|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Mette er en ganske almindelig dansk mor.
Det usædvanlig er at hun i 20 år har boet sammen med sin i en indvandrertæt bebyggelse med mange muslimer. Hun boede i Brabrand i Aarhus Vest, hvor Gellerup og andre bebyggelser ligger med postnummer 8220.
Det gør mange danskere, men de fleste flytter efter nogle få år, især de yngre og de veluddannede.
Men ikke Mette med efternavnet Frederiksen (og hun er ikke vores statsminister).
Det har givet hende nogle oplevelser og en viden, som hun nu giver videre i en opsigtsvækkende og meget læseværdig kronik i Politiken.
I sine unge dage var Mette Frederiksen meget entusiastisk omkring integration og det multikulturelle samfund. Det er hun ikke mere.
Og selv om hun for år tilbage kunne se, at der var problemer, så ville hun ikke sige noget af frygt for at blive stemplet og udelukket.
Lige indtil nu. Nu vil hun ikke tie længere.
Hendes oplevelser fra hendes egen og datterens hverdag har fået hende til at indse, hvordan det hele bliver værre.
Det har hun skrevet i kronikken, der blev bragt i Politiken søndag med overskriften: “Dansk mor: Jeg har arbejdet for FN, studeret i Frankrig og haft afrikansk kæreste. Men den islamiske ideologi, jeg mødte i Brabrand, chokerede mig”. Hun skriver:
– Havde jeg vidst fra 1990’erne og ud over, hvad jeg ved i dag, ville jeg have taget bladet ud af munden uanset socialt stigmatisering og sagt det højt og stadig for at sige det sådan: ingen piger i danske folkeskoler og gymnasier skal stilles i skyggen, og generelt: ingen statslig finansiering af investeringer baseret på særlige religiøse krav. Og vigtigst af alt: en skarp lovgivning mod ideologier, der undergraver det vestlige samfund under dække af at beskæftige sig med den enkeltes private religiøse overbevisninger.
Mette Frederiksen skriver, at hun i dag har indset, at islam som ideologi ikke er forenelig med det danske samfund.
Den erkendelse kommer efter en lang rejse. Der begyndte, da hun var ung studerende i 1990-erne.
Mange, der var unge i 90’erne, kan sikkert genkende sig selv i det, Frederiksen skriver:
Det første møde med indvandrere i 1990-erne
”Jeg var nysgerrig, åben og afslappet, da jeg mødte alle kulturer. Ikke kun fordi jeg var ung, men fordi jeg kom fra en familie, der altid åbnede sit hjem for andre og havde venner i andre lande,” skriver hun.
Dengang var der ikke ret meget opmærksomhed på islam og Koranen. Der var ikke mange, der vidste, hvad halal og haram betød. De færreste kendte til islamiske særregler. ”
Hun fik et sommerjob i Paris og kolleger af alle trosretninger, etniciteter og seksuelle orienteringer. Hendes kæreste var fra Centralafrika, og ingen af hendes muslimske venner bar det islamiske tørklæde.
Da hun vendte tilbage fra Frankrig begyndte sit studie på Aarhus Universitet. Hun fik et værelse på et kollegie i Aarhus V med postnummer 8210. Det er tæt på store indvandrertætte bebyggelser som Trillegården og Bispehaven, hvor de store integrationsproblemer allede dengang var synlige.
Men politikerne var optimistiske. De dårligt integrerede indvandrere fra ikke-vestlige ofte muslimske lande skulle bare have mere kontakt med danskerne, så ville de blive ligesom dem.
For at fremme denne integration fik et antal unge indvandrere en gratis bolig på kollegier, hvor de kunne blive integreret blandt unge danske studerende.
