Fhv. lektor på hærens officersskole: Nej Putin er ingen ny Hitler og Vesten bragte ikke krig til Ukraine

Getting your Trinity Audio player ready...

Jeg blev for en halvanden måneds tid siden gjort opmærksom på en nyudkommet bog af amerikaneren Benjamin Abelow. Den hedder HVORDAN VESTEN BRAGTE KRIGEN TIL UKRAINE. Hovedland, 2023. Titlen undrede mig og jeg ville se, hvad forfatteren mente. Jeg går helst uden om oversættelser, særlig til dansk, når jeg behersker originalsproget tilstrækkeligt til at kunne læse og forstå det, så jeg anskaffede den engelsksprogede amerikanske original HOW THE WEST BROUGHT WAR TO UKRAINE. Siland Press, 2022 (75 ss.). Min mistillid til oversættelser har intet med den konkrete oversættelse til dansk at gøre. Den er besørget af pens. oberstløjtnant i Hæren, Jens Kristian Bech Pedersen, men jeg ved, at Forsvaret leverer førsteklasses sprogundervisning i overensstemmelse med NATOs kvalitetskrav. 

 

Min mistillid bunder dog i en række uheldige konkrete sager, hvor selv oversættelsen af bøger beregnet til de højere uddannelser ikke gjorde det muligt at følge originalen, men er overordnet ellers en følge af, at professor i international politik ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, dr. scient. pol. Erling Bjøl i sin introduktionsforelæsning for os nye studenter i september 1968 bl.a. sagde, at litteratur på fransk, engelsk, tysk, svensk, norsk og så selvfølgelig dansk burde vi som minimum ikke læse i oversættelse. Professor i idéhistorie, dr.theol. Johannes Sløk gjorde opmærksom på det samme og en ting mere, nemlig at oversættelserne til dansk ofte var forkortede uden at det nævntes. Disse opfordringer har jeg efter bedste evne altid fulgt. 

 

Den danske udgave har forord af Marie Krarup, der bl.a. er cand. mag. i øststatskundskab og samfundsfag og sprogofficer i russisk. Marie Krarup har også været assisterende forsvarsattache med rang af major 1998 – 2001 ved den danske ambassade i Moskva. Da jeg ikke har set, endsige læst den danske oversættelse, har jeg derfor heller ikke læst eller set hendes forord og derfor tager min anmeldelse heller ikke stilling til Marie Krarups forord, hverken direkte eller indirekte.

 

Søger man forfatteren på www.amazon.com dukker der overraskende også oversættelser til italiensk og tysk op og kun til de 3 sprog. Svenske www.adlibris.com/se viser den amerikanske original og den tyske oversættelse, mens fransk www.fnac.fr viser den amerikanske original og den italienske oversættelse. Tyske www.buecher.de viser den amerikanske og tyske udgave. Da jeg bestilte den amerikanske original, meldte www.saxo.com/dk tilbage nogle dage senere, at leveringstiden ville være længere end den lovede, fordi originalen var print-on-demand. Print-on-demand viser, at forlaget ikke har bogen på lager. Den trykkes alene i forbindelse med den konkrete efterspørgsel, eller sagt på anden måde: Forlaget forventer ikke en efterspørgsel, der gør en lagerbeholdning rentabel. Det rejser det nærliggende spørgsmål: Hvordan kan det være, at en sådan forventet dårligt sælgende bog kommer i oversættelse og til lige netop dansk, tysk og italiensk? Ud fra mine erfaringer med Sovjetunionens agit-prop under Den Kolde Krig gætter jeg på, at udgivelserne i DK, Tyskland og Italien er et resultat af forsøg fra nutidig russisk agit-prop at påvirke opinionen i netop disse 3 lande, der hver på sin måde anses for at være et let bytte for vildledning, for ad den vej at påvirke de pågældende landes regeringers politik i forhold til krigen i Ukraine og således svække opbakningen i Vesten til Ukraine. 

