H. P. Hanssen er genforeningens arkitekt – han skaber en sindelagsgrænse til Tyskland i 1920

Hans Schultz Hansen: GENFORENINGENS ARKITEKT – H. P.  Hanssen 1914 – 1936. Historisk samfund for Sønderjylland og Sprogforeningen. Aabenraa, 2020. 335ss. er bind 2 af forfatterens biografi over H. P.  Hanssen og hans politiske liv. Jeg anmeldte bind 1 her i avisen 14. marts, 2019. Det behandler tiden fra 1862, hvor H. P. Hanssen fødtes på slægtsgården Nørremølle på Sundeved. For at undgå at skulle gentage mig selv, henvises læseren her.  

 

 

 

 

 

 

 

 

Ikke desto mindre vil jeg se de to bind som et samlet hele, der beretter om H P Hanssens liv fra fødsel til død, da alene dét fanger den bemærkelsesværdige kontinuitet i H P Hanssens liv og virke. Den mulighed savnede jeg ved anmeldelsen af bd. 1. Det er ikke nogen kritik, men udtryk for nødvendigheden af bd. 2. Tak for det! 

 

Et usædvanligt menneske og en usædvanlig politiker

H P Hanssen var så usædvanligt et menneske og så usædvanlig en politiker, at man kun kan forstå hans indsats for Sønderjylland og for Danmark, hvis man ser hans gerning under ét. Hans liv og hans gerning var så integreret i hinanden, at der næppe eksisterer ret megen plads til privatmanden H P Hanssen. Derfor lader det sig næppe gøre at skildre det ene uden det andet. Det er imidlertid det politiske liv, Hans Schultz Hansen koncentrerer sig om. Kontinuiteten er så meget mere bemærkelsesværdig i betragtning af, at H P Hanssen levede sit liv under meget omskiftelige tider både for ham selv og for hans hjemstavn: Sønderjylland, men også for Tyskland, for Danmark og for Europa. Det kræver sin mand at holde tungen lige i munden under så skiftende omstændigheder. Jeg må imidlertid samtidig indrømme, at kontinuiteten er så bemærkelsesværdig, at jeg stadig ind indimellem spørger mig selv: Er denne kontinuitet i virkeligheden konstrueret af forfatteren? Er værket en hagiografi? Og hver gang bliver jeg enig med mig selv om, at det ikke er tilfældet! H P Hanssens liv var sådan! Han var sådan! Og jeg beroliger mig med, at en Konrad Adenauer og en Charles de Gaulle også demonstrerede en sådan kontinuitet i deres liv. Så H P Hanssen er i godt selskab.

 

Meget apropos åbner Museet Kulturhistorie Aabenraa, H P Hanssens Gade 33, 6200 Aabenraa, Tlf. +45 65 37 08 05 en udstilling 17. september 2020 om ”Genforeningens Pris – H P Hanssens Svære Valg”. Tirsdag – søndag 1200 – 1600 til slutningen af oktober.

 

H P Hanssen blev født 21. februar 1862 på den sønderjyske slægtsgård Nørrelykke på Sundeved tolv år efter Treårskrigen 1848 – 1850 og to år før det endelige danske nederlag i 1864, kun få kilometer fra slagmarken ved Dybbøl. Det var under den såkaldte helstat bestående af kongeriget Danmark og de gamle hertugdømmer Slesvig og Holsten samt af det i 1815 nytilkomne hertugdømme Lauenburg. 

 

Og H P Hanssen voksede op i Nordslesvig, der siden nederlaget til Preussen og Østrig i 1864 hørte under Preussen, men som blev en delstat i Det Tyske Kejserrige (1870 – 1918), der blev udråbt i Spejlsalen i Versailles 18. januar 1871 efter Frankrigs nederlag i den fransk-tyske krig 1870 – 1871. 

