|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Ordene ”Fra Floden til Havet, Palæstina vil blive frit!” er hentet fra tilføjelsen til HAMAS CHARTRET/PAGTEN (Aug.1988) med titlen ”A Document of General Principles & Policies” (May 2017).
(Jeg anvender her Hamas egen engelsksprogede pdf-udgave, hentet fra nettet. Vedr. selve HAMAS CHARTRET fra 18. august 1988 har jeg anvendt oversættelsen fra Yale Law School’s AVALON Project, se http://avalon.law.yale.edu/20th_century/hamas.asp .)
I Hamas Chartret fra 1988 forekommer jihad mod Israel 11 gange og i tilføjelsen fra 2017 1 gang, idet det slås fast at jihad altid vil være ikke bare legitim, men også både en pligt og en ære uanset, hvilke aftaler der måtte indgås med Israel! Aftaler med Israel kan aldrig kaldes fred!
Hamas ønsker et frit Palæstina, der som en integral, sammenhængende territorial enhed strækker sig fra Jordan-floden i øst til Middelhavet i vest og fra Ras Al Naqurah i det sydligste Libanon til Umm Al Rashrash ved Akababugten i syd, som det 2017 hedder i den 10 side lange tilføjelse til HAMAS Chartret: ”A Document of General Principles & Principes” (May 2017)!
Her må man have lov at spørge, om dette politiske projekt vurderet på sine egne præmisser selv under forudsætning af, at Israel skulle blive udslettet som stat, og måske endda alle jøder fysisk udslettede, overhovedet er sandsynligt i virkelighedens verden? Er det sandsynligt, at palæstinenserne i så fald ville få deres egen stat?
At svare ja til dette spørgsmål, ville i så fald som minimum forudsætte, at Israels eksistens var og er den eneste hindring for et frit, selvstændigt Palæstina – og det er langt fra korrekt. Israel har aldrig været den eneste forhindring for en palæstinensisk selvstændig stat, ikke engang den vigtigste.
Et tankeeksperiment
For at forstå hvorfor det nærmest er helt usandsynligt, må vi i tankerne lade virkeligheden ske, som Hamas ønsker det. Lad os da lave et tankeksperiment, for nu at låne et begreb fra selveste Albert Einstein.
Lad os derfor gøre den uhyrlige forudsætning for tankeeksperimentet, at Hamas og Hizbollah fik held til at udslette Israel fra landkortet og udrydde alle jøderne. Nu ville så hele det område, som hidtil har været under Israels overhøjhed, ligge tomt hen med øde veje og bygninger uden liv, kun døde og lemlæstede jødiske og andre lig overalt.
For at forstå, hvorfor sandsynligheden for at området ville tilfalde en palæstinensisk stat nærmest er 0, må vi begynde med at kigge på et politisk landkort over området, helst en globus, men et atlas går også an. Her kan man nærmest se nej’et skrevet hen over landkortet.
På landkortet kan vi se de regionale stormagter omkring Israel med Iran i øst, Tyrkiet i nord, Saudi-Arabien i syd og Egypten i sydvest.
Iran er centrum for shia-islam og har siden Khomeini-revolutionen i 1979 startet en ideologisk og politisk ekspansion, hvis geopolitiske formål synes at være at omringe og udslette den sunni-muslimske højborg Saudi-Arabien, der henter en betydelig del af sin legitimitet fra at være beskytteren af islams 2 største helligsteder, Mekka og Medina. Den rolle ønsker Iran at overtage.
Rollen som beskytter sattes der imidlertid et for Saudi-Arabien systemtruende spørgsmålstegn ved allerede med angrebet på Den Store Moske i Mekka 20. november 1979, idet Khomeini kun få måneder efter sin tilbagevenden til Teheran 1. februar 1979 gav udtryk for, at han støttede angrebet, og det ledte til at mange troede at Teheran stod det bag voldsomme angreb. Det viste sig dog at det rent faktisk ikke var udført af eller med forhåndsstøtte fra Teheran, men var et internt oprør mod kong Khaled og Saud-familien, måske inspireret af Det Muslimske Broderskab (Madawi Al-Rasheed: A History of Saudi Arabia. 2nd ed. CUP, 2010, s. 139f.). Oprøret blev nedkæmpet af det indhyrede franske gendarmeris anti-terrorkorps GIGN, der i anledning af opgaven måtte konvertere til islam (se Yoroslav Trofimov: The Siege of Mecca – The Forgotten Uprising in Islam’s Holiest Shrine. Penguin, 2005 (308 ss.)). Til gengæld afstedkom den verbale støtte fra Khomeini at shiitterne i Saudi-Arabien gjorde oprør.
