Den 6. september afholdtes åbent samråd i Udenrigsudvalget, hvori justitsminister Nick Hækkerup og udenrigsminister Jeppe Kofod deltog på regeringens vegne. Emnet var de såkaldte syrienkrigere, deres børn og ægtefæller.
Samrådet var kommet i stand på baggrund af et spørgsmål, stillet af Søren Espersen (DF). Spørgsmålet lød således:
”Udenrigsministeren og justitsministeren er blevet bedt om at redegøre for regeringens holdning til såkaldte syrienskrigere med dansk statsborgerskab. Udvalget ønsker også en redegørelse for den proces, der ledte frem til, at en 13-årig dreng blev hentet ud af en lejr i Syrien (han kom til Danmark den 23. juni i år – min bemærkning), og svar på, hvem der traf den endelige beslutning om at hente drengen ud, om den tidligere regerings ministre var involveret, og/eller om den kongelige undersøger var involveret.
Endelig har udvalget bedt om en redegørelse for, om forældre får større mulighed for at komme til Danmark, når deres børn er hjulpet til landet.”
Vigtige oplysninger vi ikke fik
Hækkerup indledte med at remse en masse tal op, som det nok kunne være svært at forholde sig til uden at sidde med tallene foran sig.
Det var formentlig derfor, at der ikke var spørgsmål til ministerens opremsning.
Vi fik oplyst, at 158 personer var rejst ud, og at en tredjedel formodedes døde. Af de overlevende var halvdelen rejst til Danmark eller andre lande. Men hvor mange til Danmark og hvor mange til andre lande, kom der ingen oplysning om, og ingen spurgte.
Af dem, der var kommet tilbage, var 26 danske statsborgere. Nogle var fængslet, nogle straffet.
Ingen i samrådet spurgte om længden af den idømte straf. Måske fordi det sandsynligvis er så korte straffe, at befolkningen helst ikke skal vide, at lige om lidt er de ude iblandt os igen og kan fortsætte, hvor de slap.
Hvad angår de ustraffede, må vi vel formode, at det har været umuligt for en dansk domstol at bevise, at terroristerne har været andet end issælgere, nødhjælpsarbejdere eller noget andet helt uskyldigt.
Nogle havde fået deres opholdstilladelse inddraget. Endvidere havde 5 fået frataget deres statsborgerskab. Det vil sige, at disse har haft dobbelt statsborgerskab.
Ingen spurgte om, hvorvidt de, der har fået inddraget deres opholdstilladelse, stadig var i Danmark.
Og heller ingen spurgte om, hvor de 5, der havde fået frataget deres statsborgerskab, befandt sig. Er de alle sendt hjem til det land, hvor de har statsborgerskab, eller har man i frygt for at overtræde en konvention ladet dem blive på tålt ophold?
Som bekendt betyder tålt ophold, at de kan færdes frit i samfundet, når bare de melder sig til politiet X-antal gange om ugen. Resten af tiden er der intet, der forhindrer dem i at planlægge terror i Danmark eller begå andre forbrydelser mod befolkningen.
Børnene og deres forældre
Som nævnt i Espersens spørgsmål, var en 13-årig alvorligt syg dreng hjulpet ud af Al-Hol lejren og tilbage til Danmark. Hvor sandt det end er, at børnene er uskyldige i at være bragt til Islamisk Stat, er det formodentlig lige så sandt, at selv mindre børn er blevet oplært i og har deltaget i forbrydelserne.
Sandsynligheden for, at den sårede 13-årige på lige fod med de voksne har været ”kriger”, er til stede. Så hvad vil man stille op, når han kan forlade hospitalet? Har nogen her i landet ekspertise i at behandle et barn med en bagage, der består af grusom vold, umenneskelig behandling af andre og afskyelige mordmetoder?
Og så er der de forældreløse børn. Kofod oplyste, at alle forældreløse børn allerede er hentet til Danmark.
