Getting your Trinity Audio player ready...
|
Den 7.oktober fik hele den vestlige verden syn for sagn. Hamas’ barbari er næppe set siden holocaust. Der er en grund til, at arabiske lande ikke vil have palæstinensere inden for deres grænser.
Efter at have sat et endeligt punktum ved Nazitysklands jødehad i 1945, bliver vores jødiske medborgere igen udsat for overfald, chikane, trusler og mord. Det havde nok ikke mange for 40-50 år siden drømt om ville ske igen.
Vi danskere blev berømmet og hyldet for redningen af flere tusinde jøder under anden verdenskrig. Mon jøderne har haft fantasi til at forestille sig, at danske politikerne ville importere en pøbel, der ikke stod tilbage for det tyske nationalsocialistiske partis grusomheder?
Sku’ vi ikke hellere snakke om noget andet?
Hamas har ved hjælp af kropskameraer videofotograferet deres egne ubeskrivelige forbrydelser den 7. oktober og lagt dem ud på nettet. På det norske netmedie document.no oplyses det, at:
”Her er også bilder av gislene. Når man tenker på at folk rundt omkring i vestlige hovedsteder river ned plakater av gislene får man en pekepinn om en nihilisme vi ikke har sett siden nazismens dager og akkurat som den gang er vestlige demokratier svake. De tror de kan snakke med morderne.” (Jeg har ikke selv åbnet linket. Der er grænser for, hvor store doser ondskab jeg kan klare ad gangen).
Men efter massakren med mord og afhuggede hoveder på børn, voldtægter, nedskydninger, mishandling og kidnapninger, så må vi hellere komme hurtigt videre.
Og det kom vi så. De vestlige landes venstreorienterede medløbere sammen med de millioner af palæstinensere og andre arabere, som de vestlige politikere har importeret, gik helt grassat. Ikke på grund af de rædsler, de havde set på TV, men at Israel svarede igen.
Hvad knyttede socialisterne og islam sammen?
Hitler og stormuftien delte det samme jødehad. Hele det jødiske folk skulle udryddes. De havde dog ikke helt det samme udgangspunkt, idet Hitler også ønskede at udslette alle, han betragtede som undermennesker, dvs. ikke-arier.
Stormuftien derimod koncentrerede sig alene om jøderne, for den ordre kom fra hans gud. Denne gud ville også af med alle de kristne, men her havde han nok ikke mødt en særlig lydhør Hitler i betragtning af, at tyskerne var kristne.
Så da tidligere MF Naser Khader lancerede udtrykket nazi-islamisme, ramte han hovedet på sømmet.
Socialisternes tætte forhold til islam er absurd, da de pr. definition afskyr religion (”opium for folket”). Alligevel har de danske socialistpartier åbenlyst lagt sig i slipstrømmen af pøbelvældet.
Renvaskningen – keine hexerei, nur behändigkeit
Medløberne, der er flittige kommentatorer på nettet, når vi andre har prøvet at fatte den ondskab, vi har været vidne til, fik lejlighed til at lufte deres enorme historiske viden.
Så vi har siden Hamas’ massakre mod israelerne den 7.oktober kunnet læse alenlange historieomskrivninger om, at det folk, der for 2-4000 år siden boede i Israel, hed palæstinensere og Israel hed Palæstina. Og så kan endeløse kommentatorer skændes om, hvem der kom først til området, og hvad de kaldte sig, og hvor de alle stammede fra, og hvordan og hvornår de kom dertil.
Altså en strid om kejserens skæg og fuldstændigt irrelevant for dét, verden blev vidne til den 7. oktober.
Skal man forsvare sig mod barbarer, skal det ske forsigtigt
Allerede under Hamas’ krigsforbrydelser i 2014 undrede jeg mig over, at hele verden advarede Israel om ikke at forsvare sig ”for meget”. Barbarerne skulle jo nødigt komme til skade, syntes verdenssamfundet at mene.
Der er nemlig noget, der hedder ”krigens love” (en Geneve konvention), der taler om proportionalitet.
En ekspert var på TV for at udlægge den tekst for folket. Og det var sandelig ikke nemt for hende. Selvfølgelig må et land under angreb forsvare sig, men at landet bliver udsat for krigsforbrydelser, betyder ikke, at de må give igen med samme mønt – og da slet ikke, hvis de militært er terroristerne overlegen.
En indstilling jeg har meget svært ved at forstå, men uden tvivl lige efter de fleste danske politikeres ånd.