 

H P Hanssen døde i 1936 i Aabenraa i enhedsstaten Danmark efter at have viet sit liv til at gøre Sønderjylland til en del af Danmark, adskilt fra Tyskland ved en sindelagsgrænse hvilende på folkenes selvbestemmelsesret. Her havde han boet i eget hus i Nygade 41 (bd. 1, s. 142) siden 1893 sammen med sin kone Helene. Hun blev født 25. december 1860 og var lige så imponerende som sin mand, men de var modsatte af temperament: Han var fuld af optimistiske planer, hun af sund skepsis, og netop derfor supplerede de hinanden godt. (bd.1, 39). Hans Schultz Hansen (HSH) giver en fin skitse af hende i bind 1, men i bind 2 optræder hun mere som H P Hanssens bagland og faste base. Hun fødte 10 børn, hvoraf de 9 blev voksne. Jeg håber, at nogen tager byrden på sig og skriver hendes biografi. Det fortjener både hun og vi andre.

 

HSH behandler hende forholdsvis indgående i bd. 1, kap. 2 med titlen ”Helene og højskolen – moden ungdom” og igen i kapitel 4 (ss. 32 – 49 & ss. 83 – 85). Der er s. 33 et foto af H P Hanssen som ung og af Helene s. 38 og af Helene som ældre i bd. 2, s. 230. Hun kom lige som H P Hanssen fra en gårdmandsfamilie på Sundeved og blev oplært ved landbrug og mejeri. Her lignede hun andre unge gårdmandsdøtre, men hun afveg fra de fleste andre unge kvinder ved sit stærke politiske engagement i den sønderjyske danskheds overlevelse. Idealismen og håbet om genforeningen var de fælles om (bd.1, s. 37). H P Hanssen delte, siger HSH, Luthers og Grundtvigs kristendomssyn, hvor frelsen hverken beroede på gode gerninger eller på personlig omvendelse, men alene på Guds nåde (bd. 1, s 44). Helene ser ud til at have været enig. Hun havde ingen honnette ambitioner. Selv om H P Hanssen blev minister en kort tid i regeringen Zahle i 1920 og Helene dermed ministerfrue, ville hun ikke bo i hovedstaden (bd. 2, s. 126). Datteren Ingeborg Refslund Thomsen nævner i den fine erindringsbog Hjemme i Nordslesvig, at Helene røg cigarer, ”og med årene blev de større og bedre” (bd. 1, s. 213).

 

H P Hanssen talte ved Helenes kiste forud for begravelsen lillejuleaften 1935, hvor han bl.a. sagde: ”Hun valgte et stormfuldt liv ved min side frem for livet mellem slægt og venner. En betingelse stillede hun dog: hun ville ikke nøjes med blot at være min hustru, hun ville være min kammerat, en jævnbyrdig kampfælle.” (bd. 2, s. 269). Det indtryk står også tilbage efter læsning af HSHs skildring af de to. Selv døde H P Hanssen natten til onsdag den 27. maj 1936. Hans begravelse den 30. maj 1936 blev den største Aabenraa og Sønderjylland hidtil havde oplevet, og den er heller ikke siden overgået, skriver HSH (bd. 2, s. 269). Under hans tid var Aabenraa på grund af ham blevet til Sønderjyllands kulturelle og politiske hovedstad, fra 1892 med centrum i H P Hanssen og Helenes private bolig i Nygade 41 (bd. 1, s. 142) og fra 1901 med centrum i Folkehjem, Sønderjyllands mest berømte forsamlingshus, hvor også Sprogforeningen fik til huse. Her afholdtes fra 1902 i juli de fleste danske årsmøder (bd. 1, s. 201f).

 

H P Hanssen stoppede elitens lemmingeløb

Hans liv og virke var ud over det allerede nævnte også meget usædvanligt set fra den Danmarkshistoriske vinkel. H P. Hanssen lykkedes ved en utrættelig energi og handlekraft, optimisme, mod og intelligens at skabe opslutning fra de dansksindede sønderjyder til at gøre Danmark større, så hele setup’et var på plads, da muligheden bød sig med Tysklands nederlag i 1918. 

