ESSAY af fhv. lektor på hærens officersskole: Kina er en opstigende stormagt af afgørende betydning for Europas fremtid

Kinas president Xi Jinping og førstedamen Peng Liyuan (Foto: Heiko Junge / NTB, Ritzau scanpix)

FRA EUROPAS VERDEN TIL KINAS VERDEN

Jeg har tidligere her i Den Korte Avis behandlet betydningen af Kinas opstigen i flere artikler ud fra en geopolitisk synsvinkel. Geopolitik interesserer sig for et bestemt geografisk områdes magtpolitiske betydning på et bestemt tidspunkt eller i et bestemt tidsrum.

 

Nu skal vi derimod se problemstillingen angående Kinas opstigen fra en helt anden synsvinkel, en langtidshistorisk synsvinkel.

 

Vi skal se på, hvad det betyder, at Kina er en opstigende stormagt!

 

Vi skal forsøge at besvare spørgsmålet om, hvad det har betydet tidligere i historien, når nye magter er steget op til stormagtsstatus.

 

Og samtidig skal vi se på nogle helt nye, aldrig tidligere sete forhold i forbindelse med Kinas opstigen til supermagtsstatus.

 

Ved den geopoliske synsvinkel interesserede jeg mig i de tidligere artikler for, hvorledes Kina allerede i dag er i fuld gang med at udbrede sin tilstedeværelse ud over den eurasiatiske landmasse og Afrika og derfra videre ud over resten af jordkloden, givet de muligheder og begrænsninger geografien måtte levere. Og den synsvinkel er helt central, da Kina uden tvivl fortsætter med at udbrede sin magt over verden, måske endda accelerere udbredelsen.

 

Disse nye forhold har allerede vital økonomisk, politisk og kulturel betydning for Europa, og må det fremhæves, ikke mindst for Europas måde at være Europa på, helt ned i dagligdagen for den enkelte. Eksempelvis er samhandlen mellem Kina og Rusland steget med omtrent 30 % i 2022 som en følge af krigen i Ukraine[1]. Denne forøgelse har spredningseffekter for Kinas tilstedeværelse på hele den eurasiatiske landmasse. For DK er det et nybrud af betydning ikke bare for DK, men for hele EU, at A P Moller Maersk Logistics har startet en direkte fragtflyrute mellem Billund og Hangzhou i Kina[2]. Hermed bliver Billund en transporthub i Europa for flyfragt ved siden af Liège i Belgien. Genova i Italien er transporthub for skibsfart og Duisburg for jernbaneforbindelsen fra Silkevejens officielle udgangspunkt, nulpunktet i millionbyen Chongqing[3].

 

Alt dette er geopolitisk aktuel samtidighed, men nu skal jeg i stedet dreje opmærksomheden 90 grader bagud og springe fra den aktuelle samtidighed til den historiske langtidig­hed, idet jeg skal supplere den geografiske nutidsvinkel som forklaring på Kinas magtudbredelse med den langtidshistoriske forklaring på udviklingen i dag. Udviklingen de sidste 10-20-50 år både erstattes af og suppleres med udviklingen over de sidste 500 – 550 år og afsluttes med Kinas eventuelle indplacering i denne udvikling eller det modsatte, et brud med denne udvikling.

 

Jeg kan allerede afsløre her, at med et Kina som verdensmagt i stedet for USA vil verdens­magten for første gang i verdenshistorien være et imperium, et imperium indadtil, som Kina er i dag, og derfor også et imperium udadtil. Det sidste er under opbygning. Det vil også få enorm betydning for den type af fred, vi vil se, Kina tilbyde med sig selv som verdensmagt. Fremtidens Pax Sinica vil ikke blot være en anden stavemåde for nutidens Pax Americana. Det vil være et fundamentalt brud med den.

 

Den store franske filosof, sociolog og international-politik-teoretiker Raymond Aron (1905 – 1983) skelnede i den forbindelse mellem 3 fredstyper: Fred ved ligevægt/magtbalance, fred ved hegemoni og fred ved imperium[4]. De to første fredstyper angår fred mellem stater i det internationale system af stater. Det særlige ved fred-ved-imperium er derimod, at denne fredstype både angår den indre og den ydre fred, idet det internationale system billedligt talt absorberes i det interne system. Al politik bliver under fred-ved-imperium også både indenrigspolitik og international politik.

 

Fra begyndelsen på den europæiske langtidshistorie

Fokus vil i første omgang være på Europa, fordi den langtidshistoriske udvikling har haft sin basis i Europa, selv om den har haft store virkninger uden for Europa, fx i form af de europæiske staters kolonier. Mit formål med at inddrage den langtidshistoriske udvikling er at bidrage til en bedre forståelse af betydningen af Kinas igangværende økonomiske og politiske styrkelse i det internationale system af stater. Oveni kommer senere med sikkerhed virkningerne af Kinas øgede kulturelle betydning, det man i den faglige disciplin international politik oftest kalder for en stats soft power (blød magt) efter Joseph S. Nyes meget indflydelsesrige bog af samme navn[5], sådan som det fremgår af William A. Callahan & Elena Barabantsevas bog CHINA ORDERS THE WORLD – Normative Soft Power and Foreign Policy[6]. Kina forsøger således at tilbyde konfucianismen som et ideelt gode for hele verden. Det sker bl. a.  igennem de mange institutter, Kina har oprettet ud over verden.