Det oplyses ikke, om de tilbagebragte forældreløse børns forældre begge havde dansk statsborgerskab eller kun den ene forælder. I sidstnævnte tilfælde kunne man nok sætte spørgmålstegn ved, om det er Danmark, der skal tage sig af børnene. Det tages tilsyneladende for givet, at problemet er vores, uagtet at børn af forældre med forskelligt statsborgerskab, lige så vel kunne tages tilbage af den anden forælders hjemland.
Da mange af de mandlige terrorister er døde, sidder kvinderne i Al-Hol lejren med deres børn. Hvis disse børn også tages til Danmark, er de så blot buffere for moderen, så Danmark sørger for, at hun kan komme hertil?
Jeg hørte ikke, at dette spørgsmål overhovedet blev besvaret.
International strafforfølgning
Kofod oplyste, at Danmark sammen med en del andre lande ønskede at realisere muligheden for at stille terroristerne til regnskab for deres forbrydelser på stedet. Det giver god mening, for det er dér, det er muligt at afhøre vidner. Og dér får de formentlig en straf, der er proportional med deres forbrydelser og ikke blot et dask over fingrene.
At oprette en international domstol har man vist talt om længe, uden at man er nået ret langt med forberedelserne. Og det har uden tvivl lange udsigter. Men vi kan da forstå, at de terrorister, politikerne i naivitet har givet dansk statsborgerskab, ikke kan afvises, hvis de dukker op ved den danske grænse.
Hækkerup undlod dog ikke at bemærke, at han langt ville foretrække, at de holder sig væk, for ”de hører ikke til i vores verden” (ca. min. 37). Det fik under spørgerunden Søren Søndergård (Enhl.) op i det røde felt.
Ifølge ordføreren for Venstre, Michael Aastrup Jensen, (se DKA 18.2.2019), er
”Der er andre europæiske lande, som har erfaringer med at fratage statsborgerskab fra de her mennesker in absentia. Det, synes jeg, er en spændende mulighed.”
Jo, det er i sandhed spændende. Men der er formentlig tale om lande, som ikke på samme måde som Danmark følger stentavlerne slavisk, eller som ved underskrivelse af konventionerne har sørget for at beskytte deres egen befolkning ved at tage relevante forbehold.
Venstrefløjens humanitære bekymring
Så nåede samrådet frem til spørgsmål og svar.
Er der nogen, der ønsker terroristernes tilbagevenden til Danmark? Det kommer an på, hvem man spørger. De, der er for terroristernes tilbagevenden, har naturligvis de ædleste og mest humanistiske motiver.
Politikerne med det rette menneskesyn var linet op: de Radikale, Enhedslisten og Alternativet. Hvis Socialistisk Folkeparti var til stede, er det smuttet for mig.
Jeg vil kun medtage få af spørgsmålene, men interesserede kan høre hele udsendelsen fra samrådet i linket, der er indsat nederst.
Martin Lidegaard lagde ud. Og vanen tro for de kulturradikale, kunne han se problemet fra rigtigt mange sider og se alle mulige farefulde aspekter i ikke at arbejde aktivt på at få terroristerne med dansk statsborgerskab tilbage og dømt her. Det vil være i Danmarks ”sikkerhedsmæssige interesse” at få terroristerne dømt her. For hvem ved; i lejren kunne pludselig møde tyrkiske tropper op eller måske syriske, eller terroristerne kunne lige pludselig – ude at nogen ved det – komme over den danske grænse. Så var det bedre at hente dem selv, så de kunne blive straffet i Danmark.
Rosa Lund (Enhl) mente også, man kunne anlægge mange vinkler, men dem slap vi gudskelov for at høre, da hun ville nøjes med at medtage vores ”humanitære forpligtelse” til at få børnene tilbage. Jeg sad netop og ventede på noget med ”humanitær”.
Med slet skjult forargelse spurgte Søren Søndergaard (Enhl), hvad ministeren dog mente med, at terroristerne ikke hørte til i ”vores verden”. Søndergaards fortsatte spørgsmål lød: Mener ministeren, at de hører til i Syrien, Irak eller blandt yesidierne, som de har begået så mange forbrydelser imod?
Hvad med det land, hvor de havde statsborgerskab, før de fik et dansk? Det er vel dér, de hører til.
Hele samrådet kan høres her.
