godt kan korrigere konsekvenserne af en fejltagelse uden at erkende fejltagelsen selv.
Og så er fejlen ikke rettet. Den er bare sat på pause.
cand. jur.
