Efter afgørende møde: Fem lande intensiverer nu dialogen med partnerlande om udrejsecentre

Morten Bødskov (FT/Youtube/arkiv)
Getting your Trinity Audio player ready...

Fem EU-lande er nu klar til at tage det næste konkrete skridt i arbejdet med at etablere udrejsecentre. Det står klart efter gruppens møde i København.

 

Arbejdet med at etablere udrejsecentre uden for EU er trådt ind i en afgørende fase.

 

Fredag mødtes femlandegruppen i København for at blive enige om de næste konkrete skridt.

 

Gruppen består foruden Danmark af Tyskland, Nederlandene, Østrig og Grækenland og har taget teten i det fælleseuropæiske arbejde om grundlæggende at forandre EU’s asyl- og migrationspolitik.

 

Her er etableringen af udrejsecentre uden for EU første skridt, og fredag blev landene enige om tre styrende principper, der skal sætte kursen for en udrejsecenterordning.

 

1. Modellen skal skabe en mærkbar reduktion i antallet af folk, der migrerer illegalt til EU, og på den måde bidrage til et mere sikkert og humant migrationssystem. Modellen skal desuden stække menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel, der går ud på at udnytte sårbare mennesker, som risikerer livet på farefulde rejser til Europa.

 

2. Modellen er et fælleseuropæisk projekt, som vil være i fuld overensstemmelse med EU-retten og vores internationale forpligtelser, herunder særligt menneskerettighederne.

 

3. Modellen skal etableres gennem ligeværdige og gensidigt fordelagtige partnerskaber med lande uden for EU og være et led i at skabe et mere effektivt, retfærdigt, bæredygtigt og troværdigt asyl- og migrationssystem.

 

Læs de styrende principper for etablering af en udrejsecenterordning

Udover de styrende principper opnåede femlandegruppen desuden enighed om de næste konkrete skridt i arbejdet med at etablere en udrejsecenterordning.

 

Således vil de overordnede principper fungere som en ramme for en udrejsecenterordning. Det betyder, at femlandegruppen nu aktivt kan starte dialog med eventuelle partnerlande.

 

Et afgørende skridt som led i konkret dialog bliver gennemførelsen af missioner til potentielle partnerlande. De skal bidrage med vigtig viden om, hvorvidt landenes standarder lever op til femlandegruppens styrende principper og undersøge om der kan etableres et ligeværdigt og bæredygtigt partnerskab med partnerlandene.

 

Derudover er landene i femlandegruppen enige om en fælles tidsramme for de nationale juridiske spor, som skal gennemføres, inden en udrejsecenterordning kan blive en realitet.

 

Fredag mødes udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov med sine ministerkollegaer fra Femlandegruppen i København. Her skal ministrene fra Danmark, Tyskland, Østrig, Nederlandene og Grækenland blive enige om de konkrete skridt frem mod den første partnerskabsaftale med et land uden for EU om en udrejsecenterordning.

 

Og før mødet forventer Morten Bødskov, at Danmark inden udgangen af 2027 vil være klar til at udsende de første udlændinge uden lovligt ophold:

 

”Vi er kommet meget langt i arbejdet med at etablere et udrejsecenter uden for EU, og vi er nu tættere på end nogensinde før. Det betyder, at vi fra dansk side forventer at være klar til at sende de første udlændinge til et partnerland inden udgangen af næste år. Det er en milepæl på vejen mod et mere effektivt asyl- og migrationssystem. For vi vil ikke acceptere, at udlændinge uden lovligt ophold i Danmark belønnes ved, at vi har svært ved at udsende dem.”

 

I juni stemte Europa-Parlamentet ja til de nye regler, der baner vejen for at oprette udrejsecentre uden for EU.

 

Femlandegruppen skal på fredagens møde drøfte en udrejsecenterordning. Her er det et bærende princip, at en aftale med et partnerland skal være til gensidig fordel for både EU-landene og modtagerlandet.

 

Det skal sikre en langvarig løsning, der stækker menneskesmuglernes lyssky forretning ved at gøre det tydeligt for de illegale migranter, at de ikke skal risikere den farefulde rejse til Europa, siger Morten Bødskov:

 

”Det er uholdbart, at migranter uden udsigt til lovligt ophold betaler store summer til menneskesmuglere for at komme til Europa. Det koster EU-landene enorme ressourcer at behandle deres sager, når en stor del af dem alligevel ikke får ophold. Men det er også en lang og farefuld færd for migranterne. Det skal vi gøre op med, og her spiller udrejsecentrene en nøglerolle. For de sender et stærkt signal om, at migranterne ikke får noget ud af at rejse til Europa.”

Del på Facebook