Ikke desto mindre benyttedes det interne opgør i Saudi-Arabien af iranerne til at udvide Irans dominans og indflydelse, der fra o. år 2000 har antaget form af en knivtangsstrategi mod Saudi-Arabien, idet Iran via shiitiske minoritetsgrupper i de forskellige lande i området (se kortet over disse steder i Vali Nasr: THE SHIA REVIVAL – How Conflicts within Islam Will Shape the Future. W. W. Norton, 2007, (311 ss.) ss. 12 -13) går i en bred bue igennem Irak, Syrien og Libanon for at omringe Israel og Saudi-Arabien nordfra og samtidig, hvad Saudi-Arabien angår, sydfra med et angreb i ryggen på Saudi-Arabien længst nede på hjørnet af Den Arabiske Halvø og Det Indiske Ocean ved Bab-Al-Mandab-Strædet og indsejlingen til Det Røde Hav. Saudi-Arabien har som forsvar bygget en 1800 km lang forsvarsbarriere ned mod Jemen og Irans houthi-støtter dér, ligesom man har bygget et hegn mod Irak.
Det er en politisk-militær strategi, hvis nordligste del minder om det wilhelmske tyske kejserriges strategi over for Frankrig op til VK I. Jeg tænker selvfølgelig på Schieffen-planen opkaldt efter dens skaber generalstabschef og Generalfeltmarschall Alfred von Schieffen (1833 – 1913). Her var grundtanken, at de tyske styrker skulle omgå de franske forsvarslinjer ved at gå ind i Frankrig helt ude tæt på Den Engelske Kanal, hvor det franske forsvar var mindst. Iran erstatter Frankrig med Saudi-Arabien, Den Engelske Kanal med Middelhavet og Belgien med Israel.
Denne strategi fik den jordanske sunni-muslimske kong Abdullah II til i 2004 at advare mod, hvad han kaldte the Shiite Crescent, Den Shiitiske Halvmåne. Den benævnelse var formentlig en sarkastisk omformulering af den klassiske, landbrugshistoriske betegnelse for området, the Fertile Crescent, Den Frugtbare Halvmåne
I dag kalder man sig selv for the Alliance of Resistance mod Israel, idet man har valgt et navn, der kan rumme alle typer medlemmer, stater som ikke-stater, shia som sunni og kristne og mere eller mindre sekulære grupper som fx PLO, PFLP og DFPL.
(Jeg er inspireret af Vali Nasr: THE SHIA REVIVAL – How Conflicts within Islam Will Shape the Future. W. W. Norton, 2007 (311 ss.)).
Iran ser sig her som lederen af alliancen. I den aktuelle konfliktsituation med krig mellem Israel og Hamas har Irans Al Quds Styrke, der er en del af revolutionsgarden (Ali Alfoneh: IRAN UNVEILED. AEI Press, 2013 (267 ss.) passim) organiseret, hvad den kalder, et Joint Operation Room for operationer mod Israel og Gaza og Vestbredden (NB: Al Quds er arabisk for Jerusalem). Det rum består af 3 lag:
- lag udgøres af alle Iran-støttede palæstinensiske grupper, særlig Hamas og Islamisk Jihad.
- lag udgøres udelukkende af Hizbollah (!).
- lag udgøres af Iran-støttede militser i Syrien, Irak og Jemen
(se Hamidreza Azizi: “How Iran and its allies hope to save Hamas” på Texas University’s WAR ON THE ROCKS How Iran and Its Allies Hope to Save Hamas – War on the Rocks ).
Denne lagdeling er særlig interessant ud fra den af mig gjorde forudsætning i tankeeksperimentet, at Hamas har haft held til at udslette både Israel og alle jøderne. I det lys har Iran nu ikke længere brug for Hamas og Islamisk Jihad eller andre sunni-muslimske grupper! I denne nye situation skifter Hizbollah opgave ud fra sin position i forhold til Hamas og Islamisk Jihad. Hizbollah skifter eksistensberettigelse, når Israel og jøderne er udslettede, idet den nu bliver at nedkæmpe Hamas og andre sunni-muslimske grupper samt PLO og andre nationalistisk-sekulære grupper og gøre området til iransk territorium.
Er jeg ikke ude i åbenlyst tankespind? Nej, så langt fra, som jeg vil vise nedenfor. Det kræver et tilbagegreb på islams historie.
Islams histories lange og blodige kamp mellem sunni og shia
Man må gøre sig klart, at med Israel og jøderne udslettede som i mit tankeeksperiment vil den iranske indflydelse også ændres drastisk. Den vil ikke bare være status quo ante som en ring om tomrummet efter Israel. Den vil nu være meget, meget større. I det geopolitiske tomrum ligger efter Israels udslettelse plateauet Al-Haram Al-Sharif i Jerusalem med Klippemoskeen og Al-Aqsa-Moskeen (se https://noblesanctuary.com/ ). Al-Haram Al-Sharif er jødernes Tempelbjerget.
Klippemoskeen m. Kædekuplen mod øst/højre i baggrunden. Foto: H. Duus oktober 2019.