 

Vi skal nu med den polsk-amerikanske international-politik-professor George Modelski se på(1) om der findes et mønster i de historiske forandringer, der løbende er sket i forholdene mellem de europæiske stater, siden det globale internationale system af stater blev til efter Columbus’ opdagelse af Amerika 1492. Før den tid eksisterede der intet globalt system, slår Modelski fast. Det internationale system blev med andre ord et både europæisk internationalt system og samtidig også et globalt internationalt system. Sagt på en anden måde blev det globale internationale system til som et eurocentrisk system. Fundamentet lå i Europa samtidigt med at systemet rakte langt uden for Europa til Afrika, Asien og begge Amerika’er. Dette faktum falder mange for brystet, men hvad kunne det ellers blive andet end eurocentrisk? Ingen kan hoppe over sin egen skygge. Heller ikke europæerne! (2)

 

Dernæst skal vi se på, hvordan Kina kan indplaceres i dette europæiske udviklingsmønster. I dag ved vi, at det måske var lidt af en tilfældighed, at det globale internationale system blev et europæisk system. Havde den kinesiske kejser Zhu Di (1402 – 1424), Ming-dynastiets 3. kejser, ikke selv valgt at trække Kina ind i sig selv, ville det første globale internationale system formentlig have været kinesisk, men med kraftige virkninger uden for Kina som eksempelvis i Europa. Vi kunne med et moderne skældsord have kaldt det sinocentrisk. Zhu Dis flåde sejlede Jorden rundt langt før europæerne og opdagede Amerika’erne 70 år før Columbus[7]. Det er i hvert fald, hvad den britiske flådeofficer og marinhistoriker Gavin Menzies mener at kunne dokumentere, mens andre som fx historikerne Felipe Fernández-Armesto i sin bog 1492[8] og Roderich Ptak i China und Asiens maritime Achse im Mittelalter afviser hans påstande uden som for Fernández-Armestos vedkommende overhovedet at nævne Menzies ved navn. Robert Finley, redaktøren af Journal og World History, er mere direkte i sin anmeldelse af Menzies bog, som han bl. a. karakteriserer som værende uden undtagelse uden faktuelt indhold (uniformly without substance)[9]. Ferández-Armesto medgiver dog, at en kyndig iagttager i 1400-tallet ville have forventet, at det blev Kina, der foran alle andre ville udforske de transoceaniske ruter og grundlægge et vidtstrakt søbåret (seaborne) imperium[10]. Men sådan blev det ikke.

 

Den kinesiske kejser ville noget helt andet. Zhu Di beordrede opdagelserne at stoppe. Den beslutning vil præsident Xi Jinping i dag rette op på. Gavin Menzies bog er blevet overordentlig populær i Kina og han er blevet modtaget med mange æresbevisninger[11]. Det kinesiske kommunistparti er meget glad for og stolt over at kineserne iflg. Menzies opdagede Amerika 70 år før Columbus. Kinesiske forskere, antydes det af Menzies, har nået lignende forskningsresultater og er nu tilmed blevet bekræftet af en vesterlænding. Det giver Kina, synes det at siges mellem linjerne, omend med risiko for overfortolkning fra min side, en slags historisk førstefødselsret til begge Amerika’er!

 

Projektet Belt and Road Initiative eller OBOR (One Belt, One Road), som det også kaldes, skal nu med præsident Xi Jinping ved roret være første trin i at fuldføre, hvad der dengang blev fravalgt af den kinesiske ledelse.

 

Om ikke før, så er verden i dag på vej ud af, hvad C. Dale Walton i sin glimrende bog Geopolitics and the Great Powers in the Twenty-first Century (2007) kalder the Columbian Epoch, den Columbus’ske Epoke, der startede med Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492.

 

George Modelski og de lange magtcykler

George Modelski har fundet et ikke bare interessant, men efter min og mange andres mening også overbevisende mønster i udviklingen i det internationale system af stater siden 1494. Han kalder sin teori for ”teorien om de lange magtcykler”[12], hvor snart den ene europæiske stormagt, snart den anden har haft overmagten, hegemoniet, i det globale europæiske internationale system af stater. Den hegemoniske magt er derfor iflg. Modelski også verdens­magten.

 

1494 begynder, som George Modelski (1926 – 2014) siger, det første globale system. Før den tid var der intet globalt internationalt system[13]. Det begynder med de store europæiske opdagelser, hvor Columbus’ opdagelse af Amerika 1492 var den første banebrydende nyhed, men andre fulgte efter, ikke mindst Fernão de Magalhães ekspedition, der som den første sejlede jorden rundt. Personligt nåede han selv dog ikke tilbage, idet han blev dræbt i kamp på Filippinerne 27. april 1521 efter at have blandet sig i et lokalt oprør[14]. De overlevende løb 6. september 1522 ind i havnen Sanlúcar på Victoria, det eneste, der var tilbage af de 5 skibe, som de have forladt havnen med over 3 år tidligere[15].

 

Det var Portugal, der således af nok en tilfældighed blev den første globale magt, fordi Portugal var den første europæiske magt, der var i stand til at etablere en sådan hjemlig organisation, at Portugal blev i stand til at optræde som en global sømagt, dvs. en sømagt med global rækkevidde[16]. Den organisa­tionsevne var enestående på den tid. Det er Modelskis fortjeneste at have fremhævet dette. Hermed træder Portugal ikke bare ud af Spaniens skygge, men også foran Spanien, hvad skabelsen af det globale internationale system angår.

