Tom Buk-Swientys ny bog: LØVINDEN – Karen Blixens 17 år i Afrika 

Tom Buk-Swienty vender i sin seneste bog hver en sten i Karen Blixens iværksætterforsøg med en kaffe-farm i dagens Kenya.  

 

Tom Buk-Swienty: LØVINDEN. Karen Blixen i Afrika. Indbundet med omslag. Ill.  754 sider. Kr. 399,95. Gyldendals Forlag. Udkommet d. 26. august 2019. 

 

***** fem stjerner ud af seks 

————————————————————————————————    

Lad mig først give ordet til forfatteren af murstensværket – 754 sider! – Tom Buk-Swienty: 

 

”Jeg har skrevet en stor biografisk fortælling om den unge Karen Blixen og hendes år i Afrika. Der er tale om en biografi i den forstand, at alle udsagn bygger på kilder – samtidige breve og dagbøger – men samtidig er bogen en fortælling, hvor jeg bruger en romanforfatters fortællegreb. På grund af de mange breve hun og familien skrev, er det muligt at komme helt tæt på hende, hendes store livskampe og at føre læseren med midt ind i det forunderlige – ja eventyrlige – univers, som hendes kaffefarm og verden i Kenya var.”  

 

Hermed er rammen beskrevet, genren fastlagt og kildematerialet præsenteret. Fokus er på Karen Blixens tilværelse i Afrika i de 17 år, hvor hun – først sammen med sin mand Bror Blixen, siden alene – kæmpede for at holde farmen kørende og solvent. 

 

Et liv i modsætning til den borgerlige familie
Hun ankom til kontinentet januar 1914 med forestillinger om at skabe et frit, utraditionelt liv helt i modsætning til den borgerlige familie og dens restriktioner hjemme i Danmark. Den side af sagen lykkedes for hende.
 

Ikke bare blev hun en habil skytte og nedlagde adskillige løver på safarier, hvilket bidrog til at skaffe hende det ærefulde navn ”The Lioness” – løvinden. Hun lærte også at køre bil og styre et oksespand.
 

Velkendt er hendes passionerede affære med den engelske adelsmand Denys Finch Hatton, og med til historien hører, at hun på et tidspunkt måtte tage hjem for at blive behandlet for den syfilis, hendes udsvævende ægtemand Bror havde påført hende. 

 

Mindre kendt er hendes arbejde som kompetent og myndig direktør for Karen Coffee Company, den store kaffefarm. Direktør vel at mærke, ikke ejer. Det lykkedes nemlig aldrig for Blixen at blive ejer af farmen, der blev finansieret først og fremmest af hendes onkel Aage Westenholz og moderen (Mohder), og som endte med at koste familien i omegnen af 100 mio. kr. i dagens mønt. 

 

Da hun blev tvunget til at forlade den afrikanske farm, var hun ludfattig, på randen af selvmord og så nedbrudt både fysisk og psykisk, at bror Tommy hævdes næsten ikke kunne genkende hende. 

 

Fascinationen af Blixen
Der er indlysende grunde til, at så mange mennesker er dybt fascinerede af Blixen og hendes forfatterskab. Hun har været en karismatisk personlighed begavet med mangfoldige evner og talenter som fx maler, forfatter, blomsterdekoratør, fortæller, sprogkyndig, rytter, skytte og kok. Og altså direktør for en stor virksomhed. 

 

Bogens forsideomslag viser en strunk, selvbevidst Blixen med sit gevær – klar til alle udfordringer – men værket løfter også sløret for, hvor meget hun havde at kæmpe med: En utro ægtemand, en elsker, der svigtede hende, tilbagevendende (trope)sygdomme, der tappede hende for kræfter, farmens elendige økonomi og mange dårlige høstudbytter (den gav kun overskud i to år ud af de 17), mangel på ordentlig arbejdskraft, ansattes svigt og bedrageri, dødsfald i familien og dødsfald blandt hendes elskede hunde, og ikke mindst tabet af hendes store kærlighed, Denys, der omkom i et flystyrt. 

 

Læs også
Karen Blixen museets hjemmeside hacket af Islamisk Stat – I Sverige skete det samme for en lufthavn og en avis

Plusser og minusser
Først alle plusserne i vurderingen, der udløser de fem stjerner: Med ret få undtagelser er ”Løvinden” en pageturner, da næppe en dag passerer uden en eller anden form for drama. Formidlet i et medrivende, sanseligt, billedrigt sprog. 
 

Det univers, Tanne (Karen Blixens kælenavn) bevæger sig rundt i i både Danmark og Afrika, er befolket med interessante, excentriske og unikke personligheder, og hendes mod, udholdenhed og intelligente jonglering med de mange problemer, der tårner sig op på farmen (tørke, græshoppesværme, Første verdenskrig, krakket i 1929 m.m.), aftvinger dyb respekt.
 

Samtidig bliver hendes mindre flatterende egenskaber ikke holdt under låg: Snobberi (baronessetitlen betød uendeligt meget for hende), jalousi, ønske om altid at spille førsteviolin og flashe sin overlegne smag inden for middagsborde, påklædning og boligindretning, og ikke mindst den skamløse, økonomiske udnyttelse af familien. Portrættet af Blixen i Afrika er nuanceret og facetteret og rummer både godt og skidt.  

   

Et absolut aktiv er, at værket er så rigt illustreret og præsenterer en række aldrig før sete billeder.  

 

På minussiden ligger, at ”Løvinden” er blevet alt for lang i spyttet og bruger unødigt meget plads på bipersonerne. 

 

Dertil kommer et punkt, hvor jeg faktisk ikke er afklaret, for ER det nu også et minus?  

 

Tom Buk-Swienty fortolker hele vejen igennem frit – og digter videre på – det foreliggende kildemateriale. Fx ved at skrive, hvad Tanne og andre tænker i bestemte situationer – uden han kan vide det. Dermed bliver teksten i adskillige passager langt mere – og for meget? – romanfiktion på bekostning af historieskrivning og faktuel biografi.  

 

Tilbage står, at forfatteren med ”Løvinden” har føjet en række centrale brikker til en forståelse af de ydre faktorer, begivenheder og dramatiske livserfaringer, der ligger til grund for Danmark store ’story-teller’.
 

Med den lille ekstra krølle, at Karen Blixens roste erindringsbog, ”Den afrikanske farm”, afsløres yderligere som værende langt mere fiktion end fakta.   

*********************************************************** 

Faktaboks: 

Tom Buk-Swienty (f. 1966) er cand.mag. i historie og amerikanske studier.  I 2008 udkom SLAGTEBÆNK DYBBØL om slaget ved Dybbøl i 1864 fulgt op af DOMMEDAG ALS (2011) om danskernes nederlag på Als og den katastrofale fredsslutning. 

 

Derpå gik Tom Buk-Swienty i gang med Karen Blixens far. I 2013 udgav han KAPTAJN DINESEN – ILD OG BLOD og i 2014 KAPTAJN DINESEN – TIL DØDEN OS SKILLER.  Kaptajn Dinesen var, ud over at være officer, politiker, forfatter og eventyrer.  

 

I 2016 kommer så Tom Buk-Swienty biografi TOMMY OG TANNE – om to af Wilhelm Dinesens børn, sønnen Thomas Dinesen (Tommy) og datteren Tanne. 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…