|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
DEMOKRATIER REAGERER FOR SENT OG FOR LIDT PÅ EN YDRE TRUSSEL
Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022 har bragt krigen tilbage til Europa. Det er første gang siden krigene på Balkan i begyndelsen af 1990’erne, men denne gang er konteksten nygammel. Den er ny, fordi den bryder med Paris-fredens etablerede internationale aftaler, der fastlagde rammerne for staternes indbyrdes adfærd efter USSR’s opløsning i juledagene 1991. Den er gammel, fordi den søger at ændre grænserne mellem de europæiske stater med våbenmagt. Derved ligner den russiske adfærd den tyske adfærd både under nazismen og under Bismarck. Jeg har tidligere i Den Korte Avis argumenteret for at sammenligningen af Putin og Hitler er forkert Den Korte Avis | Fhv. lektor på hærens officersskole: Nej Putin er ingen ny Hitler og Vesten bragte ikke krig til Ukraine. I stedet henviste jeg til Bismarcks krige for Tysklands samling, idet Ukraine dog ikke ville være Ruslands Bayern. Den sammenligning holder jeg fast i.
Den svenske professor, nu emeritus, i underrättelsesanalys ved Lunds Universitet, Wilhelm Agrell sammenligner i sin glimrende bog EN TID FÖR KRIG. Europas väg mot storkonflikt 1939 och 2022. Historiska Media, 2024, 247 ss. imidlertid Putin med Hitler og bogen har også Hitlers og Putins kontrafej på smudsomslaget og det endda på en familieportrætagtig måde, så man forledes til at tro, at Putin både er i familie med Hitler og hans efterkommer. Det må stå for forlagets ansvar, gætter jeg på, ligesom titlen EN TID FÖR KRIG, men her er jeg noget usikker. Titlen er hentet fra Prædikerens bog i Biblens Gamle Testamente, kapitel 3. Det har overskriften ALTING HAR SIN TID (Prædikerens Bog Kapitel 3 (bibelselskabet.dk) . At vælge den titel lyder både højdramatisk og skæbnetungt, men det er ikke Agrells ærende. Han skriver selv direkte at det ikke er hans ambition at ville forudsige fremtiden, ej heller at drage slutninger fra 1930’ernes kriser til vor tid (s. 12).
Wilhelm Agrell er uddannet historiker og har arbejdet i den svenske forsvarsstab. Han har derfor både teoretisk og praktisk viden og erfaring om sit emne. Han har skrevet en række læseværdige bøger, særligt Underrättelseanalysens metoder och problem. 2. uppl., Gleerups, 2021 (238 ss.), Sprickor i Järnridån – Svensk underrättelsetjänst 1944 – 1992. Historiska Media, 2017 (352 ss.), Vi såg det inte komma – Att missa, förtränga och bortförklara samhällshot. Studentlitteratur, 2022 (230 ss.)
Agrells interesse som efterretningsanalytiker ligger et andet sted i denne forbindelse. Han mener at der bag de eskalerende forløb i 1930’erne og i dag findes noget alment, der mere handler om de angrebne end om angriberen. Dermed flyttes fokus over på den angrebne og dennes evne til at agere over for en dødelig trussel. Det er dette almene, Agrell forsøger at komme på sporet af. Hans konklusion ser ud til at være den, jeg har valgt som overskrift: DEMOKRATIER REAGERER FOR SENT OG FOR LIDT PÅ EN YDRE TRUSSEL.
Både i 1930’erne og i dag er efterretningsvæsnerne helt centrale. De er alle staters, også de angrebne staters permanente øjne og ører både i normale tider og i krisetider, og det er dem, angriberen forsøger at narre. Efterretningsvirksomhed er selv i normale tider vanskeligt. Det er svært at finde den anormalitet, der hvis rigtigt forstået ville udgøre et tydeligt tegn på at man nu havde forladt normalbilledets normalitet og gået over til krise og evt. krig. Det er en branche, hvor sikkerhed først er til stede, når skaden er sket – og da kan det meget vel være for sent!
Efterretningstjenesterne arbejder i den filosofiske tåge, som præsidenterne Gerald Fords og George W. Bushs forsvarsminister Donald Rumsfeld (1932 – 2021) rammende karakteriserede som The Three Unkowns:” We know what we know, and we know what we don’t know, but we don’t know, what we don’t know.” https://www.youtube.com/watch?v=REWeBzGuzCc
BOGENS INDHOLD
Bogen falder i 2 hoveddele: Første del har overskriften Ett folk, ett rike, 1933- 1941 og anden del Imperiets återkommst, 1999 – 2022. Hertil kommer indledning, epilog, kort, noter og litteraturoversigt samt personregister.
