DF: Vi og regeringen er langt fra hinanden i spørgsmålet om udlændinge

Dansk Folkeparti og regeringen er ikke tæt på en udlændingeaftale i forbindelse med næste års finanslov.

 

Det siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF), inden parterne tirsdag aften mødes til finanslovsforhandlinger med udlændinge som temaet.

 

– Mindstekravet er, at regeringen kan overbevise DF om, at det, som den lægger frem, også vil have en effekt. Men der er vi ikke nået til endnu.

 

– Vi er ikke tæt på at lande en aftale. Men regeringen kan lige pludselig hive en kanin op af hatten, så vi alle bliver blæst omkuld, og det skal den være velkommen til at gøre, siger Henriksen.

 

DF kræver et såkaldt paradigmeskift i udlændingepolitikken. Det skal ifølge DF konkret betyde, at flere flygtninge sendes hjem til deres hjemlande.

 

Fokus skal være på hjemsendelser frem for integration, lyder det fra regeringens støtteparti.

 

Diskussionen om et paradigmeskift i udlændingepolitikken var med til at skabe tumultariske forhold i dansk politik ved sidste års forhandlinger om en finanslovsaftale for 2018.

Forhandlingerne endte i en hårdknude i et forløb, hvor en udlændingeaftale og en aftale om skattelettelser ikke kunne forenes.

 

Til sidst skød statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) spørgsmålet om stramninger på udlændingepolitikken til hjørne. Men de drøftelser er altså nu genoptaget.

 

DF holder fast i linjen fra tidligere i forhandlingsforløbet, hvilket betyder, at støttepartiet ikke selv møder op med en stribe forslag til regeringen anført af finansminister Kristian Jensen (V).

 

Regeringen siger kun nej til DF’s forslag, mener Henriksen. Så nu skal det være regeringen, der spiller ud.

 

Da Folketinget åbnede i oktober, vedtog regeringen og DF en fælles erklæring om, at midlertidigt ophold også reelt skal være midlertidigt.

 

– Da regeringen politisk har erklæret sig enig med DF på dette område, så er det også regeringens ansvar at komme på banen med, hvad der rent faktisk kan gennemføres, og hvad der sikrer, at flere kommer tilbage til deres hjemlande, siger Henriksen.

 

Der er brugt mange ressourcer på integration. Men resultaterne er til at overse, mener DF.

 

– Der vil være penge at spare for den danske stat, hvis ressourcerne bruges på at sende folk hjem, siger Henriksen.

 

DF vil gerne sende “flere tusinde med asylstatus tilbage til deres hjemlande”, lyder det fra støttepartiet.

 

/ritzau/

Del på Facebook