Indgangen til den undseelige og triste Al-Aqsa-Moske. Foto: H. Duus oktober 2019
En del af muren indtil Al-Aqsa-Moskeen udgøres i øvrigt af jødernes Grædemur, der er resten af det andet tempel, som jøderne byggede efter at Kyros d. Ældre af Persien 538 f. Kr. gav jøderne lov til at vende tilbage fra det babyloniske fangenskab. Det andet tempel blev ødelagt år 70 e.Kr. af romerne.
Grædemuren – Mændenes afsnit. Foto: H. Duus oktober 2019
Grædemuren – Kvindernes afsnit. Ingen adgang for mænd. Foto: H. Duus oktober 2019
Klippen, som Klippemoskeen er bygget over, er iflg. islam stedet, som Muhammed brugte som sit springbræt for sin natrejse (isra) fra Mekka, Muhammeds fødeby, til Jerusalem og herfra i et hop videre op igennem alle 7 himler (miraj) op til Gud. Han fik hjælp af ærkeenglen Gabriel og red på den bevingede hingst Burak.
I klippen, som Klippedomen (færdig 692) er bygget over, findes noget, der kunne ligne aftrykket af en fod, en noget stor sådan én, så vidt jeg husker fra mit besøg i Klippemoskeen i august 1974. Det imaginære fodaftryk er for den troende muslim mærket fra afsættet af Muhammeds fod på hans rejse op til Gud. Samme klippe er i den jødiske tradition stedet, hvor Abraham, den første patriark, forberedte at ofre sin søn Isak.
Al-Haram Al-Sharif er islams 3. helligste sted, som Iran siden 1979 ønsker at gøre til sit første domesticerede store helligsted. Besiddelsen heraf ville øge shia-islams prestige i den muslimske verden enormt og sammen med et evt. senere herredømme over Mekka og Medina, ville det også tippe legitimitetsforholdet i hele den muslimske verden mellem sunni (flertalsmuslimerne) og shia (mindretalsmuslimer) drastisk. Netop derfor vil sunni-islam med Saudi-Arabien i spidsen gøre alt for at forhindre en sådan sejr for shia og Iran.
Jamen, Hamas, Islamisk Jihad og andre af samme slags er jo muslimer, så hvorfor skulle Iran ville udrydde Hamas og andre sunni-muslimske grupper, kunne man berettiget spørge? Svaret ligger gemt i islams tilblivelseshistorie.
For at forstå alvoren og intensiteten i nej’et vedrørende det sandsynlige i, at Palæstina fra Floden til Havet ville blive frit selv, hvis Israel og jøderne blev udryddede, sådan som Hamas iflg. sin Pagt fra august 1988 ønsker, må man tage udgangspunkt i historiske grunde til rivaliseringen mellem shia- og sunni-islam og intensiteten i den. Den har altid været blodig.
Historien er for muslimerne levende og aktuel i et helt andet omfang og med en helt anden intensitet end for de fleste kristne og deres historie.
Rivaliseringen går helt tilbage til tiden efter profeten Muhammeds død i 632 og hele opgøret blandt muslimerne, om hvem der skulle være Muhammeds retmæssige efterfølger. Muhammed havde nemlig ikke udpeget sin efterfølger, da han døde 632, og der var heller ingen enighed i menigheden om, hvem der skulle efterfølge Muhammed.
Striden stod mellem dem, der mente at efterfølgeren skulle vælges ved konsensus i en shura inden for menigheden, og dem, der mente at efterfølgeren skulle vælges inden for Muhammeds familie. Den første gruppe vandt, og man valgte ved shura (rådgivende forsamling) Abu Bakr, Muhammeds nærmeste ledsager, som Muhammeds efterfølger og første Khalifat Rasul Allah (Efterfølgeren til Guds profet) mod oppositionen omkring Ali, Muhammeds fætter og svigersøn, gift med Muhammeds ældste datter Fatima. Bakr døde imidlertid allerede i 634 og blev efterfulgt af Umar (634 – 644) og Uthman (644 – 656). Først derefter blev Ali (656 – 661) valgt til kalif. Alis valg til kalif afstedkom imidlertid så voldsom en modstand, at man almindeligvis taler om modstanden som den første borgerkrig i islam, fra 656 – 661, hvor Ali slutteligt blev myrdet. Han blev efterfulgt af Muawijjah (661 – 680). Muawijjah sørgede for at hans søn Jasid til sin tid ville blive Muawijjads efterfølger. Det resulterede i den anden borgerkrig 680 – 692 og den tredje borgerkrig 744 – 750 under Umajjadedynastiet (661 – 750).
Af de 4 første såkaldte ’retledede kaliffer’ (Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali) blev de 3 myrdede og det inden for en periode på 30 år fra 632 – 661. Kun Abu Bakr døde en naturlig død.
