Hvorfor bliver Menneskerettighedskonventionen og Den Europæiske Menneskeretsdomstol udsat for stærkere og stærkere kritik fra ikke blot den danske befolkning, men også fra en del forskere/jurister?
Så vidt jeg har kunnet konstatere, skyldes kritikken konkret konventionens artikel 8 om retten til familieliv. At familielivet betragtes som en menneskeret og skal beskyttes, kan næppe diskuteres.
Men da praksis har vist, at de danske domstole har udvidet denne ret til at forhindre, at grove kriminelle i vid udstrækning bliver udvist, kan befolkningen kun opfatte dette som en ophøjet ligegyldighed over for de borgere, der er blevet/bliver ramt af kriminalitet fra udlændinges side – meget ofte med livslange fysiske eller psykiske ar.
Årsagen til udvidelsen er Inkorporeringsloven af 1992, der trådte i kraft den 1. juli 1992 i Danmark og gjaldt fuldt ud fra den 1. november 1998. Dermed skulle konventionen inkorporeres i dansk ret, og de danske domstole (3 instanser) skulle dermed dømme i overensstemmelse med konventionen.
Overtrædelse heraf kan indklages for Menneskeretsdomstolen, som man vel med rette kan kalde en 4. instans. Og her kender kreativiteten ingen grænser.
I 2009 skrev Camilla Winther Wagner i præamblen til sin specialeafhandling, at Højesteret følger de retningslinjer, Den Europæiske Menneskeretsdomstol anviser, og at Højesteret i visse tilfælde går videre i beskyttelsen af udlændinge mod udvisning end krævet af Domstolen: ”Dette skyldes formentlig Domstolens dynamiske fortolkningsstil sammenholdt med, at Højesteret ikke ønsker at blive underkendt i Strasbourg.”
De juridiske kapaciteter og menneskerettighederne
I Universitetsavisen diskuteres menneskerettigheder og Domstolen mellem d’herrer juridiske professorer Mads Bryde Andersen og Henning Koch. Det er et højere juridisk skoleridt, der synes at udarte til et egentlig skænderi.
Meget kort mener Mads Bryde Andersen, at det er vigtigt, at menneskerettighederne ikke devalueres, og at han betragter Domstolens ageren som en devalueringsproces. Han vil gerne have fjernet inkorporeringsloven, der for selv en ikke-jurist synes at være den store synder – en synd begået af politikerne.
Henning Koch, der tillige er bestyrelsesmedlem i Institut for Menneskerettigheder, mener, at en kronik, Mads Bryde Andersen har skrevet, er ”underlødig”, og at han har bragt det ud i den ”almindelige dagbladsagtige virkelighed”.
Og det er så et held for os andre, som tilbringer livet i den virkelighed. For det er igennem dagblade og lignende, at vi kan blive bekræftet i det, vi allerede ved, nemlig at flere domme underminerer demokratiet og tager for meget magt fra de nationale parlamenter, som professorerne Gorm Toftegaard Nielsen og Mads Bryde Andersen udtaler i Folketidende.
Jacob Machangama, der er direktør for tænketanken Justitia, anklager Menneskeretsdomstolen for af egen drift at bevæge sig ind på nye områder. Endvidere anklager han Domstolens beskyttelse af kriminelle udlændinge for mere eller mindre at være opfundet af Domstolen selv.
”Dengang man skrev menneskerettighedskonventionen, handlede retten til familieliv ikke om at få lov til at blive i et land, hvor man havde begået alvorlig kriminalitet,” siger Mchangama og tilføjer
”Retten til familieliv blev indført som konsekvens af Nazi-Tyskland, hvor man ikke kunne få lov til at gifte sig på tværs af race….”
Thomas Gammeltoft-Hansen, der er forskningschef for Institut for Menneskerettigheder er forventeligt ikke enig med Mchangama. Han kan dog godt se, at konventionerne ikke kan overleve, hvis de mister den demokratiske opbakning. Men han mener, at konventionerne må følge med tiden, og at det er naivt at tro, at man blot kan træde et skridt tilbage.
Lektor Peter Starup fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet har kaldt en højesteretsdom, hvor en tyrkisk vaneforbryder ikke blev udvist, for juridisk “frihåndstegning”.
Vi almindelige mennesker og menneskerettighederne
Når en juridisk lektor kalder en højesteretsdom for ”frihåndstegning”, og en anden jurist er af den opfattelse, at beskyttelse af udenlandske kriminelle er Menneskeretsdomstolens opfindelse, er der ikke noget at sige til, at Menneskerettighedskonventionen af befolkningen anses som hugget i sten, og at der ingen mulighed er for at slippe udenom. Ikke desto mindre er der i konventionen begrænsninger i menneskerettighederne, som staterne kan foretage under særlige omstændigheder, fx under hensyn til national sikkerhed, forebyggelse af uro og forbrydelser eller for at beskytte andres rettigheder og frihed.
Og her synes det at halte. Det synes at have ingen eller kun få konsekvenser for udenlandske kriminelle. Omvendt skorter det i høj grad på beskyttelse af de indfødte befolkningers rettigheder og frihed.
Det er ikke kun blandt ”almindelige mennesker” – altså de, der af domstolene påtvinges nye medborgere, som de reelt er bange for at møde – at respekten for domstolene, herunder især Højesteret, efterhånden synes at kunne ligge på et meget lille sted.
Men ret beset er det vel politikerne, som har underskrevet inkorporeringsloven, der må bære ansvaret for den despekt, der bliver domstolene til del.