|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Frankrig er ved at underkaster sig islam, område efter område, bistro efter bistro, trænger sharia ind i samfundet.
Det er tydeligt, at vi lever i en overgangsfase, hvor islam får stor magt over samfundet og borgernes liv.
Enhver, der i dag bevæger sig ind i indvandrertætte forstæder og bycentre, får indtryk af at være havnet i en mellemøstlig muslimsk kultur.
Men ingen har modet til at sige, hvad der er ved at ske.
Bageren tør ikke sælge sandwich med skinke
I Lyon, der nu er 30 procent islamisk, annoncerede Alexandre Dallery, at hans bageri ikke længere sælger svinekødsbaserede produkter. Ikke mere salami, skinke, svinefedt eller bacon. På Facebook talte Dallery om “forskellige former for pres over flere måneder for at gøre alt halal. For at dysse stemningen ned sælger vi ikke længere skinke. Ellers ville de brænde alt ned.”
I Vaulx-en-Velin, også nær Lyon, fortæller ikke-muslimske skolepiger, at de føler presset fra sharia. Sara, en 15-årig elev, forsøger hver dag at se pæn ud, når hun går i skole: hun bruger makeup. Dette mishager nogle af hendes muslimske venner på samme alder. “Når de ser en pige med makeup iført kort tøj, siger de, at du ikke er muslim, du har ingen ret til at gøre det, du har ingen ret til at klæde dig sådan, du har ingen ret til at bruge makeup sådan, du skal være diskret.”
I Paris stoppede en algerisk restauratør med at sælge alkohol efter en razzia organiseret af muslimer, der krævede, at koranens forbud blev overholdt.
I Ardèche nægter biograferne at vise filmen “Persepolis” for ikke at forstyrre muslimske studerende.
I Blanc-Mesnil opgav baren nær moskeen at organisere musikfestivalen, da naboerne anså den for at være “uren”.
I Montpellier får en bar bag stationen besøg af en islamist, der sørger for, at “der ikke serveres alkohol”.
I Bordeaux’ historiske centrum stak en afghaner to personer ned. Den ene blev dræbt og den anden alvorligt såret. Han havde bebrejdet dem for at “boir un coup”, at have drukket alkohol, på dagen for Eid al-Fitr, fejringen der markerer afslutningen på Ramadanen.
Evian, der producerer vand på flasker, offentliggjorde en tilsyneladende banal reklame: “Retweet, hvis du allerede har drukket en liter Evian i dag.” Reklamen blev bragt under Ramadanens begyndelse og udløste en hadekampagne. Evian blev beskyldt for “islamofobi”. Og de besluttede at undskylde. I Frankrig, ikke i Iran.
I Seine-Saint-Denis gengiver bogen “Inch’allah” af Le Monde -journalisterne Gérard Davet og Fabrice Lhomme vidneudsagnet fra ligestillingsrepræsentanten Fadela Benrabia:
“Den første halal-slagter, den anden halal-slagter, den tredje halal-slagter, så den religiøse boghandler og den muslimske stylist, der sælger niqabs … Hele kvarterer er under halal-indflydelse. Ja, islamiseringen er på spil i Seine-Saint-Denis. Konditorier bruger ikke længere svinegelatine.”
Kvinder skal underkaste sig og må ikke blande sig med mænd
En rektor bliver truet på livet for at have bedt en elev om at fjerne sit slør i klassen.
Et slør i klasseværelset? Alligevel bruger kommuner det i reklamer til at symbolisere “fremskridt”.
I Trappes er der ikke længere blandede frisørsaloner, og folk går i skole uden jeans eller makeup, men med slør og handsker.
I Nanterre er frisørsaloner forbeholdt kvinder med tilsløring.
I mange kommunale svømmehaller er der kun separate åbningstider for kvinder og mænd.
Der er ingen grund til officielt at erklære indførelsen af sharia i bestemte kvarterer: dér er social kontrol allerede udbredt.
Statssekretær for ligestilling, Marlène Schiappa, besluttede at flytte til byen Trappes i tre dage for at vise opmærksomhed over for byen, der har en meget høj andel af indvandrere, hvoraf mange er muslimer, der presser på for at indføre sharia i byen.