Første del, dvs. Ett folk, ett rike, 1933- 1941 handler om Tysklands snoen sig uden om de udenrigspolitiske begrænsninger som Versailles Fredstraktaten fra 1919 pålagde bl.a. Tyskland. Den afsluttede VK I. Hitlers udenrigspolitik sigtede modsat bevidst på at bryde med dens pålæg og forbud, navnlig i forhold til sejrsmagterne Storbritannien og Frankrig og Agrell giver en ganske fin fremstilling af disse brud frem til overfaldet på Sovjetunionen 22. juni 1941. Her er bl.a. kapitler om Hitlers magtovertagelse og det efterfølgende frontalangreb på Versailles-traktaten, det tyske indtog i Rhinlandet i 1935, støtten til Franco i den spanske borgerkrig i 1936, Østrigs Anschluss i foråret 1938, München-aftalen 30. september 1938, der blev indgået uden den tjekkoslovakiske regerings deltagelse. Her forærede Storbritannien, Frankrig og Italien Tyskland det tjekkoslovakiske hovedsageligt tysksprogede Sudeterlandet, hvorefter den engelske premierminister Chamberlain pralede med ”fred i vor tid”, da han kom tilbage med flyet fra München, Hitler-Stalin-pagten 23. august 1939 og lynkrig mod Polen 1. august 1939 og delingen af Polen mellem Hitler og Stalin iflg. Hitler-Stalin-pagten fra 23. august 1939 samt angrebet på USSR 22. juni 1941.
Her er vi nået frem til bogens efter min mening bedste kapitel. Det har titlen ”Vildledning med åbne kort”, ss. 126 – 130, og handler om den tyske vildledning af Sovjetunionen op til angrebet.
- februar 1941 fremlagde Oberkommando der Wehrmacht (OKW) et dokument med titlen ”Retningslinjer for vildledning af fjenden”. Hovedpunktet heri var at det planlagde storangreb på Sovjetunionen skulle maskeres som forberedelser til et angreb på Storbritannien. Vildledningen skulle foregå i 2 faser. Den første fra februar 1941 til april 1941 og den anden fra midten af april frem til iværksættelsen af selve angrebet på Sovjetunionen. Vildledningen blev gennemført af Abwehr, den tyske militære efterretningstjeneste, i samarbejde med OKW. Det fungerede så godt at jo stærkere vildledningen blev, desto mere bekræftedes den sovjetiske ledelse i at vildledningen var sandheden, at tyskerne var i gang med at forberede et angreb på Storbritannien (s. 128).
Anden del handler om Rusland og dets udenrigspolitik efter Sovjetunionens opløsning i juledagene 1991. Først behandles fredsudbruddet og USSR’s statskollaps, derefter hvad Agrell helt misvisende har kaldt ”det andet Versailles” (se senere), efterfulgt af supermagtens fantomsmerter, fred med fredelige midler, Georgien som Putins Rhinland og Krim som Putins Anschluss, Syrien-krigen som Putins øvelsesplads for hans militær analogt til træningen af det tyske luftvåben på Francos side i 1936.
Derimod er det berettiget at anse Minsk-konferencen som en parallel til München-overenskomsten 30. september 1938. Her er de samme elementer af løgn og manipulation som i München i 1938. Med undertegnelsen af Minsk-protokollen I + II i september 2014 og februar 2015 forsøgte Tyskland, Frankrig og Europakommissionen i samarbejde med Rusland at bilægge konflikten i Donbas (ss. 202 – 204).
De 2 sidste kapitler før epilogen hedder Nedräkning og ”Jag behöver inte evakueras, jag behöver ammunition”.
PARIS-FREDEN AF 1990 ER IKKE EN GENTAGELSE AF VERSAILLES 1919
Det fælles tema for de 2 perioder er, hvordan de 2 tabere i henholdsvis VK I og Den Kolde Krig vrider sig ud af nederlaget, sådan som nederlaget er fastlagt i de internationale aftaler mellem sejrherrerne og taberne. Agrell koncentrerer sig om de høje beslutningstagere, primært på regeringsniveau. Denne tilgang giver sig mere eller mindre af sig selv, da det er disse beslutningstagere, som efterretningsanalyserne henvender sig til, og som på statens vegne skal reagere på de sikkerhedsbilleder, som efterretningsanalyserne fremlægger.
