Politikere tror, at man kan ændre muslimers adfærd – de forstår ikke, at problemet er selve islam

18.000 deltog angiveligt i Ashura optoget gennem København
Getting your Trinity Audio player ready...

Ashura optoget, som startede i 1996 i Danmark med ikke ret mange i optoget, er nu eskaleret i år i København til 18.000.

 

Af de 18.000, der hævdes at deltage i ashura i år, er en del kvinder (og Gud bedre det) små piger). De er alle iklædt 600-tals moden.

 

Men at stå på sidelinjen og rase imod middelalderoptoget, som nogle danske politikere gør, gør ingen forskel.

 

Det var ikke så meget det udanske teaterhalløj, der generede politikerne, men at muslimske kvinder går eller ligger (som på Rådhuspladsen ved diverse festligheder) bag ved mændene. Altså et tydeligt syn for sagn om  kvindeundertrykkelse, som vi er imod.

 

Men skal man dømme ud fra de mange opslag, også på internettet, syntes det ikke at være selve optoget, der vakte vrede, men at kvinderne gik bagved mændene.

 

At ændre islams adfærdsnormer, hvad enten der er tale om indhylning af kvinder eller kravet om, at kvinder skal gå/ligge bagerst, er en kamp mod vejrmøller, danske politikere begiver sig ud i.

 

For som Ayaan Hirsi Ali udtrykker det i sin bog Jeg anklager: ”De har tilegnet sig deres egen undertrykkelse og oplever den derfor ikke mere som en udefrakommende undertrykkelse, men netop som et beskyttende stærkt indre skjold” (side 100).

 

Hvad kommer kvindeundertrykkelsen i islam dog os ved?

For at vise, at man da gør noget, har politikerne taget mange enkeltproblemer op, som de er blevet bekendt med via befolkningens protester. Nogle er blevet forbudt ved lov såsom tvangsægteskab, burka/niqab-umenneskeliggørelsen af kvinder og kønslemlæstelse (internationalt: FGM), mens andre – og det er de fleste – blot er blevet misbilliget og fundet uacceptabel, f.eks. den ekstreme kontrol med børn og unge for at forhindre, at de bliver for danske samt genopdragelsesrejser.

 

Men det altomfattende problem for vores land er ikke disse kulturelt inkompatible islamiske adfærdsformer i et frit demokratisk samfund.

 

Det altovervejende problem for vores land er selve islam.

 

Islamismens eskalerende dominans

Alle (incl. venstrefløjen og de kulturradikale) har uden tvivl hørt om ”badeforhænget” for flere årtier siden. Det syntes jo så betydningsløst. Så muslimerne fik, hvad de krævede.

 

Man rakte dem en lillefinger – de tog hele hånden. Så da dette krav var blevet opfyldt, gik det slag i slag.

 

Kravet om halal. Det betød, at stort set alle madvarer blev  underkastet muslimske krav.

 

Med årene så vi flere og flere kvinder med indhyllet hår og nakke.

 

Beklædningen blev efterhånden mere ekstrem med kropstilslørende sorte telte samt niqab, så kvinderne kun kunne se gennem en sprække til øjnene. Politikerne forbød denne maskering og anonymisering af kvinder, men ellers lød det: Vi har jo religionsfrihed.

 

På Rådhuspladsen i København blev det første muslimske offentlige bønnemøde lanceret i 2003 til stanken af gylle. Også på Christiansborg Slotsplads finder det sted. Bønnemøderne foregår overalt offentligt i Vesteuropa.

 

Flere og flere mosker blev bygget for mellemøstlige oliepenge, dog uden  minareter.

 

Så fik den iranske stormoske på Nørrebro to meget høje minareter. De skulle naturligvis ikke bruges til bønnekald – endnu.

 

Men det var kun et spørgsmål om tid, før muslimerne ville kræve ret til rungende bønnekald.

 

Coronaen kom islamisterne til hjælp. I Aarhus imødekom kommunen i 2020 et ønske fra Fredens Moske om bønnekald i Gellerup til muslimernes eid-fest på grund af coronaen.

 

Jødiske institutioner har i årevis døgnet rundt måtte beskyttes af politiet, herunder skolen for jødiske børn.

 

Synagogen i København blev udsat for et terrorangreb. Det samme gjaldt et foredrag om islamisme. To mennesker blev myrdet den aften. Nu måtte politikerne vel kunne se, at islamismen var vidt fremskreden. Men nej, terroristen blev offerkåret. Det var samfundet, der havde fejlet.

 

Dhimmierne

I venstreorienterede kommuner fik islamisterne hjælp af venstrefløjen til at få imødekommet helt urimelige krav fra de mest fundamentalistiske muslimer, f.eks. forbud for mænd mod at opholde sig i svømmehallerne, når muslimske kvinder svømmede, og vinduerne skulle dækkes med gardiner.

