Fåreavler mistet 200 dyr efter ulveangreb – nu opfordrer præst jægere til at skyde ulve

Medens man på de københavnske caféer glæder sig over, at der igen er ulve i Danmark, er der for mange fåreavlere i Jylland tale om blodig alvor.

 

Blodig alvor i form af marker med døde får, der er blevet bidt ihjel af ulve, der er gået amok i blodrus.

 

Blodig alvor i form af lidende skambidte får, der må aflives for at få gjort en ende på deres pinsler, efter at ulven havde været der.

 

Seneste ulveangreb fandt sted natten til søndag den 1. september hos fåreavler Morten Thøgersen.

 

Marken var et slagtehus med døde og skambidte får

Da Morten Thøgersen om søndagen var ude og se til sine får, der går på en mark mellem Råsted og Vemb i det nordvestlige Jylland, mødte der ham et syn, han havde set før.

 

Ulven havde været på besøg.

 

Spredt rundt om på marken lå der mellem 12 og 15 både døde og lidende skambidte får.

 

”Det er noget forbandet svineri – både med de døde får og de skambidte,” siger han til Dagbladet Holstebro-Struer og fortsætter:

 

”Jeg har prøvet det før, så jeg kender skaderne.”

 

Morten Thøgersen har sin boltpistol og kniv med, så han kan aflive de skambidte og lidende får.

 

Den tilkaldte dyrlæge Uffe Nielsen lægger ikke fingrene imellem:

 

”Vi her ikke plads til ulven, og politikerne skulle aldrig have tilladt ulve i Danmark. Men nu er politikerne handlingslammet,” siger dyrlægen, der i øvrigt er medlem af foreningen Ulvefrit Danmark

 

Vestjysk fåreavler har mistet omkring 200 får ved ulveangreb

I april måned i år mødte der ligeledes den vestjyske fåreavler Jørgen Blazejewicz et desværre efterhånden velkendt syn, da den 3. april han var ude og tilse sin fåreflok på Naturstyrelsens arealer i Sandfær Plantage ved Holstebro.

 

En mark overstrøet med døde og skambidte får.

 

I alt atten dræbte får og otte, der var så skambidte og lidende, at de måtte aflives.

 

Med det bekræftede angreb den 3. april har fåreavleren mistet omkring 200 får, siden ulven i 2016 for alvor holdt sit indtog i Danmark, skriver Ritzau.

 

Nu har præsten fået nok: Han opfordrer til civil ulydighed

Helt usædvanlig skarp er pastor Jens Kristian Noe i et indlæg i Dagbladet Holstebro-Struer.

 

Her konstaterer han, at ”Ulven er en dræbermaskine, som har specialiseret sig i at jage i flok,” og giver blandt andet følgende bud på at komme uvæsenet til livs:

 

”Tiden er inde til at satse på civil ulydighed, hvis ikke myndighederne vil lytte til os som bor på landet. Jagtforeningerne farer med gode grunde med lempe. Løsningen må da være, at vi ligesom under krigen opretter nogle hemmelige modstandsgrupper.”

 

Ulvevennernes fanatisme ligner religionserstatning

Det er ikke blot i det vestjyske, pastor Noe har erfaring med ulve.

 

Han kender også til problemerne i Norge.

 

”Jeg har som præst i Norge i 13 år fulgt den rasende ulvedebat. Jeg går ikke af vejen for at sigeat det ligner en religionserstatning. Ulvevenner går med fakkeltog i Oslos gader, skriver Jens Kristian Noe og fortsætter:

 

”Modsat er bønder og jægere i skovområderne op mod Sverige plaget af ulv. Jægerne kan ikke have deres hunde i fred, og mange må køre deres børn i skole på grund af nærgående ulve. Mange steder opgiver de at have får til at græsse på fjeldet på grund af ulv.”