 

Denne påstand understøttes af, at flere af de nævnte onlineboghandler, eksempelvis www.saxo.com/dk, også tilbyder et Summary på 18 sider af bogen udarbejdet af IRB Media, hvem/hvad det så end måtte være. Det viser for mig, at nogen ønsker at hamre et bestemt budskab ind i læseren. Selv 75 små sider i originalen giver tilsyneladende efter IRB Medias mening alt for mange muligheder for utilladelige tvivl og ukorrekt forståelse, men 18 sider må de vel da for pokker kunne fatte!

 

BOGENS INDHOLD

Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev noget forbavset, da jeg modtog bogen. Kun 75 små sider! Jeg havde forventet mig mindst 100 sider mere (den danske er på 95 ss.). Men som Goethe skrev:”Wer Grosses will, muss sich zusammenraffen; In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister”. (”Vil man noget stort, må man tage sig sammen; Først i begrænsningen kommer mesteren til syne.”). Men Benjamin Abelow skulle hurtigt vise sig ikke at være nogen mester, men nærmest en dilettant, desværre. Bogen er i sig selv et makværk, der aldrig burde have været udgivet. I bedste fald burde forlagets redaktør have sendt manuskriptet tilbage til forfatteren med besked om at omarbejde det og så måske vende tilbage. 

 

Benjamin Abelow er dobbeltuddannet som mediciner fra Yale og som historiker i moderne europæisk historie fra University of Pennsylvania – og så er han lobbyist overfor Kongressen angående amerikansk kernevåbenpolitik. Det fremgår ikke af bogens About the Author, hvilken organisation han lobbyer for.

 

Desværre er det lobbyisten Abelow og ikke historikeren Abelow, der dominerer bogen med sine 2 teser, der burde være afvist af historikeren Abelow, men tilsyneladende giver god mening for lobbyisten Abelow: 

 

(1) Putin er ingen ekspansionsgalen ny Hitler (s. 6, 41, 44) og (2) Det er Vesten, der er skyld i krigen i Ukraine, fordi Vesten konstant har provokeret Rusland (jf overskrifterne på kap. 1 og 2 og passim), bl. a. ved ikke at indfri sit mundtlige løfte til Rusland i forbindelse Tysklands samling om ikke at udvide NATO til de tidligere Warszawa-pagtlande. Det var ellers Ruslands betingelse for at gå med til Tysklands genforening, hævder man (ss. 11-12). Abelow anfører i note 5 (s. 63) en henvisning til opslaget ”NATO Expansion: What Gorbachev Heard” i National Security Archive ved Washington University. Jeg har fundet opslaget iflg. Abelows anvisning og gengiver her linket https://nsarchive.gwu.edu/briefing-book/russia-programs/2017-12-12/nato-expansion-what-gorbachev-heard-western-leaders-early . Abelow overser ordet early i linket. Der ligger masser af dokumenter, og henvisningen her gælder de tidlige, men der er mange senere. Document 1 er fra 1. februar 1990 og det sidste Document 30 fra 1. juli 1991. Dokumenterne gengiver de mange forslag og modforslag med forslag til løfter til modparten og modkrav og modløfter tilbage. Abelow viser i sin brug af dokumenterne ingen forståelse for at en forhandling er en proces, hvor intet ligger fast, før det er accepteret af begge/alle parter. Han tror at et løfte før forhandlerne ligger uforandret fast uanset hvad.

 

Tese (2) præciserer Abelow derhen til, at påstanden intet har at gøre med fakta. Trods alle fakta, der peger på, at det er Putin, der har angrebet Ukraine og forårsager alle lidelser, og Abelow medgiver, at dette ER fakta, men fakta må fortolkes i relation til andre fakta, nutidige som fortidige, siger han (s. 56), og når det er gjort, bliver Vesten alligevel den skyldige i Putins angreb på Ukraine, (s. 55ff). Det er endda, siger Abelow, også ligegyldigt om et sådant løfte rent faktisk blev afgivet i 1990 eller 1991 eller ej. Trusler er nemlig trusler, siger Abelow og de er realiteter (s. 28). Ø…h? Njah! Hvordan?