 

Mønstret George Modelski opdagede

For at lette forståelsen af Modelskis opdagelse har jeg med hjælp fra Modelskis værker sammenfattet dem i 3 skemaer. Skema 1 og Skema 2 viser hver sin del af det grund­læggende 500 år lange mønster af forholdene mellem de europæiske stormagter, hvorimod Skema 3 fokuserer på, hvad kampen mellem stormagterne handler om, nemlig for eller imod den nærværende orden i det internationale statssystem. Skema 1 og Skema 2 giver oversigten, mens Skema 3 benævner, hvad de kæmper for og om.

 

Det er Skema 3, der er nøglen til at forstå den magtkamp, der foregår i dag mellem USA og Kina, nu da Kinas magt øger.

 

Modelski når frem til sine resultater efter omhyggeligt at have læst de mest ansete historiske fremstillinger af dele af eller hele perioden fra 1494. Han finder her 5 lange magtcyklus, som han kalder dem, og som jeg har modificeret med tilføjelse af en ny 6. magtcyklus i Modelskis ånd.

 

SKEMA 1: Hegemoniernes lange magtcykler

1. 1494 – 1579 Portugal er hegemon
2. 1580 – 1689 Nederlandene er hegemon
3. 1689 – 1792 England er hegemon
4. 1792 – 1914 England er igen hegemon
5. 1914 – 1989 USA er hegemon
6. 1989 – 2xyz USA er igen hegemon

 

Nu er disse hegemonier ikke bare poppet ud af og op af historien. De er iflg. Modelski resultater af verdenskrige, dvs. krige, der omfatter alle stormagterne i hele det europæiske internationale system, både hvad årsag og virkning angår[17].

 

SKEMA 2: Verdenskrige

I.               Således er Portugals hegemoni et resultat af at Portugal gik sejrende ud af krigene mellem Portugal, Spanien, England og Frankrig i Italien og i Det Indiske Ocean 1494 – 1516.
II.             Nederlandenes hegemoni er et resultat af at Nederlandene gik sejrende ud af krigene mellem Nederlandene, England, Frankrig og Spanien i de hollandsk-spanske krige 1580 – 1608.
III.            Englands første hegemoni er resultatet af at England gik sejrende ud af krigene mellem England, Nederlandene, Frankrig, Spanien og Rusland 1688 – 1713. Krigene kaldes ofte for Louis XIVs krige.
IV.           Englands andet hegemoni er et resultat af at England sejrede i krigene mellem England, Rusland, Frankrig, Nederlandene og Spanien 1792 – 1815. Disse krige kaldes normalt Napoleonskrigene.
V.             USA’s første hegemoni 1914 – 1989 er et resultat af, at USA gik sejrende ud af VK I og VK II mellem USA, England, Frankrig, Rusland og Tyskland, Italien og Japan 1914 – 1945.
VI.           USA’s andet hegemoni 1989 – 2xyz er et resultat af, at USA sejrede i Den Kolde Krig mellem USA og USSR 1945 – 1989.

 

 

Opdelingen på årstal af de 4 første magttilstande er hentet fra George Modelski & Patrick M. Morgan: ”Understanding Global War”[18]. Modelski finder frem til, at der trods store udsving i gennemsnit er o. 108 år mellem hver ny begyndelse af en hegemonitilstand, inklusive en verdenskrig mellem hver overgang. Faktisk viser det sig, at hvert hegemoni, hvor hegemonimagten i begyndelsen endnu ikke er udfordret siden 1494 trods store udsving i snit varer o. 27 år, hvorefter hegemonen fortsætter med at levere sin orden, men nu udfordres af andre ikke-hegemoniske stormagter, hvorved dens grundvold langsomt smuldrer, for til sidst at nå frem til en anarkisk, hegemoniløs periode med fred-ved-magtbalance, der trods udsving i snit også varer o. 27 år. Fred-ved-magtbalance-perioden afløses efterfølgende af en ny verdenskrig på – trods – udsving o. 27 år, og ud af denne verdenskrig udkrystalliseres en ny hegemon – eller – og det er vigtigt –  også genvinder den gamle hegemon sin orden i verdenskrigen, hvorefter dens uudfordrede hegemoniske magt igen fornyes og påny varer o. 27 år[19]. Osv.!

 

Sammenfattende kan vi sige, at udviklingen i det globale europæiske internationale system af stater forløber som cykliske magtbevægelser med i gennemsnit 27-års faser:

 

Hegemoni (uudfordret) i 27 år => hegemoni (udfordret) i 27 år => hegemoniløs, anarkisk periode på 27 år => verdenskrig i 27 år {=> nyt hegemoni (uudfordret) i 27 år} o.s.v.. I alt 108 år i gennemsnit fra et hegemonis begyndelse til et nyt hegemonis begyndelse.

 

Modelski slår sig ikke til tåls med dette under alle omstændigheder interessante resultat. Han graver dybere for at få noget nærmere at vide om indholdet i disse magtcykler. Hvad kæmper de om og for? Hvad er det for kollektive mekanismer i det internationale system af stater, der karakteriserer de 4 faser hver for sig? Modelski henter inspiration fra klassisk organisationsteori og når frem til følgende simple karakteristik for hver fase.

