Milo er blevet et varmt navn i USA

Af Lone Nørgaard

 

Milo Yiannopoulos er gået hen og blevet det helt store, hotte navn på den amerikanske, konservative fløj. Nu har han skrevet en bog om sin vej til toppen.

 

Milo: DANGEROUS. Indb. med omslag. 288sider. 269,95kr. Forlaget Dangerous Books 2017.

***** (fem stjerner)

 

 

Den britiske journalist og iværksætter Milo Yiannopoulos (født 1984) er vokset op i en middelklassefamilie i Kent. Hans far er græsk og stedfaren arkitekt

 

Milo er inden for de sidste to år blevet en af de større stjerner på den amerikanske mediehimmel, og med bogen ”Dangerous” har han slået sit navn yderligere fast. Som selve indbegrebet af anti-politisk-korrekthed, anti-establishment og ytringsfrihedsfundamentalisme – og grænseoverskridende, farverig provokation.

 

Yiannopoulos grundlagde The Kernel, som er et online tabloidmagasin om teknologi. Magasinet solgte han til Daily Dot Media i 2014. Han kom for alvor til offentlighedens kendskab i slutningen af 2015, da han dækkede den såkaldte GamerGate-kontrovers. Striden er indgående beskrevet i bogen.

 

Han har fungeret som redaktionschef for Breitbart.com, som er en konservativ nyheds- og opinionshjemmeside i USA. Her afløste han Steve Bannon, da denne blev leder af Donald Trumps valgkamp i 2016. Sidenhen valgte han at fratræde posten ved Breitbart efter udtalelser om pædofili, han selv mener var taget ud af kontekst. Denne anklage var imidlertid så alvorlig, at Milo vier hele forordet til at give sin version af sagen.

 

Kapiteloverskrifterne i ”Dangerous”

Kapiteloverskrifterne markerer hans position i samfundsdebatten:

  1. Hvorfor den progressive venstrefløj hader mig
  2. Hvorfor bevægelsen Alt-Right hader mig
  3. Hvorfor Twitter hader mig
  4. Hvorfor feminister hader mig
  5. Hvorfor Black Lives Matter [sorte liv betyder noget] hader mig
  6. Hvorfor medierne hader mig
  7. Hvorfor establishment-bøsser hader mig
  8. Hvorfor establishment-republikanere hader mig
  9. Hvorfor muslimer hader mig
  10. Hvorfor Gamers [spillere – især i computerspil og rollespil på nettet] IKKE hader mig
  11. Hvorfor mine universitets-rundrejser er så ’awesome’ [tidligere var oversættelsen ’ærefrygtindgydende’ – i dag: VILDT OVERFEDT SUPERCOOL FANTASTISK]

 

Epilog: Hvordan du [læseren] kan være ’a Dangerous Faggot’ [en farlig bøsse] (også selv om du ikke er homoseksuel).

 

Citat-udpluk
Her kommer en række smagsprøver på Milos synspunkter, argumenter og sproglige stil i form af et udpluk af citater fra ”Dangerous”. Hold venligst i erindring, at hans angreb og kritik skal læses ind i en amerikansk kontekst, hvor politisk korrekthed ikke mindst på en række universiteter har nået uanede højder med censur og såkaldte ’safe spaces’. I disse ’sikre rum’ kan i egen selvforståelse marginaliserede studerende og minoriteter være sikre på ikke at blive diskrimineret.

 

På en række colleges har feminister ifølge Milo en enorm magt, der slet ikke står i forhold til hverken deres antal eller (manglende) argumentation:

 

”Hvis feminister ønsker at genvinde troværdighed (…) bliver de nødt til at genopdage en forpligtelse over for ytringsfriheden og begynde at møde op til debatter igen, bevæbnet med fakta i stedet for følelser.” (s. 95).

 

Milo langer ud efter grupper og organisationer, der normalt har held med at fremstille sig selv som sagesløse og stakkels ofre. En af dem er ’Black Lives Matter’:

 

”Black Lives Matter fokuserer udelukkende på dødsfald forårsaget af politiet, til trods for at disse langt bliver overgået af de sorte dødsfald forårsaget af andre sorte.”
(s. 107)

 

”Venstrefløjspolitik, som kombinerer stamme-identitets-politik med en foragt for personligt ansvar, er det ultimative politiske udtryk for dette destruktive instinkt for at skyde skylden for deres problemer på andre, i stedet for at påtage sig den vanskelige selvrefleksions-proces.” (s. 107)

 

”[Camilla Paglia, som Milo citerer]Homoseksualitet er ikke normalt. Tværtimod er den en udfordring af normen…Naturen eksisterer, hvad enten akademikere bryder sig om det eller ej.” (s. 145)

 