 

For egen regning vil jeg tilføje, at det kun er sket én gang tidligere, nemlig under Karl Gustav-krigene 1657 – 1660 med Sverige, hvor Danmark ved Roskildefreden 1658 måtte afstå bl.a. Bornholm til Sverige. Det afstedkom et bornholmsk oprør, hvor den svenske kommandant på Hammershus blev dræbt. Ved et gavebrev overdrog oprørerne med Peder Olsen, Jens Kofoed og Poul Anker i spidsen derefter 29. 12. 1658 Bornholm til Kong Frederik III (1648 – 1670) som en arvelig besiddelse. 

 

Ellers er Danmarkshistorien karakteriseret ved det modsatte, en set i bakspejlet lemmingeagtig vandring mod selvudslettelsen, hvor den danske elite har gjort Danmark mindre og mindre siden Danmark var herre over Norden og bød over England, som H. C. Andersen så smukt formulerer det i Danmarks uofficielle nationalsang ”I Danmark er jeg født” (1850). 

 

Og i år er det for resten en særlig god grund til at fremhæve H P Hanssens imponerende bedrift, idet det er 500 år siden Kong Christian II (1513 – 1523) leverede sit eget bizarre bidrag til lemmingeløbet ved at tage livet af blomsten af den svenske adel kort efter, at den havde valgt ham til svensk arvekonge. Det stockholmske blodbad fandt sted 8. – 9. 11. 1520 på Stortorget i Gamla Stan i dagens Stockholm. Det beseglede opløsningen af Kalmarunionen af Danmark, Norge og Sverige (1397 – 1523) . Norge fulgte efter 1814, en uafvendelighed, der var svær at acceptere for danskerne. Blodbadet mindes netop nu med en udstilling på Medeltidsmuseet i Stockholm 11. 8. 2020 – 7. 11. 2021.

 

Hans Schultz Hansens tobindsværk er tæt skrevet og med et væld af primært politiske detaljer, der enkeltvis og tilsammen gør det muligt for læseren at forstå H P Hanssen både som menneske og som politiker. Vi stifter bekendtskab med et menneske, for hvem personlig dannelse i den grundige tyske Bildung-tradition er forudsætningen for hans liv som menneske og for hans virke som dansksindet sønderjysk politiker. Vi får at vide, at han tilegner sig tysk, dansk og nordisk historie og litteratur, at han er kendt i hele Norden og gerne citerer Ibsen og Bjørnson. Vi ser ham som de dansksindedes historiker, socialrådgiver, ”praktiske gris”, bladudgiver og journalist og ikke mindst danskhedens demokratiske organisator med vælgerforeningen som sit parlamentariske fundament, og vi stifter bekendtskab med ham som en eminent taler. Hans ledestjerne er den nationale selvbestemmelse hvilende på det personlige sindelag. Vi følger også ham i hans kamp som dansksindet politiker i Berlin for at få Sønderjylland tilbage og som dansk politiker i København for at få Sønderjylland koblet ordentlig på Danmark efter genforeningen, ligesom vi stifter bekendtskab med hans tilhængere og modstandere, ikke mindst efter genforeningen i hans eget parti Venstre. Under sin korte tid som minister i regeringen Zahle forberedte han, at Christian X skulle ride ind i Sønderjylland på en hvid hest, sådan som Jomfru Fanny havde spået, men da ministeriet Zahle blev afskediget af Kongen 29. marts 1920, mistede H P Hanssen den videre indflydelse. Helt bizart bliver det, da hans gamle fjender inden for Flensborgretningen, der ønskede Flensborg med til Danmark uanset afstemningsresultatet, forsøgte at hindre H P Hanssen i at blive taler ved festen på Dybbøl 11. juli 1920. Han kom dog til at tale, men var ikke hovedtaler, som han burde have været. Han blev også forbigået af Kongen under dennes rundrejse i landsdelen. Kongen stod Flensborgretningen nær (bd. 2, 158). 

