Hvorvidt Grundloven eller de utallige konventioner, herunder især Menneskerettighedskonventionen (EMRK), som politikerne gennem tiderne har underskrevet, skal have fortrinsret, er der stor uenighed om om blandt landets jurister.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) blev i 1992 gjort til dansk lov. Det skete ved inkorporeringslov af 1992.
Juraprofessor Mads Bryde Andersen har kritiseret denne lov og mener, at den skal ophæves. En ophævelse vil betyde, ”at danske domstole ikke længere behøver føle sig bundet af de domme, der kommer fra Menneskerettighedsdomstolen.”
Et lille udsnit af inkorporeringsloven viser, at når to tekstafsnit synes at være i direkte modstrid med hinanden, ved befolkningen ikke, om landets forfatning – Grundloven – står over EMRK(Menneskerettighedskonventionen) eller vice versa.
Forholdet til dansk ret
Det antages i dansk ret, at udgangspunktet er, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har forrang for dansk ret. Såfremt der opstår konflikt, bør Konventionen og den dertilhørende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol have forrang for dansk ret. Dette gælder både lovgivning før og efter inkorporeringen i 1992.
Til dette udgangspunkt knytter der sig dog to undtagelser. Første undtagelse er, at Den Danske Grundlov har forrang for Konventionen. Såfremt der skulle opstå konflikt mellem Grundloven og Konventionen må Grundloven tillægges forrang. (fremhævelsen er min)
Den anden undtagelse er, at lovgiver kan vælge at fravige Konventionen. Såfremt den lovgivende magt i lovforarbejderne udtrykkeligt tilkendegiver at ville fravige Konventionen, bør en sådan lov vinde forrang for Konventionen.
Betyder det så, at den konflikt, der er mellem f.eks. Grundlovens § 44: ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov”, giver loven fortrinsret over Statsløsekonventionen, når § 44 intet nævner om et retskrav på statsborgerskab for statsløse? Eller har konventionen forrang?
I 2013 var Thorning-regeringens holdning holdning, ”at Danmark er juridisk forpligtet til at efterleve konventionerne, når landet formelt tilslutter sig en aftale. Regeringen mener også, at ikke-inkorporerede konventioner kan påberåbes og anvendes ved danske domstole, da de anses for at være relevante retskilder. Regeringen er derfor ikke af den opfattelse, at inkorporering er retligt nødvendig.”
Den senere – og nuværende regering – synes at være helt enig i dette.
Afgivelse af suverænitet – hvor meget er ”i nærmere bestemt omfang”?
Men inden politikerne kunne starte vejen mod nedmonteringen af Danmarks suverænitet, måtte muligheden først fremgå af Grundloven. Til det brug indføjedes ved grundlovsændringen i 1953 nyskabelsen i § 20, stk. 1 og 2. Det er især stk. 1: ”Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde” (min kursivering), der har voldt og stadig volder problemer, fordi fire små ord i paragraffen gav mulighed for talrige fortolkninger og konflikter.
For ikke at få alt for meget vrøvl, hvis det skulle komme til befolkningens kundskab, at Danmark havde taget de første små skridt til at blive en provins i EU, skete det ifølge advokat (H) Jacob Schall Holberg (s. 10) ”med det formål at gøre det muligt for Danmark – uden ændring af grundloven efter § 88 – at deltage i internationalt samarbejde, som indebærer, at det overlades til en mellemfolkelig organisation at udøve lovgivende, administrativ eller dømmende myndighed med direkte virkning her i landet. Da det ikke med sikkerhed kunne forudsiges, hvilke former det mellemfolkelige samarbejde ville antage i fremtiden, blev der ikke foretaget nogen snævrere afgrænsning af, hvilke beføjelser bestemmelsen omfatter. Det var således tilsigtet at give vide rammer for adgangen til suverænitetsafgivelse.” (min fremhævelse).
Schall Holberg citerer (s. 11, 2. afsnit) Højesteret for i Grundlovssagen at slå fast, at der dog var grænser for omfanget: ”Det kan ikke i medfør af § 20 overlades til en international organisation at udstede retsakter eller træffe afgørelser, som strider mod bestemmelser i grundloven, herunder dennes frihedsrettigheder. Rigets myndigheder har nemlig ikke selv en sådan beføjelse.”
I højesteretsdommen 6.4.1998 i Maastrichtsagen, udtalte Højesteret, at reglen ikke indebærer, ”at beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder kun kan overlades til en international organisation i mindre omfang” (s.148, pkt. 9.2), men at ”Det må anses for forudsat i grundloven, at der ikke kan ske overladelse af beføjelser i et sådant omfang, at Danmark ikke længere kan anses for en selvstændig stat” (s. 152/153, pkt. 9.8).
Så skulle alt være klart og let forståeligt: ”i nærmere bestemt omfang” er ikke et mindre omfang, men ej heller et stort omfang. Bare sådan lige midt imellem.
Sådan synes EU-Domstolen dog ikke at se på det danske ”omfang”. Domstolen fejer nationale overvejelser til side, idet den om begrænsningerne anfører (s. 12 i Schall Holberg), at ”Medlemsstaterne har ved at oprette et Fællesskab … faktisk begrænset deres suverænitet (forf. fremhævelse), selv om det er sket inden for afgrænsede områder (…)”, og videre ”hvis fællesskabsretten som følge af senere national lovgivning havde forskellig gyldighed fra stat til stat, ville det bringe virkeliggørelsen af de (…) omhandlede mål i fare og ville indebære en (…) forbudt forskelsbehandling; de forpligtelser, man har påtaget sig i traktaten om oprettelsen af Fællesskabet, ville ikke være ubetingede, men kun eventuelle, hvis de kunne ændres eller ophæves ved senere lovgivning fra signatarstaternes side” (s. 13).
EU-Domstolen slår altså fast, at vi har begrænset vores suverænitet.
Grundloven og konventionerne
Men Højesteret slår lige så fast, at en international organisation ikke kan ”udstede retsakter eller træffe afgørelser”, som strider mod bestemmelser i Grundloven.
Hvilken domstol har så definitionsretten? Kan politikerne ratificere konventioner, der er i strid med Grundloven og oven i købet uden et eneste forbehold, der først og fremmest tilgodeser den danske befolkning?
I 2015 ville integrationsminister Inger Støjberg tage Statsløsekonventionen op i FN for at få den ændret. Hvad der videre er sket, må stå hen i det uvisse. Men da konventionen er i strid med Grundlovens § 44, så er der vel slet ikke noget problem?
