Er der mangel på arbejdskraft i Danmark ?
Af Ruth Bering
Det er åbenbart vanvittige mennesker, der regerer her til lands.
Der er 800.000 ledige i den arbejdsdygtige alder, der forsørges af det offentlige. Tallet har været mere eller mindre konstant de sidste 25 år, men der er mangel på arbejdskraft, hører vi i TV2NEWS (3.jan.) fra forskellig side, blandt andet fra Høje-Taastrup Kommunes borgmester Michael Ziegler.
Der er mangel på folk til at tage sig af de ældre, mener ligeledes Dennis Kristensen, FOA, som tilbage i 2006 udtalte følgende til Børsen:
“Mange af de hjælpende hænder, som skal pleje og passe de ældre, bør sidde på udlændinge, hvorfor FOA efterlyser en opsøgende indvandringspolitik.”
Er der efterhånden styr på noget ?
Flygtninge realiteter
Af Jørgen Casse
Realiteterne er, at der ikke er tale om at flygtninge ikke er ønskede i Danmark, slet ikke. Det at være flygtning fra en krig indebærer, at de har et naturligt ønske om at kunne returnere til deres fædreland, når forholdene er til det.
Dette naturlige og meget forståelige ønske om repatriering skal naturligvis imødekommes.
Det er vitalt for deres fædrelands fremtid. Dette, deres fædreland, har brug for disse dets statsborgere til genopbygning af deres egne hjem, virksomheder, økonomi m.m.
Flygtningene må bibringes den forståelse, at genopbygningen af deres fædreland er af stor betydning for deres selvforståels og fremtid, en fremtid de ikke har i de lande der har givet dem midlertidig ly for urolighederne i deres fædreland
Flygtninge må bringes til at indse, at det er urealistisk, at forvente at andre kommer og gør arbejdet, at det er nedværdigende at skulle være henvist til at andre gør det arbejde de selv havde kunnet gøre.
Som sammenligningsgrundlag kan anføres, at tyskerne efter krigen straks gik i gang med at genopbygge deres sønderbombede land. At generationer af tyskere var meget stolte over at det var lykkedes at genopbygge Tyskland.
I det lange løb vil de takke os for at vi hjalp dem tilbage til deres fædreland, og at de fik mulighed for at genrejse dette.
Lad os ikke skuffe dem.
Nekrolog over Jyllandsposten
Af Visti Christensen
Selv en hastig sammenligning mellem artikler og redaktionel linje fra 25 år siden og til i dag afslører med al ønskelig tydelighed, at JP, som vi kendte den, er afgået ved døden.
Godt nok anfører redaktionen, at avisen er en liberal avis, hvor – underforstået – alle meninger får lov at optræde, og at der skelnes skarpt mellem journalistik og meningsstof. Så er man ligesom helgarderet.
Men avisens grundholdning til danskere og fædrelandet er forandret til uigenkendelighed. Et mærkbart paradigmeskift, må man sige, inden ordet helt indgår i det overfladiske, politiske discountvokabularium.
I en leder (7/1) mere end antydes det, at Dansk Folkeparti er helt på vildspor og leverer overbud i deres udlændingepolitik. Ja, at – citat: Deres symbolpolitiske og populistiske optrapninger ingen vegne fører”.
Man har tydeligvis ikke længere syn, sans og øre for, hvorledes den almindelige dansker i dagligdagen møder små og større problemer og irritationsmomenter fra de mange – især muslimske – indvandrere.
To ting har været afgørende for avisens ændrede holdning til den politiske korrektheds desavouering af virkeligheden og angrebet på dem, der er markant ængstelige for folkets og landets opløsning indefra.
For de første er Jyllandspostens indgåede tvangs- eller fornuftsægteskab med segmentet Politiken ikke til at overse, og den fælles kamp for at beholde et elitært kulturradikalt meningsoverherredømme, er tydelig.
Det andet element er måske endnu mere iøjnefaldende. Mens Ralf Pittelkow havde sin faste klumme i JP, var vi en del, der alene p.g.a. dennes artikler med kant – opretholdt abonnementet – eller købte avisen.
Men det er slut nu, og etableringen af Den korte Avis – og dens udbredelse – har tydeligt afsløret, at der i landet er brug for et medie, der tør sige sandheden – og tale Roma og ’The etablissement’ midt imod.
Og at alle øvrige medier – i krampagtig kamp for at holde Pittelkow ude fra alle baner, udsendelser og debatter i samtlige TV- og Radioprogrammer – siger mere om deres svaghed end om deres styrke.
Så i stedet for ustandselig at tyvte Den korte Avis for urent trav og manglende journalistisk redelighed, burde de øvrige medier tage ved lære af dens sandhedskærlige linje, som danskere gerne vil høre og læse.