 

”Jeg har også tænkt, fortsætter pastor Noe, at vi heldigvis ikke havde ulv i Danmark, efter at den sidste ulv blev skudt og skroget hængt op i Holstebro. Det er derfor med gru jeg ser, at vi får flere og flere ulvefamilier på egnen. Det siges at problemulve kan ”tages ud” men det sker ikke på grund af ulvelobbyen.”

 

Ulvelobbyen koster samfundet millioner af kroner

I sit indlæg i Dagbladet Holstebro-Struer runder Jens Kristian Noe et element, som hidtil ikke har været oppe i debatten om ulvene.

 

Nemlig de økonomiske omkostninger.

 

”Vi har fået tudet ørene fulde af disse ”ulvevenner”. For det første er de ikke saglige. Det er mennesker som har pejlet hele deres eksistens ind på den hjertesag, at vi skal have fritgående ulve her,” skriver Jens Kristian Noe og fortsætter:

 

”Mange af disse ”ulveeksperter” har hele deres løn og eksistens bundet op på at forsvare ulven. Jeg er ikke ekspert, men regner med at ”ulveeksperters” løn sammen med udgifter til ulvehegn, som løber op i millioner af kroner. Det er samfundskroner, som vi trænger hårdt til i skolen og i plejesektoren.”

 

Og så viser det sig i øvrigt, at en af pastorens forfædre er blevet dømt til at belønne en jæger, der havde skudt en ulv.

 

”Gennem slægtsforskningen har jeg fundet at min salig tiptip…oldefar Peder Christensen Lundsbye sammen med flere andre på Herredstinget i 1710 skal give jægeren Anders Clemensen ved Gudum Kloster 4 rigsd. for at have skudt en ulv,” skriver pastor Jens Kristian Noe således og afslutter sit indlæg Dagbladet Holstebro-Struer med en henvisning Valdemar Sejr’s Jyske Lov fra 1241.

 

Det er den med de berømte ord: ”Med lov skal land bygges”.

 

Fra Jyske Lov II-35″ (dvs. 2. Bog, kap. 35):

Ser man på de kloge ord i Jydske Lov (II-35), fremgår det klart, at den, der opføder ulve og bjørne, er ansvarlig for den skade, de forvolder. Men det fremgår også, at de ikke må slippes løs, idet det bestemmes, at “…slipper de løs, og dræber en anden mand dem, da skal han ikke bøde derfor,..”

 

Syv ulve døde på uforklarlig vis

I går kom det frem, at syv ulve er forsvindet på uforklarlig vis.

 

Det fortæller Peter Sunde, som er seniorforsker ved Bioscience på Aarhus Universitet, til Ekstra Bladet. Han er med til at kortlægge og forske i den danske bestand af ulve.

 

Dødeligheden beregnes ud fra, at der siden 2012 er forsvundet syv danske ulve. At en ulv er ‘forsvundet’, betyder, at den ikke er blevet registreret i en længere periode, og at den derfor betragtes som værende død.

 

Og syv ulve er altså døde på mystisk vis.

 

Du kan læse hele pastor emeritus Kristian Noes indlæg i Dagbladet Holstebro-Struer her:

https://dagbladet-holstebro-struer.dk/artikel/ulvegalskab-bliver-det-n%C3%B8dvendigt-med-selvt%C3%A6gt

 

Læs også:

https://dbrs.dk/artikel/ulveland-mindst-12-15-f%C3%A5r-er-dr%C3%A6bt-eller-skambidt-p%C3%A5-mark

 

https://www.fyens.dk/indland/Ulveangreb-har-kostet-vestjysk-faareavler-200-faar/artikel/3348671

 

https://denkorteavis.dk/2019/det-floed-med-doede-og-skambidte-faar-ejeren-mistaenker-ulve-for-at-staa-bag-massakren/

 

https://denkorteavis.dk/2018/ny-ulv-laver-blodbad-i-tyskland-borgmester-advarer-om-at-ulvene-kan-skraemme-turister-vaek/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…