 

Her er hovedargumentet altså, at Vesten har ladet hånt om sit løfte til Sovjetunionen (og ikke til Rusland) om ikke at udvide NATO mod øst, da Rusland først trådte ind på verdensscenen som Sovjetunionens folkeretslige arvtager pr. 1.1. 1992 efter, at Sovjetunionens sidste præsident Mikhail Gorbatjov nedlagte sit hverv 25. december 1991, hvorefter Den Øverste Sovjet (det sovjetiske parlament) 26.12. 1991 opløste USSR. 

 

Men løftet til Sovjetunionen da, om ikke at udvide NATO mod øst? Man henviser ofte, som vel Abelow også gør, til den forbundstyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher og hans tale til et arrangement på EVANGELISCHE AKADEMIE TUTZING 31. januar 1990, stedet hvorfra Willy Brandts sikkerhedspolitiske rådgiver Egon Bahr lancerede det tyske Socialdemokratis nye afspændingspolitik WANDEL DURCH ANNÄHERUNG (Ændring gennem Tilnærmelse) 15. 7. 1963. 

 

Når jeg læser den originale tyske tekst, er det tydeligt, at Genscher alene sigter på, at DDR ikke skal inddrages i NATOs militære strukturer, da det ville blokere for de tysk-tyske tilnærmelser, men Genscher slår også fast, at et samlet Tyskland skal forblive medlem af alliancen: ”Ein ”neutralistisches Gesamtdeutschland wollen wir nicht” (Et neutraliseret samlet Tyskland vil vi ikke have)

 

Der er mere signalværdi i denne tale og denne afvisning end man måske skulle tro. Første signalværdi er til Egon Bahrs Tutzinger Rede 15. juli 1963, hvor Bahr lagde grunden til Willy Brandts nye østpolitik og et samlet Tyskland, lader Genscher indirekte forstå, vil fortsætte denne afspændingspolitik. Anden signalværdi ligger i selve ordvalget, hvor et neutraliseret samlet Tyskland afvises. 

 

For at undgå, at det daværende Vesttyskland, som netop var blevet grundlagt i maj 1949, skulle integreres videre i det vestlige samarbejde, tilbød Stalin overraskende 10. marts 1952 i en berømt note at acceptere både et genforenet og genbevæbnet Tyskland, endda med egen våbenindustri. Det blev afvist af Vestmagterne, som noten henvendte sig til, og af Adenauerregeringen, Forbundsrepublikkens første regering. De historiekyndige bemærkede også, at Stalin 13 år før, den 10. marts 1939 i sin tale til SUKPs 18. partikongres første gang åbnede op for et samarbejde med Hitler, et samarbejde der 23. august 1939 resulterede i en ikke-angrebstraktat mellem USSR og Hitler-Tyskland med dens hemmelige protokol med opdelingen af Østeuropa.

 

Det er således tydeligt, at Genschers udtalelse udelukkende sigter på, at et samlet Tyskland skal være medlem af NATO i politisk forstand, men hvor DDR i begyndelsen, dvs. så længe alle sovjetiske styrker endnu ikke er trukket tilbage, ikke er med i NATOs militære del. 

 

Til Abelows tese: Det ville således ikke give nogen mening på det tidspunkt at hævde, at NATO ikke måtte udvides mod øst, da både Warszawa-pagten og Sovjetunionen stadig eksisterede. Og flere af den østeuropæiske Warszawa-pagtlande ønskede på det tidspunkt Warszawa-Pagtens videre beståen, selv Polen! De skiftede først senere mening. At hævde at Genscher skulle have lovet at NATO ikke måtte udvides mod øst ud over det samlede Tysklands grænser, ville være at gøre Genscher synsk! At hævde at Genscher skulle kunne se ind i fremtiden.

