Mette F.s plan for grøn omstilling uden a-kraft bliver dyr og indfrier næppe løfter om energipolitisk uafhængighed

Atomkraftværk (Foto: Mads Jensen Scanpix/ritzau)

Ambitioner om en grønnere omstilling i Danmark og hele Europa vil koste dyrt og næppe indfri løftet om energipolitisk uafhængighed!

 

Middelgrundens vindmøller stod (vind)stille tirsdag morgen (19.4.22), mens Mette F. fremlagde regeringens udspil om en grønnere omstilling ikke blot i Danmark men i hele Europa med Danmark som førernation. Pga. krigen i Ukraine skal vi være uafhængige af russisk naturgas, hvilket burde have været udfaset allerede fra 2014, hvor Putin invaderede Krim, men Europa sov i timen.

 

I dag vil man satse endnu mere på ustabil vind og sol uden at nævne, at over 60% af vedvarende energi består af backup af biomasse i form af træflis, der er blevet importeret fra Rusland og andre lande, hvor man kan skaffe certifikat om træets bæredygtighed ved putinske metoder. Mere vind og sol kan derfor betyde mere afskovning til træflis. Se filmen Planet of the Humans (Michael Moore).

 

Før civilisationens udbredning var kloden dækket af 60 mio. km2 skov. Nu er der 40 mio. km2 tilbage. Nature Scientific Reports skriver, at afskovning (bl.a. til afbrænding som biomasse) spiller en rolle i klimakrisen med tab af biodiversitet og kan have katastrofale følger for menneskets fremtid. Genskovning er en lang proces: et træ tager 10-200 år at vokse op og kun 1 time at fælde.

 

Den grønne strøm skal efter planen 4-dobles med 700 havvindmøller, 1.050 landvindmøller og 30 mio. solcellepaneler, som vil dække 160 km2. Det vil skabe en del modstand ved så bastant en ødelæggelse af naturen og fjerne vindmølleloftet, der var vedtaget for at vise hensyn til naboer, natur og den fælles kulturarv, fx tæt på kirke! Det vil til gengæld gavne den nye fusion Green Power Denmark (Dansk Energi, Wind Denmark, Dansk Solkraft) med tidligere Venstre minister og næstformand Kristian Jensen som administrerende direktør og med 125 ansatte. Der er i dag 73.000 personer beskæftiget i energibranchen, hvilket vil stige med yderligere 290.000 frem mod 2030, hvis den grønne omstilling skal lykkes. Ingen taler om økonomi og heller ikke om de kostbare energiøer, hvis funktion fortaber sig i visioner men formentlig bliver en slags ladestander for el.

 

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, nu i Vestas’ bestyrelse, er som Kristian Jensen tidligere politiker med god forbindelse til regeringen. Kristian Jensen ønsker at få fart på den grønne omstilling og ønsker, at Green Power Denmark og energiselskaberne indgår en samfundskontrakt med politikerne (en 4. udøvende magt)! Man bør bl.a. se på klagesystemet, der forsinker en byggeproces, og det bliver måske som Lynetteholm, at hvis man taber en klagesag ved retten, skal man betale erstatningen. Dog ikke klagen fra det svenske miljøministerium, som blev glemt!

 

Miljøminister Lea Wermelin skader miljø og biodiversitet ved at bruge undtagelser og ændringer af regler. Hun mener, der er behov for et opgør med det grønne bureaukrati, så efter snart 10 år i sagsbunken kan en stor vindmøllepark i Smålandsfarvandet ved Omø måske alligevel blive til noget. For at få en undtagelse fra EU’s stramme miljølovgivning kræves, at der er tale om et projekt af særlig samfundsmæssig interesse. Den sjældent brugte undtagelse er miljøministeren klar til at tage i brug uden at tænke på fugle og miljø. Dansk Ornitologisk Forening er skeptisk over, at man vil benytte undtagelser i miljøloven til vindmølleparken, da dyrelivet i Smålandsfarvandet vil tage skade, hvis der opsættes 50 havvindmøller i de lavvandede områder, der er et af verdens mest værdifulde fugleområder og bør beskyttes. Biodiversitetskrisen er ligeså alvorlig som klimakrisen.

 

Vindmøller på land dræber fugle og mange insekter, hvilket i Tyskland er målt til drab på 1.200 mia. insekter hvert år. Det har stor betydning for evt. manglende bestøvning af vore afgrøder = fødevarer. I USA er et amerikansk vindenergi-selskab (ESI) blevet dømt til at betale en bøde på 8 mio. dollars, da deres vindmøller siden 2012 har dræbt over 150 kongeørne, der er en truet dyreart.

 

Sol og vind lyder godt, men der bruges plads og mange ressourcer, som bliver en mangelvare, og så ender produktionen som skrot blot 25 år senere. Atomkraft kan holde i 80 år men er stadig et tabu i Danmark, selvom flere gerne vil have ren rigelig kernekraft uden at skulle spare på el og varme.

 

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earthissue.com

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…