Asger Aamund fylder 80 år: Islam er i krig med os – det er på tide at se virkeligheden i øjnene

Asger Aamund fylder 80 år i dag. Vi siger til lykke og tak for mange vægtige bidrag i samfundsdbatten. Her er et indlæg skrvet til den Den Korte Avis december 2016:

 

“I må ikke male billeder af fjenden!, advarede Napoleon sine generaler.

 

Den geniale franske feltherre og strateg lagde vægt på vigtigheden af konkrete og fyldestgørende informationer om modstanderen som forudsætningen for sejrrige militære operationer. Hvis ikke man kunne skaffe sig de nødvendige oplysninger om fjenden, var den næstbedste løsning netop erkendelsen af, at man intet vidste.

 

Så måtte man i stedet improvisere og være fleksibel på slagmarken, noget som Napoleon selv var en mester i. Den værste mulighed var at fantasere sig til et billede af fjenden, således at man enten undervurderede eller overvurderede ham, hvad der kunne føre til fatale militære dispositioner.

 

To store verdenskrige i vor tid har vist talrige eksempler på, at også moderne generaler ofte glemmer Napoleons visdomsord. Også i 2016 står vi over for en indbildt virkelighed, der demonstrerer en desperat flugt fra kendsgerningerne.

 

Velmenende medier og politikere i de vestlige demokratier har meget travlt med at forsikre deres befolkninger, at ’vi er ikke i krig med islam’. Det skal nok være rigtigt, men det er et ubestrideligt faktum, at islam er i krig med os.

 

Ikke islam som tro, men islam som samfundsmodel er i åben krig mod den demokratiske retsstat. Denne virkelighed preller imidlertid fuldstændig af på medier og beslutningstagere i vore demokratier.

 

Obama og islam

USA’s præsident Obama har sat standarden. På tv taler hen henført om, hvor skøn en følelse det var, når han som dreng i Indonesien blev vækket af bønnekaldet fra minareterne. Uanset hvilke grusomme islamiske terrorhandlinger, der har fundet sted i Obamas otteårige præsidentperiode, har han aldrig så meget som en eneste gang villet forbinde massemordene med islam, selv om gerningsmændene uden undtagelse, har udstødt gjaldende ’ Allahu akbar’ råb, inden ofrene segnede til jorden.

 

Obama har dannet skole, og i dag er der ingen toneangivende vestlig regeringschef, der ikke omtaler islam som kærlighedens og fredens religion. I stedet males et billede af ’mørkets kræfter’ og ’enlige galninge’ der har ’ hijacket en stor religion’.

 

Medierne snakker uden om

Medierne taler om ’ rabiate islamister’ og   ’radikaliserede imamer’, som årsagen til massemordene i Allah’s navn.  Dagbladet Politiken går hele planken ud og tale om ’gangsterjihadismen’, som rubricerer Allah’s stormtropper som kriminelle, hvis depressioner og angst kræver psykologisk skadelindring og ikke strenge fængselsstraffe.

 

Besindige borgere, der protesterer mod mediernes og politikernes skønmalerier, bliver over en kam brutalt stemplet som populister, højreekstremister og racister. De 1,6 milliarder muslimer på kloden har ingen aktier i den islamiske terror. De har intet mæle, ingen indflydelse og derfor intet ansvar.

 

Ugerningerne i islams navn planlægges og udføres af magter, der udformer og styrer den islamiske samfundsmodel. Og det er ayatollaherne i Iran, salafiststyret i Saudi-Arabien, Islamisk Stat, de arabiske golfstater og Det Islamiske Broderskab. Samtlige Allahhu akbar terrorhandlinger udgår fra disse kilder, og her er den virkelige fjende. Uden maling uden sminke.

 

Begrebet islamisme eksisterer ikke i den arabiske kulturkreds. Det er noget, vi har opfundet i de vestlige demokratier for at adskille terroren fra islam.

 

Vi bør hellere lytte til Tyrkiets præsident Erdogan som netop rammer sømmet på hovedet: ”Der er ikke noget, der hedder moderat islam. Der er kun islam.”  Er det ikke på tide at vi slipper penslen og ser virkeligheden i øjnene?.

 

Del på Facebook