 

Da Genscher holdt sine tale i Tutzing, var de egentlige forhandlinger om Tysklands enhed endnu ikke gået i gang. Det skete først 6. juli 1990 i Østberlin, men i Genschers Tutzingtale var det internationale publikum det afgørende. De såkaldte 2+4 forhandlinger (2 står for BRD og DDR, 4 for USA, UK, Frankrig og USSR, dvs. de 4 besættelsesmagter) om Tysklands samling og indplacering af det samlede Tyskland i det internationale system blev afsluttet 12. september i Moskva med ”Traktaten om den afsluttende regulering i relation til Tyskland”. I denne traktats art. 5, 3 står der ”Efter afslutningen af tilbagetrækningen af de sovjetiske stridskræfter fra den nutidige Deutschen Demokratischen Republik og Berlin kan der også stationeres tyske stridskræfter, ”die in gleicher Weise militärischen Bundnisstrukturen zugeordnet sind wie diejeningen auf dem übrigen deutschen Hoheitsgebiet, allerdings ohne Kernwaffenträger.” (”som på ligestillet måde med de øvrige {styrker, HD} inden for det tyske højhedsområde er tilordnet de militære alliancestrukturer, dog uden kernevåben”)

 

Så hvad er der sket siden Genschers Tutzingtale 31. januar 1990? Løftebrud? Bestemt nej! Bedrag? Bestemt nej! Sovjetunionen har såmænd selv tilsluttet sig stationeringen af tyske NATO-tilsluttede styrker på tidligere DDR-territorium. Hvorfor? Ja, for at gøre en lang historie kort, fordi Gorbatjov af den amerikanske udenrigsminister Baker blev bedt om at tage stilling til, hvad han ville foretrække: et neutralt Tyskland eller et Tyskland, der i sin helhed var tilsluttet NATO. Gorbatjov valgte efter nogen betænkningstid det sidste, fordi han havde større tillid til, at et samlet Tyskland i NATO ville fremme stabiliteten i Europa og Sovjetunionens sikkerhed end et samlet, neutraliseret Tyskland. Et samlet neutraliseret Tyskland kunne handle på egen hånd. Det ville et samlet Tyskland i NATO derimod ikke kunne. Jeg gætter på, at Gorbatjov er blevet overbevist om udenrigsminister Bakers argument, fordi Gorbatjov vidste, at Warszawa-pagten netop var bygget op på en måde, der sikrede USSR imod, at medlemsstaterne kunne agere selvstændigt, sådan som Christopher Jones viste i sin berømte bog Soviet Influence in Eastern Europe – Political Autonomy and the Warsaw Pact. Og havde ikke NATOs første generalsekretær Lord Ismay  netop sagt, at NATOs formål var “to keep the Soviet Union out, the Americans in and the Germans down”? Gorbatjov og udenrigsminister Shervardnatze var under forhandlingerne om tysk genforening og det europæiske sikkerhedssystem blevet overbevist om, at NATO også ville stabiliserede det samlede Tyskland i dét fælleseuropæiske sikkerhedssystem, der var under dannelse med udgangspunkt i CSCE og Helsinki-slutakten fra 1. august 1975 og Paris Chartret for et Nyt Europa, der blev undertegnet på et topmøde i Paris 19 – 21. november 1990. Derfor skrev de under på et genforenet Tyskland i NATO. Den underskrift overtrumfede Genschers løfte.

 

For at gentage, så er det vigtigt at huske på, at Warszawa-pagten stadig eksisterede på det tidspunkt, hvorfor en udvidelse af NATO mod øst var udelukket. Ja, Sovjetunionen havde en tid endda håbet på at kunne reformere Warszawa-pagten, så den kunne bibeholdes, men det modsatte flere medlemslande sig og trådte ud af WAPA med det resultat, at de resterende medlemmer 25. februar 1991 ved et møde i Budapest blev enige om at opløse Warszawa-pagtens militære organisation, så kun den politiske del blev tilbage, men det var heller ikke tilstrækkeligt til at redde pagten, så til Sovjetunionens skuffelse blev også den politiske del opløst senere ved et møde i Prag 1. juli 1991. Warszawa-pagten, der var blevet dannet i 1955 som et påstået svar på Vesttysklands optagelse i NATO samme år, men i realiteten nærmest blot var en kollektiv omskrivning af de siden VK II og årene derefter eksisterende bilaterale alliancer mellem USSR og de østeuropæiske lande eksisterede nu ikke længere. 