På de fleste måder behandlede sejrherrerne taberne helt forskelligt efter de 2 nederlag. Sejrherrerne i VK I, dvs. Frankrig og Storbritannien og delvis USA, ønskede ikke bare at registrere sin sejr og Tysklands, Italiens, Østrig-Ungarns og Det Osmanniske Riges nederlag og i overensstemmelse med sin sejr derefter nyorganisere Europa og Mellemøsten i overensstemmelse med deres – sejrherrernes – lokale og globale interesser. Man ville også helt bevidst og direkte i 1918 – 1919 afstraffe og ydmyge Tyskland for efter deres mening at have startet krigen. Her har sejrherrerne set i bakspejlet og mange år senere fået opbakning fra historieforskningen, siger Agrell og henviser med rette til Hamburg-historikeren Fritz Fischers banebrydende Griff nach der Weltmacht – Kriegszielpolitik des kaiserlichen Deutschland 1914/18. Droste Verlag, 1961.
Afstraffelses- og ydmygelsestankegangen blev derimod helt droppet med hensyn til USSR’s nederlag i Den Kolde Krig. Her kunne Agrell godt have været mere tydelig og kapiteloverskriften ”det andra Versailles” er som sagt helt misvisende. Paris-freden med Paris Chartret for et Nyt Europa fra 1990 og de andre aftaler var netop udtryk for det modsatte af Versailles i 1919. Forud for Paris Chartret blev MBFR genstartet som Negotiations on Conventional Armed Forces in Europe (CFE) og blev indledt i Wien marts 1989. Den 19. november 1990 underskrev lederne fra de 22 NATO‑ og WAPA-lande den skelsættende CFE-aftale, som begrænsede de konventionelle væbnede styrker i Europa, samt en Fælleserklæring, der fastslog, at deres nationer ikke længere var modstandere.
Man ville fra Vestens side undgå en gentagelse af Storbritannien og navnlig Frankrigs hævntørst efter VK I, da der hurtigt allerede i 1920’erne bredte sig en opfattelse blandt sejrherrerne af at netop afstraffelsen og ydmygelsen blev drivkraften i opkomsten af nazismen i Tyskland og fascismen i Italien. Man ville efter Murens fald om aftenen 9. november 1989 m.a.o. lære af historien – og gjorde det efter min ringe mening også!
Fra samtale med danske diplomater ved jeg, hvor nervøs man var i de vestlige hovedstæder for at kunne afstedkomme en opfattelse i USSR og senere i Rusland af at fredsslutningen fik karakter af afstraffelse.
Hvor fredsslutningen i Versailles blokerede for Tysklands fremtid som medlem af det internationale system af stater og stemplede Tyskland som paria på linje med det revolutionære Rusland, lukkede fredsslutningen efter Den Kolde Krig hurtigt Rusland ind i det vestligt dominerede internationale system af stater og gjorde Rusland til en fuldgyldig og ligestillet stormagt. Således blev Rusland inviteret ind i G7 i 1995, der bestod af verdens ledende økonomier og var blevet dannet i 1975. G7 bestod af USA, UK, Vesttyskland, Italien, Canada og Japan. I 1977 kom EF til. Hermed blev G7 til G8. Ruslands medlemskab blev dog suspenderet, da Rusland i 2014 annekterede Krim.
Man valgte således i 1989 og årene derefter at ligestille Rusland med de dominerende stater i det internationale system ved at invitere Rusland og dets tidligere vasalstater i Østeuropa ind i det vestlige liberale og i stigende grad globale internationale system som ligeværdige parter, ligesom man valgte at knytte an til USSRs krav til Vesten under Den Kolde Krig om faste og anerkendte grænser i Europa ud fra den grundtanke at dette også efter USSRs opløsning i juledagene 1991 ville være i alles interesser – både sejrherrers og de besejredes.
Det gav også god mening, da USSR og dets tidligere vasaller selv anså den gamle ordning for ude af trit med Ruslands og deres egne interesser.