 

Efter genforeningen fortsatte han kampen i Sønderjylland for at folk skulle vedblive at acceptere, at genforeningen med Danmark var det rigtige. Det var nødvendigt, da sønderjysk landbrug i midttyverne blev ramt af en hård krise, ligesom han også i sine sidste år tog kampen op mod nazismen både blandt danskere og hjemmetyskere. Han sad i Folketinget 1924 – 1926, som han havde siddet i den preussiske Landdag og den tyske Rigsdag tidligere, begge beliggende i Berlin. Han var medlem af kommissionen vedrørende et jysk universitet og gik ind for at det skulle ligge i Aarhus. Det er jeg taknemmelig for. Aarhus Universitet er uden sammenligning Danmarks smukkeste universitet, bygget, som det er, i gule mursten af arkitekt C. F. Møller og smukt indpasset i en smuk park (bd. 2, s. 198). Det var et privilegium at læse dér.

 

H P Hanssen lykkedes, fordi han var i pagt med tiden

Hans Schultz Hansen har skrevet en fremragende og indholdsmættet politisk biografi over et enestående menneske og en enestående dansksindet politiker med begge ben solidt plantet i det konfliktfyldte og smukke grænseland, som H P Hanssen med sit liv og virke har tilføjet guldrandet ære og værdighed, der med dette værk kan lyse for alle. De to bøger er ikke letlæste, men de er anstrengelserne værd, hvis man gerne vil vide, hvorfor og hvordan Danmark blev større for 100 år siden. Hans Schultz Hansen holder sine egne vurderinger tilbage, men hvor de gives, virker de velplacerede, stille og troværdige. 

 

Værket er forsynet med få, men velvalgte fotos og diagrammer, og selvfølgelig et noteapparat, litteraturfortegnelse og i bd. 2 et personregister for hele værket. Der burde dog ligeledes have været et emneregister. Begge er uundværlige for at kunne finde rundt i og få det fulde udbytte af så tætskrevet et værk.

 

HSH er historiker og hans tobindsværk er et historisk værk i traditionen fra Ranke: ”er will bloss sagen wie es eigentlich gewesen” (han [historikeren] vil blot sige det, sådan som det egentlig var) vedrørende H P Hanssen.

 

Udvider man imidlertid perspektivet, og også tager det med, som udstikker grundlaget for personernes handlinger, men ikke kan knyttes til bestemte personers virke, bliver det samtidig tydeligt, at H P Hanssen kun lykkedes, fordi han og hans virke var i pagt med tiden. Samtidig med at H P Hanssen ihærdigt realiserede sit program, som han formulerede i sin tale til et dansk møde i Løgumkloster 2. december 1889 (bd. 1, ss. 70 – 73), trak stærke og mere eller mindre anonyme kræfter af fx økonomisk, demografisk, følelsesmæssig og loyalitetsmæssig art på samme hammel overalt i Vesteuropa og USA for at udviklingen skulle gå i samme retning, som H P Hanssen ønskede, den skulle gå. I fransk statskundskab og historieforskning kalder man disse kræfter for ”de dybe kræfter” (les forces profondes), fordi de ligger dybere i samfundet end personerne, men påvirker disse og giver dem langsigtede virkninger.   

 

Blodbadet på Første Verdenskrigs slagmarker og krigstrætheden accelererede denne udvikling. Særlig den russiske revolution i november 1917 satte klassekampen på den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske dagsorden for alle de krigsførende lande og skabte et fjendskab mellem Vestmagterne og Rusland, som virkede helt frem til afslutningen af De Kolde Krig og Sovjetunionens opløsning i juledagene 1991

 

