Herlig politisk ukorrekt action-komedie – virkelig værd at se

***** fem stjerner ud af seks 

 

Guy Ritchie (født 1968) er engelsk manuskriptforfatter og filminstruktør. Han kommer fra en arbejderklassefamilie og forlod skolen allerede som 15-årig. Den korte uddannelse i det etablerede system har vist sig ikke at være en hindring for en stor karriere, og i dag er han ikke bare kendt for at have været gift med Madonna, men for en lang række filmsucceser, bl.a. ”Snatch (2000) og ”The Man from U.N.C.L.E” (2015). Nu er han så aktuel med action-komedien THE GENTLEMEN. 

 

Handling

Narkokongen Michael Pearson (Matthew McConaughey) ønsker at lægge sit liv om. Han er blevet midaldrende, har en blodig og voldelig fortid og vil gerne være respektabel – og måske far – sammen med den smukke, højtelskede og benhårde hustru og forretningskvinde Rosalind (Michelle Dockery). Derfor lægger han an til at sælge sit marihuanaimperium, der er uløseligt sammenknyttet med en række personer inden for den britiske adel. 

 

Planen sender rystelser igennem gangsterverdenen, og det store spørgsmål er, om ’kongen’ kan fastholde sin position, eller om rygtet af salg signalerer svaghed. Og hvem kan nu stole på hvem i hele denne komplekse jungle af bestikkelse, afpresning og dobbeltspil?   

 

”The Gentlemen” er såre underholdende 

I denne film bliver man hele tiden overrasket. Intet er, hvad det i første omgang giver sig ud for at være, og den valgte fortælleteknik med indlagte flashbacks, ’frosne’ billeder og – viser det sig – fiktive scener opfundet til lejligheden, holder seeren i ånde. Persongalleriet er besat af stjerneskuespillere, og Hugh Grant brillerer som (homoseksuel) graverjournalist. 

 

”The Gentlemen” er hverken ”Godfather I” eller ”Goodfellas”. Men inden for sin genre: Action-KOMEDIE, er det svært at finde hår i suppen. Filmen er såre underholdende og fornøjelig i al sin uforudsigelighed, og et klart ekstra plus er, at filmen gentagne gange undervejs har held med rimeligt elegant at få affyret en række politisk ukorrekte replikker. Ikke ringe! 

 

Længde: 113 minutter 

  • Medvirkende: Matthew McConaughey, Charlie Hunnam, Hugh Grant, Colin Farrell m.fl. 
  • Instruktør: Guy Ritchie
  • Manuskriptforfatter: Guy Ritchie
  • Censur: 15 år
  • Premieredato: torsdag d. 27. februar 

https://www.youtube.com/watch?v=iYtvFvsOoYs

 

Del på Facebook