Fredsforhandlerne greb i den forbindelse tilbage til den vigtige forhandlingsproces om tillidsskabende foranstaltninger ved navn Sikkerheds- og Samarbejdskonferencen i Europa (CSCE), som blev til på sovjetisk ønske efter 1972. Vest havde delvis andre prioriteringer og ønskede primært forhandlinger om troppereduktioner i Europa, som Sovjetunionen modstræbende gik med til. Det blev til, hvad der kaldtes MBFR-forhandlinger, Mutual and Balanced Force Reductions fra 1973. Hvor de tillidsskabende foranstaltninger blev til CSCE og senere til OSCE og som sådan teknisk set stadig eksisterer i 2024, blev MBFR-forhandlingerne resultatløse og nedlagdes i 1989, men genoplivedes dog senere under andet navn som forhandlingerne om CFE (Conventional Forces Europe) og CFE-aftalen blev vedtaget 1991. 14. juli 2007 meddelte Rusland at man suspenderede aftalen til ophør efter de traktatfestede 150 dage. Som Agrell rigtigt siger, havde hele ordningen om tillidsskabende foranstaltninger faldet tilbage til udgangspunktet fra før CFE og måske fra før MBFR, det sidste siger jeg for egen regning! Nu var feltet åbent for ukontrollerede troppeoverflytninger inden for det kæmpe russiske territorium og dermed også for så store troppekoncentrationer at de af Vesten måtte opfattes som krigsforberedelser (ss. 176 – 180).
Rusland begrundede opsigelsen af CFE med USA’s planer om at opstille et missilforsvarssystem i Østeuropa. Missilsystemet skulle forsvare Europa mod ballistiske missiler fra Mellemøsten.
Uanset hvad man måtte men om USA’s og Ruslands påstande, illustrerer dette 2 af de mest grundlæggende sikkerhedspolitiske læresætninger. Den første læresætning: alle stater befinder sig i et SIKKERHEDSDILEMMA over for hinanden eller mindre kryptisk: Den enes forsvar er den andens trussel! Og den anden læresætning siger at ingen stat kan stole på en anden stats proklamerede hensigter eller vilje. Hensigter og vilje er sikkerhedspolitisk usikre, fordi hensigter og vilje kan skifte til det modsatte over natten. Det centrale er, hvad amerikanerne kalder capabiliterne, dvs. ressourcerne og evnen til at anvende ressourcerne, de være sig militære eller civile. Capabiliteter ændres også, men meget langsommere. Derfor er det dem, man må lægge til grund for ens trusselsvurderinger. At fx udvikle nye avancerede våbensystemer, producere og udstationere dem samt uddanne personel i at betjene dem, kan tage årtier. Ved allerede eksisterende systemer er tidshorisonten mindre. Avancerede våbensystemer er kun i begrænset omfang hyldevarer, hvad ikke mindst de tidligere så selvretfærdige og fredselskende europæiske politikere nu må lære.
ESSENTIAL EQUIVALENCE
1972 var i øvrigt også året for den første SALT Traktat (SALT = Strategic Arms Limitation Talks) om begrænsningen i supermagterne USA og Sovjetunionens strategiske a-våben. Traktaten viste bl.a. at der var ”essential equivalence” mellem USA og USSR. Begrebet var amerikansk, hvor man så det som en fornuftig erstatning for det stive begreb om paritet mellem våbensystemerne. Sovjetunionen derimod forstod traktatteksten som at USA havde accepteret at USA og USSR var ligestillede som supermagter på alle områder alle steder, hvilket på det kraftigste afvistes fra USA’s side (Lawrence Freedman: The Evolution of Nuclear Strategy. 3rd ed. Palgrave, 2003, (587ss.), s. 332 ff.)
Vesteuropæerne med Vesttyskland og dets kansler Helmut Schmidt i spidsen frygtede på sin side at ”essential equivalence” ville lede til et condominium (fællesstyre) over Europa (Lawrence Freedman, s. 306), hvor USA opgav sin støtte til Vesteuropa af hensyn til ”essential equivalence” https://2001-2009.state.gov/r/pa/ho/time/dr/103529.htm .
Helmut Schmidt vidste, hvad han talte om, idet han var blandt de første ”studenter”, der blev inviteret med i Det Internationale Institut for Strategiske Studier (IISS), oprettet i London 1958 for midler fra Ford Foundation med det formål at lære vesteuropæerne om nuklear strategi i afskrækkelsens tidsalder. Han havde endda skrevet en indflydelsesrig bog på baggrund af sin tid hos IISS Verteidigung und Vergeltung – Ein Deutscher Beitrag zum Strategischem Problem der NATO. Seewald Verlag, 291 ss.(Forsvar og Gengældelse), der også blev oversat til engelsk.
