|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Klicheerne hober sig op i politikernes og mediernes kommentarer til konflikten i Mellemøsten mellem USA-Israel og Iran. Politikerne opfordrer ustandselig til at finde en diplomatisk løsning ved ’forhandlingsbordet’, og medierne beretter daglig om den manglende fremgang ved ’forhandlingsbordet’. Der er ikke noget forhandlingsbord, men derimod en nådesløs konfrontation mellem USA og Iran, hvor amerikanerne forlanger, at Iran opgiver sin atombevæbning, sit missilprogram og sin støtte til militserne i Gaza, Libanon og Yemen. Da danske medier og politikere i fælles stiltiende accept afviser at sætte sig ind i islams ideologi og kultur, er de uden forudsætning for at forstå, hvad der i øjeblikket foregår mellem de stridende parter.
Hvis Iran skulle acceptere de amerikanske krav, ville det betyde afskaffelsen af Irans Islamiske Republik. Det ville svare til, at den danske regering i en lignende situation skulle acceptere at afskaffe kongehuset, folketinget og grundloven, altså farvel Danmark. Den islamiske republik, der blev oprettet i 1979, hviler på en hellig ed, som alle mullaher og den islamiske revolutionsgarde har aflagt til koranstatens grundlægger ayatollah Khomeini: udslettelse af staten Israel, nedkæmpelse af den kætterske sunni-islam og etableringen af shia-islam som Verdens førende ideologi og religion. I de vestlige demokratier forestiller man sig, at de igangværende forhandlinger mellem USA og Iran vil bevæge sig ad traditionelle baner, hvor begge parter får noget, men ikke alt. Man må ofre noget for at få noget. Når der er hugget en hæl og klippet en tå, ender det med det sædvanlige kompromis, som ingen er tilfreds med, men som alle dog kan leve med. Begrebet ’kompromis’ figurerer ikke i islams vokabularium. Det ved de vestlige medier og politikere dog ikke.
Tilmed er der i medier og politiske kredse opstået en slags respekt og beundring for, at Iran ikke er bukket under i mødet med verdens stærkeste militærmagt, men kæmper for at komme ud af krigen med æren i behold. Den gryende sympati med præstestyret skyldes ikke, at medier og politikere synes om det iranske diktatur, men at de ’progressive’ vestlige samfund ligesom Iran ikke bryder sig om jøder og Israel. Medierne og folkemasserne er anti-Trump og anti-Netanyahu og støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat, gerne ’From the River to the Sea’. Derfor neddæmpede medierne omtalen, da revolutionsgarden myrdede 40 000 civile iranere tidligere på året, men var særdeles højlydte og insisterende i fordømmelsen af det israelske ’folkemord’ på palæstinenserne, der dog stadig i dag tæller omkring 2 millioner mennesker ligesom før den 7. oktober 2023. Hvor de efter at være folkemyrdet så end kommer fra. Endelig er der også en betydelig skadefryd i Vesten, der glæder sig over alt, der synes at gå skævt for Trump og Netanyahu.
Iran tabte krigen, men vandt slaget om den sejrende fortælling. De vestlige medier har slugt historien om, at krigen drejer sig om Hormuz-strædet, som i lukket tilstand betyder højere benzinpriser og inflation for os alle sammen. I Vesten ønsker vi en fredsslutning, der sikrer fri sejlads gennem Hormuz, så madpriserne falder i supermarkedet, og der er råd til at fylde tanken op. Israels skæbne og Irans atombevæbning interesserer os ikke. Det er for langt væk fra vores hverdagsproblemer. Iran ser sig selv som styrket ved den voksende sympati i de vestlige samfund. Ifølge den indgåede hensigtsaftale med USA skulle Hormuz-strædet nu være åbnet for fri sejlads. Det er dog fortsat lukket for skibe, der ikke er godkendt af Iran, som ikke behøver militær magt for at opretholde kontrollen over skibstrafikken. Et par enkelte missiler mod civile skibe affyret fra bærbare bazookaer er nok til ,at forsikringsselskaberne nægter at dække skibstrafikken, som fortsat er lammet.
‘Og her står vi så: USA’s krav om stop for atombevæbning, missilproduktionen og støtte til terrormilitserne vil aldrig nogensinde blive accepteret af præstestyret, der hellere vil dø for islams sag på slagmarken end svigte den hellige ed til ayatollah Khomeini. Vi kommer muligvis til at se en endelig aftale, der med megen elastik og gode hensigter forpligter Iran til de amerikanske krav, men der er ingen chance for at disse vil blive honoreret. En aftale med de vantro har ingen værdi i islam og bør brydes, når det skønnes fordelagtigt. Aftalen mellem Iran og USA/EU fra 2015 (JCPOA) havde til formål at forhindre Iran i at udvikle atomvåben, men tillod berigelse af uran til brug i kernekraftværker. Irans 435 kg 60 procents beriget uran ligger imidlertid langt over det niveau, der er nødvendigt til brug for civil kernekraft. Det er langt lettere at berige fra 60 til 90 procent, der er tærsklen til atombevæbning, end det er at berige fra 0 til 60 procent. Iran snød de enfoldige vestmagter i 2015 og vil gøre det igen.
USA må derfor se i øjnene, at Iran aldrig nogensinde vil acceptere de amerikanske krav. Enten må præsident Trump indgår en lunken fredsaftale med huller som en schweizerost, der tillader Iran at smutte ind og ud efter behag, eller også må han med Israels støtte genoptage krigen og håbe på, at en totale destruktion af Irans militære og civile infrastruktur alligevel vil føre til det regimeskifte, der skal sikre en bedre fremtid for det persiske folk og en varig fred i Mellemøsten. I den sidste ende er vi alle bedre tjent med et ødelagt Iran end med et farligt Iran.
Allerede i tre år efter kapitulationen kunne et totalt sønderbombet Tyskland sende de første folkevogne på gaden på vej mod sit Wirtschaftswunder. Det samme kan ske i Iran, men kun hvis korandiktaturet knuses. Det er opgaven.
3.juli 2026
