Storkriminelle familieklaner med indvandrerbaggrund har tiltaget sig enorm magt i det tyske samfund. De har kontrol med hele bydele i flere større byer. Et hårdt presset politi kæmper for at holde deres kriminelle aktiviteter nede. Men det er svært.
Klanerne har fået en uhyggeligt stærk position i betydelige dele af landet. Nogle af deres vigtigste bastioner ligger i Ruhr-området i delstaten Nordrhein-Westfalen. Duisburg er en af hovedbyerne.
I Duisburg og Essen kører der i øjeblikket hele 883 efterforskninger mod kriminelle familieklaner! De har arabisk, tyrkisk og kurdisk baggrund. I alt skønnes det, at forbryderklanerne alene i Duisburg har mere end 2800 medlemmer.
Deres kriminalitet omfatter narko, legemsbeskadigelse, bedrageri, røveri, tyveri, overtrædelse af våbenloven og færdselsforseelser. Selv politiet er overrasket over, hvor omfattende denne kriminalitet er.
Rystende beretning
Den regionale avis General-Anzeiger har fået indblik i en intern politirapport, der tegner et rystende billede af klanernes magtudøvelse i bydelen Duisburg-Marxloh.
Her kan man blandt andet læse en rystende beretning om, hvordan de arabiske kriminelle optræder.
Den 17. maj kører tre politifolk patrulje på Kaiser-Friedrich-Strasse, der er fuldstændig kontrolleret af de arabiske klaner. Hen under aften får de øje på den 18-årige S., der er en velkendt kriminel fra en arabisk (libanesisk) storfamilie.
Trods sin unge alder har S. allerede haft 75 politiefterforskninger kørende mod sig. Først og fremmest voldskriminalitet og berigelseskriminalitet.
Der er en arrestordre mod S. for grov legemsbeskadigelse. Derfor flygter han sammen med to andre klanmedlemmer, da han ser politiet denne aften i maj.
Her løber han ind i en boligblok, og sådan et sted er farefuldt område for politifolkene. Bygningen er ejet og beboet af medlemmer af klanen. Trods faren beslutter politifolkene at forfølge ham ind i huset – de tilkalder dog samtidig forstærkning.
Efter nogen tumult får politifolkene fanget og pacificeret S. ved hjælp peberspray og almindelig fysisk magt. Men lynhurtigt har der samlet sig 25 personer uden for bygningen, og de protesterer højlydt mod politiet.
- truer politifolkene med, at han vil slå dem ihjel. Som han råber: Alle ved, hvor stor hans familie er, og hvem politiet her har udfordret.
Voldstrusler og sharia
Anholdelsen af S. skaber ballade i Marxloh. Politiet har ellers haft held til at holde nogenlunde ro ved at praktisere nultolerance. Men efter anholdelsen af S. udbryder der to gange ballade.
Den 22. maj modtager politiledelsen i Duisburg så en anonym e-mail med trusler om et angreb og en advarsel om, at politiet skal trække sig tilbage fra bydelen Marxloh. I mailen står der blandt andet på et noget ubehjælpsomt tysk:
”Vedrørende Allahu Akbar (Allah er størst, red.), Duisburg-Marxloh er vores bydel (…) Vi forbyder alle vantro at bevæge sig ind i vores bydel. Vi vil fordrive alle politifolk, journalister og andre vantro med våbenmagt eller dræbe dem. Hos os gælder den radikale sharia (islamisk lov, red.).”
Mailen, der ikke kan spores, afsluttes med denne trussel:
”Vi har anskaffet os 2000 AK-47 geværer med rigelig ammunition fra Tyrkiet og Rusland. Allahu Akbar, dræb alle vantro.”
To dage efter anholdelsen af S. og tre dage før den truende e-mail observerer politiet en anden kriminel kending på en videooptagelse. Det drejer sig om den 18-årige H. med marokkansk baggrund. Han går for at være knyttet til den kriminelle libanesiske familieklan, som S. tilhører.
Her gentager samme historie sig.
- flygter også ind i en af de boligblokke, som er klanejede, da politiet forsøger at få fat på ham. Da politiet går ind, bliver huset lynhurtigt omringet af 50 personer med tilknytning til storfamilien.
Det lykkes til sidst for politifolkene at slå en klo i ham på en trappeafsats. Men så strømmer der folk til ovenfra og udefra. Pludselig står der 200 truende mennesker foran huset, og politiet må bruge tåregas. Det lykkes at få H. trukket gennem menneskemængden og ud i en politibil.
Kriminelle parallelsamfund
Situationer som disse i Tysklands folkerigeste delstat Nordrhein-Westfalen viser, at der er noget alvorligt galt i Europas vigtigste land.
Store indvandrerklaner opbygger deres stadig større kriminelle parallelsamfund. Trods ihærdig politiindsats bliver deres magt ved med at vokse.
Som man kan se fra Duisburg-Marxloh, er dette kriminelle magtsystem sammenflettet med islamistiske holdninger. En ekstremt farlig cocktail.
Hvor er danske journalister?
Det burde være oplagt for danske journalister at informere den danske befolkning om denne skræmmende udvikling.
Men den bliver stort set fortiet i danske medier. Sådan er det med ’medlemmer’ af Journalistisk Venstreparti: Når der sker noget i samfundet, som støder sammen med deres politisk korrekte verdensbillede, vælger de så vidt muligt at fortie det.
På den måde optræder de mere som politiske agitatorer end som journalister.
De er meget ivrige efter at få fremstillet danskerne som racister, selv om det er et fantasifoster.
Derimod er de særdeles tavse om den kriminalitet, der er fulgt i kølvandet på den ikke-vestlige indvandring – i Tyskland, men også i Danmark.
Danske journalister kunne lære meget af den journalistik, som bedrives af General-Anzeiger, som er en mindre, regional avis. Det samme kunne i øvrigt tyske journalister.
Men se, om de gør det.