Helmut Schmidt krævede på grund af SALT I øget amerikansk tilstedeværelse på landjorden i Vesteuropa, som en garanti til Vesttyskland for ikke at ville blive ladt i stikken i tilfælde af et sovjetisk angreb. Denne position ledte frem til NATOs dobbeltbeslutning i 1979 med de famøse 572 mellemdistance missiler i Vesteuropa. De blev forhandlet væk med INF traktaten fra 8. 12. 1987. Aftalen udløb 2. 8. 2019, fordi Præsident Trump opsagde traktaten i oktober 2018.
Jeg har i det foregående tilladt mig at gå ud over Wilhelm Agrells tanker, idet den aktuelle, forstærkede kobling af USA til Europa inden for NATO de sidste år efter Ruslands angreb på Ukraine 2022 med bl.a. Sveriges og Finlands NATO-medlemskab er en gentagelse af bekymringerne, der ledte frem til dobbeltbeslutningen i 1979, men indtil videre med andre midler.
Den geopolitiske situation er også fundamentalt ændret i dag sammenlignet med 1970’erne. I 1979 stod NATO i Europa over for et USSR, der sammen med sine allierede herskede over det meste af Eurasien, men dengang uden Kina, i dag står NATO i Europa over for en alliance af Rusland, inkl. Belarus og Kina, der hersker over det meste af Eurasien. Dengang var krigen kold, i dag er den varm, om end lokalt begrænset. Set fra Ruslands synsvinkel kunne man i dag sige at Putin har kompenseret tabet af randstaterne i Unionen af Sovjetiske Sovjetrepublikker og folkedemokratierne i Østeuropa og opløsningen af WAPA med alliancen med Kina og Nordkorea.
CSCE skulle o. 1970 set fra sovjetisk side løse USSR’s sikkerhedsproblem nr. 1, at VK II aldrig var blevet afsluttet med en fredstraktat med anerkendte grænser på grund af delingen af Tyskland. Man ville derfor i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne have Vestens anerkendelse af delingen af Europa i Øst og Vest og i den forbindelse navnlig en anerkendelse af Tysklands deling og Oder-Neisse-grænsen mellem DDR og Polen. Det fik man med de såkaldte Ostverträge (Østtraktater), altså traktater mellem Den Tyske Forbundsrepublik med USSR, Polen og Tjekkoslovakiet fra 1970 – 1973 og DDR. Det hele blev afrundet med den såkaldte Helsinki Slutakt fra 1975, højtideligt underskrevet 1. august i Helsinki 1975 af stats- og regeringschefer for alle CSCE’s 35 lande, NATO-lande, WAPA-lande og neutrale. Denne aftale gjaldt hele det geografiske bånd hen over klodens nordlige halvkugle fra Vancouver i vest på den amerikanske Stillehavskyst til Vladivostok i øst på den russiske Stillehavskyst, men ikke hen over Stillehavet. Man har kaldt det bånd for CSCE-Europa til forskel fra det geografiske Europa.
Den 23. maj 1992 undertegnede USA og SNG’s fire a-våbenmagter i Lissabon en protokol om tilpasning af START-aftalen (afløseren for SALT) fra 1991 til de nye forhold. Hviderusland, Ukraine og Kasakhstan forpligter sig til at tilslutte sig Ikke-spredningstraktaten NPT (1968) og at destruere de i START-aftalen nævnte a-våbenraketter på deres territorium inden syv år eller at overføre dem til Rusland til destruktion. Man valgte den sidste løsning.
BETYDNINGEN AF LEDERENS PERSONLIGHED
Det russiske angreb på Ukraine 24. februar 2022 var, som Agrell skriver, et kupagtigt angreb, som vi kender fra Den Kolde Krigs tid, og han nævner invasionen i Tjekkoslovakiet 1968 og Afghanistan 1979 (s. 223). Ser vi bort fra det væbnede angreb, mindede Ruslands adfærd i Ukraine derudover om kuppet i Tjekkoslovakiet i foråret 1948.
Det lykkedes ikke russiske agenter at myrde Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og han veg ikke af pladsen, i stedet var han og den ukrainske ledelse fast besluttet på at kæmpe. Da USA iflg. amerikanske efterretningskilder, som nyhedsbureauet AP har talt med, tilbød at hente ham ud, protesterede han med de berømte ord: ”I need ammunition, not a ride” (s. 225, hvor udtalelsen gengives i svensk oversættelse s. 239 og n.168).
Invasionen 24. februar 2022 kom langt fra som et lyn fra en klar himmel. Der havde været store troppeansamlinger ved den Ruslands grænse til Ukraine i månedsvis. Den tid, disse skulle true Ukraine til overgivelse, havde det ukrainske militær tværtimod udnyttet til at forberede sit forsvar.