 

Gudstjeneste for skolebørn op til jul blev af mange skoleledere droppet, for når der var nogle (læs: muslimer), der ikke kunne deltage, skulle ingen deltage.

 

Modermålsundervisning, som danske skatteydere må betale. Det såkaldte kioskdansk blev resultatet.

 

Accept af bederum overalt; på mange arbejdspladser, skoler, gymnasier og universiteter. Man valgte at kalde det ”stillerum”. Det lød ikke så ekskluderende, når danskere – som aldrig havde brugt arbejdstid og undervisningstimer til at bede – også kunne bruge disse rum.

 

Dialogdamen Özlem Cekic (dengang medlem af SF) fik sammen med den berygtede islamistbevægelse Gülen tilladelse til at afholde ramadanfest på Christiansborg.

 

I 2010 afholdt heilende islamister en haddemonstration rettet mod jøder og kristne på Rådhuspladsen i København.

 

En samtidig fredsdemonstration, som det jødiske samfund afholdt på Christiansborg Slotsplads, blev truet af islamister. Det var ikke islamisterne, der blev fanget ind, men fredsdemonstrationen, der af sikkerhedshensyn blev afbrudt af politiet, og deltagerne blev kørt væk af politiet i busser.

 

Højskolesangbogens bestyrelse, der også gerne vil følge med woke-tiden,  bad islamisten Isam B. (ham, der krævede en sangerinde væk fra scenen, fordi hun havde bare arme) om at skrive en sang til højskolesangbogen 19. udgave. Denne danske perle af en sangbog fik en sang, der var noget så udansk som ramadanen.

 

Jamen, hvad med julen. Den kan vi vel have i fred?

 

Nej, nu er islamismen så fremskreden, at en imam – med politiets tilladelse til denne provokation – vover at stille sig op på Rådhuspladsen i København og med mikrofon råbe koranvers ud over pladsen ved siden af danskernes og ikke mindst børnenes tændte juletræ. Se video her.

 

Det var et voldsomt slag lige i hjertekulen på mange danskere.

 

Og hvad gør vores politikere? Jo, de bliver bestyrtede og forfærdede og vil ”ikke finde sig i det”, og så messer de religionsfrihed, religionsfrihed. De kan ikke gøre noget. Eller nok rettere: De vil ikke gøre noget.

 

Grundlovens § 67

Grundslovens fædre ville nok have ændret lidt på teksten, hvis de havde anet, at halvanden hundrede år efter ville Danmark tillade en fremmedkulturel invasion i Danmark, der ville forsøge at udkonkurrere kristendommen.

 

Mens Grundlovens ord og tekst ikke altid er blevet overholdt, er der én regel (første del) i § 67, der ikke er blevet fraveget:

 

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres ovebevisning

 

Men politikerne har ingen anelse om, hvad de skal stille op med den anden del af paragraffen:

 

dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

 

Det er ud fra denne del af paragraffen, politikerne kunne handle. Da muslimernes provokationer og intimideringer i den grad har skabt uorden, vrede og klager, kan det stoppes.

 

Professor Lisbet Christoffersen skriver, at den indskrænkning, der er mulig efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skal være nødvendig i forhold til den uorden, man vil undgå, og at den skal stå i et rimeligt forhold hertil. Læs også https://www.religion.dk/religion-og-politik/hvad-betyder-det-gaa-til-kanten-af-grundloven-i-forhold-til-religionsfriheden-i

 

Uden politisk handling er det ikke muligt at stoppe islamiseringen af vores land.

 

Islamiseringens fremgang – islamiseringens overtagelse

Ashura er som alle de forannævnte muslimske krav og dhimmiernes hjælpsomhed til islamisterne blot et delelement af muslimske adfærdsnormer. Selv den mest virkelighedsresistente må kunne se eskaleringen. Og de her nævnte er blot nogle af elementerne.

 

Som Mikael Jalving skriver i JP: ”Islamiseringen sker med små skridt, glidende og gradvist, men repræsenterer et afgørende skred. Islamisering betyder forråelse, tavshed, og vi nakker dem, der snakker. Islamisering betyder, at det, der engang var unormalt i Danmark, bliver normalt, hvorved der opstår en ny almindelighed.”

 

Dét, politikerne såede i 1983, høster de nu. Fra forsøg på at få danskerne afrettet til at elske en fremmedkultur, har de kun opnået had.

 

Politikerne vil ikke finde sig i dette og hint. Bare vent, til danskerne heller ikke vil finde sig i det.

 

http://godreports.com/2015/09/how-islam-takes-over-countries/

Del på Facebook