Konflikten, om hvem der kan blive kalif, fortsatte efter Alis død, nu mellem den nye kalif Muawijjad og Alis søn Hussein og hans tilhængere. Hussein forsøgte at tvinge sin vilje igennem med magt, men han og hans følgere blev besejret i det berømte slag ved Kerbala i 680, hvor Hussein selv blev dræbt og hans følgere blev massakreret, mænd, kvinder og børn (se Ira M. Lapidus: A HISTORY OF ISLAMIC SOCIETIES. 2nd ed., CUP, 2002 (970 ss.), her, ss. 47-49). Husseins søn Ali Zain al-Abidin overlevede som den eneste. Det er gennem ham, at de shiitiske imamer går videre. (Annemarie Schimmel: Das islamische Jahr – Zeiten und Feste. C. H. Beck, 2001 (168 ss.), ss. 38 – 41)
Husseins død ved Kerbala mindes af shiitter hvert år den 10. dag i det muslimske måneårs første måned, muharram, med et spektakulært sørgetog ved ashura-højtideligheden, hvor mændene pisker sig til blods i sorg over Husseins død. Ashura kendes også fra dets indslag i det københavnske gadebillede på Husseins dødsdag.
Fra nu af består islam af 2 grene, hvor den ene gren holdt fast i at kaliffen skulle udpeges af menigheden ved shura og den anden hævder at kaliffen skal udpeges ved arv inden for Muhammeds familie. Den første gren kalder sig selv for sunni, mens den anden kalder sig for Alis Parti, Shiat Ali, eller blot shia. Inden for shia skiftes betegnelsen ”KALIF” efterfølgende ud til fordel for ”IMAM”. Shia udgør et mindretal blandt muslimerne på 10 %, mens sunni udgør 85 % iflg opslaget ”Shi’i Dynasties” i Encyclopaedia.com se https://www.britannica.com/topic/2023-The-Year-in-Review.
Den muslimske verden blev herefter med få undtagelser regeret af sunni-muslimske kalifater, hvor shia blev både forfulgt og undertrykt, hvorfor der er meget, som et shia-herredømme, in casu: Iran, skal hævne. Det samme fortsatte under de mere eller mindre muslimske styrer oprettet i Mellemøsten efter VK I + II.
I forhold til jødedommen er det overordentligt vigtigt for forståelsen af den nuværende iranske ekspansion i Mellemøsten at synet på jødedommen i iransk shia er meget mere intollerant end i de fleste andre versioner af islam. De kaldes skadedyr og fulde af cancer. De skal derfor udryddes. Det persiske ord i den forbindelse er “marg bar”, der betyder ”død over”. Khomeiny kaldte USA for Den Store Satan og Israel for Den Lille Satan (se Bernard Lewis: The End of Modern History in the Middle East. Hoover Institution Press,2011 (188 ss.), s. 151f.).
Med Israel udslettet og jøderne udryddet som i mit tankeeksperiment vil tiden for shia (Iran) være kommet til at tage hævn over Hamas og andre sunni-muslimske herredømmer, ikke mindst wahhabitterne i Saudi-Arabien.
Hamas hævder ganske vist i Chartret, at kalif Umar (634 – 644) skulle have indstiftet Palæstina som en muslimsk wagf, der dermed skulle være muslimsk indtil Dommedag, som der står. Det er imidlertid i sig selv ikke nogen garanti for, at Palæstina efter en udryddelse af Israel og jøderne skulle forblive sunni-muslimsk. Navnlig i shia skelner man mellem besiddelse af waqf og administration af waqf (se Encylopædia of Islam, 2nd ed.. Vol XI. Brill, 2002, sp. 58 -99, her sp. 64ff.). Derfor kan shia overtage administrationen af Palæstina som waqf efter at Hizbollah har nedkæmpet og udryddet Hamas. Vejen til shias overtagelse af islams 3. helligsted Al-Haram Al-Sharif med Klippemoskeen og Al-Aqsa-moskeen vil nu ligge åben. Et frit Palæstina i den forstand, som Hamas forestiller sig, vil samtidigt være død.
Konklusion på tankeeksperimentet
Som en konklusion på denne tankeeksperimentanalyse kan man sige, at sandsynligheden for, at palæstinenserne og Hamas skulle få det, som de ønsker: ET FRIT PALÆSTINA, hvis de fik Israel udslettet og alle jøder udryddet, er praktisk taget lig NUL!
I stedet ville en udslettelse af Israel med en til 100 % sandsynlighed grænsende sikkerhed udløse en storkrig mellem sunni- og shia-muslimer overalt. Det ville også medføre borgerkrige mellem indvandrede sunni- og shia-muslimer overalt i den muslimske verden og i Vesten og særligt i Vesteuropa.
Er der nogen, der har brug for et stærkt Israel, er det – ud over jøderne selvfølgelig – de vestlige lande med den store uovervejede, systemtruende muslimske indvandring. Eksisterede Israel ikke, måtte man simpelthen opfinde det! Det bør de vestlige regeringer hurtigst muligt forstå og gøre til deres storpolitiske grundsyn vedr. Mellemøsten. Den store muslimske indvandring til Vesten har gjort nødvendigheden af Israels eksistens større end nogensinde, særligt for Vesteuropa. Nu tilbage til virkeligheden!