 

SKEMA 3

 

 MAGTCYKLUSFASE                ØNSKE OM ORDEN      NÆRVÆRELSE AF ORDEN
1.    KRIG                                                 HØJ                                  LAV
2.    HEGEMONI                                      HØJ                                   HØJ
3.    DELIGITIMATION                             LAV                                   HØJ
4.    DEKONCENTRATION                      LAV                                   LAV

 

 

SKEMA 3 skal læses på den måde, at under verdenskrigsfasen kæmper i princippet alle stater mod hinanden, i hvert fald alle stormagter. Mere eller mindre alle vil derfor gerne have krigen afsluttet og afløst af netop sin orden og fred mellem staterne, men der findes ingen orden eller fred under krigen. Orden og fred er et resultatløst ønske under verdenskrigen. Det benævnes i skemaet som, at nærværelse af orden under verdenskrigen er lav, samtidig med at ønsket om orden er høj. Sådan vil det være, indtil én stormagt har sejret og derefter benytter sin sejr til at oprette sit hegemoni over det internationale system, dvs. sin orden og sin fred.

 

I SKEMA 3 benævnes det som, at nærværelsen af orden og fred nu er blevet stor, men det nye er, at ønsket om orden nu også er stort. Også fra de besejrede. Der er m.a.o. fred. Begge dele leveres af hegemonen. Hegemonen er nu lederen i det internationale system af stater og sætter de rammer og angiver de normer, som de andre stater skal agere inden for. Hegemonen er populært sagt både lovgivende, udøvende og dømmende magt i ét. Herved sørger hegemonen for, at over­træderne ikke slipper godt fra overtrædelsen. Afstraffelsen skaber tilfredshed hos nogen og utilfredshed hos andre, men i gennemsnit tilfredshed.

 

Med tiden vokser utilfredsheden imidlertid med hegemonens opretholdelse af orden blandt de ikke-hegemoniske stater. Hegemonens orden og magtudøvelse imødekommer efter de fleste ikke-hegemoniske magters opfattelse ikke længere deres behov. Samtidig opfatter de sig som så stærke, at de tør modsætte sig hegemonens ordensmagt og fred, som de nu under deres nyvundne styrke mener, at de med held kan bekæmpe. Derfor ønsker de en anden orden end den hegemonen hidtil har leveret og som den til trods for utilfredsheden blandt de ikke-hegemoniske magter fortsætter med at udbyde. Nærværelsen af orden er stadig høj, mens ønsket er lavt iflg. SKEMA 3.

 

Modelski kalder denne situation af bred utilfredshed for delegitimeringsfasen, altså en periode, hvor hegemonens orden og magt i stigende grad opfattes som illegitim. Hegemonen fortsætter ganske vist med at levere sin orden og fred til fri afbenyttelse, men det øger blot utilfredsheden med hegemonen endnu mere. Freden, som hegemonens orden repræsenterer, opfattes i stigende grad som undertrykkende af de fleste. Det bliver nu afgørende, at de ikke-hegemoniske magter mener, at den orden, som de hver for sig ønsker, er bedre end hegemonens etablerede.

 

Vi har, hvad man kunne kalde hegemoniets paradoks, at den hegemonimagt, der har muliggjort, at de ikke-hegemoniske magter vokser sig stærkere og stærkere og rigere og rigere under hegemonens paraply på et tidspunkt alligevel forkastes af dem, der har haft størst fordel af dette hegemonis orden. Det ser vi om nogensinde lige foran vore øjne i disse år. Ingen har haft større fordel af det amerikanske hegemoni end middelklassen ikke bare i Kina (og Indien), men også i Thailand og Vietnam, og alligevel er det netop Kina, der fører an i forkastelsen af det amerikanske hegemoni! Modsat var taberne middelklassen i Nordamerika, Vesteuropa, Australien og Japan[20].

 

Vi ser også dette i dag i form af Rusland og Kina og deres støtter i Det Globale Syden, som Den 3. Verden kaldes i dag. Mange her mener, at USA’s fred og orden ikke længere er i deres interesse, og at Ruslands og Kinas ordens- og fredstilbud bedre vil kunne tilgodese deres interesser, deres behov. Det er ren ønsketænkning, idet de normalt ikke medkalkulerer de faktiske omkostninger af politisk og økonomisk art ved opretholdelse af deres nye orden. Den virkelige forklaring er snarere, at Kina er langt bedre til at bestikke eliterne i de i forvejen gennemkorrumperede lande i Det Globale Syden. Kina er de lokale, gennemkorrumperede elites bedste forbundsfælle imod eliternes egne befolkninger. Kina kræver hverken menneskerettigheder overholdt eller indførelsen af demokrati. Kineserne blander sig, siger kineserne selv og de lokale eliter samstemmende, ikke i de indre forhold i Det Globale Syden.

 

Deligitimationsfasen varer ikke evigt. Den er forbi, når alle stormagter er blevet omtrent lige store og lige stærke. Når det sker, går stormagterne ind i, hvad Modelski som nævnt kalder dekoncentrationsfasen. I den fase afløses hegemonens orden af en helt ny orden, hvor ingen stormagt længere har den overmagt, som hegemonen tidligere havde. Den fase anses i traditionel international-politik-teori for at være normaltilstanden i det internationale system af stater og den kaldes almindeligvis for anarki. I stedet for hegemonens overmagt hersker under anarkiet magtbalancens magtligevægt.

