Nemina Hasanovic er sygeplejerske på Vejle Sygehus. Hun er også muslim og går med hijab, det islamiske tørklæde, når hun er på arbejde. Det har hun tidligere fortalt TV SYD om.
Men det kan snart være slut.
Region Syddanmark er på vej med et forslag, der forbyde alle religiøse og politiske symboler på sygehusene i Region Syddanmark.
Og nu er dette ønske om at forbyde ansatte at bære religiøse symboler på sygehusene i Region Syddanmark kommet ét skridt tættere på at blive opfyldt.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
I november foreslog rådsmedlemmer fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige at forbyde sundhedspersonale ansat i regionen at gå med synlige religiøse, politiske og ideologiske symboler.
Forslaget kom i forlængelse af et forslag fra Dansk Folkeparti. De havde tidligere foreslået at forbyde muslimske tørklæder. Det er dog ulovligt, da det er forskelsbehandling, lød vurderingen.
Forslaget blev støttet af Venstre og Konservative. Det blev derefter sendt til granskning hos regionens jurister samt til høring i medarbejderudvalgene.
Det er denne granskning som nu er afsluttet med en vurdering af, at det er inden for lovens rammer at forbyde religiøse symboler på en arbejdsplads.
Der er hermed givet grønt lys til at lave et sådant forbud. Og Liberal Alliance og Nye Borgerlige fremsætter nu forslaget igen.
Rådsmedlem fra Liberal Alliance Marianne Mørk Mathiesen glæder sig over, at det juridiske nu er på plads.
Hun har tidligere sagt: “Jeg er selv læge og politiker, og på min lægevagt kunne jeg ikke drømme om at bære et badge for mit parti. Forslaget går ud på, at vi skal beholde patienten i centrum, og det er deres tilstand det handler om. Derfor skal både politiske og religiøse symboler væk fra sundhedspersonalet, siger Marianne Mørk Mathiesen, der selv er praktiserende læge i Esbjerg.
Hun mener, at konklusionen falder fint i tråd med denne måneds afgørelse fra EU-Domstolen om, at arbejdsgivere har lov til at kræve religiøs neutralitet af visse medarbejdere.
Ifølge hende er et forbud vigtigt af hensyn til regionens syge og sundhedsbrugere.
– På et hospital er patienterne i centrum. De skal ikke konfronteres med, hvad personalet, der behandler og plejer dem, mener politisk og ideologisk, siger hun.
Rådsmedlemmet mener, at de religiøse symboler kan være en glidebane.
– Vi har fået en del muslimer i vores land, og de skal selvfølgelig have lov til at vise deres religiøse tilhørsforhold. Men som politiker må jeg være forudseende og sige, at når én ideologi kan få lov til at være synlig, så risikerer vi, at andre også vil være det.
Hun tilføjer, at hun ikke ser noget problem ved, at man bærer et kors under blusen.
– Det drejer sig kun om synlige symboler og om det personale, der har kontakt med borgerne.
Afgørelsen fra EU-Domstolen tidligere på måneden flugter med en dom fra den danske Højesteret fra 2005.
Dengang godkendte dommerne ved landets øverste retsinstans, at Føtex havde forbudt ansatte at bære religiøse tørklæder i arbejdstiden, skriver ritzau.
http://www.tvsyd.dk/artikel/nermina-elsker-sit-arbejde-og-sit-toerklaede