Tidligere V-borgmester håber regeringen revner – Mit råd til Venstre: Forlad denne regering!

Flemming Jansen: Arkiv/Danske Kommuner
Getting your Trinity Audio player ready...

Af Flemming Jansen

 

Det har lige været højsæson for de politiske partiers sommergruppemøder, og efter en stille politisk sommer præget af store idrætsbegivenheder som EM i fodbold og OL i Paris, er de politiske udmeldinger begyndt at fylde mere og mere. Interessant har det således været at konstatere, hvordan SVM-regeringens partier er begyndt at komme med soloudmeldinger i stedet for at melde ud som samlet regering.

 

Forklaringen eller en del af den er naturligvis, at alle tre regeringspartier er presset i meningsmålingerne, fordi prisen for at være en del af en grå teknokratregering har været, at såvel Socialdemokratiet som Venstre har solgt deres sjæl til regeringsprojektet, mens Moderaterne ikke som sådan har nogen sjæl at  døje med, men alligevel står de svagere mandatmæssigt end ved regeringsdannelsen.

 

Godt for folkestyret, hvis regeringen revner

 

Lad det være sagt straks: Jeg er ikke og har aldrig været tilhænger af dannelsen af denne flertalsregering. Alene det, at det parti, jeg har repræsenteret som folkevalgt i mere end 21 år og stemt på i endnu flere år, nemlig Venstre, svigtede alt efter det seneste valg til fordel for nogle få taburetter, har gjort mig både skuffet og skeptisk.

 

Det har da også vist sig, at det er de to klassiske holdningspartier S og V, der ser ud til at have betalt den højeste pris for regeringsprojektet. De to klassiske holdningspartier har mistet mange stemmer til henholdsvis SF, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Et levende folkestyre fungerer bedst, når der er en regering og en opposition. Den sunde demokratiske kamp mellem forskellige grundholdninger er i øjeblikket delvis punkteret takket være dette misfoster af en flertalsregering.

 

De soloudmeldinger, der nu kommer fra regeringspartierne kan være udtryk for, at det har man erkendt. Det kan også blot være udtryk for, at man desperat søger at markere, at man er her endnu som parti, hvilket på kort sigt måske kan give nogle tiltrængte point, men på længere sigt får regeringssamarbejdet til at slå revner. Hvis det sidste sker, vil det være godt for folkestyret.

 

Mit råd til Venstre: Forlad denne regering!

 

Mit råd til Venstre skal derfor være at forlade denne regering i god tid inden næste ordinære folketingsvalg og finde tilbage til partiets rødder og naturlige politiske venner i blå blok. Der ligger en åben invitation til at foretage denne manøvre fra det ifølge meningsmålingerne p.t. største borgerlige parti, Liberal Alliance.

 

Alt peger samtidig på, at statsminister Mette Frederiksen er nødt til at finde den røde partifarve frem, og det vil gøre det helt absurd for Venstre at pege på genvalg af hende som landets politiske leder. Venstre har med sin regeringsdeltagelse efterladt det borgerligt liberale Danmark i en umulig situation. Den skade og det fejlvalg bør partiet gøre op med ved at genfinde sin politiske identitet og stille sig i spidsen for et borgerligt liberalt samarbejde.

 

Sker det, så vil en stærk og samlet opposition kunne give Mette Frederiksen en reel og troværdig udfordring med henblik på at forme et Danmark, der bygger på lavere skatter, mere personlig frihed og med kristendommen som landets og folkets åndelige fundament.

 

Brug for selverkendelse, politisk vilje og mod

 

Det er noget helt andet end afskaffelse af Store Bededag, nye offentlige vurderinger af privat ejendom med tilbagevirkende kraft og det ene tiltag efter det andet, der peger i retning af at styre borgernes liv ned til mindste detalje. Der findes tilgivelse for alt – også for Venstres politiske svigt og løftebrud, men det kræver selverkendelse og politisk vilje og mod til at gøre skaden god igen! – Undertegnede og mange andre skuffede borgerligt liberalt sindede danskere ser frem til forhåbentlig snart at kunne byde Venstre velkommen hjem igen!

 

Flemming Jansen er tidligere Venstre-borgmester i Pandrup Kommune

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…