Hamas’ overordnede militære strategi og taktik
Hamas blev tilsyneladende dannet i 1987 af Sheikh Ahmad Yassin, det var i hvert fald i december 1987, at omverdenen først stiftede bekendtskab med gruppen. Intifadaen mod Israel var netop begyndt.
Gruppen udviklede 2 tydelige fløje: En religiøs, politisk, social og uddannelsesmæssig fløj og en militær fløj under Izz al-Din al-Qassim Brigaderne, der dog først blev dannet i 1991 (se den fremragende Zaki Chehab: INSIDE HAMAS – The Untold Story of Militants, Martyrs and Spies. I. B. Taurus, 2007 (244 ss.), Ch. 3)
Hertil kommer en 3., skjult økonomisk fløj med omfattende multinationale finansielle og virksomheds aktiviteter, som man først er blevet opmærksom på i de sidste år på grund af de amerikanske finansmyndigheders afdækning af dem, se https://home.treasury.gov/news/press-releases/jy1816.
Hamas blev hurtigt en alvorlig udfordring til det sekulære, palæstinensisk-nationale PLO, der var blevet dannet i 1964 og var under kontrol af Egyptens præsident Nasser. Hvor de sekulære palæstinensiske befrielsesbevægelser hentede deres inspiration fra den tredje verdens leninistiske og maoistiske revolutionære bevægelser, dannedes Hamas som Det muslimske Broderskabs palæstinensiske fløj (Matthew Levitt: HAMAS – Politics, Charity, and Terrorism in the Service of Jihad. Yale University Press, 2009 (324 s.), s. 25 og forfatterens aktuelle kommentar https://www.washingtoninstitute.org/policy-analysis/all-changed-hamas-still-hamas ).
Det Muslimske Broderskab var blevet dannet i 1928 i Egypten af læreren Hassan al-Banna (1906 – 1949) som en reaktion på både den tyrkiske opløsning af kalifatet i 1924 og Englands delvise kolonisering af Egypten. Den første formand for PLO var sagføreren Ahmed Shukairy, der havde tætte forbindelser til Saudi-Arabien og i 1930’erne også var Hassan al-Bannas formodede efterfølger. Shukairy blev ekskluderet af Broderskabet, fordi han var for moderat i forhold til den oprørte indenrigspolitiske situation i Egypten omkring krigsafslutningen i 1945 (Richard P. Mitchell: The Society of The Muslim Brothers. OUP, 1969 (329 ss.).
Hamas’ militære strategi og taktik er kraftigt påvirket af Mao Tse-tungs berømte bog om guerillakrig fra 1937 (On Guerrilla Warfare (marxists.org ). Heri sammenligner Mao i kap. 6 guerillakrigerens forhold til resten af samfundet med en fisk i vandet og guerillalederen med en fisker, der med sit fiskenet både holder sammen på fiskene (guerillakrigerne) i vandet og styrer deres bevægelser i en mere eller mindre løst koordineret retning. Som vandet er fiskenes rette element, er menneskehavet iflg. Mao guerillakrigerens rette element.
Det lyder næsten poetisk, men vender man billedet på hovedet, bliver det alt andet en poetisk. Det bliver da skånselsløst brutalt og despotisk. Guerillakrigernes modstandere må herudfra nemlig drage den logiske slutning at fjernelse af vandet – for at blive i billedet – er en effektiv vej for at kunne slå fiskene ihjel, dvs. bekæmpe guerillakrigerne ved at slå deres civile beskyttere ihjel. Derved bliver der ingen klar grænse mellem militære kombattanter, dvs. dem der må slå ihjel lovligt og som fjenden lovligt må forsøge at slå ihjel, og civile. Det er et orientalsk despotis måde at føre krig på. Tværtimod tjener de civile hos Mao som skjoldet kombattanterne bevidst skjuler sig bag. Samme taktiske grundtanke går igen i Hamas’ taktik i Gaza.
Hamas har her succes med at udnytte propagandaeffekten over for offentligheden, der muliggøres af den fundamentale asymmetri p.d.e.s. mellem opfattelsen af krig i Vestens, herunder Israels liberalistiske tankegang, hvor man i den humanitære folkeret, der jo er udviklet lidt efter lidt i Vesten siden slaget ved Solferino i 1859 mellem Østrig og Italien-Frankrig, skelner skarpt mellem kombattanter og ikke-kombattanter, og p.d.a.s. i islam, der kun i meget begrænset omfang kender denne deling (Se Ella Lanau-Tasseron. ”Non-Combatants” in Muslim Legal Thought. Hudson Institute, Paper No. 3, December 2006 (32 ss.)).
Tværtimod går hele denne strategi ud på, dels på det psykologiske plan at vinde medlidenhed i den vestlige offentlighed, dels på det militære plan at fjenden skal slå så mange almindelige mennesker ihjel, at den enten kører fast i menneskehavet, bliver trætte i fysisk og psykisk forstand eller simpelthen løber tør for ammunition, hvorefter Hamas-eliten bryder frem fra undergrunden med udhvilede tropper. Det er således en variant af den klassiske udmattelsesstrategi.
