Søren Krarup er død, 85 år.
Søren Krarup elskede Danmark og de danske værdier. Men han så dem truet af den store indvandring fra især ikke vestlige-muslimske lande.
For mange år siden begyndte han at advare mod denne udvikling. Og han blev utrætteligt ved med at advare mod konsekvenserne af muslimsk masseindvandring. Netop i disse dage bliver det understreget, hvor alvorlig truslen fra ekstrem islam er.
Han måtte finde sig i at blive nedgjort og forhånet af politisk korrekte kræfter, især på den yderste venstrefløj. Han oplevede, hvordan disse kræfter havde massiv opbakning i medierne, hvor de venstreorienterede og politisk korrekte holdninger dominerede massivt.
Så hans kamp for at blotlægge den politiske korrekthed og dens fatale konsekvenser foregik i vidt omfang op ad bakke. Krarups problem var ikke skarpe argumenter hos hans modstandere. Hans problem var det massive og ukritiske medløb disse argumenter fik i store dele af medierne.
Han blev udsat for nedgørelse og forhånelse fra kredse, der i intellektuel styrke ikke nåede ham til knæene.
Mange andre, der nægtede at løbe med på den politiske korrekthed, mødte de samme problemer. Venstreradikale gemytter i medierne, på læreanstalter og lignende prøvede at undgå en åben debat med dem. I stedet forsøgte man at skrige dem ned og/eller holde dem ude fra det gode selskab.
Stærke og dygtige debattører som Krarup måtte kæmpe hårdt for at få deres budskaber igennem uden at blive grotesk forvrænget.
Under disse forhold var det i sig selv en imponerende præstation at sætte sig igennem i samfunds- og kulturdebatten. Men Krarup havde den fornødne intellektuelle styrke og frygtløshed til at gøre det.
Gang på gang gav han baghjul til åndelige pjevser og medløbere på den akademiske venstrefløj. Han fik skabt sig en stærk position i den offentlige debat.
Søren Krarup var en vigtig skikkelse i den danske idédebat. En mand, man kunne føle respekt for, selv når man var uenig med ham. En fighter af format.
Men han var urokkelig på sin egen stilfærdige facon, der gjorde ham bredt respekteret i Folketinget og i en bredere offentlighed.
Han byggede sin vurdering på en stor viden, og han var overbevist om, at udviklingen ulykkeligvis ville give ham ret.
Og det må man sige, at han fik.
Og hånsordene er da også stort set forstummet.
I 1965 blev han cand.theol. fra Københavns Universitet. Samme år blev han ansat som sognepræst i vestjyske Seem og residerende kapellan ved Ribe Domkirke.
I 1965 blev Karup også medudgiver af tidsskriftet Tidehverv. Han var redaktør fra 1984 frem til 2013, hvor hans datter præsten Agnete Raahauge overtog posten.
I 1986 indrykkede Søren Karup en annonce i Jyllands-Posten.
“Nej, ikke en krone” stod der over en hel side i avisen. Det var t modsvar til Dansk Flygtningehjælps igangværende indsamling Flygtning 86. (ritzau)
Som præst kæmpede han for et folkeligt Danmark, der hvilede på et kristent grundlag.
Han frygtede meget stærkt at dette grundlag ville blive eroderet af indvandring fra lande med et helt andet værdigrundlag.
Derfor blev han politiker, da Dansk Folkeparti blev dannet.
Han blev i 2001 valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti sammen med sin fætter og partifælle, sognepræsten Jesper Langballe. Krarup blev partiets indfødsretsordfører.
De to fætre har fulgtes ad og støttet hinanden i deres politiske karrierer. Søren Krarup fortsatte med præstegerningen indtil 2005. Da flyttede han tilbage til København for at være fuldtidspolitiker.
I 2011 forlod de to fætre Folketinget, da de ikke ville genopstille til valget.
Krarup var gift med Anette Elisabeth Krarup, som han har fire døtre med. Marie Krarup, var i en periode også medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. En anden datter, Katrine Winkel Holm, er også præst og har været aktiv i blandt andet Trykkefrihedsselskabet.
Opdateret 9.11, kl 7.30…
Her kan man hører Søren Krarup tale. Det er ved den årlige Folkefest, For Frihed, i 2017:
https://www.youtube.com/watch?v=ORPUnX0ECnU&t=8s