Mohamed på kollegiet
På Mette Frederiksens kollegiegang hed den unge indvandre Mohamed og var fra Somalia. Han var ikke studerende. Han kultur lå langt fra de unge danskeres. Blandt andet stegte han gedehoveder i den fælles ovn. Men de unge danskere bøvlede på. Mette skriver i kronikken:
“Alle er dog enige om, at Mohammad skal bydes velkommen og få lidt hjælp på vejen. Vi er 14 velfungerende unge fra jyske provinsfamilier. Den opgave kan vi godt klare. Det går også fint (bl.a. brug af bagepapir på rist) indtil vores kollegiekøkken jævnligt bliver varmestue i ca. ti af Mohammads venner, heriblandt et par lidt ældre mænd i lange gevandter og med små kaloter på hovedet.
Da ølkøleskabet efter disse somaliske hyggeaftener konsekvent mangler et kryds, deltager jeg i mit livs første ‘det-er-fordi-de-andre-er-racistiske-gruppe-diskussion’. Venstre- og højreorienterede elever står lige op imod hinanden.
En fløj siger, at det er racisme at anklage Mohammad og hans venner for at rappe vores øl. Den anden fløj påpeger det absurde i, at deres fokus på mønsteret mellem afholdt somalisk mandeaften + fravær af kryds skulle være udtryk for racisme.
Jeg stemte på Socialdemokratiet dengang, men stillede mig på højrefløjen (i mine øjne mere pragmatisk). Drøftelserne skabte værdihuller i kollegiegangen. Vi endte med at dække tabet sammen. Hver gang. Mohammad selv kunne ikke motiveres til at gå i dialog, og en dag forsvinder han pludselig ud i den blå luft.” (citat slut)
Op gennem 1990-erne kommer ikke-vestlige muslimer til at fylde mere i gadebilledet og på institutionerne i Aarhus.
Der kommer i disse år en bølge af asylansøgere fra Somalia til Danmark, og en meget stor del af dem kommer til at bo i Aarhus.
Socialchefen i disse år havde et skarpt blik for de problemer, der var ved at udvikle sig med de mange migranter. Han fik lavet en rapport om det store antal somalier og de vanskeligheder de medfødte.
Det udløste et ramaskrig med morapporter og trusler om retssager. Socialchefen lagde sin rapport i skrivebordsskuffen, og en betydelig del af somalierne levede stort set videre i deres parallelsamfund som hidtil.
Muslimske immigranter og konflikter i Aarhus
Mette registrerer, hvordan islam indtager en stadig større plads i den danske studenterby. Hun bemærker, at de muslimske immigranter klæder sig i islamisk markørbeklædning, at hijaben er på plads i Aarhus i modsætning til i Paris, hvor hun i 1998 fik et traineejob i Unescos hovedkvarter. Muslimerne i Paris lod håret flagre frit dengang, husker hun, mens man i Aarhus får “ikke-dansktalende immigranter iført kapper, hijab, burka og tørklæde.”
Securitas-vagter introduceres på biblioteket. Bybusserne mod vestbyen er præget af råb og skrig. Antallet af retssager om grov vold og voldtægt i Aarhus V stiger konstant.
Mette blev husejer i Brabrand og forsøgte at få kontakt
Mette får sin uddannelse og bliver mor. Familien køber hus i samme bydel tæt på Gellerup.
Hun tror fortsat på, at integrationen kan lykkes og prøver af al kraft at få kontakt til forældrer med indvandrerbaggrund.
“Jeg hiver begejstret de lækre samosaer frem fra fællesbuffeten ved forældrearrangementer, når mine venner spørger, hvordan det er at bo så tæt på Gellerup Park”, skriver hun. Men en ny erkendelse trænger sig på:
“Samtidig begynder jeg dog at erkende, at min åbenhed og nysgerrighed faktisk bliver udfordret. Islam som ideologi fylder nu meget af min hverdag på en ikke-kulturelt berigende måde, især på grund af mine børns relationer i daginstitution og daginstitution. Alle indvandrermødrene går med tørklæde, ingen har job, og de taler ikke dansk.