 

OPBRUD I UNIONEN AF SOCIALISTISKE SOVIETREPUBLIKKER

De sovjetiske forfatninger havde lige siden Stalin-forfatningen i 1936 på papiret givet unionens randstater rundt om unionens største enkeltstat Rusland lov til at træde ud af unionen, om de skulle ønske det. Den ret fastsloges i art. 72 i den dagældende Bresjnev-forfatning fra 1977. For første gang var det nu muligt at gøre brug af retten, der ellers havde været tomme ord siden 1936, og af alle USSRs 15 stater meldte alle sig ud undtagen Rusland.  Det begyndte med Litauen i marts 1990, Letland i maj 1990 og Estland i august 1990. Disse 3 baltiske stater var blevet selvstændige ved fredsslutningen efter VK I og ulovligt annekteret i 1940 som resultat af aftalen mellem Stalin og Hitler i den hemmelige tillægsprotokol til Hitler-Stalin-pagten som omtalt. Ukraine afgav 24. august 1991 sin uafhængighedserklæring af USSR og afstod efterfølgende efter pres fra Vesten modstridende sit betydelige kernevåbenarsenal, noget Vesten blev kritiseret for af John J. Mearsheimer, en af Abelows vise mænd, i en artikel i Foreign Affairs med titlen ”The Case for an Ukrainian Deterrent”

 

Sammen med de tidligere folkedemokratier valgte Estland. Letland og Litauen – og Finland i overensstemmelse med den sikkerhedspolitiske og markedspolitiske selvbestemmelsesret i Helsinki Slutakten fra 1975 og Paris Chartret for et Nyt Europa at tilslutte sig NATO og EU.

 

NEJ, ABELOW, VESTEN HAR IKKE UDLEVERET HVERKEN TIDLIGERE WAPA-MEDLEMMER ELLER TIDLIGERE DELSTATER I SOVJETUNIONEN TIL RUSSISK NYFINLANDISERING

Det, Abelow og ligesindede hævder, er sagt med andre ord, at USA, Den Tyske Forbundsrepublik og Vesten, mens de har forhandlet Paris Chartret for et nyt Europa på plads, samtidigt skulle have lovet Sovjetunionen at finlandisere disse stater under Sovjetunionen og senere Ruslands overherredømme, for nu at bruge et begreb fra det særlige forhold mellem Finland og Sovjetunionen under Den Kolde Krig. Altså en gentagelse af Hitler-Stalin-pagten og dens hemmelige protokoller. Det lyder i mine øren som et rent fantasteri.

 

Men det er så alligevel ikke hovedargumentet for Abelow, idet han beredvilligt gør opmærksom på, at udvidelsen af NATO ikke tilsidesatte formelle traktatforpligtelser, for det gjorde udvidelsen ikke (s. 28). Det hindrer dog ikke Abelow i at holde fast i, at Vesten gav Rusland et sådant løfte, men slår samtidig fast, at selv om der ikke skulle være afgivet et sådant løfte, eksisterer det vigtigere problem uændret, nemlig ”the actual military encrochments of NATO and the West” (s. 28). 

 

Man kan vel – nået hertil i meningskarrusellen – omskrive påstanden om ”the actual military encroachments of NATO and the West” til, at Vesten er en trussel og skyldig i invasionen af Ukraine, fordi Vesten er Vesten og eksisterer, hvor den gør! 

 

Her har vi så vidt, jeg kan se, en påstand om 2 trusler i én mod Rusland. En sikkerhedspolitisk trussel og en ideologisk og halvreligiøs. 

