Det er nok kun på spejderlejre og soldaterkaserner, man ’sætter flaget’ og viser det respekt med sang og honnør. Der er sket et skred i danskernes holdning til flaget.
Vi ældre synes jo, Dannebrog er det smukkeste flag i verden. Men vi har også kunnet iagttage en faldende interesse for flagning. En lille nostalgiopblomstring anedes, da vi så nogle religiøse fanatikere brænde vort flag af i forbindelse med karikaturtegningerne af den såkaldte profet Muhamed. Men det forsvandt i en ekstra devaluering, da de kønsreligiøse bevægelser fik lov til at flage med regnbuebanner ved indgangen til vort Parlament.
Den 15/6 1989 var en særlig dag. Det var Valdemarsdag. Flagets dag. Og ved skæbnens ironi – eller med velberådet hu? – faldt dagen sammen med valghandlingen til EF-parlamentet. Jeg satte Dannebrog op, som jeg plejede. Også her på 770-årsdagen for Slaget ved Reval. For selvom det med Gud, Konge, Fædreland og flag ikke er ”in”, så hører det nu med til det at være dansk. Samme år i Påsken havde jeg sat flaget på halv stang Langfredag. Nogle dage efter spurgte en ung, håbefuld mand mig i Brugsen -venligt og deltagende – om vi havde haft dødsfald i familien? Men jeg beroligede ham med, at vi havde flaget pga. et dødsfald for 1989 år siden i Jerusalem.
Det er selvfølgelig en barsk historie, at den kristne kong Valdemar Sejr kunne finde på at nedslagte de hedenske folk i Estland. Men så alligevel. Vi har som bekendt to nationalsange. ”Der er et yndigt land”, og så den om kong Kristian, der i røg og damp stod ved højen mast, hvor hans værge hamrede så fast, at Gotens hjælm og hjerne brast. Vi er fredelige folk. Det er fjenden, der er grusom og bør bekæmpes og dødes! Med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende. For vi vil fred, her til lands, Sankte Hans. De andre vil krig og ufred. Derfor skal de få det, så hjernemassen flyder, og vi får fred.
Før i tiden var danske flagregler enkle. Der måtte kun flages med Dannebrog. Til nøds med Dannebrog sammen med de øvrige nordiske flag. Ved større sportsstævner f. eks. Men det har lige så stille ændret sig. Der kom nemlig et EU-flag på banen. Et flag på lyseblå baggrund og med 12 lysende gule stjerner. Og det havde vi jo valgt. Demokratiet havde talt indtil flere gange, og pakkeløsningerne var på plads og godkendt. ”På stjernetæpper lyseblå, skal glade vi til Bryssel gå!”
I ugen op til afstemningen i 1989 havde man en Tv-debat, hvor alene EF-flaget stod foran partilederne. Der blev ikke anlagt sag mod Tv, men enkelte protester fik Justitsministeren til at love snarlig ændring af flagreglerne. Heller ikke et ’fremsynet’ firma på Lundtoftesletten fik sagsanlæg på halsen, skønt man flagede med EF-flag i stedet for Dannebrog. Man vedtog en afkriminaliseringslov med tilbagevirkende kraft, for lovens gamle ordlyd var overhalet indenom. Den tilhørte en svunden tid, hvor ingen forudså så tætte, frivillige samarbejdsaftaler med andre nationer, at det lignede suverænitetsafgivelse.
Nu skal vi så stemme om, hvorvidt EU-flaget skal vaje over soldaterkaserner. Et flertal af politikere vil, at vi skal skrotte det EU-forsvarsforbehold, vi ellers til dato var enige om skulle holde os udenfor flere af de mest skræmmende målsætninger i EU-samarbejdet. De, der langsomt men sikkert, trænger sig ind over al nationalfølelse og kærlighed til Fædrelandet. Som f. eks. en EU-hær. Allerede i Romtraktatens præambel fra 1959 hedder det, at EEC-samarbejdet skulle iværksættes, og at dette – uden ophør – skulle gøres snævrere og snævrere. Præamblen er ikke en del af selve traktaten, men er en evig forudsætning for al senere tolkning af denne og dens efterkommere.
Dette synes at være undgået de flestes opmærksomhed. Undtagen i England, som indså dette, og i tide nåede at springe fra, inden det i næste traktatudgave formentlig bliver umuligt at udtræde. Altså betyder det, at bordet fanger. Men politikerne mener sig fortsat klogest. Ligesom dengang de først fik folkets nej til den oprindelige Maastrichtraktat, men året efter fandt på de fire forbehold, hvorefter danskerne stemte ja. Spændende, om vi – i lyset af Ukraine-krigen – stemmer ja i første eller anden omgang.
Nej til Euroen, Forsvarssamarbejdet, Retssamarbejdet og Unionsborgerskabet var flertallet af danskeres valg. Men det er, som om tidsånden fremavler lette og uoverlagt hovsaløsninger. Politikere verden over bryster sig af at være reformvenlige, aktive, moderne og indstillet på at ville ’tage ansvar’. Det er blevet et nyt mantra i Danmark. Vi skal ’gøre en forskel’ og tage ansvar. I hvert fald for det nemme og gode. Samtidig skal vi holde tungen lige i munden, så vi ikke gør ondt værre – eller gør det gode for svært at opnå. Selvfølgelig skal vi hjælpe Ukraine i deres frihedskamp mod den sindssyge diktator Putin, hvis fortegnede verdensbillede påtvinges alle russere, og giver ham lov at udleve stalinistiske zar-drømme.
Så længe Nato ikke sætter magt bag de mange fine ord og restriktioner, men kun tør ramme Rusland på pengepungen, er det klart, at tiltagene også vil koste os selv dyrt. Det er nemt nok at lade det ukrainske flag vaje på Hillerød kommunes Rådhusflagstang. Udvist solidaritet og symbolske handlinger koster jo ikke noget. Der er godt nok venligboere rundt om i landet, der på Facebook giver udtryk for lidt surhed over, at ukrainske børn må komme gratis ind på Legelands-områderne. Men de er heldigvis i mindretal, som de var det, da de forsvarede muslimske indvandrere.
Men sådan kan næstekærlighed jo deles op. Og måske helt med rette. I disse tider er det ofte klogest at skelne mellem de, der er her af nød, og de, der er her på evig gratis forsørgelse: Luksusimmigranterne, der udnytter vore velfærdskasser, uden at regering og det politiske flertal ser noget problem heri, og i hvert fald ikke gør noget for at bringe det til ophør. Betydningen af det engelske ord ’gentleman’ som en troværdig bordherre eller en galant kavaler, passer slet ikke. En gentleman var en mand, der ejede et jordareal af en bestemt størrelse. Som en proprietær hos os. Så i praksis kunne der sagtens være tale om en ubehøvlet, uopdragen karl, der snød både Gud, konge og fædreland. Og kvinder.
”Må man glæde sig, når det går en voldsforbryder skidt?” spurgte Kaj Munk, og fortsatte: ”Eller er det forkert og ukristeligt at glæde sig, når det går den retfærdige godt?” Og han svarede selv: ”Hvis det er forbudt at have normer, så husk, at akkordens ånd er Satan selv!” – Helt sjældent er det bestemt ikke, at et menneske har fjender. Men det mærkelige er, at fjendskaber ofte holder sammen på venskaber. Og hvis partier kan blive enige om, hvem man ikke kan lide, så står man stærkt. Den nuværende situation, NATO og Warszawa-pagten, in memoriam. Men det skal man nu ikke lade sig narre til dumheder af.
Visti Christensen
