Det er snart 30 år siden. Berlinmurens fald. Markedsøkonomien, der overvandt planøkonomien. De socialistiske regimer i Øst, som blev opløst. I disse dage bliver nedbruddet af et symbol på et forfejlet politisk system fejret med Golden Days og jeg ved ikke hvad. Mange kan næsten ikke få armene ned. Men hvordan går det i grunden med vore østeuropæiske naboer? Har de fået det bedre siden 1989? Det har et dansk journalistpar sat sig for at undersøge. Svaret er ikke opmuntrende.
Et gensyn med de gamle lande bag Jerntæppet
Journalistægteparret Thomas Ubbesen og Anne Haubek har foretaget en grand tour rundt i det gamle kommunistland for at finde ud af, om alt er blevet bedre. Den lange rejse går gennem Østtyskland, Polen, Hviderusland, Ukraine (og det af Putin annekterede Krim), Moldova, Rumænien, Bulgarien, Nordmakedonien, Kosovo, Albanien, Montenegro, Serbien, Tjekkiet. Baltikum er besynderligt nok udeladt.
Det siger sig selv, at projektet bliver en anelse overfladisk, når så mange lande skal beskrives på kun 300 sider. Der ligger også både en gevinst og en begrænsning i, at forfatterne på forhånd har etableret kontakter til journalistvenner på de pågældende besøgssteder. En gevinst, fordi de dermed sikrer sig oplysninger, som ikke er tilgængelige for almindelige, videbegærlige turister. Men jo også en begrænsning, fordi forholdene uvægerligt skildres fra en bestemt vinkel – selv om der også er samtaler med mange ”almindelige mennesker”. Gennem tolke.
Korrupte politikere og skrupelløse forretningsmænd
Hvad har Ubbesen og hustru så fået ud af deres lange rejse? Kort sagt: omvæltning har været god for nogen. Især de unge og fremadstræbende. Men dårlig for mange andre. De ældre og svage, som for en stor del længes tilbage til ”de gode gamle dage”. To grupper har høstet den store gevinst: en flok korrupte politikere, der hæmningsløst har udnyttet deres nye position – ofte tidligere partipampere – og skrupelløse forretningsmænd. Denne flok har tilsammen bidraget til en række dybt dysfunktionelle samfund. Det eneste østland, som har klaret sig godt, er vel Tjekkiet.
Ingen sympati for en Viktor Orban
Der er ingen tvivl om, at der blandt de nuværende politiske ledere i øst sidder mænd med en særdeles blakket fortid og nutid. Efter læsning af bogen bliver man helt glad og taknemmelig over vore egne politikere! Men hvad er årsagen til, at en mand som Orban ikke vil danse efter EU’s flygtningepibe? Det er der ingen sympati, endsige forståelse for i bogen. Der graves ikke så dybt. Der kunne jo være ganske fornuftige grunde til, at østeuropæerne ikke er så begejstrede for muslimsk masseindvandring.
Når bogen alligevel får min anbefaling, skyldes det, at den er velskrevet (næsten uden fejl), informativ og er fuld af glimrende rejseskildringer, som giver læseren lyst til selv af besøge nogle af de mærkelige og ukendte og spændende og ubehagelige steder, man støder på. Bogens force ligger ikke i analysen. Her må man ty til andre kilder.
Bogen efterlader ikke mindst et indtryk af, hvor forkælede vi er i Vesten, og hvor dårligt de – stadigvæk – har det i Østlandene. Det er den anfægtelse, som læseren deler med forfatterne. Er det i det hele taget muligt for os at begribe hinandens virkelighedsbilleder? Vi burde begræde de millioner af medmennesker, som så tæt på os sjældent har fået lov til at leve et menneskeværdigt liv. Og gøre noget andet end bare bevidstløst at hælde EU-milliarder i de få magthaveres lommer.
Thomas Ubbesen, Vi var folket – Møde med østeuropæere 30 år efter Murens fald.
Gyldendal 2019, 304 sider, ill., 300 kroner.
