Samuelsen om Nordkorea: Det kan ende med krig

Foto: Wikipedia
Kina skal være med til at øge presset, så atomkrisen med Nordkorea kan ende fredeligt, siger Samuelsen.

 

Sådan lyder vurderingen fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), efter at Natos udenrigsministre på et møde tirsdag aften i Bruxelles har diskuteret krisen.

 

– Det er uacceptabelt, at et land som Nordkorea er i den situation, at det er en atommagt, siger Anders Samuelsen.

 

På Nato-mødet i Bruxelles har USA’s udenrigsminister, Rex Tillerson, orienteret sine kolleger om, hvordan han ser på situationen.

 

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tidligere truet med at udslette Nordkorea, hvis truslerne mod USA ikke stopper.

 

Og det skal Nordkorea tage alvorligt, mener Anders Samuelsen.

 

– Jeg tror sådan set også, at de tager det alvorligt, selv om vi er i tvivl om, hvor rationelt man tænker i Nordkorea, siger han.

 

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-Un, og hans styre erklærede i sidste uge, at de nu er i stand til at ramme alle byer i USA med deres missiler. Dermed kan de i givet fald også ramme overalt i Europa.

 

Til gengæld er det en svær teknologi at udruste missilerne med atomvåben. Og den teknologi mestrer Nordkorea endnu ikke, lyder vurderingen.

 

Samuelsen siger, at Nato-landene og USA skal stå sammen om at opbygge en koalition, der kan lægge et endnu større pres på Nordkorea.

 

Og her gælder det især om at få Kina til at være med til at øge presset, så det kan ende med en fredelig løsning, mener den danske udenrigsminister.

Læs også
Kim Jong-un inviterer Donald Trump til Nordkorea

 

Rex Tillerson har tidligere sagt, at en militær aktion mod Nordkorea vil være “sidste udvej”, og at diplomatiet vil fortsætte, indtil de første bomber falder.

 

Donald Trump har til gengæld givet udtryk for, at det er spild af tid at forhandle med “den lille raketmand”, som han har kaldt den nordkoreanske leder.

 

Anders Samuelsen vurderer, at amerikanerne er blevet mere “hardcore” i takt med udviklingen af de nordkoreanske våbenprogrammer.

 

– Det er ikke for sjov, at man truer og bruger udtryk som at udslette ledelsen i Nordkorea, hvis de overskrider bestemte grænser, siger Samuelsen.

 

Han mener, at USA trækker nogle meget klare røde linjer op. Og de skal tages alvorligt, mener den danske udenrigsminister.

 

/ritzau/

Læs også
Donald Trump: Kim Jong-un og jeg vil snart underskrive et dokument
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…