I integrationens navn forsøger jeg at lære dem at kende, men det er en ensrettet gade. Jeg kører deres børn til fødselsdage og sportsaktiviteter. Jeg kommunikerer nu ganske naturligt via enkelte ord, smil og fagter. Jeg accepterer, at mine egne børn ikke får så meget som 1 gram svinekød i kommunal regi, selvom svinekød i karry er det bedste, de ved. Jeg tjekker, at der ikke er svinegelatine i godteposerne.”
Men det bliver mere og mere akavet at fungere sammen med forældre, der ikke taler dansk, og hvor det skriger til himlen at absurde forhold skyldes, at en islamisk ideologi kolliderer med, hvad man kunne kalde ‘den østjyske civilisation’.
Uden for Bazar Vest ser Mette og henders datter en dag en kjortelklædt mand lægge noget, der uomtvisteligt ligner en AK-27 ned i bagagerummet af en bil.
Det er en beskrivelse og et dilemma, som mange mødre og fædre med sikkerhed kan genkende. Iveren efter at være med, iveren efter at invitere muslimske børn til børnefødselsdage og servere halal-pølser til alle. I Danmark
Da Mettes ældste barn er omkring 10 år bliver det tydeligt, hvordan en stor del af de muslimske piger bliver trukket ud af fællesskabet. En del af de muslimske piger må gerne gå i bad til gymnastik, de må gerne tage med i svømmehallen og på lejrskole. De må deltage i pyjamasparties i private hjem, selv om der er en mand til stede om natten.
Men andre muslimske piger må ikke.
Man skulle tro, at enhver dansker kunne indse at det var helt galt – for pigerne og for det danske fællesskab. Men de fleste trykkede sig og ville ikke tale om det som et problem. Det er jo deres religion, lød den typiske afværgende reaktion.
Men denne velvilje og ønske om at være åbne overfor andre kulturer bliver stadig mere udfordret.
Børn forsvinder fra skole et halvt og hele året til deres hjemland.
Det er stadig tabu at spørge, hvad de har haft gang i, og hvorfor de i første omgang var nødt til at være væk.
Ikke en lyd i klassechatten.
En dag skal klasselæreren i datterens klasse på skadestuen, efter hun er blevet tævet af nogle drenge med ikke-vestlig baggrund. Ikke et pip på forældrenes interne info til forældre i andre klasser.
Der sker flere skræmmende ting. Mettes datter bliver forsøgt bortført af en voksen arabisktalende mand, da hun en dag er på vej hjem efter træning.
På et tidspunkt flytter begge Mettes børn til en privatskole. Her er ingen hovedbeklædning tilladt, hverken islamiske tørklæder eller kasketter.
Men familien bliver boende i postnummer 8210. Her bliver den fundamentalistiske islams indflydelser stadig tydeligere i området.
Der er en del unge, der gerne vil have samme frihed og dagligdag som unge danskere.
På biblioteket kontakter unge muslimske piger Mette og fortæller om deres frygt for at blive tvunget til at rejse til deres forældres oprindelsesland. Men hun kan ikke gøre meget og i samfundet er der ikke den store hjælp at hente. Det er jo mere bekvemt at tie og vende hovedet væk.
Mette flytter væk
I 2021 skal Mettes ældste barn på gymnasiet. Hun er bekymret for om de lokale gymnasier er præget af mange elever med ikke-vestlig muslimsk baggrund.
Hun taler med folk i Region Midt. De fortæller, at forudsætningen for en almindelig dansk gymnasietid er, at familien flytter.
Derfor flytter Mette og familien væk fra den indvandrertætte bydel til Aarhus C.