Den øverste ukrainske militære ledelse kendte i øvrigt den russiske militære ledelse ganske godt. De havde begyndt deres militære uddannelse sammen i Sovjetunionens sidste år. Den ukrainske ledelse kunne derfor forholdsvis let sætte sig ind i modpartens tankegang og komme dens handlinger i forkøbet. Så da krigen startede 24. februar var det stort set med ens våbensystemer på begge sidder og med en ledelse på begge sider, der vidste, hvordan modparten tænkte. Det resulterede både i at det ikke lykkedes at myrde Zelenskyj og at luftlandsætningen på Hostomelflyvepladsen slog fejl og forholdsvis hurtigt blev nedkæmpet (s. 223ff). Her adskilte invasionen af Ukraine sig fra Tjekkoslovakiet i 1968 og Afghanistan i 1979, hvor modstanden var yderst begrænset.
Det er overraskende at Agrell ikke stærkere fremhæver en ellers nærliggende sammenligning mellem Ruslands mislykkede angreb på Ukraine i 2022 og det nazistiske Tysklands angreb på Storbritannien i 1940. De to situationer peger på en helt central lighed af betydning for Agrells undersøgelse: den helt afgørende betydning af lederens personlighed for et effektivt forsvar i medgang og modgang. Uden en Winston Churchill og en Volodymyr Zelenskyj var det næppe gået.
At lederens personlighed er helt afgørende i sådanne situationer, vidner ikke mindst Churchill udpegning til premierminister og efterfølger til Chamberlain 10. maj 1940, samme dag som Hitler angreb Holland, Belgien og Frankrig (s. 113). Churchill var da 65 år! Churchill var allerede 3. september 1939 – dagen for det engelske ultimatum til Tyskland, hvorifølge Tyskland ville være i krig med England, hvis ikke Tyskland senest kl 11,00 bekendtgjorde at de tyske styrker ville blive trykket ud af Polen, og 2 dage efter det tyske angreb på Polen – blevet genudnævnt til First Lord of the Admiralty, en post han havde 1911 – 1915. Admiralitetet meddelte straks 10. maj 1940 alle skibe, at ”Winston is back!” (Martin Gilbert: CHURCHILL – A Life. Heinenann, 1991 (1066 ss.), her s. 624). Som nyudnævnt premierminister var det også Churchills ukuelighed, der gav håb i England, såvel som i Frankrig – ikke mindst. Her bevirkede Churchills handlekraft en afgørende moralsk støtte til i nederlagets stund at kæmpe videre uden for Frankrig. Det var også Churchills resolutte handlinger som nyudnævnt premierminister, der gjorde det muligt at redde resterne af både det engelske expeditionskorps, der var sendt til Frankrig for at hjælpe med at modstå det tyske angreb, og resterne af de franske og belgiske styrker over til England fra Dunkerque.
AT MODTAGE DE VÆRST TÆNKELIGE EFTERRETNINGER
Det helt bogstaveligt springende punkt for enhver efterretningsanalyse er at kunne fastslå med en til vished grænsende sandsynlighed, hvornår den myldrende baggrundsstøj, som Roberta Wohlstetter rammende kaldte det dominerende normalbillede i sit klassiske studie Pearl Harbor. Warning and Decision fra 1962 om angrebet på Pearl Harbor den 7. december 1941, i stedet kipper over til at indeholde indikationer og mulige oplysninger om et forestående angreb. Hertil kommer en videre vanskelighed, selv hvis man har fundet nagelfaste beviser for et forestående angreb. Hvem vil så tro på oplysningerne? Hvem kan efterretningstjenesten henvende sig til? Langt fra alle centralt placerede politikere har de personlige karakteregenskaber, der gør at de i givet fald kan rumme sådanne oplysninger, forstå dem og handle på dem på optimal vis. Derfor gælder det om for efterretningstjenesten i god tid at finde de centralt placerede politikere, der kan rumme disse oplysninger og som har den mentale styrke, at de både kan holde dem for sig selv, hvis dette skulle være nødvendigt, og handle på dem optimalt, hvis det er nødvendigt. Se herom Heinz Vetschera & Andrea Smutek-Riemer: ””Signale” zur Früherkennenung von krisenhaften Entwicklungen – Am Beispiel der Entwickliung zur Jugoslawien-Krise” i Österreichische Militärische Zeitschrift. Heft 1, 1993, ss. 17 – 25. Jeg anvendte denne artikel i min undervisning i international politik på Hærens Officersskole i sin tid til at belyse denne problemstilling.