”Der er noget naturligt konservativt ved bøsser og vores instinkter [Milo er selv homoseksuel]. ’Male gays’ [mandlige bøsser] især er naturlige ’achievers’ [folk, der opnår resultater]: vi har en tilbøjelighed til at tjene flere penge end vores heteroseksuelle modstykke, vi har IQ over gennemsnittet, og der er mindre sandsynlighed for, at vi bliver fede.” (s. 149)

 

”Kristendommen er ikke vores fjende, den er en hemmelig ven.” (s. 151)

 

”Politik bliver ikke vundet ved at mestre fakta, men ved at forbinde sig med folks erfaringer.” (s. 168)

 

”Politik er mere kompliceret end at indsamle fakta og skrive gode argumenter. Det er en brutal kamp om at få offentlighedens opmærksomhed.” (s. 170)

 

”Medierne, Akademia og popkulturen er alle på overarbejde for at få dem [unge universitetsstuderende] til at tro på noget, der simpelthen ikke er sandt (…) Den eneste måde at slå propaganda på er at sprede sandheden hurtigere end maskinen spreder løgne.”(s. 250).

 

Milo har sat sig ind i islam
Milo har sat sig grundigt ind i islam og gør nådesløst op med venstrefløjens tese om, at terrorisme i Europa er europæernes egen skyld – fx på grund af vores deltagelse i krige i Mellemøsten. Han hudfletter de etablerede medier og udstiller deres hykleri og dobbeltstandarder – og hele vejen igennem bliver kritikken affyret med humor, provokationer, selvfedme (!) – og selvironi. Overdrivelse fremmer forståelsen. Mener Milo.

 

Milo pumper sig selv op til at være den smukkeste, klogeste og smarteste bøsse, verden har set – og i takt med at han får lagt sine modstandere ned med ARGUMENTER, bliver læserens (min!) overbærenhed over for hans pral, selviscenesættelse og narcissisme støt større.

 

Han bruger sig selv og sin ekshibitionisme og selvfokusering til at tiltrække opmærksomhed, og når alles øjne hviler på ham, begynder han at hamre sine pointer hjem hos publikum.

 

Et katalog af gode råd
At Milo ikke er kommet sovende til sin position som velformuleret enfant terrible, fremgår bl.a. af litteraturlisten og hans idékatalog til mennesker, der deler hans position. Hvis hans tilhængere er parate til aktivt at gå ind i kampen for at forsvare de ideer, institutioner og værdier, den vestlige civilisation har skabt, så lyder et udsnit af manualen, som følger:

  • Arbejd hårdere end alle andre
  • Vær dobbelt så morsom som du er skandaløs
  • Hver gang nogen skriger: Racist! Sexist! Homofob! – så svar køligt: Det er ikke et argument
  • Fakta over følelser
  • Søg opmærksomhed
  • Vær ’hot’ [hold dig i form, vær sexet] – lad være med at spilde penge på McDonald’s, brug dem på Louis Vuitton
  • Mor dig
  • Vær farlig

 

Hvem henvender Milo sig til?
”Dangerous” er først og fremmest rettet til studerende på amerikanske universiteter, der for manges vedkommende er så politisk korrekte og hjernevaskede,  at spørgsmålet er, om der overhovedet foregår fri forskning?
Selv for nogle af de bedst begavede venstreorienterede (amerikansk: liberals) er der dog ifølge Milo blevet en tand for klaustrofobisk i ekkokammeret.

 

Bogen er imidlertid også et ’must’ for en stor del af den humanistiske og samfundsvidenskabelige danske Akademia. Samt for journalister og chefer inden for såvel de trykte som elektroniske gamle medier. Især dem, der var målløse over, at Trump (som Milo har døbt Daddy) vandt præsidentvalget.

 

Og så selvfølgelig hele kunstner- og kulturparnasset, der har svært ved at stille op med ægte, konservative skuespillere, billedkunstnere, filminstruktører, dramatikere, forfattere mv. Den enkelte er ganske enkelt hunderæd for at blive udstødt af ’det gode selskab’. Sørgeligt, men sandt.

 

Milo er en ener
Har jeg slet ikke nogen kritiske bemærkninger? Egentligt ikke. Inden for de felter Milo selv har defineret som kamppladsen, står hans argumentation stærkt. Det eneste problem for os andre dødelige, der måtte dele hans position og perspektiv er:
Milo er en karismatisk ener, og derfor vil få kunne gøre ham kunsten efter i Danmark. Den, der nok kommer tættest på, er Morten Messerschmidt, når han er på toppen, og på en god dag: Mikael Jalving. Men selv deres evne til at sætte en dagsorden når ikke Milos til knæene. Fordi Milo på godt og ondt (?) er totalt grænseoverskridende i sin debatform.

 

Kombinationen af et godt udseende, en høj IQ, en stor viden og en unik evne til at bringe sig selv i centrum er kun ’de lykkelige få’ beskåret. Det skal imidlertid ikke forhindre andre konservative i at lade sig inspirere af en gudbenådet debattør, der er (næsten) i liga med Nigel Farage og Douglas Murray.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…