En fantastisk film, der kan næsten det hele: Maradona – højt at flyve, dybt at falde 

***** 5 stjerner ud af 6 

 

Den argentinske fodboldspiller Diego Maradona er født 1960 i et slumkvarter i Buenos Aires. Han debuterede som 15-årig og blev straks publikumsyndling. Nu er der blevet lavet en kalejdoskopisk dokumentarfilm om en række af højde- og lavpunkterne i hans liv, stykket sammen af mere end 500 timers hidtil usete optagelser.   

 

Instruktøren hedder Asif Kapadia, og han er bl.a. kendt for sin prisvindende film Amy (2015) baseret på  den engelske sanger og sangskriver Amy Winehouses korte liv. En forfaldshistorie, der trækker paralleller til Maradonas opstigning og fald. 

 

Maradonas turbulente karriere i Napoli
DIEGO MARADONA centrerer sig især om fodboldspillerens turbulente karriere i Napoli fra 1984-1991.  I samme periode var stjernen med til at vinde verdensmesterskabet for Argentina og det italienske mesterskab for Napoli. 

 

Øjensynligt kunne Maradona – med fodboldstøvlerne på – gå på vandet, men uden for banen rodede ikonet sig ind i en række skandaler. Han gjorde en pige gravid og nægtede at anerkende faderskabet. Han var selskabsløve i nattelivet, og ud over at se dybt i diverse drinks blev han afhængig af kokain med mafiaen som leverandør. Dens ydelser var selvfølgelig ikke gratis, og Maradona måtte stille op for bagmændene, i det omfang de kunne udnytte hans berømmelse og heltestatus til egen vinding.  

 

I flere år blev han set og hyldet som en gud i Napoli og havde af ret indlysende grunde svært ved at håndtere den næsegruse tilbedelse. Som hans personlige træner udtaler i filmen: Der blev mindre og mindre af Diego – den fattige, ydmyge, forpligtede, sårbare, kærlige og omsorgsfulde søn, bror, ægtemand og ven – og mere og mere af Maradona: Arrogant, selvglad, løgnagtig, grådig og hensynsløs.  

 

Et facetteret portræt
Dokumentaren er virkeligt interessant, ikke bare på grund af aldrig-set-før-klip, men fordi en række centrale personer i Maradonas liv medvirker:  Hans mor og far, ex-hustruen Claudia Villafane, med hvem han har to døtre, samt ex-kæresten Cristiana Sinagra, mor til den søn, han ikke ville være ved, men som han forenes med, da sønnen er blevet voksen.

 

De bidrager hver især til at skabe et facetteret portræt af en ung mand, der alt for hurtigt skulle være voksen og tage ansvar som forsørger for sin fattige familie – uden rigtigt at været blevet udstyret med de nødvendige forudsætninger for at håndtere byrden og idoldyrkelsen og verdensberømmelsen. 

 

Han bliver svigtet, da han forsøger at komme væk fra Napoli og ud af sit kokainmisbrug, fordi klubben nægter at slippe ham, men bare vil malke ham helt ind til benet. Beslutningstagerne springer kynisk op og ned på, om det skal koste Maradona hans helbred – også selv om han ender med kun at kunne spille på smertestillende indsprøjtninger. Og doping. 

 

Inden for sit felt var Maradona et geni, mens han var på toppen, og det er ren fryd at se ham jonglere med en bold. Det er ikke bare kropsbeherskelse og intelligent-intuitiv aflæsning af spillet – det er kunst.  

 

Længde: 130 minutter 

  • Medvirkende: Diego Maradona, Daniel Arcucci, Corrado Ferlaino m.fl. 
  • Instruktør: Asif Kapadia 
  • Censur: Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år 
  • Premieredato: torsdag d. 5. september                                                                                  

        

Del på Facebook