I Venstre har man åndet lettet op over Lars Løkke Rasmussens interviews med DR og TV2 søndag aften.
Løkke gjorde det nemlig klart, at han ikke agtede at starte et nyt parti. Hvis han havde forsøgt sig med et sådant projekt, kunne det være endt i et uskønt og blodigt opgør, der ramte både Venstre og Løkke selv.
Nu, hvor denne trussel er væk, vil partiet og dets nye ledelse bestræbe sig på at strø sand hen over det drama, som Løkke skabte. Og man vil sørge for at give ham en passende afsked som partileder på partiets ordinære landsmøde.
Man vil venligt ignorere nogle af de tvivlsomme påstande, som Løkke kom med i sine TV-interviews. Og man vil hylde ham for de kvaliteter, han uomtvisteligt besad som en sagligt dygtig politiker.
Men samtidig vil man på vigtige punkter ændre den politiske kurs, som Løkke lagde. Og man vil stille og roligt korrigere det skønmaleri, som Løkke nu giver af sin indsats.
Løkkes afgang
Løkke gav på TV indtryk af, at han velovervejet valgte at forlade hotel Cromwell Kellers Park i Brejning ved Vejle for ikke at køre konflikterne i partiet op.
Men kendsgerningen var, at Løkke risikerede at blive væltet som formand på et ekstraordinært landsmøde, hvis han ikke gik frivilligt. Han havde i den grad fået partiets bagland imod sig.
Han ville gerne være blevet siddende. Men han var tvunget til at forlade posten, fordi han havde bidraget til at skabe en uro, der skadede Venstre.
Dråben, der for baglandet fik bægeret til at flyde over, var kravet fra Claus Hjort Frederiksen (og reelt Løkke) om, at næstformand Kristian Jensen skulle gå af, fordi han offentligt havde lagt afstand til Løkkes planer om en SV-regering.
Dette krav lagde op til en åben borgerkrig i Venstre. Venstres hovedbestyrelse var imod Løkkes krav, og den reagerede ved kræve et ekstraordinært landsmøde, hvor man kunne tage et kampvalg om både formands- og næstformandsposten. Og så gik Løkke fra mødet i vrede.
Historien om, at han nøgternt og køligt valgte at undgå en konfrontation er ikke troværdig.
Den falske påstand om Venstres valgresultat
Den samme tendens til skønmaleri optræder i andre af Løkkes udtalelser på TV.
Han insisterer således på, at Venstre fik et virkelig godt folketingsvalg i juni.
Sandt er det, at partiet fik en mærkbar fremgang i valgkampens slutfase. Løkke har utvivlsomt ret i, at der kom nogle vælgere til, der var tiltalt at hans tanker om en SV-regering på midten af dansk politik.
Men Løkke glemmer at fortælle, at Venstre alligevel fik et dårligt valg. Det blev bare lidt mindre dårligt, end der ellers var udsigt til.
Faktisk fik Venstre i år sit næst dårligste valgresultat siden 1994. I det hele taget har Venstre oplevet et dyk i vælgertilslutning under Løkke, sammenlignet med forgængeren Anders Fogh Rasmussen.
Dyre rejser, partibetalt tøj og et møde i kælderen
Helt galt gik det ved valget i 2015. Venstres elendige valg dengang hang i høj grad sammen med Løkkes skandalesager (dyre rejser, partibetalt tøj).
Man kan ikke forlange, at Løkke selv dvæler ved disse ting. Men de må selvfølgelig indgå i et nøgternt billede af ham som leder.
Løkke har ikke bare haft problemer med vælgerne. Han har også haft problemer med at sikre ro og sammenhold i sit parti. Forholdet til næstformand Kristian Jensen har været det mest synlige udtryk for dette. Først eksploderede det i 2014 (”mødet i kælderen”) og så nu igen i 2019.
Al denne ballade efterlader indtrykket af Løkke som en svag leder.
SV-regering
Den samme svaghed viser sig i den egenrådige og impulsive måde, Løkke har udviklet Venstres politik på.
Et strålende eksempel er den idé om tilnærmelse til De Radikale og deltagelse i en SV-regering, som han pludselig lancerede i årets valgkamp.
Dette var ikke bare en uholdbar måde at udvikle politik på. Det var også en forkert politik, der kom ud af Løkkes solooptræden.
Jakob Ellemann-Jensen lægger da også op til at korrigere Løkkes linje.
Som Ellemann ganske rigtigt påpeger, må man skelne mellem to ting:
Venstre skal være i stand til at indgå i et bredt samarbejde over midten i mange spørgsmål – med Socialdemokratiet og andre.
Men et regeringssamarbejde vil være meget problematisk. Især for Venstre, der umiddelbart ville stå til at blive lillebror i forhold til Socialdemokratiet. Der vil være meget stor risiko for at blive kørt over og for internt kævl og handlingslammelse.
En SV-regering er blevet forsøgt – tilbage i 1978. Den blev en tordnende fiasko.
Ingen stor strateg eller stærk leder
Jakob Ellemann lægger op til at styrke samarbejdet i blå blok. Han vil regere på grundlag af blå blok. Men her og nu lægger han op til at udnytte de muligheder, som ligger i, at S-regeringen over lange stræk vil være afhængig af de borgerlige stemmer. Ligesom Løkke i øvrigt gjorde det under Thorning.
Løkke var ikke nogen stor strateg og stærk leder. Men han har været en usædvanligt vidende politiker på en lang række områder. Og han har båret vigtige reformer igennem – blandt andet i forlængelse af finanskrisen.
Det vil han blive hyldet for på Venstres ordinære landsmøde.