 

Magtbalancens orden afviger imidlertid fra hegemonens orden ved, at magtbalancens orden er særdeles ustabil. Under fred-ved-magtbalance opstår freden mellem staterne ved, at alle stormagterne har lige – eller omtrent lige – stor militær, politisk og økonomisk styrke. Det betyder, at ingen kan sejre over en anden, men alle våger nervøst over hinanden. Problemet ved denne type fred er, at der ganske vist er ligevægt, men at ligevægten er ustabil. Der skal meget små magtforskydninger til for at freden afløses af krig. En magtbalancefred balancerer derfor også altid på kanten af krig. Mens alle i Vesten talte om en ny fredelig verden efter Murens fald i 1989, Den Kolde Krig og Sovjetunionens opløsning forsøgte John J. Mearsheimer at mane til besindighed ved at hævde at fremtiden såmænd ville blive som fortiden, blot med a-våben som det afgørende stabiliserede element i det fremtidige internationale anarki[21].

 

Vi kender situationen fra fiktionens verden i cowboyfilmene, hvor helten og skurken står alene på hovedgaden hver bevæbnet med en COLT 45. De er intenst fokuserede på hinanden og søger at aflure den anden den mindste uopmærksomhed, som kan udnyttes til at række blank. Det hele forstyrres i stedet uforudset af et solglimt, der rammer heltens ansigt og får skurken til at trække. Helten er imidlertid så meget hurtigere, at han alligevel sejrer. Skurken ligger død i støvet!

 

Fred-ved-hegemoni og fred-ved-imperium er derimod langt mere stabile. Her er den ene part så meget stærkere end de(n) svage, hver for sig eller tilsammen, at det ville være irrationelt, for ikke at sige direkte dødeligt at bryde freden – og alle stater ved dette og alle anerkender mere eller mindre nødtvunget den stærkes tydelige overmagt. Hegemonen og i endnu højere grad imperatoren er den ubestridte leder i sit internationale system af stater.

 

Hvordan tolke Modelskis banebrydende resultater for verden i dag?

Det er enklest at anvende de 3 skemaer direkte på virkeligheden. Tilsammen afdækker de 500 års dynamik i det internationale europæiske system af stater, så lad os se, hvor det bærer os hen i den aktuelle situation.

 

Fra Skema 1 får vi læren om at hegemonierne afløser hinanden, fra Skema 2 ser vi at hegemonen bliver hegemon ved at sejre over udfordrerne i en verdenskrig og fra Skema 3 kan vi se at hegemonikampen forløber igennem 4 faser. Kigger vi nærmere på Skema 1 bemærker vi at USA’s 2. hegemoni ikke fulgte som resultat af en verdenskrig. Der var nemlig ingen verdenskrig. Der har derimod lige siden VK II været en lang række blodige lokale stedfortræderkrige mellem USA og USSR i Den 3. Verden, men krig langs Øst-Vest-konfrontationens hovedakse i Europa har der ikke været og derfor heller ingen verdenskrig. I Europa var der mange op-og-ned-turer i spændingsforholdene, men ingen varm krig, kun en kold! Alle er enige i det skyldtes a-våbene på begge siden. Der eksisterede, hvad man kaldte terrorbalancen eller MAD, Mutual Assured Destruction (Gensidig Sikret Ødelæggelse). Eller som den senere forbundstyske kansler Helmut Schmitt rammende udlagde MAD: ”Wer als Erster schiesst, wird als Zweiter sterben”[22] (Den der skyder som nummer 1, dør som nummer 2). Fortolket på denne måde indbefatter USA’s første hegemoni også undertrykt verdenskrig i Europa sammenkoblet med lokale åbne stedfortræderkrige i Den 3. Verden. Virker tolkningen søgt, ja, indrømmet, men den tilpasser teorien til eksistensen af det helt nye krigsmiddel: kernevåbenet, som gør det umuligt for antagonisterne at forudberegne gevinster og tab og derfor tvinges de til tilbageholdenhed.

 

Omend det ikke er hele forklaringen! Udgangen var også et resultat af, at Sovjetunionen forfaldt indefra og at Mikhail Gorbatjov valgte at opløse Sovjetunionen i stedet for at starte en verdenskrig, modsat hvad en leder med en anden personlighed måske ville have gjort.

 

Springer vi nu frem til USA’s andet hegemoni, kan det tolkes som, at USA i dag er kommet igennem hegemoniets legitimitetsfase. Den har varet ca. 27 år, svarende til gennemsnittet i Modelskis lange magtcyklusser. Nu er verden gået ind i delegitimitetsfasen.

 

Delegitimitetsfasen, kan vi sige, begyndte et sted mellem februar 2007, hvor præsident Putin på sikkerhedskonferencen i München proklamerede, at Rusland ikke længere kunne acceptere USA’s hegemoni, men ville have et mere retfærdigt internationalt system med flere poler, ikke kun én[23], og juni 2018, hvor Kinas Kommunistiske Parti afsluttede sin centrale udenrigspolitiske konference under forsæde af præsident Xi Jinping. Her proklamerede man bl.a. en kinesisk overtagelse af det amerikanske hegemonis institutioner, idet man samtidig ville omfortolke dem, så de efterhånden modsvarede Kinas interesser[24]. Hertil har Kina for nylig fået aktiv opbakning fra den muslimske verden og Det Globale Syden. Den sidste tid har USA og Vesten lidt mange nederlag på legitimitetsfronten, ikke mindst med de mange frafald i Det Globale Syden – og de vil næppe være de sidste.

