Valget i Israel 17. september gav en føring til den tidligere hærchef Benny Gantz over den nu forhenværende premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti.
Hvilken betydning kan det få for fredsprocessen?
Fredsprocessen ligger i ruiner.
Ingen kan tro på, at PLO og Hamas vil kunne bo side om side i hverken Gaza eller på Vestbredden.
Og ingen kan tro på, at Israel er parat til at afstå Vestbredden med dens mange bosættelser.
Hvad værre er, så har der aldrig været nogen, der i alvor kunne tro på, at Osloaftalernes umulige kompleks kunne realiseres. Det var et stykke makværk, som vi i desperation tog til os, fordi vi så kunne bilde os ind, at nu var bevægelsen mod fred endelig sat i gang.
Det var den overhovedet ikke.
Selv da palæstinenserne i 2000 og 2007 fik det hele præsenteret på en sølvbakke, turde hverken Arafat eller Mahmoud Abbas takke ja.
Og heller ikke i Israel kunne man løbe en politiker op, der i fuld alvor turde erklære sin tro på, at Israel skulle kompromittere sin sikkerhed ved at indgå aftaler med palæstinenserne, medens de samtidig uophørligt bombarderede Israel, sendte selvmordsbombere ind i landet og med vanlig aggressiv retorik udstillede deres ultimative alt eller intet politik
Oslo-aftalen var født i synd, ingen ville den.
Og nu er præsident Trumps 2 år gamle løfte om, at han ved et eller andet kunstgreb kunne sætte skub i fredsprocessen også faldet ynkeligt til jorden.
Efter Oslo
Læren efter Oslo synes at være, at freden må opstå af sig selv, dvs hvor parterne kan mødes i fællesskaber, hvor de arbejder på et fælles projekt eller en fælles sag. Det kan f.eks være opførelsen af en lokal skole, infrastruktur eller sygehusvæsen.
Palæstinensere og israelere bebor de samme områder, og de har en fælles interesse i, at få skabt et samfund, der skaber mulighed for vækst og udvikling for begge grupper.
At en sådan tilnærmelse faktisk har en mulighed for sig kan man for indeværende se i Israel, hvor de 2 millioner arabere har fulde politiske rettigheder og stort set lige muligheder økonomisk.
I Israel kan de forsørge deres familier, og de lever i sikkerhed. Ikke én kunne drømme om at flytte fra Israel for at blive borger i Jordan eller emiraterne eller et andet arabisk land, hvor de aldrig ville opnå disse rettigheder og muligheder.
Og her under regeringsdannelsen i 2019 er det blevet yderligere udstillet, hvordan de arabiske israelere er blevet en del af den jødiske stat. Den Arabiske Blok har meddelt, at den gerne vil lægge stemmer til en Gantz ledet regering. Araberne er parate til indgå i et samarbejde med israelerne, fordi de er en del af et fælles projekt.
Det burde skrives med versaler, for her har vi måske den spæde start på en ny og langt mere lovende udvikling, end de fortænkte og uigennemførlige Oslo-aftaler. Men hvordan kunne man prøve at realisere en sådan revision?
En ny plan for fred i Mellemøsten
En sådan ny plan måtte tage udgangspunkt i, at staten Israel med dets 10 millioner indbyggere er kommet for at blive.
FNs/UNWRAs håbløse krav om, at de oprindeligt 700.000 flygtninges efterkommere, der i dag udgør 5,1 millioner, har Ret Til Tilbagevenden, er et håbløst projekt, der blot vil sikre, at de mange efterkommere aldrig kommer i gang med deres liv.
FNs politik som de indoktrinerer de palæstinensiske efterkommere med i deres UNWRA skoler er et hæsligt og kynisk misregimente fra FNs side.
Israel er kommet for at blive, og det er at stikke de mange efterkommere, der aldrig har været i Israel, blår i øjnene at foregøgle dem, at man både moralsk og militært vil kunne smide israelerne i havet. Israel er regionens stærkeste militærmagt.
Det er et ansvarsløst drømmeri, som de mange palæstinensiske efterkommere af de oprindelige flygtninge siden 1948 har betalt regningen for.
Det er mig en kilde til undren, at vores venstrefløj har forelsket sig sådan i deres egen selvretfærdighed, at de ikke ser, at deres og FNs projekt med palæstinensernes RET betyder, at disse mange mennesker aldrig nogen sinde får et liv.
Synes FN og de venstreorienterede virkelig, at det er acceptabelt, at palæstinenserne skal betale en så uhyrlig pris for deres personlige ”feel-good”.
På den måde kom vi af med både FN og de venstreorienterede. Og det var ikke et øjeblik for tidligt! Så kan det være, at man endelig kan nå nogle resultater fremfor den evindelige konkurrence om, hvem der er mest from.
Den nye model
Den nye model implicerer, at Israel sikrer sig både Vestbredden og Gaza. Projektet er nødt til at tage udgangspunkt i Israel og dets administration. Til gengæld skal Israel tilbyde de mange palæstinensiske arabere fuldt statsborgerskab i Israel, på samme måde som de 2 millioner, der allerede bor der.
Hermed bliver Israel konfronteret med den jødiske nationalstats skrækscenarie: den demografiske udvikling som på sigt vil gøre den jødiske befolkning til en minoritet i Israel. Men det skal netop være pisken, der gør, at den israelske administration både på det statslige og det lokale plan tvinges til at indgå et samarbejde med palæstinenserne, så de får del i den rigdom og de muligheder som Israel kan give dem.
Endelig er administrationen også indledningsvist nødt til at være israelsk, fordi Israel med dets erklærede religionsfrihed siden 1948 har vist, at det kan forvalte de mange helligsteder på en måde, så alles rettigheder bliver respekteret så langt som muligt. Hverken de kristne og slet ikke islam vil i en indledningsfase kunne håndtere de delikate helligsteder.
Kan det lade sig gøre?
Det ved jeg ikke, men for mig at se er en fremgangsmåde som denne den eneste som indeholder et gran af håb i dette ellers dybt håbløse spørgsmål. Når nu både de venstreorienterede og FN er bragt til tavshed, kunne det jo være, at fornuften kunne få lov at sejre internationalt og i internationale hjælpeorganisationer, så man aktivt kunne bistå Israel og palæstinenserne med at finde løsninger, der kunne tone den bias, der tidligere har været styrende til fordel for jødiske bosættere mm, ned.
Det ville kræve meget af alle parter, især jøderne, hvis narrativs dominans som det er kommet til udtryk i den nye ”State Law” gradvist måtte revideres.
Men det ville så afgjort også kræve meget af araberne, som må revidere deres narrativ om det uopgivelige al-Aqsa. Men også her er der faktisk i den seneste udvikling grund til optimisme og håb, idet de konservative arabiske stater som Saudi-Arabien, UAE og Egypten for indeværende nærmer sig Israel med stormskridt, hvilket lover godt for en eventuel opblødning af deres meget fastlåste paradigme og dets idelige henvisninger til forræderiet overfor islam og profeten. Revisionen banker på, for kun Israel er nemlig en match for det Iran, som de konservative arabiske stater frygter mere end noget andet.
Svend Lindhardt
