Peter AG Nielsen fra Gnags er en af landets mest kendte musikere. Hans lillesøster Elisabeth, f. 1957, er knap så kendt til trods for sin musikkarriere. Begge er de vokset op i en tilsyneladende velfungerende kernefamilie et sted mellem Tarm og Lem, i byen Skjern – far, mor og fire børn. En udadvendt, højdriftig indremissionsk (af den glade type) far og en mere indadvendt grundtvigsk mor, som holder meget af portvin og Buddenbrooks, når hun kan slappe af fra sit dobbeltjob. Da begge forældre dør med få dages mellemrum, smuldrer søskendeskabet i mere eller mindre grad. Det har den yngste i flokken så skrevet en bog om, efter at et bogprojekt med storebror Peter er gået i vasken.
Lillesøster taler ud!
Man har sine forbehold, når man går i gang med en sådan en slags bog. Er sagen vedkommende for en større kreds? Bliver det for privat, udleverende og bittert? En offerrolleberetning? Sådan en slags ugebladspsykologi blandet med mere eller især mindre interessante erindringsstrejf fra barndommen? Den forbeholdne læsers parader falder dog hurtigt. Der er faktisk kommet en rigtig god bog ud af anstrengelserne, og man bliver mere og mere grebet under læsningen. Grebet og stundom bevæget.
For det første, fordi Elisabeth skriver godt, har et levende, rigt og nuanceret sprog. For det andet, fordi hendes fortælling om en tryg opvækst i en lille, vestjysk provinsby i 60’erne giver et fint tidsbillede, som ikke mindst vi, som er født nogenlunde samtidigt, vil kunne nikke genkendende til – så fuld af fælles iagttagelser. For det tredje, fordi bogen søger at afdække et desværre ret udbredt fænomen i nyere dansk familieliv: at mange af os ikke formår at holde sammen med de mennesker, der står os nærmest. Hvad enten det gælder ægtefæller, forældre og børn. Og søskende.
Familien i opbrud
Der kan være så mange årsager til brud. Hver familie har sine historier om svigt, tillidsbrud, misundelse, følelsen af manglende anerkendelse etc. I bogen får vi jo kun Elisabeths version. Storesøsteren skriver på et tidspunkt et 10 sider langt brev, hvor hun ligefrem afskriver sig sin søsterrolle med en opregning af alle de fortrædeligheder og misforståelser, hun mener at have været udsat for fra de andres side. Den ældste bror har i mange år levet fjernt fra Danmark og har ikke noget behov for at grave i gamle familieforhold. Det synes udelukkende at være Elisabeths projekt. Hendes familie griber angiveligt mestendels til en sammenbidt ’det skal jeg nok selv klare’-attitude.
Bogen skifter mellem tilbageblik og nutider. Vi mennesker har det med at gøre tingene sværere og mere indviklet for hinanden. Hvilket i dette tilfælde fremkalder en del hovedrysten hos læseren, men også mange smil. De små børn vokser sig op til at blive store børn, aldrig rigtigt voksne. Grundproblemet i ethvert menneskeligt forhold er den synd, som klæber sig til os: at vi først og fremmest vil os selv og har svært ved at give andre den fornødne plads. Med forfatterens egne ord:
At søge gamle roller og lege hjælpsomme idiotiske amatørpsykologer
Jeg drømmer vel også med mit bogprojekt at byde mine søskende velkommen til at mødes på et nulpunkt, hvorfra det måske kan gå langsomt, modent fremad. Mod et overbærende sted, hvor vi, som store, voksne knap så, let-krænkbare børn, står lige og derfor kan berige hinanden med erfaringer, i stedet for at søge gamle roller og lege hjælpsomme idiotiske amatørpsykologer, som vil have kontrol over og styr på hinandens liv. For at få den andens til at være som ens eget.
Disse ord rammer mange af os. Elisabeths bog kunne være en sørgmunter anledning til at reflektere over sit eget familieliv. Lillesøster fortjener anerkendelse. Og sikkert også en masse modsigelse fra dem, som ved besked. Dem med de fælles erfaringer og vidt forskellige udlægninger.
Elisabeth Gjerluff Nielsen, Store børn. Erindring om en familie.
Gyldendal 2019, 264 sider, 250 kroner.