Lenins program blev kraftigt imødegået af den amerikanske præsident Wilson med hans løfter om bl. a. national selvbestemmelse og demokrati. Lenin annullerede derimod allerede 2 dage efter våbenstilstanden 11. 11. 18 sin særfred med Tyskland i marts 1918 i Brest-Litovsk. På våbenstilstandsdagen havde den øverstkommanderende for Den Røde Arme allerede givet ordre til at koncentrere den 6. sovjetiske division ved den estiske grænse. 22.11. angreb den ved Narva. Våbenstilstanden kom altså ikke til at gælde for Østeuropa, der i stedet blev viklet ind i en blodig bladning af borgerkrig og international krig. Storoffensiven rettedes mod Estland, Letland, Litauen og Hviderusland og Polen ud mod Østersøen og ned mod Sortehavet for her at tilbageerobre Bessarabien fra Rumænien. Disse krige sluttede først 18. 3. 1921 med freden i Riga mellem Rusland og Polen. Det udelukkede Rusland fra fredsforhandlingerne i Paris, mens Wilson omvendt førte det tidligere neutrale USA ind i krigen 6. april 1917 og dermed frem til en vigtig plads ved forhandlingsbordene ved de kommende fredsforhandlinger. Det styrkede de liberale og socialdemokratiske kræfter internt Tyskland, der ønskede fred, demokrati og ingen anneksioner, og som for øvrigt i mange år havde været H P Hanssens lejlighedsvise allierede i Rigsdagen i Berlin. Hermed åbnede historiens window of opportunity sig for H P Hanssen og hans insisteren på en internationalt garanteret genforening ved fredsforhandlingerne. Disse nye indenrigs- og udenrigsforhold gik ikke op for det neutrale Danmarks politiske ledelse, der tøvende accepterede en form for genforening, men én, der skulle garanteres ensidigt ved bilaterale aftaler med Tyskland (Bd. 2, s. 42ff.). 

 

Man kan sige, at H P Hanssens genforeningsløsning byggede på læren fra årsagen til 1864, mens den aktuelle danske ledelse fortsatte med at leve i følgerne efter 1864 for småstaten Danmark, som HSH skriver et sted, jeg ikke lige kan finde. 

 

Der var ingen Helmut Kohl blandt de danske politikere! Det var H P Hanssen, der var statsmanden her, statsmanden in re. Det var ham, der gjorde Danmark større! Det skal han efter min mening have hjertelig tak for!

 

Henning Duus

Jeg er født i 1945 på Kegnæs med dansksindede forældre og med familie i Tyskland på min mors side. Jeg er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har 1995 – 2006 taget supplerende fag i minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Jeg var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 28 år, frem til min pensionering i 2015.


 

Noter:

1)Ingeborg Refslund Thomsen: Hjemme i Nordslesvig. Gyldendal, 1961, s. 14. Bogen indeholder også interessant materiale om den svenske Grev Folke Bernadotte, der kort hvilede ud i Ingeborg og Karsten Refslund Thomsens hjem i forbindelse med de forskellige hjemhentninger af de danske og norske koncentrationslejrfanger i de hvide busser (ss. 128 – 151). 

2)Dick Harrison & Bo Eriksson: SVERIGES HISTORIA 1350 – 1600.Norstedts, 2010, ss. 182 – 189 og Vivian Etting: FRA FÆLLESSKAB TIL BLODBAD – KALMARUNIOEN 1397 – 1520. Gyldendal, 1998, ss. 194 – 203.

3)Sverre Bagge & Knut Mykland: Norge i danskertiden. Politikens Forlag, 1987, ss. 320 – 324.

4)Leopold von Ranke: Geschichten der romanischen und germanischen Völker von 1494 – 1535. Leipzig & Berlin, 1824, s. 6 (Vorrede).

5)Pierre Renouvin & Jean-Baptiste Duroselle : Introduction à lhistorie des relations internationales. Armand Colin, 1991, ss. 5ff & ss. 384 – 387.

6)Robert Service: THE END OF THE COLD WAR 1985 – 1991. Macmillan, 2015, Robert Service: COMRADES – COMMUNISM : A WORLD HISTORY. Pan Books, 2007.

7)Georg von Rauch: Geschichte der baltischen Staaten. DTV, 1977, s. 17.

8)Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørgård & Niels Bo Poulsen: FRA VERDENSKRIG TIL BORGERKRIG – Østfronten 1914 – 1924 set med danske øjne. Gyldendal, u.å. (2018).

9)Wlodzimierz Borodziej & Maciej Gorny: DER VERGESSENE WELTKRIEG. Bd. I: Imperien 1912 – 1916 & Bd. II: Nationen 1917 – 1923.WBG Theiss, 2018, her bd. II, ss. 76 – 132.

10)Arno J. Mayer: Political Origins of the New Diplomacy 1917 – 1918. Vintage Books, 1970 (1959).

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…