 

Når Kina har gennemført en yderligere oprustning både konventionelt, cyber og atomart vil vi glide over i sidste fase af cyklussen, dekoncentrationsfasens anarki, hvor der råder fred-ved-magtbalance. Den skulle iflg. Skema 3 munde ud i verdenskrigsfasen, hvorved en ny lang magtcyklus skulle påbegyndes.

 

Verdenskrig er i dag jo ensbetydende med atomkrig, vil de fleste sige – og ja, det er det, men jeg er ret sikker på, at der ikke bliver atomkrig, men i stedet mange ikke-atomare krige under eskalationstærsklen til a-våbenkrig. Jeg vil dog lade denne vigtige problemstilling ligge her, idet jeg vil vende tilbage til den i en senere artikel med udgangspunkt i Graham Allisons også i Kina meget læste bog DESTINED FOR WAR – CAN AMERICA AND CHINA ESCAPE THUCYDIDES’S TRAP? [25] og Kevin Rudd: THE AVOIDABLE WAR – The Dangers of a Catastrophic Conflict between the US and Xi Jinping’s China[26].

 

Foruroligende og usikker år frem til 2070

Uanset om man accepterer George Modelskis teori om de lange magtcykler eller ej, er det indiskutabelt, at verden i dag står ved indgangen til 50 – 60 år særdeles usikre, højspændte og farefyldte år. Mange vil formentlig frygte en atomkrig, det gør beslutningstagerne i atommagterne også – og derfor bliver der ingen atomkrig, men mange mindre ikke-atomare krige.

 

ASIEN I STEDET FOR EUROPA

I det langtidshistoriske perspektiv står Verden overfor at skulle afgøre, hvem der skal lede verden i de næste mange år, USA igen eller Kina (eller Indien?). Skal USA fortsat være verdensmagten (hegemonen), der med sin hidtil overlegne militærmagt og politiske indflydelse udstikker rammerne for alle staters samspil, eller skal det være Kina (eller som dark horse Indien)? Svaret på det spørgsmål gives i praksis. Og svaret er helt lavpraktisk og eksistentielt for Europa. Alle verdensmagter har siden 1492 som sagt været europæiske, hvortil jeg også regner USA.

 

Kina som verdensmagt vil også betyde en fundamental ændring i hele det intellektuelle verdensparadigme. I én henseende ligner det asiatiske intellektuelle verdensparadigme den europæiske oldtids og middelalders paradigmer. Jørgen K. Bukdahl (1936 – 1979)[27] fremhævede engang under en forelæsning på Aarhus Universitet tilbage i begyndelsen af 1970’erne, at skulle man med 2 ord gøre rede for forskellen mellem middelalderen og den moderne tid siden oplysningstiden, skulle det være ulighed kontra lighed. Siden oldtiden og op igennem middelalderen har menneskenes orden været anset for at bygge på ulighed og hierarki, men fra oplysningstiden har det i stigende grad været lighed, særligt hvad angår forholdet mellem mennesker, køn og race. Det er naturligvis en forenkling, men en forenkling, der samtidig har en rammende pointe. Den ændring har Kina imidlertid aldrig gen­nem­gået. Med Kina som verdensmagt vil ulighed og hierarki igen blive den dominerende norm. I Martin Jacques’ ord i henseende til race:”The rise of China to surpass the West will, over time, inevitably result in a gradual reordering of the global hierarchy of race” (Kinas opstigen og overhaling af Vesten vil, over tid, uundgåeligt resultere i en gradvis omorganisering af det globale racehierarki)[28], og han fortsætter andetsteds: “The fact that the Chinese sense of superiority survived more than a century and a half of being hugely outperformed by the West is testament  to its deeply ingrained nature.” (Faktummet, at den kinesiske overlegenhedsopfattelse overlevede mere end halvandet århundredes udkonkurrering af Vesten, vidner om dens dybt rodfæstede natur). Det ville være forkert, siger Martin Jacques, at reducere raceoverlegenheden til en ideologi. Dertil er denne indstilling alt for gammel og alt for dybt rodfæstet i kinesisk historie[29]. Han-kineserne sidder på toppen af race-stigen, mens de sorte udgør bunden.

 

Overtager Kina hegemoniet, vil den vestlige civilisation blive reduceret til at tilhøre rækken af lost civilisations ligesom fx Etruskerne, Inka- og Mayariget og dermed til en parentes i verdenshistorien. Og så er der ikke sagt noget om de interne kræfter i Europa, der via særlig den store indvandring fra de muslimske lande og med henvisning til menneske­rettigheder og internationale konventioner fremmer det samme. Europa er med sin realitetsforagt og ligegyldighed overfor ydre og indre fjender blevet sin egen værste fjende.

 

Kun den vestlige civilisation har lighed som ideal og kun den vestlige civilisation har overtaget den demokratiske arv fra oldtidens Athen. Mister USA hegemoniet, vender verden tilbage til andre civilisationers ulighedsidealer og autokratiske styreformer som idealet for det gode liv i det gode samfund. Athen led som bekendt nederlag til Sparta i Den Peloponnesiske Krig, der i øvrigt varede i 27 år[30].

 

Det er her særligt vigtigt iflg. Martin Jacques, at den kinesiske civilisation i dag har form af en stat – en stat-civilisation[31]. Og Huntington ville være enig!