Men Mette er fortsat bekymret for det danske samfunds fremtid. Hun skriver:
“På trods af fraværet af muslimsk kultur i 8000 C, føler jeg stadig, at islam som ideologi har en negativ indvirkning på vores samfund. Fundamentalistisk tænkende muslimske debattører bruger systematisk og fuldstændig grotesk de samme ord og udtryk som for eksempel Enhedslisten i forhold til, at danskerne skal være mere rummelige, hver gang det afsløres, at muslimske kvinders rettigheder krænkes, eller at man ikke gør det. tager klart afstand fra sharia-praksis.”
Mette har venner i Frankrig og Danmark med muslimsk baggrund. Men de er muslimer, som hun selv er kristne.
Hvordan kan man så se forskel på fundamentalistiske muslimer og fredelige velintegrerede muslimer, spørger hun – og svarer selv:
Man skal se på hvordan piger og kvinder bliver behandlet. Intet slør, en mor der arbejder, og piger der må deltage i lejrskoler er gode signaler.
Samme historie i TV2’s “Moskeer bag sløret”
Men bliver det så lyttet til Mette Frederiksens erfaringer?
Det er godt hun fortæller sin historie, og den vil helt sikket have en virkning.
Men man kan ikke lade være med at tænke på de mange gang lignende erfaringer har været fremme.
Mest omfattende i TV2’s dokumentarserie: “Moskeer bag sløret” i 2016. Den vakte stor opstandelse med sin dokumentation af, hvordan imamer og moskeer praktiserede sharia med for eksempel shariadomstole. Alligevel ser vi i dag otte år senere afsløringer af en moské, der efter alt at dømme har deltaget i en shariadomstol – og tilmed samtidig modtaget økonomisk støtte fra Københanvs Kommune.
Samme beretning fra Dan Ritto fortalt for over 10 år siden
Der har også været beretninger fra mennesker, der ligesom Mette har boet i indvandrertætte områder og har videregivet deres oplevelser.
En af dem er den tidligere radikale politiker Dan Ritto, der i en periode boede i Gellerupparken i Aarhus. Han blev interviewet i april 2013 af Den Korte Avis.
Hans oplevelser i det indvandrertætte boligområde gjorde ham dybt kritisk over for islam og den tilgang, nogle muslimske indvandrere har til det danske samfund.
Han meldte sig ud af Det Radikale Venstre fortalte han og sdagde:
”Den største politiske udfordring, vi står over for i Danmark og i Europa i dag, er, hvordan vi får håndteret islam i Europa. Hvis vi gør det forkert, så har du Jugoslavien i 90’erne. Helt forfra – bare på et stort europæisk plan. Held og lykke med det, siger jeg bare. Hvis vi gør det rigtigt, så har vi en udvikling i vores demokrati, der bare fortsætter – så har vi stadig vores frihed og vores frihedsrettigheder. Men som det kører lige nu, dér gør de det forkert alle samme.”
Oplevelser fra kulturforeninger
På overfladen kunne Dan Rittos første tid i Gellerupparken ellers ligne en solstrålehistorie. Han beretning minder meget om Mettes oplevelser.
Dan Ritto blev for eksempel næstformand for Multikulturel Forening med kontakt til de mange små kulturforeninger i bebyggelsen.
Samarbejdet gik i første omgang fint. Alligevel undrede det den nytilflyttede, i hvor høj grad medlemmerne af foreningerne stadig definerede sig ud fra politiske spørgsmål i deres hjemlande – for eksempel som Hamas- eller Fatah-tilhængere for palæstinensernes vedkommende:
”Men det har jeg oplevet hos mange [fra] Mellemøsten, også blandt mange tyrkere, at når du kigger ind på deres facebookprofil og kigger på politisk tilhørsforhold, så står der et eller andet parti nede i Tyrkiet for eksempel. Det er helt normalt. Men det slog mig som lidt mystisk”, fortalte Dan Ritto dengang til Den Korte Avis.
Efterhånden fandt han ud af, hvilken magt kulturforeningerne havde over de menige muslimer. De bliver fastholdt i deres oprindelige nationale tilhørsforhold, så de føler sig som fremmede i det danske samfund. Det betød samtidig en fastholdelse af gamle og reaktionære tanke- og handlingsmønstre, fordi islam dyrkes ud fra en traditionel, fundamentalistisk forståelse af Koranen.