Der kan imidlertid også være gode grunde til at en ellers seriøs advarsel vækker skepsis. Sådan var det, da den amerikanske efterretningstjeneste fra oktober 2021 og fremad fik detaljerede løbende oplysninger om de russiske forberedelser til en forestående invasion i Ukraine og gav dem videre til europæerne. Europæerne frygtede en gentagelse af fejltagelserne under Præsident Bush og Irak-krigen i 2003, hvor amerikanerne påstod at Saddam Hussein havde kemiske våben mod bedre vidende (ss. 216 – 218). Det var først den faktiske russiske invasion af Ukraine 24. februar 2022, der fik europæerne til at tro på de amerikanske efterretninger og så gik det stærkt, ikke mindst i Sverige og Finland.
Der kan også være organisationsinterne forståelsesparadigmer i efterretningsorganerne, der blokerer for en korrekt forståelse af, hvad organerne ellers har oplysninger om, ligesom der kan være stærke organisatoriske fortrængningsmekanismer og på det politiske niveau et veritabelt massivt fortrængnings- og bortforklaringssystem.
Det sidste ser ud til – siger jeg for egen regning – at have været tilfældet i de israelske efterretningsorganer op til angrebet den 7. oktober 2023. Her anså man det mere sekulære PLO for at være fjenden og ikke Hamas, se https://www.timesofisrael.com/idf-leaders-didnt-know-intel-chiefs-had-hamas-battle-plan-since-april-2022-report/ . Vesten har tilsvarende helt siden de arabiske olielandes olieboykot efter Yom Kippur-krigen i oktober 1973 hævdet at Islam selvfølgelig var forenelig med Vesten og det vestlige demokrati, ja i virkeligheden ønskede at blive som Vesten, økonomisk, politisk og kulturelt. Indvandringen fra de muslimske lande var derfor en berigelse. Sandheden er lige modsat. Kalifatet er, som det fremgår af én af Hizb ut-Tahrirs pjecer, som jeg anvendte i min undervisning, et orientalsk despoti. Den store muslimske indvandring bevirker at den dansk-danske befolkning og de ikke-muslimske indvandrere placerer sig selv i en fremtidig dobbeltfrontskrig, ligesom det tilsvarende sker i de andre vestlige lande. Ret beset burde indvandringen fra de muslimske lande have været suspenderet siden 11. september 2001. Selv dette angreb var ikke nok til at bryde igennem de europæiske landes fortrængnings- og bortforklaringspanser.
AT REDEGØRE OG AT FORKLARE – OG AT SE IND I FREMTIDEN
Wilhelm Agrell hæfter sig ved en overordnet lighed i de 2 efterkrigstider, efterkrigstiden efter VK I og efterkrigstiden efter Den Kolde Krig, men på trods af denne lighed afviser Agrell at drage slutninger om hvorvidt den nuværende efterkrigstid munder ud i en verdenskrig eller ej. Han har beskrevet og redegjort for ligheden mellem de 2 forløb, men at beskrive noget er ikke at forklare det beskrevne, endsige at forudse.
De 2 beskrevne forløb har imidlertid en bagved liggende årsag, der kan forklare de 2 forløb. Agrell nævner i forbifarten Hamburg-historikeren Fritz Fischers banebrydende bog fra 1961 om Tysklands delagtighed i VK I. ”Griff nach der Weltmacht” (At Gribe efter Verdensmagten) hedder den og titlen rammer præcist forklaringen på Tysklands handlemåde som årsag til Første Verdenskrig. Tyskland forsøgte at gribe verdensmagten ved at nedkæmpe Storbritannien for derefter at overtage Storbritanniens plads som leder, hegemon, i det internationale system af stater, men mislykkedes. Tyskland og det allierede blev besejret af Storbritannien og dets allierede. Det samme gentog sig med Tyskland og dets allierede under Anden Verdenskrig. Nu blev Tyskland besejret af USA og dets allierede.
