Kreativ bogføring i dansk klimapolitik – fødevareeksport og import medregnes ikke

Getting your Trinity Audio player ready...

Politikernes regnemodeller for klimaet er totalt misvisende og vil give forkerte incitamenter i forhold til klimaindsatsen. Derimod vil det give grundlag for en afstraffelse af de klimaeffektive danske fødevareerhverv.

 

Den undertrykte kendsgerning er, at danskernes klimabelastning undervurderes, fordi importerede produkter ikke medregnes, mens landbrugets klimabelastning overvurderes, fordi en betydelig fødevareeksport ikke medregnes. Og desuden indregnes landbrugets energiproduktion ikke (halm til opvarmning og produktion af biogas).

 

Efter Svarer-udvalgets rapport er situation omkring dansk klimapolitik fortsat kaotisk i forhold til en CO2-afgift på landbruget. Politikere, kommentatorer og ”grønne” organisationer anlægger udelukkende politiske synsvinkler og forsømmer et sagligt/videnskabeligt fokus. Sagen beskrives som en strid mellem land og by om, hvem der skal betale en ny skat. De fleste tilsidesætter selve formålet med en CO2-afgift, nemlig at reducere CO2-indholdet i atmosfæren.

 

Et stort politisk flertal har lavet en fejlkonstrueret og usaglig klimalov, der ikke vil begrænse fødevarernes CO2-udledning, men blot flytte udledningen til udlandet, hvor den til gengæld bliver større.

 

Klimalovens mål på 70 procents reduktion ”fra dansk territorium” vil reducere den relativt klimavenlige danske produktion. Men da danske forbrugere næppe standser fødeindtagelsen, skal fødevareforsyningen dækkes med importerede fødevarer med samme eller større CO2-udledning!

 

Det politiske flertal vil næppe erkende fejltagelsen, så den kunne korrigeres. Dermed satser det politiske flertal de facto på kreativ bogføring, der opfylder lovens krav, men ikke gavner klimaet.
En CO2-afgift på landbrugets produktion er skadelig ud fra enhver synsvinkel (klima, beskæftigelse, økonomi).

 

En afgift i forbrugsleddet (køledisken) ville derimod kunne understøtte målsætningen ved at straffe klimabelastende produkter – ikke bare danske, men også importerede. Derved ville vi kunne presse alle producenter også udenlandske til at frembringe mere klimavenlige produkter. Det ville være mere intelligent end at straffe de klimavenlige danske producenter og dermed give en fordel til mindre klimavenlige udenlandske producenter.

Poul Vejby-Sørensen
Cand.agro., ekstern rådgiver
Bæredygtigt Landbrug

Oneliners:
Alt CO2e, der udledes af husdyr, er hentet ud af atmosfæren.
I køledisken ligger dansk og udenlandsk kød side om side. CO2-afgift på dansk produktion vil virke som tilskud til udenlandsk mere klimabelastende kød.
Metan nedbrydes så hurtigt, at den reelt ikke er en klimagas.
CO2-afgift på dansk landbrug har ingen virkning på klimaet, men saboterer dansk fødevareproduktion.
Dansk CO2-udledning bidrager kun med umålelige 0,1 procent i atmosfæren.

Del på Facebook