 

Aksetiden

Den kinesiske civilisation har ligesom Indien i øvrigt egne hjemmegroede rødder. Det kan i den forbindelse være grund til at genoptage den tyske filosof og psykiater Karl Jaspers (1883 – 1969) teori om aksetiden (die Achsenszeit). Det er det tidsrum, hvor 3 civilisationer uafhængigt af hinanden udkrystalliserede sine egne videns- og visdomsparadigmer, den kinesiske, den indiske og den græske[32].

 

Karl Jaspers hæftede sig ved at der fandtes parallelle processer i Kina, Indien, Israel og Grækenland, der uanset forskellene og afstande hinanden imellem set i bakspejlet sigtede på det samme: At erstatte mythos om en magiske tidsalder med logos. Karl Jaspers fremlægger sin teori i sin bog Vom Ursprung Und Ziel Der Geschichte {Om Historiens Oprindelse og Mål}1949). Aksetiden er tiden mellem 800 f. Kr og 200 f. Kr. med årene omkring 500 f. Kr. som omdrejningspunkt. Her sættes alle 4 steder spørgsmålstegn ved hidtil ubevidste anskuelser, sæder og tilstande, idet man nu bevidst underkaster dem filosofiske og videnskabelige undersøgelser med henblik på bekræftelse eller forkastelse.

 

Herved sættes der alle 3 steder en civilisationsprægende læreproces i gang, der stadig varer ved, men som for Europas vedkommende derudover iflg. Jürgen Habermas i hans efter min mening bedste bog Nachmetaphysisiches Denken II (2012)[33] forstærkes af den såkaldte nominalistiske revolution i den europæiske tænkning under højmiddelalderen (jf Rosens Navn), hvor metafysiske tankeformer med deres spekulative væsensforklaringer efterhånden forkastes til fordel for forklaringer baseret på logik og erfaringer. Denne proces blev stadig iflg. Habermas i øvrigt fuldbyrdet i Europa på Kants tid.

 

Der er imidlertid ikke kun tale om historieteori og viden om gamle dage. Den amerikanske psykolog Richard E. Nisbett har dokumenteret med empiriske metoder at kinesere og asiater i det hele taget tænker anderledes end vesterlændinge. Det sker i den desværre oversete bog THE GEOGRAPHY OF THOUGHT – How Asians and Westerners Think Differently … and Why (2003) [34].

 

Nisbett begyndte sin undersøgelse efter inspiration og opfordring fra én af sine kinesiske studenter ved navn Kaiping Peng[35]. Det var lidt af en personlig overvindelse at gå i gang. Nisbett havde 10 – 12 år tidligere, siger han, været medforfatter på en bog, hvor han hævdede det modsatte, at menneskene over hele verden tænker ens[36]. Nisbetts indsigt er faktisk også pointen i Samuel P. Huntington: The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order[37]. Huntington svarede sine kritikere i en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs[38] med den sigende title ”The West Unique, not Universal”!

  1. april 2023

Henning Duus

Henning Duus er født i 1945 og pensioneret, men har arbejdet 28 år for Forsvaret som lektor i statskundskab først ved Søværnets Officersskole, derefter Flyvevåbnets Officersskole og Forsvarsakademiet, men fra 1991 ved Hærens Officersskole, hvor han siden begyndelsen af 1990’erne først og fremmest har undervist i international politik og folkeret samt kulturforståelse. Han er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og næsten bachelor i religionsvidenskab og minoritetsstudier fra Københavns Universitet (Åbent Universitet). Han har undervist ved Aarhus Universitet i studietiden, i gymnasiet og ved Københavns Universitet (kandidatstipendiat).

 

[1]https://www.nzz.ch/international/xi-putin-treffen-china-stuetzt-putins-wirtschaft-massiv-nzz-ld.1731550

[2] ) A.P. Moller – Maersk launches Europe-China air freight service to add further agility to customer supply chains | Maersk

[3] ) Se den fremragende engelsksprogede tyskproducerede “Destination Europa” lavet af Deutsche Welle https://www.dw.com/en/destination-europe-chinas-belt-road-project/video-63755492 og den engelsksprogede schweiziske JAVA Films China’s “New Silk Road: Connecting China to Europe by Road, Rail & Sea” 

https://www.youtube.com/watch?v=UvPJ5Utrcwg

[4] ) Raymond Aron: Paix et guerre entre les nations. Calmann-Lévy, 1962. Min udgave er sjette gennemsete og korrigerede fra 1968 (794 ss.), her ss. 158 – 161.

[5] ) Joseph S. Nye : SOFT POWER – THEN MEANS TO SUCCESS IN WORLD POLITICS. Public Affairs, 2004 (189 ss.).

[6] ) William A. Callahan & Elena Barabantseva (eds.): CHINA ORDERS THE WORLD – Normative Soft Power and Foreign Policy. The Johns Hopkins University Press, 2011 (280 ss.).

[7] ) Gavin Menzies: 1421 – The Year China Discovered the World. Bantam Book, 2003 (650 ss.).

[8] ) Felipe Fernández-Armesto: 1492 – The Year the World Began. HarperCollins, 2007 (294 ss.) og Roderich Ptak: China und Asiens maritime Achse im Mittelalter – Konzepte, Wahrnehmungen, offene Fragen.  De Gruyter, 2019 (68 ss.).

[9] ) Robert Finley:” How Not to (Re)Write World History: Gavin Menzies and the Chinese Discovery of America ” i Journal of World History. Vol. 15, No. 2, 2004, ss. 229 – 242, her s. 232.