Overfaldet
Konsekvensen af dét fik Dan Ritto selv at føle. Problemerne begyndte, da hans nabo, en af de imamer, der tog på rundrejse i Mellemøsten forud for Muhammed-krisen, forsvandt fra området. Der opstod i den forbindelse rygter om, at Ritto arbejdede for politiet.
Som konsekvens oplevede han flere gange, at der blev råbt efter ham, og at der bredte sig en fjendtlig stemning mod ham. Senere skrev han et læserbrev i forbindelse med den kendte islamkritiker Ayaan Hirsi Alis besøg i Aarhus. I indlægget skrev han, at muslimer i mange tilfælde selv er skyld i islamofobi. Det bragte for alvor sindene i kog i Gellerupparken:
”Så gik der for alvor kuk i den. Chikanerierne tog til, og jeg blev overfaldet nogle gange. (…) Der blev én politisag på det. Det var onsdagen før påske – den sidste dag, jeg boede i Gellerup for øvrigt. Jeg havde fået en lejlighed og var ved at flytte ind, og den allersidste dag i Gellerup overhovedet, jeg boede der, dér blev der faktisk et overfald, hvor vi var nødt til at gå til politiet”.
Overfaldet fandt sted i indkøbscenteret City Vest. Her blev Dan Ritto angrebet bagfra. Episoden blev optaget på centerets overvågningskameraer, og optagelserne kunne heldigvis senere bruges som bevismateriale i straffesagen mod gerningsmanden.
Farvel til De Radikale
I takt med, at Dan Ritto satte sig ind i islam, kunne han også i retrospektiv se og forstå et mønster: Hvorfor kriminaliteten i Gellerupparken for eksempel oftest er rettet mod etniske danskere, og hvorfor nogle muslimer ser sig selv som værende mere værd end ikke-muslimer:
”Altså det med, når de kommer og siger, at der er forskel på dig og mig – du skulle i virkeligheden betale ekstra skat til mig, og så sidder de og griner lidt, ikke… så tog jeg det også som en joke, ikke. Altså fordi – jeg havde jo ikke rigtigt helt sat mig ind i det. Men det er jo så først, efter at jeg satte mig ind i det, at jeg fandt ud af, at der er noget, der hedder jizya (ekstra skat, som ikke-muslimer (dhimmier) ifølge Koranen skal betale i et muslimsk land, red.) og den slags, ikke”, fortæller Dan Ritto.
Venstrefløjens syn på religion
At Dan Ritto ikke kunne fortælle om sine oplevelser i det Radikale Venstre, vidner ifølge ham om, hvor stor berøringsangsten har været og stadig er blandt partierne til venstre for midten, når det drejer sig om islam og sammenstød mellem kulturer.
Spørgsmålet er, hvorfor det forholder sig sådan. Dan Ritto mener, at venstrefløjens traditionelle syn på religion spiller en stor rolle for den stadig udbredte berøringsangst:
”Man har en opfattelse af religion på venstrefløjen, der siger, at religion er opium for folket. Religion er noget, folk kan komme ud over ved hjælp af lidt uddannelse og lidt dannelse, og de skal bare lige have lidt civilisation, så skal de nok komme ud over det, ikke. Og jeg tror et eller andet sted, det er dér, det ligger. Og det gør, at man har den tanke, at det ikke gør noget, at de er så religiøse nu, for vi skal bare give dem nogle bedre sociale forhold, så holder det op. Det var lidt den diskussion, du havde i Enhedslisten omkring Asmaa.”
Samme fortælling fra andre europæiske lande
Han har boet 9 år i det berygtede ghettoområde – så gav han op: “De spyttede på min veninde og kaldte hende luder”
Teun Voeten fra Belgien var i Paris under det store terrorangreb den 13. november 2015, hvor dansestedet Bataclan og flere cafeer blev angrebet. 129 civile og 7 terrorister døde.