 

Den sikkerhedspolitiske trussel er for så vidt reel og den går under det international-politik-faglige navn: Sikkerhedsdilemmaet. Ordet går tilbage til John H. Herz, der i en artikel i 1950 i fagtidsskriftet World Politics identificerede, hvad han kaldte ’sikkerhedsdilemmaet’. Det består i det uundgåelige forhold, at ethvert forsvar af én selv også samtidig skaber en potentiel trussel mod modparten, der svarer igen med at øge sit forsvar og dermed truslen mod én selv, den trussel som ens forsvar ellers ville forsvare sig imod. Forsvaret skaber altid uundgåeligt sin egen mulige trussel! Sikkerhedsdilemmaet kan man ikke fjerne, kun tage brodden ud af ved tillidsskabende foranstaltninger og traktatlige forpligtigelser, sådan som det regelværk, der blev forhandlet på plads mellem Øst og Vest efter Murens fald 9. november 1989 også gjorde. Dette regelværk indeholdt faktisk ganske omfattende tillidsskabende foranstaltninger, bl.a. i form af våbenudtynding i Øst og Vest. Et regelværk Abelow ikke nævner. Abelow omtaler sikkerhedsdilemmaet s. 51, idet han citerer selveste George F Kennan for ordet. Det er ganske fornuftigt og netop her burde Abelow, ville jeg som tidligere specialevejleder på flere hundrede specialer på VUT I på Hærens Officersskole have rådet ham til at tage fat. Her ville Abelow have opdaget, at der er 2 former for sikkerhedsdilemma, et enkeltstatsligt og et kollektivt. Det er det kollektive sikkerhedsdilemma, som Rusland er imod her. Rusland er modstander af NATO, fordi NATO samler flere lande under en fælles forsvarsparaply, men Rusland modsatte sig ikke kun politiske og økonomiske samarbejdsformer, hvor USA var medlem, men også de rent europæiske, økonomiske samarbejdsformer såsom De Indre Seks, dvs. Fællesmarkedet (EF) og De Ydre Syv, dvs. EFTA, ja endda Finlands medlemskab af EFTA. 

 

Efter at have afdækket sikkerhedsdilemmaets forgreninger kunne Abelow være kommet med sine egne vurderinger og synspunkter. Viden først, dernæst personlige vurderinger. Abelow lader sig i stedet styre af sine personlige vurderinger. 

 

Den anden af de 2-trusler-i-én består nærmest i en halvreligiøs argumentation, selv om jeg ikke tror Abelow selv fatter dybden synsmåden, idet Vesten nærmest under denne synsvinkel bliver djævelens inkarnation, der ved selve sin eksistens lokker den uskyldsrene Putin og det rene Rusland i fordærv. Sådan opfatter Putin og hele den russiske elite ret beset vel også forholdet mellem Rusland og Vesten. International-politik-teoretisk er vi  ved ’une force profonde’, en dyb kraft, som den franske historiker Pierre Renouvin rammende kaldte de kræfter i samfundene, der virker i dybden og over lang tid og derfor ofte overses, nemlig i dette tilfælde den russiske arv fra Byzans vedrørende synet på Gud og menneske og ideen om Rusland som Det Tredje Rom, herunder herskeroverdragelsen fra Byzans, der som bekendt gik til grunde i 1453, da Osmannerne erobrede Konstantinopel. Overdragelsen er meget synlig og central i Rusland, idet Rusland fra 1490’erne overtog Byzans’ dobbelthovede ørn som rigsvåben. Sådan er det igen i dag, hvor dobbeltørnen ud over statens rigsvåben også er De Russiske Væbnede Styrkers emblem. Under denne synsvinkel er det også ganske sigende, at den gamle sovjetiske nationalsang er tilbage, men med ny tekst, hvor Stalin som landets beskytter er erstattet af Gud som landets beskytter. Som Det Tredje Rom blev Rusland til Det Hellige Rusland (Sviataia Rus) og sådan er det også i dag set med Den Russiske Ortodokse Kirkes øjne. Som Per-Arne Brodin, professor i slaviske sprog ved Stockholms Universitet, redegør for det, er verden for den ortodokse kirke en icon, d.v.s. Guds billede og herskeren Guds stedfortræder.