Under sit ophold forsøgte hun at stoppe op ved en bar, “hvor kvinder ikke er velkomne”. Men den topembedsmand, hun fulgtes med ofordrede hende til at fortsætte unde at stoppe “for at undgå en hændelse”.
TV-stationen France 2 lavede også en kritisk reportage om barer, hvor kvinder ikke har adgang, fordi de ligger i muslimske områder.
Her så man to aktivister fra Brigade des Mères (Mødrebrigaden), gik ind på en café i den parisiske forstad Sevran.
En kunde stoppede dem med ordene: “Det er bedre at blive udenfor. Der er kun mænd herinde; denne bar er ikke blandet,” En anden kunde, der var godt tilfreds, sagde: “På denne café er der ingen promiskuitet. Her er der en anden mentalitet. Det er som at komme hjem.”
Den algeriske digter Kamel Bencheikh har fortalt, hvad der skete med hans datter i det indvandretætte nittende arrondissement i Paris: “Hun ventede på bussen med en veninde. Da den ankom, stoppede chaufføren, kiggede på dem og sagde til Bencheikhs datter, der var iført en miniskørt: “Klæd dig ordentligt på.” Derefter kørte han uden at lade dem komme med bussen.
I Perpignan søger et halal-supermarked nye medarbejdere, men de vil kun have muslimske mænd.
I Bordeaux er der dukket butikker op, der beder “søstre” om at komme om lørdagen og søndagen og “brødre” på hverdage.
Sekularisme bliver svigtet
Sekularisme er en grundværdi i Frankrig. Det sekulære samfund var et effektivt våben mod den katolske kirkes greb om samfundet. Sekularismen skulle gøre Frankrig til et fri samfund, fri for religiøs styring.
Man taler fortsat om sekularismen i officielle taler, men i praksis bliver det svigtet af frygt for at blive beskyldt for islamofobi. Frankrig er på vej tilbage til at være et samfund styret af religiøse regler. Regle, der er langt værre mere undertrykkende og indgribende end katolicismen.
I øjeblikket er 179 nye moskeer under opførelse i landet.
I dag udgør muslimer i Frankrig 10 procent, måske mere.
De er 9 millioner, ifølge den tidligere premierminister François Bayrou. Det svarer til 14 procent af den samlede befolkning.
Hvad tror vi, der vil ske, når de inden for få år bliver 20-30 procent?
200.000 jøder har allerede forladt Frankrig på tredive år.
Præsidentvalget i 2027 vil være den sidste mulighed for at stoppe dette franske selvmord (og måske er det allerede for sent).
Sådan er det mange steder i Europa:
Paris’ forstæder, Molenbeeks kvarterer, forstæderne til Malmø eller Østlondon, de “vanskelige områder” i Torino og Milano er potentielle krudttønder. Politikerne ved det. Efterretningstjenesterne ved det. Borgerne fornemmer det, men bringes til tavshed af den rituelle anklage om “islamofobi”. Medierne selvcensurerer.
De Gaulle udtalte til en assistent i 1959: “Tror du, at det franske politiske organ kan absorbere 10 millioner muslimer, som i morgen vil være 20 millioner og i overmorgen 40 millioner?”
De Gaulle tilføjede, at hans landsby, Colombey-les-Deux-Églises, ville blive omdøbt til “Colombey-les-Deux-Mosquées.”
I dag er der omkring Colombey ikke to moskeer, men tre.
I mellemtiden er general de Gaulles hus sat til salg.
Giulio Meotti er en italiensk journalist hos Il Foglio, fellow ved Middle East Forum, og skriver en klumme to gange om ugen for Arutz Sheva. Han er forfatter, på engelsk, til bogen “A New Shoah”, der undersøger de personlige historier om Israels terrorofre, udgivet af Encounter, og til “J’Accuse: the Vatican Against Israel” udgivet af Mantua Books, foruden bøger på italiensk. Hans forfatterskab er blevet udgivet i publikationer som Wall Street Journal, Gatestone, Frontpage og Commentary.
