Getting your Trinity Audio player ready...
|
Tidligere på måneden kom femina tilbage som trykt magasin efter at have været væk i et år. Og det er blevet taget rigtig godt imod. I sådan en grad, at Aller nu trykker et nyt oplag for at imødekomme efterspørgslen.
Det er ikke så ofte, at der kommer gode historier om salget af print-magasiner. Men noget er måske vendt. I hvert fald har genkomsten af femina som månedsmagasin efter et års pause været en så stor succes, at flere hundrede forhandlere melder om udsolgt. Samtidigt vil Aller, der står bag femina, nu trykke et ekstra oplag.
Man havde oprindeligt håbet på at sælge omkring 10.000 magasiner af det første nummer, men det nåede man allerede efter den første weekend i salg.
“Det er helt overvældende, og vi er selvfølgelig meget taknemmelige for den flotte modtagelse. Det overgår vores vildeste forventninger,” fortæller chefredaktør på femina, Anne Wittorff.
Det ender med et oplag på omkring 30.000 stk. og det viser, at der på trods af mange dommedagstoner angående printmagasiner stadig er et stort publikum.
“Det var netop på grund af stor efterspørgsel blandt vores læsere, at vi turde bringe det tilbage til live. Men det var selvfølgelig en chance at tage i et hårdt marked, så det er en stor lettelse, at der findes en masse læsere stadig,” siger Anne Wittorff.
Allerede i den første weekend meldte mange butikker udsolgt, hvilket tvang Allers partnerchef, Michael List, ud på landevejen for at komme med nye magasiner ud til kunderne.
“Jeg har været i branchen i mange år, og det er lang tid siden, jeg har oplevet en så stor efterspørgsel. Vi må indrømme, at det har overrasket os, men vi er klar på at få så mange ud, som det kræves,” siger Michael List, Head of Commercial Partnerships i Aller.
Femina er Danmarks ældste ugeblad, men sidste år valgte man at stoppe udgivelsen på papir. Man har hele tiden holdt fast i online-udgaven. Men nu et år efter, erkender man, at det var en fejl.
For den nye direktør i Aller, Michael Aller, der er sjette generation i familieforetagendet, er det glædeligt, at det er lykkedes at skabe nyt liv i netop det brand, der var med til at starte det store medieselskab, der nu er til stede i hele Norden.
“femina er jo Laura Allers ide, et blad, hun var med til at skabe for mere end 150 år siden. Det er Danmarks ældste ugeblad, og siden dets begyndelse har det altid haft kvinderne i centrum. Det har været – og er – en vigtig stemme i medielandskabet.”