De civile Gazaboeres primære formål er således med deres tilstedeværelse som kroppe at forsvare de væbnede grupper, såsom Hamas og Islamisk Stat m.fl.! Det er den diametralt modsatte opfattelse af den vesterlandske opfattelse, som den har udviklet sig siden sidste halvdel af 1800-tallet, hvor militærets primære formål blev både at forsvare staten som stat og beskytte statens indhold, den civile befolkning.
Strategien siger også en del om det frihedsbegreb, som både Mao og hans efterlignere i Hamas og Islamisk Jihad hylder. Islam har et ydre frihedsbegreb, hvor man skal være fri fra andre stammer og selvfølgelig også ikke-muslimsk indflydelse, hvorimod islam mangler et indre frihedsbegreb, hvor frihed betyder almindelige menneskers frihed overfor staten og eliten. Den ydre frihed er tværtimod koblet sammen med indre underkastelse for almindelige muslimer. Bernard Lewis, hvis eminente bog The Political Language of Islam (University of Chicago Press, 1988 (168 ss.)), jeg her støtter mig på, taler om eliten som en nomenklatur (s. 67), et begreb der stammer fra Sovjetunionen og andre orientalske despotier.
Dokumenter, israelske styrker iflg. avisen Haaretz 4. 8. 2019 fandt på flere PLO-poster i det sydlige Libanon, viser, at Mao-Kina både har udrustet og trænet PLO-folk og PFLP- og DFLP-folk helt siden 1960’erne (se https://www.haaretz.com/israel-news/2019-08-04/ty-article-magazine/.premium/how-china-became-the-palestinians-biggest-ally-in-the-1960s/0000017f-f8f1-d2d5-a9ff-f8fd50cc0000 ).
Alligevel må man spørge, om der ingen etiske overvejelser hos eliten ligger bag denne strategi og dens ligegyldighed over for civile palæstinensere? Svaret er: Det gør der og de er yderst nedslående i sin kynisme. Den svenske daværende efterretnings- og undercoveragent Gunnar Ekberg spurgte under sin agentvirksomhed om netop dette og fik det svar: De ska ju ändå dö. Han var undercoveragent i det radikale, revolutionære ikke-muslimske og muslimske miljø i Sverige og udlandet, se Gunnar Ekberg: De ska ju ändå dö : tio år i svensk underrättelsetjänst. Lind & Co, 2020 (407 ss.). Bogen kan varmt anbefales. Det samme kan foredraget på https://www.youtube.com/watch?v=e43nleyYcT0 !
Ordene ”de skal jo alligevel dø” stammer fra Wadie Haddad (1927 – 1978), som ridsede sine tanker op for Gunnar Ekberg, der da på den svenske regerings opfordring havde infiltreret PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine). Waddie Hadad, der var operationschef i PFLP, forklarede Ekberg, ”at der findes så mange unge, ivrige og skuffede mennesker derude og dem skal vi anvende”, som han sagde. ”De skal ikke uddannes noget videre og vi skal heller ikke behøve at tage os af dem bagefter for ”de skal jo alligevel dø””. De skal ofres på den selvudråbte revolutionære elites selvforherligende alter.
Dette ”personalesyn” afspejler som antydet også dagens palæstinensisk-islamistiske syn på egne civile. Grundtanken er nu ikke længere klassekamp som i den leninistisk-maoistiske tradition, men jihad og i det perspektiv indeholder det religiøse syn på døden ovenikøbet en særlig bonus for den nu rettroende elite sammenlignet med deres tidligere leninistisk-maoistisk overbevisning, idet ikke kun guerillakrigerne nu dør som martyrer, men det gør også de almindelige mennesker, der som collateral damage dør for israelske kugler eller bomber. Det giver jihad-eliten en særlig ro i sjælen. I den islamisk-fundamentalistiske grundopfattelse har de rettroende muslimer faktisk selv en fordel af at blive ofret i jihad. Almindelige mennesker skulle stadigvæk ofres på elitens alter, men nu fik de rettroende af ofrene trods alt en kompensation hinsides (se Manfred Sing: ”Brothers in Arms: How Palestinian Maoists turned Jihadists”(Die Welt des Islams. Vol. 51, No. 1, 2011, ss. 1-44). ØH! Hvordan og hvorfor?
