Franske politifolk blev mødt af et uhyggeligt syn fredag ved 17-tiden.
I byen Éragny nordvest for Paris stødte de på en mand, der flakkede rundt med en kniv i hånden.
Betjentene råbte til manden, at han skulle smide sin kniv, men han blev truende og aggressiv. Ifølge nogle kilder råbte han ”Allahu akbar!” (”Allah er størst!”). Da han fortsat nægtede at overgive sig, blev han skudt og dræbt af betjentene.
Det efterforskes som terror.
Halshugget for at undervise i ytringsfrihed
I en nærliggende by fandt man liget af en mand, der havde fået hovedet hugget af.
Manden var en lokal gymnasielærer i historie og geografi.
Han havde vist sine elever de Muhammed-tegninger, som ugemagasinet Charlie Hebdo havde offentliggjort. Han brugte dette som et led i sin undervisning om ytringsfrihed.
Dette havde udløst kraftige reaktioner hos nogle elever og deres forældre. Generelt har Muhammed-tegningerne skabt voldsomme aggressioner i muslimske kredse.
Disse aggressioner har nået nye højder i forbindelse med, at Charlie Hebdo for nylig offentliggjorde tegningerne endnu engang. Det skete i anledning af, at retssagen mod gerningsmændene bag den blodige terror mod Charlie Hebdo og et jødisk supermarked begyndte.
Gymnasielæreren ville benytte den fornyede opmærksomhed til at undervise sine elever i ytringsfrihed.
Det kom til at koste ham livet.
Gerningsmanden: 18-årig tjetjener
Gerningsmanden er en 18-årig indvandrer, der kom til Frankrig som barn fra Rusland.
Han havde forbindelse til den skole, hvor den myrdede lærer arbejdede.
Manden bag den bestialske handling har tjetjensk baggrund, lyder det fra en efterforskningskilde.
Den russiske republik Tjetjenien, der overvejende befolkes af muslimer, er kendt for en meget rå voldskultur. Denne voldelighed gennemsyrer også de tjetjenske indvandrermiljøer i Frankrig.
Tusinder af kamphærdede tjetjenske flygtninge med muslimsk baggrund kom ind i Frankrig i begyndelsen af 2000’erne efter to blodige krige mod Rusland.
Omkring 30.000 tjetjenere i alt flygtede til Frankrig, hvoraf mange bosatte sig i forstæderne til større byer som Paris.
Muslimer mod ytringsfrihed
Endnu engang viste det sig, at der er stærke kræfter i Frankrig, som har en fjendtlig holdning til ytringsfrihed. Specielt udløser det stærkt fanatiske reaktioner i muslimske kredse, at man insisterer på ytringsfrihed i forhold til profeten Muhammed. Det gælder også blandt tjetjenerne.
Satiriske tegninger af Muhammed bliver hos disse kræfter ikke betragtet som et udtryk for et frit og demokratisk samfund. Det bliver derimod betragtet som blasfemi – forhånelse af islam.
Allahs ord står ikke til debat. Allahs ord er hellig lov.
De franske vælgere siger stop
Islamister reagerede med vold og terror mod tegningerne, da de i første omgang blev offentliggjort.
Nu ser det ud til at være sket igen, da en historielærer forsøgte at skabe en åben diskussion blandt sine elever om ytringsfrihed og Muhammed.
Sagen bringer det franske sikkerhedssystem i alarmberedskab. Det samme gælder den politiske top, herunder præsident Emmanuel Macron og hans premierminister Jean Castex.
Macron besøgte sent fredag aften gerningsstedet. Han kaldte drabet for et islamistisk terroristisk attentat.
Macron er begyndt at lægge en hårdere linje i udlændingepolitikken. Det skyldes i høj grad, at han er under pres fra de franske vælgere.
De uhyggelige begivenheder fredag eftermiddag vil kun øge dette pres.
(Le Figaro, BFMTV)
Opdateret 22.30 …