Da det blev klart, at terroristerne havde forbindelse til Molenbeek kom det som et chok for mange. Men dét der overraskede Teun Voeten mest, var Belgiens chok over forbindelsen.
Antropologen og krigsfotografen har selv boet i bydelen i 9 år og kender den ud og ind.
Intolerant
”I de ni år jeg boede der var jeg vidne til at nabolaget blev mere og mere intolerant. Det blev umuligt at købe alkohol i de fleste butikker og supermarkeder. Jeg hørte om fanatikere som pressede kvinder til at gå med slør. Islamiske boghandlere skød op overalt og det blev umuligt at købe en anstændig avis.”
“Ingen steder var der en bar eller en café hvor hvide, sorte og brune mennesker ville blande sig. I stedet var jeg vidne til småkriminalitet, aggression og frustrerede unge der spyttede på vores veninder og kaldte dem beskidte ludere. Hvis man sagde noget om det blev man skældt ud og kaldt racist. Der plejede at være jødiske butikker på Chaussée de Grand, men disse blev terroriseret af bander og unge børn og de fleste lukkede i 2008. Jeg forlod Molenbeek i 2014, ikke af frygt, men som jeg husker det, fordi jeg mødte en salafist på gaden som forsøgte at konvertere mig. Jeg kunne ikke længere holde ud at leve i dette subsistensløse, fatalistiske kvarter.”
Man har lukket øjnene
Teun Voeten mener, at en stor del af årsagen skal findes i en allestedsnærværende og massiv kulturfornægtelse. Ingen har ville se i øjnene, at Molenbeek gik fra at være multikulturel til monokulturel indenfor et årti eller to. Ingen har ville erkende at radikale islamiske kræfter gjorde sin magt mere og mere gældende blandt bydelens nu knap 100.000 indbyggere. Det var slemt i 2006, idag er det meget meget værre.
Molenbeek er et uhyggeligt eksempel på et muslimsk parallelsamfund, som har fået lov at vokse sig stort og hvor udviklingen nu er total ude af myndighedernes hænder. Sådanne parallelsamfund findes overalt i Europa, og mange steder er status, at politiet ikke tør færdes indenfor disse områder.
Belgien en højborg for Islamisk Stat
Belgien er det land i Vesten som har rekrutteret det højeste antal jihadister til Islamisk Stat, i forhold til landets indbyggerantal. En kedelig rekord men ikke overraskende.
I Bruxelles er der for eksempel en bydel som hedder Molenbeek. Bydelen er beboet med omkring 80 procent indvandrere og efterkommere fra muslimske lande, mange med marokkansk baggrund.
Terrorangrebet i Paris trækker tråde til Molenbeek. Bruxelles bydelen er en højborg for forskellige terror-sympatisører, herunder IS og Al-Qaeda.
Bydelen har et meget dårligt rygte, kriminalitetsraten er høj, der er 22 moskeer til at servicere de mange muslimer, de fleste butikker er rettet ind efter islamiske normer. Flere kendte terrorister er opvokset i eller har boet der. Molenbeek er hjemsted for en meget farlig opblomstring af radikal islam.
Men hvordan kan det gå så galt i en fin international by som Bruxelles, og i et kvarter blot få kilometer fra EU´s hovedkvarter?
Det går den forkerte vej med integrationen
Konklusionen på alle tre beretninger er, at det går den forkerte vej med integrationen.
Faktisk kan man slet ikke tale om integration af fundamentalistisk islam i en europæisk sekulær kultur.
Godt nok får flere med ikke-vestlig ofte muslimsk baggrund en studentereksamen og læser videre. Andre får arbejde.
Men mange forbliver en del af et (muslimsk) parallelsamfund skarpt adskilt fra det danske samfund.