 

I det omfang den russiske hersker, zaren, legemliggør Det Hellige Rusland, har han også retten til at myrde potentielle trusler. Den ret følger af, at zaren som krop ligner almindelige mennesker, men som magt repræsenterer han Gud Den Almægtige, og som sådan må han ikke vise svaghed mod Guds fjender! 

 

Det er i korthed teorien bag det russiske kristne autokrati med zaren i spidsen, siger ingen ringere end den store franske Rusland-kender Hélène Carrère d’Encausse.  Sådan blev magttransitionen tolket i Rusland. Dette kristne autokrati, som Putin synes at have opnået anerkendelse af at være arvtager til gennem sin aftale med den ortodokse kirke, begyndte med den første zar, zar Ivan den Grusomme (1547 – 1584). Det giver ham således ubegrænset magt i forhold til, hvem han måtte anse for Guds fjender. Vi ser denne Gudgivne license-to-kill i fuld udfoldelse under hans angrebskrig mod Ukraine, hvor alle krigens love tilsidesættes, ikke mindst FN-pagtens art. 2, 4, der forbyder angrebskrige, men tillader forsvarskrige. Og således gør påstanden om NATO-udvidelsen angrebet på Ukraine legitimt. Og derfor kaldes det også en specialoperation!

 

Oven i den-kristne-autokrati-teori kommer også den ideologiske nærhed til Alexander Dugin og hans neo-eurasianisme. Dugin mener, at det amerikanske imperium nødvendigvis må ødelægges, idet unipolariteten er ondskaben. Dugin lancerer sin omtolkning af første generations eurasianisme sådan, at Rusland iflg. neo-eurasianismen skal føre et med hans ord korstog mod Vesten, idet neo-eurasianismen iflg. Dugin sammefatter landcivilisationerne mod havcivilisationerne, hvor USA og atlantismen står i spidsen for havcivilisationerne. Putin er ifølge Dugin lederen, der skal realisere Dugins program. Selv om Dugin ikke er Putin og forbindelsen mellem Putin og Dugin er uklar, artikulerer Dugin det, det drejer sig om for Putin, at få USA og NATO ud af Eurasien for derigennem at kunne dominere hele landområdet vest for Rusland. Snakken om et påstået vestligt løftebrud er blot et påskud og et kneb for at få folkelig opbakning, ikke mindst i Vesten til Ruslands skjulte dagsorden. ’Løftebrud’ har signalværdi af bedrag, bare se på ordets vandring igennem dansk politik de sidste år.

 

I korstoget tilkommer der iflg. Dugin islam en central rolle, da den eurasiatiske civilisation, som Dugin foretrækker at kalde det, vi andre kalder den slavisk-ortodokse civilisation, også omfatter store muslimske folkegrupper. Islam ses som vigtig, dels på grund af at islams civilisation er anti-liberal og anti-vestlig, dels på grund af de ressourcer islam har fået i Europa på grund af den store og vedvarende muslimske indvandring. Den muslimske indvandring er derfor en nødvendig medkæmper i Ruslands korstog mod Vesten. Sagt på en anden og mere direkte måde, så skal Rusland iflg Dugin sætte de store indvandrede muslimske befolkningsgrupper op imod de lande, der har taget imod dem.

