|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Det er svært at få førtidspension i Danmark. I hvert fald for danskere.
Hvis man er ikke-vestlige indvandrere er det straks lettere. Især i visse kommuner. Det fremgår af en analyse fra CEPOS.
Forskellen er opsigtsvækkende på landsplan:
På landsplan var 11,6 pct. ikke-vestlige indvandrere på førtidspension i 1. kvartal i år, mens tallet for personer med dansk oprindelse var 6,5 pct.
Men forskellen er grotest i visse kommuner:
Helsingør, Odense og Aarhus topper listen over kommuner med den største andel af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension.
I alt var 19,1 pct. af ikke-vestlige indvandrere mellem 16 og 66 år på førtidspension i Helsingør i årets første kvartal, mens det var 19,0 pct. i Odense og 18,5 pct. i Aarhus.
I den anden ende af skalaen finder vi Ærø og Rebild, hvor kun 3,0 pct. af de ikke-vestlige indvandrere i kommunen var på førtidspension
Fleksjob til danskerne
Ifølge loven kan man groft sagt kun få førtidspension, hvis man så godt som ingen arbejdsevne har. Hvis man har en arbejdsevne, så skal man arbejde i for eksempel et skånejob eller flexjob.
Mange danskere arbejder i sådanne jobs i stedet for at få førtidspension. Men ikke ikke-vestlige indvandrere. langt flere af dem får en pension. Især i nogle kommuner.
Hver femte ikke vestlig indvandrer på førtidspension i nogle kommuner
Næsten hver femte ikke-vestlige indvandrer i Helsingør, Odense og Aarhus er på førtidspension. Det viser en ny analyse fra CEPOS, der kortlægger forskelle på tværs af landets kommuner.
Med kommunalvalget om hjørnet er det værd at se nærmere på, hvor i landet flest ikke-vestlige indvandrere ender på førtidspension. For tallene varierer markant fra kommune til kommune.
Det viser en ny analyse fra CEPOS, der kortlægger forskelle på tværs af landets kommuner.
”Det er voldsomme tal. I Helsingør, Odense og Aarhus er næsten hver femte ikke-vestlige indvandrer på førtidspension, mens det blot er 3,0 pct. i Rebild,” siger Niklas Praefke, seniorøkonom i CEPOS.
I Helsingør er 19,1 pct. af ikke-vestlige indvandrere mellem 16 og 66 år på førtidspension, mens andelen er 19,0 pct. i Odense og 18,5 pct. i Aarhus. I den anden ende af skalaen ligger Ærø og Rebild, hvor blot 3,0 pct. er på førtidspension.
Ifølge Niklas Praefke bør de store forskelle mellem kommunerne give anledning til eftertanke.
”Ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenteret på førtidspension. Alligevel kan det undre, at der er så stor forskel på tværs af kommunerne. Både Ishøj og Københavns Kommune ligger under landsgennemsnittet, mens Odense og Aarhus er at finde helt i top. Derfor er det oplagt at se på, om kommunerne har forskellig praksis i deres tilkendelse. Det kan i sidste ende have betydning for integrationen,” siger Niklas Praefke, seniorøkonom i CEPOS
Han understreger samtidig, at førtidspensionen skal forbeholdes dem, der reelt ikke kan arbejde.
”Førtidspension er en ordning, som skal sikre, at borgere med varig og væsentlig nedsat arbejdsevne har et forsørgelsesgrundlag. Det må ikke blive en ydelse, hvor man parkerer mennesker, der er i stand til at påtage sig et arbejde. Og det må særligt ikke blive en ydelse, der bestemmes af dit postnummer,” siger Niklas Praefke, seniorøkonom i CEPOS.
På landsplan er 11,6 pct. af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension, hvilket er markant højere end de 6,5 pct., der gælder for personer med dansk oprindelse.
Især efter 45-årsalderen er ikke-vestlige indvandrere overrepræsenterede blandt førtidspensionister, mens billedet er omvendt for de yngre aldersgrupper. Det skal bl.a. ses i lyset af, at der typisk går flere år fra, at en person indvandrer, til vedkommende får tilkendt førtidspension.
Men en grundlæggende del af forklaringen handler groft sagt om kulturelle forskelle.
Peter Brixtofte vakste stor postyr som borgmester i Farum i 1990-erne, fordi han insisterede på, at ikke-vestlige indvandrere skulle arbejde.
Der var mange ikke-vestlige indvandrere især fra Tyrkiet i Farum. Især kvinderne havde svært ved at begå sig på arbejdsmarkedet. De kom fra fattige landområder i et land med en muslimsk klan- og såkaldt æreskultur. Her var der at kvinderne kun gik lidt i skole og blev gift i arrangerede ægteskaber. I Danmark var de også ofte ekstremt undertrykte og ofte analfabeter.
Peter Brixtofte insisterede på, at de skulle i arbejde, hvis dette mønster skulle brydes.
Han lavede et aktiveringsprojekt, hvor mange af disse kvinder kom i aktivering med at pakke fuglefrø. Mange af dem skulle have hjælp til det mest basale med at forstå brugsanvisninger m.m.
Der var ringe udsigt til, at de nogensinde ville få et rigtigt arbejde.
Men Brixtofte insisterede på, at de skulle arbejde, selv om det var dyrt og besværligt for kommunen.
Hvis de bare gik hjemme på offentlig forsørgelse, så ville kulturen fra ikke-vestlige ofte muslimske lande aldrig blive brudt.
Det virker som om en opgivende holdning har bredt sig i mange kommuner, så mange indvandrere fra ikke-vestlige land i dag er på passiv forsørgelse.
Se hele listen her.
