Socialdemokratiet og Enhedslisten har forsøgt at få statsminister Lars Løkke Rasmussen i samråd om asylpolitik.
Baggrunden er Løkkes grundlovstale. Her nævnte han, at han havde ført nogle drøftelser med andre lande om at etablere et modtagecenter for asylansøgere uden for EU’s grænser.
Målet skulle være at sende asylansøgere til et sådant center for at behandle deres asylansøgning.
Dermed kan man forhindre, at asylansøgere kommer ind i blandt andet Danmark, mens deres sag behandles.
Erfaringen viser nemlig, at hvis asylansøgere først kommer ind, bliver mange af dem hængende, selv om deres asylansøgning afvises.
Har Løkke pralet?
Socialdemokratiets EU-ordfører Peter Hummelgaard Thomsen mere end antyder, at Løkke har overdrevet disse drøftelser.
Hummelgaard siger ifølge Ritzau: ”Det var jo statsministeren, der stillede sig op med pomp og pragt på grundlovsdag og annoncerede, at man var i gang med det her arbejde.”
Videre skriver Ritzau:
”Men Peter Hummelgaard tvivler på, i hvilket omfang der overhovedet foregår drøftelser om konkrete planer. Han henviser til, at både den tyske og den hollandske regering har afvist, at de skulle finde sted.”
Det sidste bygger Hummelgaard på en historie i Jyllands-Posten.
Løkke har afvist at møde i samråd, hvilket han som statsminister har ret til. I stedet vil Socialdemokratiet og Enhedslisten så indkalde udlændingeminister Inger Støjberg.
Socialdemokratiet har selv foreslået et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa. Så det er ikke selve ideen, Hummelgaard har noget imod.
Derimod vil han tilsyneladende have frem, at Løkke har pralet med noget, som der ikke er reel dækning for.
Dette er tåbeligt politisk drilleri i en sag, der er alt for alvorlig til den slags.
Løkke og Kurz
Tilsyneladende er den socialdemokratiske EU-ordfører meget dårligt informeret om de kolossalt vigtige diskussioner, der i øjeblikket foregår mellem EU-landene om sådanne asylcentre.
Asylcentrene spillede en afgørende rolle på det uformelle EU-topmøde i søndags. Og emnet kan få en mindst lige så afgørende rolle på det ordinære EU-topmøde her torsdag-fredag.
Lars Løkke er involveret i disse debatter.
Jyllands-Posten har gjort et stort nummer ud af, at Holland og Tyskland ikke kan bekræfte drøftelser med Løkke. Det kan da også godt være, at disse drøftelser har været ret uformelle.
Men det er en fuldkommen ligegyldig bagatel at gribe fat i.
Løkke har faktisk samarbejdet med en af de absolutte nøglepersoner i denne debat, Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz. Det er læsere af Den Korte Avis for længst blevet informeret om.
Kurz siger til den tyske avis BILD Zeitung: ”Det er rigtigt, at vi allerede arbejder med blandt andet Danmark på beskyttelseszoner.” (22.6.)
”Beskyttelseszoner” er i denne sammenhæng det samme som modtagecentre for asylansøgere.
Føler sig nødsaget til at tage debatten
Mens den socialdemokratiske EU-ordfører Hummelgaard prøver at ’afsløre’, at Løkke har opfundet disse drøftelser, er det stik modsatte tilfældet: Debatten er nærmest eksploderet blandt regeringslederne i EU.
Tilsyneladende har Hummelgaard slet ikke fulgt med i dette. Måske læser han ikke Den Korte Avis.
Debatten blandt regeringslederne om asylcentrene er stadig rodet. Der er foreløbig ingen klare konklusioner. En del af regeringslederne er vrangvillige.
Men det markerer noget afgørende nyt, at de nu føler sig nødsaget til at tage debatten.
Angela Merkels linje med de åbne grænser og så en fordeling af asylansøgerne blandt EU-landene er endegyldigt faldet til jorden.
Nu bliver man mere og mere optaget af, hvordan man får standset asylstrømmen ved EU’s grænser. Modtagecentrene for asylansøgere i et land uden for EU er en vigtig del af dette.
Midt i et historisk drama
De europæiske lande er stadig langt fra effektive løsninger på de enorme asylproblemer, som Merkel i høj grad har ansvaret for.
Men man er da i det mindste begyndt at diskutere noget, der har med virkeligheden at gøre.
Befolkningernes utilfredshed har presset Løkke og de andre regeringschefer i den retning. Det skal nu vise sig, om dette pres er stærkt nok til at fremtvinge løsninger, der virkelig batter.
Givet er det, at vi står midt i et historisk drama.
Hvad siger Socialdemokratiets top?
Imens sidder Socialdemokratiets EU-ordfører Peter Hummelgaard Thomsen og fedter med sit samråd. Her vil han spørge Inger Støjberg, om det hele ikke bare er spil for galleriet fra Løkkes side…
Det klæder ikke partiet, som jo ellers har bevæget sig i retning af en langt mere realistisk kurs i udlændingepolitikken.
Måske nogen i partiets top kunne retlede EU-ordføreren?