 

IKKE HITLER, MEN BISMARCK 

Angående tese (1) er jeg enig i, at Putin ikke er nogen ny Hitler i betydningen den Hitler, man normalt tænker på i dag, men hvad er han så? Som den store engelske historiker A. J. P. Taylor fremhævede i sin bog The Origins of the Second World War var Hitler minus jødeforfølgelser og holocaust blot nærmest en ny Bismarck, der ville løse det tyske problem efter nederlaget i VK I. Putin er derfor snarere som en anden Bismarck, der ville løse det tyske problem, som det var blevet fastlagt ved Den Westfalske Fred efter 30 års Krigen 1618 – 1648 og reformuleret ved Wienerfreden i 1815 ved at samle Tyskland efter Versaillesfredens diktat og gøre det så stærkt, at det blev Europas imperiemagt. Her vil Putin samle Rusland efter nederlaget i Den Kolde Krig, sovjetkommunismens bortgang og Tysklands samling, USSRs opløsning og det dermed etablerede omfattende traktatværk, men Ukraine nægter at være Bayern! Ukraine vil ikke samles under Rusland, sådan Bayern indvilgede i under Preussen. Målet er både for Putin og Dugin at gøre det nye imperiemagt Rusland til en fremtidig stormagt på den eurasiatiske landmasse på linje med og i permanent kamp med fremtidens EU, Kina og Indien og med Tyrkiet og Iran som satellitmagter? Og her rækker Putin som repræsentant for Det Hellige Rusland langt ud, også langt uden for Ruslands grænser til russere, hvor end de bor.

 

KONKLUSION

 Benjamin Abelow har skrevet en lille bog, der fejlagtigt giver sig ud for at behandle Ruslands angrebskrig mod Ukraine på en kritisk måde, men som i stedet skaber et misk-mask af fejlagtige påstande og ufordøjet viden, der trækker læseren rundt i en meningskarrusel, så der ikke bliver andet end forvirring hos mangen en læser tilbage, og det var vel også meningen, den eneste. Dens tilblivelse er formentlig udliciteret fra en russisk troldefabrik. Den burde ikke have været udgivet og slet ikke oversat til dansk.

 

Henning Duus, Cand. mag. i samfundsfag og idehistorie og næsten bachelor i religionsvidenskab

Pensioneret lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole

 

[1] ) Dokument 23: Rede des Bundesministers des Auswäriges, Hans-Dietrich Genscher, zum Thema ’Zur deutschen Einheit im europäischen Rahmen’ bei einer Tagung der Evangelischen Akademie Tutzing am 31. Januar 1990 in Tutzing i Karl Kaiser: DEUTSCHLANDS VEREINIGUNG – Die internationalen Aspekte. Mit den wichtigen Dokumenten. Bastei Lüb­be, 1991 (384 ss.), ss. 190 – 191.

[1] ) Jeg har her oversat Stefan Creuzbergers ord til dansk. Se Stefan Creuzberger: WESTINTEGRATION UND NEUE OSTPOLITIK – Die Aussenpolitik der Bonner Republik. be.bra Verlag, 2009 (187 ss.), s. 55f.

[1] ) Arnulf Baring: Im Anfang war Adenauer – Die Entstehung der Kanzlerdemokratie. dtv, 2. Aufl. 1982 (583 ss.), s. 246f.

[1] ) Se originalteksterne i Erwin Oberländer (Hb): Hitler-Stalin-Pakt 1939 – Das Ende Ostmitteleuropas? Fischer, 1989 (149 ss.), s. 127.

[1] ) DIE FISCHER CHRONIK DEUTSCHLAND ’49 – ’99 – Ereignisse, Personen, Daten. Fischer, 1999 (1344 sp), sp. 940.

[1] ) Karl Kaiser, ss. 260 – 268 og DIE FISCHER CHRONIK DEUTSCHLAND ’49 – ’99 – Ereignisse, Personen, Daten. Fischer, 1999 (1344 sp), sp. 938.

[1] ) Karl Kaiser, s. 265.

[1] ) Se Horst Teltschik:”Nato-Osterweiterung: Die Legende vom gebrochenen Versprechen” i Die Zeit Online, 10.juli 2019. Teltschik var udenrigspolitisk koordinator i Bundeskanzleramt 1989/90 vedrørende forhandlingerne om den tyske genforening.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…