Putin vinder valget stort – men hvad sker der efter valget

Vladimir Putin (Foto: Colourbox)
Flere valgstedsmålinger viser, at Ruslands præsident har vundet et stykke over 70 procent af stemmerne ved søndagens præsidentvalg.Med 30 procent af stemmerne optalt har Putin fået 73 procent, oplyser landets valgkommission ifølge nyhedsbureauet Reuters.

 

Dermed er Putin klar til en fjerde periode som præsident, der løber frem til 2024.

 

Den russiske stats egen valgstedsmåling fra VTsIOM viser da også, at Putin har sikret sig 73,9 procent af stemmerne.

 

På andenpladsen kommer den kommunistiske kandidat Pavel Grudinin med cirka 11 procent af stemmerne.

 

Men resultatet viser, at ingen af Putins syv modkandidater på noget tidspunkt har kunnet true hans position.

 

BBC rapporterer fra Moskva, at valgdeltagelsen var på 59,9 procent. Men VTsIOM’s egen opgørelse viser 63,7 procent.

 

Det er under, hvad det russiske styre havde håbet på. Det gik efter, at 70 procent skulle møde op og stemme.

 

Op til valgdagen har myndighederne presset på rundt om i det kæmpestore land for at få folk til at møde op og stemme. Men det synes at være slået fejl.

 

Putin har lovet, at han vil bruge sin næste periode som præsident til at styrke Ruslands forsvar og til at øge den menige russers levestandard.

 

Målingerne bekræfter, at Putin fortsat er en samlende og meget populær figur i Rusland.

 

Sergej Stalnov, en bilmekaniker fra Istra nordvest for Moskva, er tilfreds med, at med Putin bliver der igen lyttet til Rusland ude i verden.

Læs også
“Et personligt engageret angreb på Putin og Trump, som i høj grad fortjener at blive læst trods sine begrænsninger”

 

– Han har løftet et Rusland i knæ. Omsider er de begyndt at lytte til os, siger han ifølge AFP.

 

Men Putin skal fortsat lede et Rusland, der er ramt af vestlige sanktioner efter annekteringen af den ukrainske halvø Krim.

 

Og senest er det russiske styre kommet under pres fra Vesten efter et angreb med nervegift i England mod en russisk eksspion og hans datter.

 

Ifølge de britiske myndigheder er det en nervegift, der er udviklet af det russiske militær, og derfor peger pilen mod Rusland.

 

Når Putins præsidentperiode udløber i 2024, vil han kun blive overgået af Josef Stalin som den længst siddende leder i Moskva.

 

Valget blev indledt klokken 21 lørdag aften dansk tid i den østlige ende af Rusland. Det sidste valgsted lukkede klokken 19 søndag aften dansk tid. Det var i østersøenklaven Kaliningrad.

Læs også
Respekt for kulturminister Mette Bocks beslutning om at rejse til VM i Rusland

 

/ritzau/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…