Jean-Pierre Obin har skrevet en vigtig bog om det franske skolevæsens virkelighed som følge af meget stor indvandring fra Nordafrika (især Algeriet, der indtil 1962 regnedes for en del af Frankrig), men også fra tidligere kolonier i landene syd for Sahara.
Størstedelen af disse indvandrere i nu fire generationer kommer med et islamisk religiøst grundlag, og det vil næppe være overraskende for denne avis’ læsere, at det ikke er forløbet uden problemer for at sige det med en underdrivelse.
De faktiske forhold er for længst blevet sådan, at flere og flere skoler i Frankrig ikke fungerer efter det franske verdslighedsprincip (“laïcité” på fransk), men i højere grad efter de religiøse, muslimske normer, som bliver sat af både forældre og elever.
Bogen er en advarsel til Danmark om, hvor galt det kan gå
”Hvordan islam trænger ind i skolen” er en alvorligt ment advarsel til lande som Danmark, der trods alt halter bagefter lande som Frankrig, Belgien og Sverige, der på den helt forkerte måde har tilladt indvandring fra den tredje verden i enorm skala.
Bogen er forbilledlig oversat af Kirsten Valeur, som således endnu engang bidrager til at højne oplysningsniveauet i en dansk debat, hvor mange synes at mene, at emnet udlændingepolitik er uddebatteret, jævnfør den seneste valgkamp.
Situationen i det franske offentlige skolevæsen er mange steder fortvivlende.
Selvcensur er normen og ikke undtagelsen, når lærerne skal undervise i religion og i, hvordan den sekulære – ikke-religiøst funderede – stat fungerer.
Siden den bestialske halshugning af læreren Samuel Paty, der havde dristet sig til at diskutere og vise muhammedtegningerne (efter behørigt at have meddelt, at eleverne ikke var forpligtet til at deltage) vil der være lige præcis 0 lærere, der vil vove at gøre noget lignende i fremtiden.
Mindst to tredjedele af de franske jøder har forladt det offentlige skolevæsen og er rykket til privatskolerne. Anti-semitismen blandt mange af de muslimske elever gør det mildest talt forståeligt.
I parentes bemærket forlader tusinder af franske jøder hvert år Frankrig for at rejse enten til Israel eller til USA. Det gør de som regel af de samme grunde som dem, der drev deres børn over i de private skoler.
2. og 3. generation muslimer
Muslimer i Frankrig i 2. og 3. generation lægger oftere afstand til den demokratiske styreform, end deres forældre gør. Man kan tale om en stigende desintegration til erstatning for den højt besungne integration.
Muslimske elever er videnskabsfjendtlige i langt højere tal end andre grupper. Kun seks pct. tror på, at evolutionsteorien er det bedste videnskabelige bud på menneskets udvikling.
Det skal holdes oppe imod 30 pct. hos de katolske elever (også et lavt tal, men dog væsentligt højere) og 66 pct. hos de sekulære elever.
68 pct. af de muslimske elever vil lade religiøse forskrifter gå forud for lovgivningen, hvor det gælder 34 pct. af de katolske elever.
Samtidig foregår alt dette med et bagtæppe af en langt større voldsparathed blandt elever med muslimsk baggrund. Voldsmandens veto er gældende lov i mange franske skoler.
Obin vil have undervisning i det sekulære samfunds værdier
Er der en vej ud af dette morads i Frankrig ifølge forfatteren? Ja, det mener Jean-Pierre Obin.
Den offentlige franske skole skal stå fast på sine sekulære værdier. Det skal ske ved særskilt uddannelse i disse, og så er der en chance for, at Frankrig kan bevares som det verdslige Frankrig.
Denne anmelder må sagtmodigt konstatere, at Obins forslag er både nye og gode. Det eneste problem er, at det nye ikke er godt, og det gode ikke er nyt, undskyld ironien.
Kulturen fra dysfunktionelle muslimske samfund er flyttet med til Frankrig
Obin lider som så mange andre på nutidens centrumsfløj af den skavank, at han tror, at dette problem kan løses. Det kan det ikke. I så fald var det sket for længst.
Eleverne med muslimsk baggrund i de franske skoler stammer fra lande, der er dysfunktionelle på så mange måder, at man udmærket forstår, at deres forældre, bedsteforældre eller sågar oldeforældre flyttede til Frankrig, da muligheden bød sig.
Problemet er blot, at oprindelseslandene er dysfunktionelle ikke på grund af Guds straf, men på grund af menneskenes handlinger i disse lande. Det betyder, at nissen er flyttet med, op til Frankrig, som på flere og flere stræk vil komme til at ligne de lande, hvorfra de er kommet.
Den franske højrefløj
Et stærkt irritationsmoment ved bogen er, at Obin er ved at falde over sine egne ben et stort antal gange, når han skal lægge afstand til den franske højrefløj, som hele tiden har advaret imod denne masseindvandring. Ja, Jean-Marie Le Pen havde sine skyggesider i form af en ufordøjet og uspiselig højreradikalisme fra mellemkrigstiden, inklusive en anti-semitisme, der var komplet uacceptabel.
Det ændrer bare ikke ved, at en Erik Zemmour, berbisk jøde fra Nordafrika, ved det seneste præsidentvalgvalg var den modigste franskmand efter denne anmelders opfattelse. Han havde fået min stemme, om jeg var fransk. Den franske højrefløj har simpelt hen haft ret i dette spørgsmål.
Hvis problemet skal løses kræver det gennemgribende ændringer
Problemet med den muslimske indvandring til Frankrig og dermed den gradvise ødelæggelse af det franske skolesystem kan ikke løses, basta. Ikke ved de gængse metoder i det mindste.
Den franske stat kommer på et tidspunkt til at gøre op med sig selv, om den vil lade sig islamisere og splintre indefra af multietnicitet og deraf følgende multikulturalisme, eller om den vil lægge en plan for, hvordan de mest problematiske personer finder et andet sted at udleve deres drømme om en religiøs herskerorden.
Vi lever i spændende tider. Det gælder ikke mindst i Frankrig.