I dag søger Rusland og dets allierede, først og fremmest Kina tilsyneladende i fremtiden at gøre det samme ved USA og dets allierede. Disse hegemoniale krige er de farligste krige, fordi der står så meget på spil. Staten, der har hegemoniet, er nemlig ikke bare en stormagt blandt andre stormagter eller en supermagt blandt andre supermagter, men en supermagt med en overmagt så stor at den ikke bare er stærkere end de øvrige stater. Den er så stærk at den kan organisere reglerne i det internationale system og opretholde disse regler så de øvrige magter i det internationale system bliver nødt til at følge disse regler enten de nu kan lide det eller ej. Hegemonimagten er ordensmagten i det internationale statssystem. Hegemonimagten er m.a.o. både lovgivende, dømmende og udøvende magt i det internationale system. Det er den magt, Rusland og Kina pt. tilstræber, dvs. det er ret beset kun Kina, der engang i fremtiden har potentialet til at blive hegemonimagt. Kina er derfor nødt til en gang i fremtiden at tage et opgør med Rusland. Det kan gøres ved enten en krig mellem de to eller ved at Rusland indrømmer Kina sejren og tilpasser sig à la Storbritannien i forhold til USA i årene efter VK II – eller modsat ved at Rusland allierer sig med USA!
Jeg har tidligere behandlet denne problemstilling her i Den Korte Avis, idet jeg gennemgik George Modelski og hans teori. Jeg vil derfor tillade mig at henvise til denne artikel for uddybende forklaringer, https://denkorteavis.dk/2023/nu-fra-europas-verden-til-kinas-verden/, særligt skema 1, 2 og 3.
VERDENSKRIG ELLER IKKE VERDENSKRIG – DET ER SPØRGSMÅLET
Som man vil se, har alle magtovergange fra én hegemonimagt til en ny sket som resultat af sejre i en verdenskrig. Derfor er det centrale spørgsmål: Bliver der krig? Ja, det bliver der! Mange! Får vi en ny verdenskrig? Måske. Kommer der en kernevåbenkrig? Nej, det tror jeg ikke! Eksistensen af kernevåben er den mest effektive krigsforebyggelse, vi har, i hvert fald hvis vi samtidig tilføjer fremføringsmidler udstyret med de såkaldte Earth Penetraters, altså missilhoveder, der er i stand til at trænge langt – 50 – 100 m eller mere – ned i undergrunden før den medbragte a-sprængladning eksploderer. Sammen med den moderne sporings- og styringsteknik er ingen ledelse længere sikker i sine bunkers, måske med undtagelse af den amerikanske. Jeg gætter på at det er eksistensen af disse penetraters, der får den iranske ledelse til at afstå fra et storstilet konventionelt angreb på Israel, der kunne eskalere. Israel har formentlig fuldstændig styr på alle den civile og militære iranske ledelses kommando- og beskyttelsescentrer og har meddelt den iranske ledelse dette – med en ekstra forbrugeroplysning om, at mullahernes restlevetid vil være 9 minutter eller deromkring efter udslettelsen af Tel Aviv eller en anden israelsk storby.
UNDER ATOMTERSKLEN OG UNDER NATOS ART. 5
De moderne krige vil ikke blive udkæmpet med a-våben, men med konventionelle våben, evt. suppleret med forskellige typer af kemiske og biologiske våben, såsom, hvad det sidste angår, udbredelse af corona-virus eller mpox-virus, der gør modpartens civile som soldater syge og ukampdygtige og dræner dem psykisk for modstand – men de kan også risikere at ramme egne. Sådan som tyskerne oplevede under VK I..
Som eksempler kan tjene mpox og smallpox (kopper) vacciner. Iflg. en artikel om Bavarian Nordic og dets mpox-vaccine i Svenska Dagbladet 16. 8. 2024 https://www.svd.se/a/Gyr86J/danska-bavarian-nordic-vinnare-pa-mpox-vaccin har USA således for år tilbage givet Bavarian Nordic opgaven at udvikle en mpox-vaccine og finansieret udviklingen af mpox-vaccinen samt indkøbt flere millioner doser som beredskab. Tilsvarende med udviklingen af en ny koppervaccine.
Efter denne afsluttende omvej vil jeg hermed varmt anbefale
Wilhelm Agrell: EN TID FÖR KRIG. Europas väg mot storkonflikt 1939 och 2022. Historiska Media, 2024, 247 ss.!
Henning Duus
- august 2024
Jeg er født i 1945 og er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har 1995 – 2006 taget supplerende fag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Jeg kom til Forsvaret i 1988 efter et forlænget kandidatstipendium ved Institut for Samfundsfag og Forvaltning ved Københavns Universitet 1983 – 1987 om rustningsdrivkræfter og sikkerhedsordning i Europa efter NATOs dobbeltbeslutning i 1979 og var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 25 år, fra 1991 og frem til pensioneringen i 2015.