[10] ) Felipe Fernández-Armesto: 1492, s. 211.

[11] ) Gavin Menzies, s. 323ff.

[12] ) George Modelski: Long Cycles in World Politics. M Macmillan, 1997 (244 ss.).

[13] ) George Modelski: Long Cycles in World Politics, s. 25f.

[14] ) Felipe Fernández-Armesto: STRAITS – BEYOND THE MYTH OF MAGELLAN. Bloomsbury, 2022 (363ss), s. 83.

[15] ) Felipe Fernández-Arnesto:  STRAITS, s. 273.

[16] ) Jorge Nascimento Rodrigues & Tessaleno Deveza: PIONEERS OF GLOBALIZATION – Why the Portuguese surprised the World. Centroatlantico.PT, 2007 (271ss.)

[17] ) George Modelski: Long Cycles in World Politics. M Macmillan, 1997 (244 ss.), her, s. 44 og George Modelski & William R. Thompson: Seapower in Global Politics, 1494 – 1993. University of Washington Press, 1988, (380 ss.), her s. 16.

[18] ) George Modelski & Patrick M. Morgan: “Understanding Global War” i Journal of Conflict Resolution. Vol. 29, No.3, 1985, ss. 391 – 417, her s. 396 og Richard Rosecrance: ”Review: Long Cycle Theory and International Relations” i International Organization, Vol. 41, No. 2. (Spring, 1987), ss. 283-301, her s. 288.

[19] ) George Modelski: Long Cycles in World Politics. M Macmillan, 1997 (244 ss.), her, s. 102f.

[20] ) Interviewet med Branko Milanovic i Neue Zürcher Zeitung 5. 7. 2016 i anledning af hans bog GLOBAL INEQUALITY – A New Approach for the Age of Globalization. Harvard University Press, 2016 (320 ss.). Se http://www.nzz.ch/nzzas/nzz-am-sonntag/branko-milanovic-interview-einkommen-migranten-muessten-diskriminiert-werden-ld.104023 .

[21] ) John J. Mearsheimer:”Back to the Future – Instability in Europe after the Cold War” i International Security. Vol. 15, No. 1, 1990, ss. 5 – 55.

[22] ) Citeret efter hukommelsen.

[23] ) Se Putins tale https://www.youtube.com/watch?v=hQ58Yv6kP44

[24] ) Se en glimrende oversigt over det moderne Kinas historie https://www.cfr.org/china-global-governance/ og særlig Kevin Rudds forelæsning for Lee Kuan Yew School on Public Policy, National University of Singapore, 26. 6. 2018 https://www.kevinrudd.com/archive/2018-06-26-kevin-rudd-speaks-to-the-lee-kuan-yew-school-of-public-policy-xi-jinping-china-and-the-global-order-the-significance-of-chinas-2018-central-foreign-policy-work-conference

[25] ) Graham Allison: DESTINED FOR WAR – CAN AMERICA AND CHINA ESCAPE THUCYDIDES’S TRAP? Houghton, Mifflin, Harcourt, 2017 (364 ss.).

[26] ) Kevin Rudd: THE AVOIDABLE WAR – The Dangers of a Catastrophic Conflict between the US and Xi Jinping’s China. Public Affairs, 2022 (421 ss.)

[27] ) Nils Gunder Hansen: TANKER AF EN ANDEN VERDEN – Jørgen K. Bukdahl – HANS LIV, VÆRK OG AKTUALITET. Gyldendal, 2019 (257 ss.).

[28] ) Martin Jacques: WHEN CHINA RULES THE WORLD – THE END OF THE WESTERN WORLD AND THE BIRTH OF A NEW GLOBAL ORDER. 2nd ed. Penguin Books, 2012 (812 ss.), s. 514.

[29] ) Martin Jacques, s,569ff.

[30] ) Hans Furuhagen: Hellenernes verden. Bd. 4 i Erling Bjøl (red.): Politikens Verdenshistorie. Politiken, 1983, ss. 251 – 265.

[31] ) Martin Jacques, ss. 241 – 293.

[32] ) Karl Jaspers: VOM URSPRUNG UND ZIEL DER GESCHICHTE. R. Pieper & Co, 1950 (349 ss.), her ss. 15 – 48, særligt måske skemaet s. 48. Om aktualiseringen af aksetidsbegrebet, se Robert N. Bellah & Hans Joas (eds.): The Axial Age and Its Consequences. Harvard University Press, 2012 (548 s.).

[33] ) Jürgen Habermas: Nachmetaphysisiches Denken II. Suhrkamp, 2012 (335 ss.), s. 73.

[34] ) Richard E. Nisbett: THE GEOGRAPHY OF THOUGHT – How Asians and Westerners Think Differently … and Why. Free Press 2003 (263 ss.).

[35] ) Richard E. Nisbett, s. xv.

[36] ) Richard E. Nisbett, s. Xiiiff. Nisbett husker her forkert, da det var 20 – 22 år siden Richard E. Nisbett & Lee Ross: Human Inference – Strategies and shortcomings of social judgement. Prentice-Hall, 1980 (349 ss.) udkom.

[37] ) Samuel P. Huntington: The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order. Simon & Schuster, 1996 (372 ss.)

[38] ) Samuel P. Huntington: “The West Unique, nor Universal” i Foreign Affairs. Vol. 75, No. 6, 1996, ss. 28- 46

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…