Så blev det tid til fest, fejring og sjov i gaderne
Aldrig så snart havde terrororganisationen Hamas voldtaget, halshugget og brændt jøder i Israel, før palæstinensere og deres medløbere var i gang med at fejre den horrible udåd med hujende jubelråb og biler, der kørte rundt med terroristflag – der også blev hængt op på Dronning Louises bro – flagrende ud af bilruderne og hornet i bund.
Men Fathi El-Abed, der er formand for en palæstinensisk venskabsforening (de eneste venner foreningen har er andre arabere, venstrefløjen og de resterende nazister) prøvede at overbevise os om, at det vi kunne se, faktisk ikke var det, vi så. ”Det var en misforståelse at tro, at massakren blev fejret.”
Det kalder altid på smilet, når man oplever muslimsk afværgeteknik. Ingen tror et ord af, hvad der bliver sagt. Så El-Abed kan godt spare på krudtet. Hans udgydelser er spildte Guds ord på Balle-Lars.
Pest over Europa
I Berlingske (bag betalingsmur) refererer forfatter Christian Egander Skov den 17.10. til ”Pest over Europa”, der er titlen på socialdemokraten Hartvig Frischs berømte bog fra 1933. Og nu er en ny pest vendt tilbage. Egander Skov skriver:
”Hamas-tilhængere myldrer nu frem, som når man løfter en sten og ser en uendelig mængde af ulækkert kryb og småkravl pile rundt.”
”Ligene fra de myrdede israelere var dårligt blevet kolde, før man i større danske byer kunne opleve eksalterede bilister med palæstinensiske flag ud ad vinduerne og hornet godt i bund. Ren fryd og glæde!”
”Soten har ikke alene taget i indvandrermiljøer ude i de belastede boligområder”, og Egander Skov omtaler en uhyggelig sag fra Syddansk Universitet (…), at også veluddannede unge på landets universiteter bærer den med sig.”
Se den omtalte videooptagelse, der viser hvor tilspidset situationen er, da en ung kvindelig studerende sætter et lille israelsk flag på opslagstavlen, og hun omringes af tørklædeklædte islamistsympatisører samt en åbenlyst aggressiv mandlig studerende, som fysisk intimiderer den unge kvinde. (Bemærk også den meget venstreorienterede journalist, der interviewer kvinden: Satte hun flaget op for at provokere?). Uhyggeligt.
Et par enlige svaler? Nej, vi kender dem efterhånden alt for godt. Den aggressive studerende i videoen optræder fuldstændigt efter bogen. Går truende tæt på en person og bliver skubbet væk. Så kommer hylene. Han vil tilkalde politiet, fordi han er udsat for vold. Herre Jemini. En klynkende baby i en voksen mands krop!
Men det er ikke kun hele det nævnte segment ovenfor, der hylder terroristerne. Visse politikere kan også følge med, som f.eks. den aarhusianske, såkaldte kulturrådmand, Rabid Azad-Ahmad (RV), der hylder Hamas. Også han anvender den muslimske afværgeteknik: Han ved ikke rigtigt, hvad der er foregået og bla, bla, bla.
Andre partier ønsker ham smidt ud, men da de Radikale ikke har en eksklusionsparagraf, og da han har sæde blandt de Radikales mest værdsatte vælgere, forsvinder han ingen steder.
Tak og lov for andre politikere, ellers var vi endnu mere ilde faren, end det allerede er tilfældet. Mikkel Bjørn (DF) skriver i Jyllandsposten under overskriften: ”Fat det nu. Vi kan ikke integrere disse mennesker.”
Han fortsætter ”Reaktionerne på begivenhederne i Israel burde være det sidste søm i kisten på den vildfarelse, at vi i masseskala kan integrere endsige assimilere arabere ind i det danske samfund” og
”Den ”dansk”-palæstinensiske influencer Ahmarni har til sine 80.000 følgere lavet en video, hvor han morer sig over drabet på 260 unge festivaldeltagere i Israel. Her danser og griner han over henrettelsen af uskyldige unge mennesker. ”Der er folk, som stadigvæk ikke er blevet flækket. Men 250 stykker – det er ikke helt dumt.”
Og Ahmarni, der i øvrigt har fået dansk statsborgerskab, fortsætter: ”Jeg hylder drabene på børnemorderne, undertrykkerne, zionisterne.”
Måske skulle vi lige huske at sige til lykke til de over 600 fra de muslimske MENAP-lande, som i fredags blev hyldet af de fleste partier som deres helt egne nye ”danskere”. Se DKA.