For at uddybe dette syn vil jeg citere mig selv fra Islams forestilling om retfærdighed | RESPUBLICA :
Iflg. Koranen loves der den, der dør for Guds sag, rig belønning hinsides: (1) Han får eftergivet alle sine synder, (2) han bliver kronet med gloriens krone og giftet med 72 jomfruer, (3) han kan gå i forbøn hos Gud for 70 familiemedlemmer, (4) han undgår gravens rædsler, da han går direkte i paradis, i stedet for – som traditionen ellers siger – at blive udspurgt i graven af de to dødsengle Munkar og Nakir, der udspørger almindelige muslimer om deres religion, profeterne de har troet på, om den hellige bog på, hvis forskrifter han har bygget sit liv. De to engles tilsynekomst er forbundet med så voldsom en skræk for at også fromme, gudfrygtige muslimer næppe vil være i stand til at finde de rigtige svar under dette forhør. Har man ikke gjort sin pligt eller har man overtrådt Guds bud, skal den døde lide de frygteligste smerter indtil opstandelsens dag. Netop det undgår martyren, da hans synder tilgives ham, (5) derfor siger traditionen, at martyren bliver så glad over alle disse fantastiske ting, at han vil ønske sig at vende tilbage til Jorden for på ny at kunne dø for sin tro, men det er det eneste ønske, som ikke bliver opfyldt for ham! (6) Forestillingerne siger, at martyrerne ved tidens fylde skal stå ved mahdiens (den islamiske frelserskikkelse) side i kampen mod dajjal, den store ødelægger, sådan som de i levende live stod ved Profeten Muhammeds side i den væbnede kamp for Islam! (Peter Heine: Terror in Allahs Namen – Hintergründe der Globalen islamischen Gewalt. Herder, 2015, s. 38ff.).
For den rettroende muslim er dette således den bedste død, han eller hun kan opnå. Vedkommende kommer nemlig direkte i paradis uanset, hvilket liv han eller hun ellers måtte have levet.
Men alle er vel ikke rettroende, endsige muslimer, så hvad med dem? Hertil vil de rettroende muslimer formentlig svare, at de jo får, hvad de fortjener, ligesom de rettroende. De vil i så fald komme i helvede, men det ville de jo komme alligevel, mens de rettroende vil komme i himmerige. Så retfærdigheden sker fyldest, vil den rettroende muslim sige!
De mange muslimsk og ikke-muslimsk anførte demonstrationer rundt om i verden mod Israels krigsførelse er derfor primært psykologisk krigsførelse mod Vesten og ikke som de giver sig ud for: at udvise medfølelse med Gazas civile. Hamas har altid ligesom Det Muslimske Broderskab, som det er en aflægger af, rundhåndet myrdet folk, de anså for stærkt uenige i deres linje (se P. J. Vatikiotis: The History of Modern EGYPT – FROM MUHAMMAD ALI TO MUBARAK, 4th ed.. Weidenfeld & Nicolson, 1991, (572 ss.), ss. 319 – 374).
Der er derfor en indre forbindelse mellem Hamas’ religiøse samfunds- og menneskesyn og den valgte taktik, der som man ser, ikke bare er taktik, men også en herskerstrategi.
Hamas’ militærestrategi: Tuneller som dybde og bagland
At grave tunneller under sin fjende for at bryde op nedefra og angribe modstanderen i et overraskelsesangreb eller i ryggen er en gammel, velkendt militær taktik her som der. Den blev bl. a. anvendt under osmannernes belejring af Wien i 1683, men i Gazas tilfælde rummer tunnellerne ud over at give mulighed for taktiske overraskelser også et militær-strategiske element, at give dybde og bagland.
Man behøver normalt baglandet for at kunne friske sine styrker under og mellem kampene, holde reserver rede og omgruppere styrkerne m.h.p. nye angreb. Det kan man på grund af Gazas sikkerhedsgeografi ikke gøre på anden vis end ved at grave sig ned. Det gjorde eksempelvis også Viet-Cong i Sydvietnam under krigen mod franskmændene og amerikanerne, men til forskel fra Hamas i Gaza bestod Viet-Congs beskyttelse ikke af mennesker, men af træerne i de tætte skove. Det forsøgte USA at omgå ved at sprøjte afløvningsmidlet Agent Orange ud over trætoppene og marker fra fly (se opslaget Agent Orange i engelsk Wikipedia https://en.wikipedia.org/wiki/Agent_Orange ). Det fik forfærdigelige økologiske og biologiske kort- og langtidsfølger og USA måtte trække sig ud af Vietnam i 1975.
Krig og konfliktstyring frem mod en to- eller tre- statsløsning
Overraskende nok kan Israels resolutte svar på Hamas’ brutale angreb på Israel 7. oktober 2023 stik imod, hvad man kunne tro, bringe en forhandlingsløsning, der involverer en to-statsløsning, nærmere end på noget tidligere tidspunkt. Eller hvad med en tre-statsløsning? Forbavset? Ikke så mærkeligt!
Jeg skal forsøge at forklare min om end forsigtige optimisme. Jeg vil tage udgangspunkt i den typologi over modstandere af en konfliktløsning, som i 1997 lanceredes af Stephen John Stedman i en artikel med titlen ”SPOILER IN PEACE PROCESSES” (International Security. Vol. 22, No.2, 1997, ss. 5 – 53). Artiklen har vakt en betydelig opmærksomhed blandt specialister i international politik og konflikthåndtering.
Stephen John Stedman fremhæver at enhver fredsproces skaber spoilers, altså individer og grupper, som er imod den pågældende fredsproces i forskelligt omfang og med forskellig intensitet, men som alligevel hver på sin måde forsøger at ødelægge fredsprocessen. Der kan være få eller mange, nogle kan være inde i fredsprocessen, men alligevel utilfredse, andre helt uden for.
I sin typologi skelner Stephen John Stedman først og fremmest mellem spoilernes mål: Begrænsede (limited), grådige (greedy) og totale (total) spoilers. Begrænsede spoilers har begrænsede mål, som med forholdsvis mindre justeringer fortsat kan rummes inden for fredsprocessen. Andre greedy spoilers er fx Tyrkiet, Irak og Syrien. Det er også i denne gruppe, vi skal placere PLO, mens resten er total spoilers. Det må dog bemærkes, at medlemmerne i disse kategorier kan vandre mellem limited og greedy alt efter omstændighederne. Medlemmerne i total spoilers er vel de mest permanente, må man formode.
Om total spoilers skriver Stedman, at de ofte ledes af individer, der ser virkeligheden i alt-eller-intet perspektiv, og som derfor savner den pragmatisme, som er nødvendig ved en fredsslutning. Disse individer lider ofte, siger Stedman, af patologiske tendenser, der på det psykologiske plan bevirker at de savner evner til at løse op for ellers fastlåste positioner, men hvis alt-eller-intet-paroler smitter negativt af på den grådige midte. Derfor gælder det om at isolere dem og nedkæmpe dem.
Af tidligere indgåede fredsaftaler må nævnes de 2 første, den mellem Israel og Jordan (1994) og den endnu ældre mellem Israel og Egypten (1979).
Ude i horisonten i efteråret 2023 lå op til angrebet 7. oktober en fredsaftale mellem Israel og Saudi-Arabien, der ville knytte både Israels og Saudi-Arabiens sikkerhed tæt til USA. Sammen med de tidligere såkaldte Abraham Aftaler fra 2020 mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater og Israel og Bahrain ville dette sikkerhedskompleks ændre den geopolitiske balance i området til de sunni-muslimske staters og Israels fordel – og ikke mindst også til palæstinensernes fordel om end over tid (se Dennis Ross: ”Peace With Saudi Arabia Is Transformative But Requires Choices”, Washington Institute for Near East Policy, 4. 10 2023 https://www.washingtoninstitute.org/policy-analysis/peace-saudi-arabia-transformative-requires-choices#main-content)
Det primære formål med Hamas-angrebet 7. oktober var efter manges kvalificerede gæt netop at forhindre denne aftale.
Det er her, jeg ser et lille, optimistisk window-of-opportunity åbne sig i lyset af det israelske svar på 7. oktober. Israel går tydeligvis efter både at nedkæmpe og at likvidere Hamas helt bogstaveligt, og det kan meget vel være positivt for en kommende fredsproces og fredsslutning efter Gaza-krigen, men også med store civile tab i Gaza inden da.
Israel har tilsyneladende valgt samme strategi, som Roosevelt og Churchill på Eisenhowers initiativ under VK II valgte på Casablanca-konferensen i januar 1943: Unconditional surrender (Ubetinget overgivelse), men Roosevelt tilføjede det vigtige, at det ikke betød udslettelse af hverken den tyske, italienske eller japanske befolkning (se om Casablanca-konferencen og Roosevelts afsluttende ord på pressekonferencen 24. januar 1943 i Robert E. Sherwood: ROOSEVELT AND HOPKINS – An Intimate History. Harper & Brothers, 1948, (979 ss.), ss. 667 – 697, her s. 696f).
Premierminister Benjamin Netanyahu har været central i de ovennævnte fredsaftaler med Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien og med den kontante afregning med Hamas fjerner Netanyahu de lokale, totale spoilers, Hamas og Islamisk Jihad og andre, og skaber dermed et imødekommende terræn for en fremtidig, skridtvis fredsslutning med palæstinenserne.
Jeg tror i øvrigt, at en to-statsløsninger er passé, selv om den lidt besværgende nævnes igen og igen af både USA og EU. Jeg anser i stedet en tre-statsløsning med staterne Israel, en ny Gaza-stat og en ny Vestbredsstat for mere stabil på langt sigt end en to-statsløsning med en palæstinensisk stat bestående af Gaza og Vestbredden med Israel i midten.
Den konstruktion minder i hvert fald mig alt for meget om Indiens og Pakistans selvstændighed i 1947, hvor Indien blev flankeret af Vestpakistan til den ene side og Østpakistan til den anden. Der var alt for mange interne brudlinjer. Efter en borger- og uafhængighedskrig blev Østpakistan i 1971 til Bangladesh og Vestpakistan blev til Pakistan (Peter Calvocoressi: WORLD POLITCS SINCE 1945. 9nth ed. Routledge, 2009 (843 ss.), ss. 427 – 453).
________________________________________
Henning Duus er født i 1945 og cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har 1995 – 2006 taget supplerende fag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Han kom til Forsvaret i 1988 og var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 25 år, fra 1990 og frem til pensioneringen i 2015.
